Patter vil nok altid rime på latter – men også efter 30 år på samme scene?

af i Kultur/Scenekunst

COMEDY // ANMELDELSE – Med sit nye solo-show “Plan B” bekræfter Lars Hjortshøj, at han må være danmarksmester i short form standup comedy og kontante punchlines. Kunsten at opbygge sine jokes, mestrer han som få. 

For fjerde gang er komiker og skuespiller Lars Hjortshøj på turne med et soloshow, denne gang med titlen ”Plan B”. Eftersom der var en del, der kom for sent, da jeg så det i Mantziusgården i Birkerød, var der lidt kaos i salen i begyndelsen.

Muligvis derfor fik Hjortshøj aldrig sagt noget om den eventuelle præmis for sit show – og nu bagefter står det uklart, hvorfor de fem kvarters standup har titlen ”Plan B”? Det blafrer i luften.

Til gengæld står det lysende klart, at det i en eller anden udstrækning handler om at omfavne sin egen og – nedenunder den konstant flydende malstrøm af hårdtslående jokes – også andres manglende perfektion. Måske er det Plan B? At indse, at intet er perfekt og da slet ikke at runde 50 år, som Hjortshøj har gjort for nylig og derfor nu befinder sig i ’en lavine af alderdomstegn’.

Få i Danmark mestrer den balance mellem selvudlevering og krydret udadvendt standup, så man griner med ham og ad sig selv. Eller sin mand, far, onkel…

Som altid med Hjortshøj bruger han sig selv og den karakter, han gradvis har opbygget siden begyndelsen for godt og vel 30 år siden. Rendyrket yderligere i tv-serien Klovn og filmene.

En velhavende, mondæn, nu midaldrende mand med stor Mercedes og egen natklub, en strigle af en kone. En mand med en snavset tankegang og et arsenal af sexjokes i jakkeærmet. En meget, meget morsom og stadig vred mand.

Hvor meget, der er private Lars, og hvor meget, der er komikeren Hjortshøj, ved han kun selv. Og det er sådan set også ligegyldigt.

Som Hjortshøj siger indledningsvis, træffer voksne mennesker, ifølge en eller anden statistik, 35.000 valg om dagen. Google og YouTube har gjort det lidt lettere. Bare et par klik og man har bevæget sig fra sin egen dødsdom på netdoktor.dk til et kursus i at bruge voksenbleer.

Den panikalder-ramte mand

Det begynder med Hjortshøj selv. 50 plus med voksende genitalier og skrumpende lem. Halsen er forsvundet bag dobbelthager, han har fået bryster, som hans teenagesøns venner finder sexede. Han mister gradvis sit testosteron, bliver mere og mere kvindelig – og mister derfor også evnen til parallelparkering.

Hjortshøjs læge og de specialister, han bliver henvist til, er der ikke meget godt at sige om. Ovenikøbet lader de, som om de ikke kender ham, når han sidder i venteværelset. Pretentious, moi? Krukke-sporet kunne han godt have kørt lidt længere ud ad på Klovn-måden.

Hjortshøj må være danmarksmester i short form stand-up comedy og kontante punchlines. Kunsten at opbygge sine jokes mestrer han, som hans partner åbenbart mestrer kunsten at ligge stille i dobbeltsengen

Hjortshøj er ”som en af få danske komikere” gift med en jævnaldrende kvinde. Så der bliver også gået til den, når det gælder den midaldrende kvindes ”klimaforandringer”, dybe kløfter mellem slappe bryster – og teenagebørn. Hjortshøj har haft besøg af en hjemløs, der hellere ville sove på Nørreport end på sønnens værelse.

Den første del, hvor Hjortshøj demonterer den panikalder-ramte mand og efterlader ham liggende som en lettere patetisk samling degenererede kropsdele, er klart showets bedste og sjoveste.

Få i Danmark mestrer den balance mellem selvudlevering og krydret udadvendt stand-up, så man griner med ham og ad sig selv. Eller sin mand, far, onkel…

Hjortshøj må være danmarksmester i short form stand-up comedy og kontante punchlines. Kunsten at opbygge sine jokes mestrer han, som hans partner åbenbart mestrer kunsten at ligge stille i dobbeltsengen.

Lidt altmodisch

Den anden del af showet vender komikeren sin synsvinkel ud ad. Unge mænd med man-buns. Puha. Den eneste fordel ved teenagebørn: Man slipper for forældre-intra, -møder og -arrangementer. Piratbukser. New speak. Mere puha. Dværge er nu en gang dværge. Hvorfor sige andet?

For, lad os sige, 20 år siden jublede jeg, når Hjortshøj bragte den klassiske ’min kone vil skilles’-revyfigur up to date med et moderne sprog og stil.

Efter alle disse mange år kan den form for humor godt virke lidt altmodisch.

”Patter” vil nok altid rime på “latter”, men også efter 30 år på samme scene? Modsat Jonatan Spangs aktuelle show kan jeg godt have lidt svært ved at se perspektivet i Hjortshøj politiske ukorrekthed.

At bryde med sin formel

Flere og flere stiller sig op med blog og SoMe-fortællinger om deres kampe med diagnoser, eget eller andres misbrug, skrøbelighed. Folk, der er kommet skævt ind på livet uden mulighed for for alvor at sidde med ved det store middeldanske, økologiske frokostbord. Som verden er skruet sammen nu, har skriget om empati vel aldrig været større eller mere berettiget. Samtidig med at krænkelseskulturen vokser som en bakteriekultur i en kloak.

Det lyder som den perfekte udfordring for komikere, der lever af at spejle vores andres hykleri, grænseløse selviskhed, magelighed og hvad har vi.

For, lad os sige, 20 år siden jublede jeg, når Hjortshøj bragte den klassiske ’min kone vil skilles’ revyfigur up to date med et moderne sprog og stil. Efter alle disse mange år kan den form for humor godt virke lidt altmodisch.

Lars Hjortshøjs “Plan B” er cirka fem kvarters imponerende høj jokerate fra en af landets største teknikere på det felt. Indiskutabelt.

Men jeg husker, at Hjortshøj for et par show siden sprængte rammerne for dansk comedy med det ambitiøse og fænomenale show ”My Danish Collection”, hvor han spillede seks forskellige figurer. Dengang sagde han, at det var på tide at bryde med sin formel.

Jeg gad godt se mesteren prøve igen.


Lars Hjortshøj: “Plan B”, soloshow.
Turnerer lige nu i hele Danmark.


Fotos: PR

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur