REGERINGSFORHANDLINGER // KOMMENTAR – I weekenden holder Venstre landsmøde, hvor det helt store debatemne – i hvert fald i krogene – vil være spørgsmålet om, hvorvidt Venstre skal gå i regering med Socialdemokratiet eller ej. Ikke meget tyder på, at Jakob Ellemann-Jensen vil komme med en entydig melding, men det mest logiske vil være, at partiet ender med at gå med.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I det følgende vover jeg det ene øje og spår, at regeringsforhandlingerne ender med en model, hvor S og V er kernen i en regering. Om SF er med som regeringspartner eller støtteparti, er mere usikkert.
Her er 10 argumenter for:
1) Jakob Ellemann-Jensen står over for det nok mest skelsættende valg, han kommer ud for i sin karriere. Der er fordele og ulemper ved både et ja og et nej til regeringsdeltagelse, men i sidste ende vil det være mere attraktivt at søge mod midten for at få indflydelse og tiltrække midtsøgende, borgerlige vælgere. En del af dem er denne gang gået til Lars Løkkes Moderaterne. Alternativet er at forsøge at blive leder af en på mange måder dysfunktionel blå blok og overlade det til Lars Løkke at få indflydelse i en midterregering.
SF har haft stor succes med stille og roligt at rykke sig mod midten og optræde mere pragmatisk, uden at give køb på sine mærkesager
Desuden kan han presse Mette Frederiksen til indrømmelser, efter at hun i valgkampen har forpligtet sig til at undersøge muligheden for at danne en regering hen over midten. Der skal gøres et meget seriøst forsøg på at realisere dette, så hun ikke igen bliver beskyldt for løftebrud og magtfuldkommenhed. Det betyder indrømmelser til Venstre, også fordi aben i hvert fald ikke skal lande på hendes skuldre, hvis det mislykkes.
Udnævnelsen af Søren Gade til formand for Folketinget med Socialdemokratiets opbakning var en stor, tillidsskabende foranstaltning, der reelt har gjort det sværere for Venstre at springe fra. I begge partier ser man også en række manøvrer i baglandet, hvor borgmestre og regionspolitikere udtaler sig til fordel for en SV-regering.
Jo færre, jo lettere
2) Jo færre partier, der skal indgå i en regering eller bakke op om en regering som støtteparti, jo lettere er det at manøvrere og finde de nødvendige flertal. Med det nuværende folketing er der kun to mulige konstellationer, hvor det kan ske med tre partier: S-V-SF og S-V-M. De vil have et flertal på henholdsvis 92 og 91 mandater bag sig og vil derfor ikke være afhængige af Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit, der har vist sig parat til at skifte fra rød til blå i jagten på at få nogle af sine grønlandske mærkesager igennem.
Hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil være trygge ved at have Lars Løkke ombord
3) SF har haft stor succes med stille og roligt at rykke sig mod midten og optræde mere pragmatisk, uden at give køb på sine mærkesager. Det viste sig tydeligt i forbindelse med SF’s deltagelse i det nationale kompromis om forsvaret, uden at det skabte uro i baglandet, og da SF fik gennemført sit krav om minimumsnormeringer i børnehaver og daginstitutioner.
Løkke gør de andre utrygge
4) Modsat er det på en række områder uklart, hvad Moderaterne står for, og hvor stabilt partiet er. Kun Lars Løkke og Jakob Engel-Schmidt har erfaringer fra Folketinget, og de nyvalgtes holdninger stritter i mange retninger. Der vil helt givet komme uro og måske også afskalninger i partiet i løbet af den kommende periode. Samtidig er bitterheden og vreden fortsat umådelig stor i Venstre over den måde, Lars Løkke opførte sig på i de sidste år som formand, og at han efterfølgende har stiftet et parti, der i meget høj grad har snuppet sine vælgere fra Venstre.
Hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil være trygge ved at have Lars Løkke ombord, og især Venstre vil have en stor interesse i at holde Moderaterne fra indflydelse i håb om, at partiet vil kollapse i den kommende periode.
Rød blok vil være ustabil
5) Alternativet til en bred regering hen over midten er en ren rød regering bestående af Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Alternativet, Enhedslisten og de tre ”røde” nordatlantiske mandater. Men denne kombination vil kun have 90 mandater bag sig og er derfor helt afhængig af en høj grad af partidisciplin – og her er der tre løstgående kanoner på dækket.
I øjeblikket er det reelt Zenia Stampe og hendes del af det radikale bagland, der har magten over partiet, inkl. folketingsgruppen
Den ene er, som nævnt under punkt 2, Aaja Chemnitz, men mange anser også Alternativets Theresa Scavenius som en løs kanon, man ikke kan stole på. Hun skriver nogle meget bombastiske og dogmatiske debatindlæg med ultimative krav til den grønne omstilling, og hun har kaldt alle hidtidige forlig for utilstrækkelige.
Hertil kommer, at både Enhedslisten og De Radikale vil kræve meget store indrømmelser for at gå med. Især fordi de først vil få buddet, efter at forsøgene på at danne en midterregering er opgivet.
Radikale er ikke regeringsduelige
6) De Radikale er et kæmpe problem i sig selv. Partiets nedsmeltning på valgdagen vil uundgåeligt føre til intern debat og selvransagelse – og hvor ender partiet så med at stå i forhold til ultimative krav, udlændingepolitik etc.?
I øjeblikket er det reelt Zenia Stampe og hendes del af det radikale bagland, der har magten over partiet, inkl. folketingsgruppen. Det så man flere gange, mens Sofie Carsten Nielsen var formand, hvor Stampe strammede kravene til S-regeringen, og det blev gentaget under det tåkrummende pinlige pressemøde, hvor Martin Lidegaard som nyvalgt politisk leder for rullende kameraer blev underløbet af Zenia Stampe og Samira Nawa.
Den åbenlyse konklusion i øjeblikket er, at partiet ikke er regeringsdueligt, før det finder en ny balance mellem idealisme og indflydelse. Og især Stampe er en løs kanon på linje med Theresa Scavenius og Aaja Chemnitz.
Nåh ja. Så er der De Konservative. Men hvorfor tage dem med, hvis man ikke behøver gøre det
7) Og apropos regeringsduelighed er de to højrefløjspartier Nye borgerlige og Dansk Folkeparti naturligvis heller ikke regeringsduelige. Dertil er de trods alt for ekstreme i deres holdninger og retorik, når det gælder udlændingepolitikken.
Støjbergs politik er fluffy
8) At tage Danmarksdemokraterne med i en regering eller som en del af et regeringsgrundlag vil løbe ind i nogle af de samme problemer som i forhold til Moderaterne. Selv om partiets folketingsgruppe har en kerne af erfarne DF-medlemmer, der er hoppet over til Inger Støjberg, er der mange nyvalgte, og partiets syn på en række politiske udfordringer er mildt sagt fluffy. Hertil kommer, at Venstre nærer samme bitterhed og vrede i forhold til Støjberg som i forhold til Løkke.
9) Enhedslisten og Liberal Alliance ligger politisk så langt fra henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, at det ikke er realistisk at have dem med i nogen form for regering hen over midten.
10) Nåh ja. Så er der De Konservative. Men hvorfor tage dem med, hvis man ikke behøver gøre det? Partiets mandater er ikke nødvendige i de fleste konstruktioner, der kan opstilles, og partiet er i åbenlys krise, hvor Søren Pape Poulsen sandsynligvis bliver skiftet ud på et tidspunkt inden næste valg.
Summa summarum: En S-V-SF konstruktion er den mest logiske, fordi den vil være den mest stabile og manøvredygtige. Og fordi alternativerne ikke er attraktive for Mette Frederiksen.
Virkelighedens politik er langtfra altid logisk.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
