AARESTRUP-MEDALJEN 2024 – Lyriker Birgitte Krogsbøll tildeles Aarestrup-medaljen 2024 sammen med et legat på 75.000 kr. for sin fabulerende og sprogfornyende poesi. Ved legatreceptionen i dag blev Krogsbøll hyldet med denne tale af Louise Juhl Dalsgaard, der bl.a. sagde “Dine digte kan alt, men uden at ville noget. De er så at sige vidunderligt frie for et facit”.
”At erfare med et altid uerfarent hjerte”.
Sådan stod der på en seddel på opslagstavlen i det køkken, jeg voksede op i. Jeg tror, det var et citat af Elsa Gress, men uanset hvem der har skrevet det, har jeg været på jagt efter det lige siden. Efter det uerfarne hjerte, det hjerte, der ser alting som for første gang. Hver gang.
Det blik, der ser en ko som andet og mere end et ord på to bogstaver, som et herligt flimmer af pletter og patter på fire ben, for eksempel.
Eller som denne helt præcist hjertelige beskrivelse af sjapvejr:
”Sjappet er tidens/ meget dårlige mave”.
Det sidste er hentet fra et af dine værker, Birgitte, Kra kra kra – en digtsamling om – ja hvad. Om tid og dyr, tror jeg, i hvert fald er både ko og dompap, ræv og måge, hare, fasan, hund og egern, sæl og blishøne, laks og bjørn og krage og allike, snegl og spætte, kronhjort og blæksprutte, abe, musling, karpe, skrubbe, ulk og klumpfisk nævnt.
Og kragerne selvfølgelig, om hvilke du skriver, Birgitte: ”Jeg kalder det maj/ de kalder det kra kra kra/ det er det samme”.
Tænk sig, fra nu af vil jeg altid høre kragens kra som et kald i maj.
Dine digte gør det, jeg søger i verden, de erfarer med et altid uerfarent hjerte. De lytter og rører og ser alting som for første gang.
Et eksempel kunne være:
dække bord/ skrælle løg/ skylle frugt.
Tørre støv/ hænge tøj/ feje gulv.
Smuldre gær/ vinde garn/ veje mel.
Synge sang/ kysse barn/ tænde lys.
Læg mærke til bevægelsen i digtet, fra den grådfremkaldende praksis det er, at “skrælle løg” til det trøsterigt milde “kysse barn, tænde lys”. Digtet fører os fra det tårevædede til det kysudløsende, fra dagligdagens praktiske gøremål (at dække bord, tørre støv) til samme dagligdags vidunderligt upraktiske velsignelser – lys, barn, kys.
Min Krogsbøllske yndlingsstrofe lyder:
“mine vanter går/ i barndom og bliver til/ luffer på en sæl”
Det er svært at sige, hvad det er, du gør, Birgitte. Men for mig at se handler det om at genfortrylle verden, føre tingene tilbage til hvor de kom fra. Føre skindet tilbage, sælen og vanterne tilbage til deres barndom. Jeg kan ikke komme i tanke om andre digtere, der med samme omhu og kløgt stiller skarpt på verden fra det allermindste -blomsterne- og til det allerstørste: Kærligheden, sådan som du gør det, når du skriver:
“På græsset ved stien Bellis/ dem tæller man kærlighed på ved at/ plukke bladene af, det skulle være omvendt”
Tre linjer, ikke mere, behøver du for at fortælle det allerstørste, nemlig, at kærligheden ikke handler om at trække fra, pille af, men om at bygge op, lægge til. Passe på hinanden, både mennesker, dyr og planter:
“og man må aldrig løbe med en saks/ og hvis man skal gå med den/ skal man altid holde rundt om bladene/ lukkede sammen/ med fingerhullerne nedad/ ligesom man altid skal bære blomster
med hovedet nedad/ så de ikke knækker nakken”
Det er ømhed, det er omsorg, det er omhu. Det er poesi, fredssang. Det er lind og birk og lærk, det er salt og sukker, grus og sand. Det er rålam og isbjørne, egern og lopper. Det er kærlighed på vers, det er helt uden lige.
En lille lussing med en fjer.
Sådan beskrev jeg engang dine digte, Birgitte. Hårdtslående og dog så dunede.
Det gælder stort set alle, at de rammer hårdt, men lander blødt. Med alt fra støv til lys og fra leg til alvor. De bliver aldrig til ensidige besyngelser, men forfalder heller ikke til fodslæbende alvor.
Som dette lige dele sorg – og håbefulde digt, er et bevis på:
savner, skønt du
stadig er her
ligesom med søvnen
insekterne fuglene lyset
som om man måske
kan absorbere
fraværet
på forhånd
eller i hvert fald
fortynde det
blæk i vand
skønt det
stadig er
tørt papir
spættelyde
i mørket
Det er savnet og fraværet, vi møder, men det er også alt det andet: insekterne, fuglene, lyset. Det er ordene, der godt nok ikke længere bliver skrevet, men stadig findes som “blæk i vand/ skønt det/ stadig er/tørt papir”. Det er mørket, der er tæt, men ikke tættere end at spættens bankelyde kan trænge igennem.
Digtet er så fint, fordi det aldrig forlader det sorgfulde, men heller ikke fortaber sig i det. Savnet bæres af lys og fuglenes vinger. Af spætten, der banker hul i mørket.
Men dine digte behøver egentlig ikke at blive forstået, de kan også “bare” læses, som de står. Helt bogstaveligt, ord for ord, liste for liste – uden tanke for hverken tema eller tolkning.
Måske er det faktisk sådan, de kommer allermest til deres ret, som her:
formulde
forlade luften
lægge de mange ben
over kors
lune dem under
blade
fra daggry
tælle spætternes
bankelyde
de blir blødere
og blødere
Du kan det hele, Birgitte – og på den halve plads. Dine digtsamlinger fylder ikke meget på papiret, men de rummer en hel verden.
Du mestrer det meste, fra remser til sorgdigte, fra lister til vuggeviser. Jeg lod mig inspirere, før jeg tog herover. Forsøgte mig med alt muligt: anagrammer over dit navn Birgitte Krogsbøll, der kunne lyde ”kortbølget rig blis” eller ”stort rig bølgeblik”.
Jeg planlagde også et lille katalog over Digtere med To hænder ordnet efter antal krøller, men kunne på stående kun komme i tanke om Marianne Larsens let bølgede fald og Asger Schnacks ditto. Og så dig selvfølgelig.
Jeg ville også have skrevet et digt til dig, om natskyggedyrenes spil bag gardinet, det startede sådan her:
Skyggen af en myg, der lander på en teltdug, ligner en giraf, der har knækket halsen på virkeligheden.
Men så stoppede jeg mig selv, for du gør det så meget bedre end jeg. Som den her liste over danske og engelske ord, du finder smukke, fra kort til langt:
Leaf
græs
rødme
daggry
Autumn
skovbryn
softspoken
Tænk at bruge sproget sådan som en pels mod alt det grimme og dumme. Det er det, du gør, Birgitte, bærer sproget frem som en frakke med dybe lommer, man som læser kan samle sten i, fjer, sorger og glæder. Du forærer os verdener, syr os en frakke af ord, vi kan varme os ved, gemme os i, og bruge som et ly, et værn, et læhegn, når det er koldt og vinter.
Dine digte kan alt, men uden at ville noget. De er så at sige vidunderligt frie for et facit.
De er som harerne på græsset. Først er de der. Så er de der ikke. Så er de der igen.
Aldrig de samme, men altid sig selv.
Læs også Louise Juhl Dalsgaards anmeldelse af Birgitte Krogsbølls seneste digtsamling værn ly læhegn (2023) her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her