En international by som Berlin kan byde på store jazzoplevelser af såvel lokale som internationale navne, men andre områder af Tyskland rummer også spændende og anderledes jazzmusik. Per Vadmand har sendt et musikalsk postkort fra vort store nabolands industrielle hjerte, der faktisk er lige så grønt og dejligt, som når Danmark er bedst – og så ankommer foråret tre-fire uger tidligere.
For en del år siden fik jeg et postkort med teksten ”Düsseldorf by night”. Billedet var helt sort. Dengang kendte jeg ikke andet til Ruhrområdet end, hvad jeg havde lært i geografitimerne i skolen:
Et forureningshelvede af højovne og kulslagger, der ikke var til at leve i for mennesker. Så jeg fandt postkortet meget rammende.
Som sikkert de fleste danskere i min generation (årgang 1944) havde jeg en indgroet fordom om tysk jazz og tysk rytmisk musik i det hele taget – det var en gang gumpetung umba-umba, som ikke swingede en meter. Tænk bare på James Last og Boney M!
En gammel interesse for sporvogne drev mig imidlertid til det sted, de sidste københavnske vogne var kommet fra, og det blev til flere besøg, efterhånden som jeg oplevede, at området – og specielt Düsseldorf og Köln – havde adskilligt andet og mere end sporvogne at byde på, både hvad angik legemlig og åndelig føde. Den legemlige, der ellers er både kraftig og varieret, gemmer vi dog til en anden lejlighed.
Dog vil jeg lige nævne, at højovnene og alskens smog og forurening er en saga blot. Der er lige så grønt og dejligt, som når Danmark er bedst – og foråret kommer tre-fire uger før!
I porten
Under en aftentur i Düsselsdorfs Altstadt, den gamle bydel, der er forbavsende velbevaret, måske fordi den ligger ret langt fra jernbaneterrænet og industriområderne, der blev kraftigt bombet under krigen, hørte jeg til min forbavselse noget, der mindede om jazz, komme ud fra en lille knejpe med det finurlige navn ”Em Pöötzke” – det betyder, fandt jeg siden ud af, ”i porten” på den lokale, rhinlandske dialekt.
Et meget passende navn, viste det sig.
Som sikkert de fleste danskere i min generation (årgang 1944) havde jeg en indgroet fordom om tysk jazz og tysk rytmisk musik i det hele taget – det var en gang gumpetung umba-umba, som ikke swingede en meter. Tænk bare på James Last og Boney M! Ganske vist kom jeg midt i tresserne på Deutsches Kulturinstitut, hvor man dengang kunne låne klassiske grammofonplader, længe før det blev muligt på almindelige, danske kommunebiblioteker.
Her stødte jeg mellem Brahms og Mahler på en enlig jazzplade – en ridset og tydeligt nok hyppigt udlånt LP med tenorsaxofonisten Klaus Doldinger og hans orgelkvartet. Jeg lånte den og opdagede, at den var forbavsende god, men det opfattede jeg dengang som en enlig svale.
Jeg havde også hørt lidt om, at Doldingers danske instrumentkollega Bent Jædig vist nok havde succes dernede, men det bekræftede jo kun fordommen – det store Tyskland var nødt til at importere danske musikere for at høre noget ordentlig musik!
Men for at vende tilbage til ”Em Pöötzke” – har en beværtning nogen sinde kunnet leve op til betegnelsen ”et hul i muren”, var det da her. I et lillebitte, røgfyldt (det var dengang!) lokale proppet med mennesker stod på en endnu mindre scene et typisk New Orleans-orkester og fyrede den af.
Det vil sige, typisk og typisk – scenen var så lille, at man havde måttet spare trommerne væk. Og ganske vist stod der et opretstående klaver, men hverken dengang eller siden har jeg set det brugt som andet end siddeplads for musikerne. Den aften var der heller ingen basun med, men kun en trompet og en klarinettist, der også ind imellem spillede altsax og sang. Og så var der altså banjo og tuba.
Elektrisk tuba
Nu har jeg det ikke som mange jazzelskere i min generation, der enten afskyr banjo eller slet ikke kan undvære den. En god banjospiller er ikke et oxymoron i min ordbog.
Men indtil den dag havde en god tubaspiller faktisk været det, i hvert fald når det gjaldt jazz (selv om jeg da havde hørt Miles Davis’ nimandsorkester med ”Godchild”). Men denne her tuba- eller rettere sousafonspiller havde altså elektrisk forstærkning, sådan en lille clip-on-mikrofon på schallstykket, og han tog sig af de soloer og fraser, som den ”manglende” basunist normalt ville have stået for.
Og kors, hvor det swingede! Han var faktisk bandets mest spændende solist.
Vil man leve af musikken, er alsidighed og musikalsk fordomsfrihed en fordel. Purister og sekterere finder man hyppigere blandt publikum
På væggen hang der et lille skilt, hvor der stod, at det kostede en omgang til orkestret at ønske et nummer – men det kostede to omgange at bede om ”When the saints” og ti omgange – eller en omgang til hele lokalet – at bede om ”Ice Cream.”
Det var der så heller ikke nogen, der gjorde, men orkestret fik rigeligt med omgange endda, og jeg satte mig stille og roligt med et glas fadøl og en Killepitsch – den lokale urtesnaps – og nød musikken, der var velspillet og dejligt fri for de værste New Orleans-klicheer. Som jeg plejer at sige om Chris Barber & co.: Det gør ikke noget, hvis man kan høre på en traditionel musiker, at han også har lyttet til anden og nyere musik. Og det var bestemt tilfældet her.
En senere googling på et par af musikerne afslørede også, at de optrådte i mange andre musikalske sammenhænge end det New Orleans-prægede, noget, der kendetegner de fleste tyske jazzmusikere, jeg siden er stødt på. Men som vel egentlig også er tilfældet for danske musikere: Vil man leve af musikken, er alsidighed og musikalsk fordomsfrihed en fordel. Purister og sekterere finder man hyppigere blandt publikum.
Jazz i bankpalæet
Efter dette første møde med levende rheinlænder-jazz ganske uden polkafornemmelser var jeg blevet nysgerrig, så før mit næste besøg i Düsseldorf et par år senere, i april 2004, havde jeg gransket internettet for at se, hvad der foregik af musik i den tid, jeg var der.
Her stødte jeg på en kvartet med det lovende navn ”Talking Horns”, der skulle spille på en nærmere angivet adresse i den finere del af byen, faktisk på Düsseldorfs fornemste og dyreste forretningsgade Königsallée, også kaldet ”die Kö”, hvis flotte møbel-, tøj- og kunstbutikker og tårnhøje priser ikke står ret meget tilbage for Regent Street eller Champs Elysées.
Beskrivelsen af musikken var en smule kryptisk og kunne dække over hvad som helst, men besætningen: to messingblæsere og to træblæsere uden rytmegruppe lød spændende og i hvert fald anderledes. Jeg havde for nyligt med stor fornøjelse i København hørt ”Wonderbrass” spille på Café Bopa, og foromtalen af ”Talking Horns” gav forhåbninger om, at det kunne være noget, der lignede. (Det var det ikke!) Så de fik et kryds i rejsekalenderen.
I øvrigt sammen med en Beethoven-koncert i byens meget smukke koncertsal ”Tonhalle” med den amerikanske Juillard-strygekvartet. Der er noget for enhver smag i Düsseldorf!
Det første, der slog mig, var, at jeg aldrig før havde hørt et blæseorkester spille så rent. Nummeret gik i fem fjerdedele og swingede efter en langsom didjeridoo-agtig indledning for tuba og basun på en dejligt spændstig og samtidig næsten underforstået måde trods den manglende rytmegruppe
Det voldte mig noget besvær at finde frem til spillestedet, simpelthen fordi omgivelserne – en supermoderne bygning med store, rene flader af rustfrit stål og glas, med løbere på trappen og fuld af filialer af Tysklands største banker – virkede ret usandsynlige i jazzsammenhæng.
Den slags kvarterer brillerer ikke just med tydelige husnumre, så jeg tjekkede en ekstra gang og fandt omsider ved en trappe bagest i foyeren et lille, håndskrevet skilt med en pil og ordet ”Konzert” tapet til væggen. Jeg gik op ad trappen med noget nedtonede forventninger og forestillede mig vel nærmest fire noble herrer à la Modern Jazz Quartet, som spillede dæmpet musik iført jakkesæt og slips.
Talking Horns
Lokalet øverst i bygningen med gulv-til-loft-glassvægge og udsigt til Die Kö var møbleret med spredte, runde cafeborde, stålrørsstole og en interimistisk bar, hvor man kunne købe kold hvidvin. Men nede for enden af lokalet stod så et batteri af blæseinstrumenter og fire yngre mænd i ganske almindeligt hverdagstøj – Talking horns.
Ubeskedent satte jeg mig på første række i det halvtomme lokale parat til hvad som helst. Og tabte underkæben. Alt- og tenorsax, trækbasun og sousafon var besætningen i det første nummer, og det første, der slog mig, var, at jeg aldrig før havde hørt et blæseorkester spille så rent. Nummeret gik i fem fjerdedele og swingede efter en langsom didjeridoo-agtig indledning for tuba og basun på en dejligt spændstig og samtidig næsten underforstået måde trods den manglende rytmegruppe.
Titlen var ”Die fünf Musketiere”, og efter nummeret gjorde lederen opmærksom på, at ”es fehlt keiner”, der mangler ikke nogen. ”Vi er kun fire.” Mellem numrene byttede de rundt på instrumenterne, dog således at messingblæserne spillede messing, og træblæserne spillede træ (dvs. alle saxofoner og klarinetter).
Ved det tredje nummer, ”A little Gospel Tune” komponeret af tubaspilleren Richard Hellenthal og med en lang, improviseret coda af komponisten, var min måben blevet til et saligt smil, der holdt sig under hele koncerten. Jeg tror ikke, jeg i den grad har fået slået benene væk under mig af musik, siden jeg første gang hørte Duke Ellington eller Jimi Hendrix live.
I pausen fik jeg en lille snak med bandets leder, tuba- og basunspilleren Achim Fink, der fortalte, at Talking Horns ved en enkelt lejlighed havde besøgt Danmark og da godt kunne tænke sig at gentage det. Den besked lovede jeg at bringe videre til rette vedkommende – og jeg har da også (desværre hidtil uden resultat, wink-wink, nudge-nudge) flere gange henvendt mig til diverse spillesteder og festivalarrangører.
Jeg købte også et eksemplar af deres seneste cd, ”Blow up”, hvorefter jeg satte mig hen for at nyde resten af koncerten, der bød på titler som den hårdt swingende ”Schaukeln in Schildgen” med hidsige barytonsax-ostinater og den underfundige ”Loopo” bygget over en kort, stadig gentaget frase, næsten som en båndsløjfe, som der så blev improviseret frit over.
Blazzmusik
Talking Horns er svære at sætte ind i en kategori. Der er helt klart tale om jazzinspireret musik – selv kalder de deres stil ”Blazzmusik” – men inspirationen kommer også mange andre steder fra. Mange numre har klare afrikanske rødder, og latinrytmer, ofte med balkanagtige eller arabiskinspirerede skæve taktarter – et nummer kan fx i hver fjerde eller ottende takt have et enkelt taktslag ”for meget” – blandes med marsch- og tyrolerklange. Man er vel tyskere.
Men den røde tråd er swing og masser af improviserede soli, så jazz er det altså hele tiden, i hvert fald efter min personlige dimension. Elementer af free jazz og rene lydeksperimenter med ”mærkelige” instrumenter dukker også op ind imellem. Ved en senere lejlighed var sågar en vuvuzela føjet til instrumentariet – kan nogen huske sådan en? Det var det ”truthorn”, fodboldfans fremkaldte massiv tinnitus med under VM i Sydafrika i 2010.
Orkestrets slogan er ”Weil gute Musik keine Verfallsdatum hat” (da god musik ikke har nogen udløbsdato) og hentyder sikkert til, at der også er et par numre af præ-barokkomponister som Vulpius på programmet – i stærkt og fantasifuldt bearbejdet form. Denne del af repertoiret tager især basunisten Stephan Schulz sig af at finde frem og arrangere.
Allerede på hjemvejen fra koncerten til mit hotel ærgrede jeg mig over at have været for nærig til at købe begge de cd’er, der havde været lagt frem. Det rådede jeg så bod på ved togskiftet i Hamburg, hvor jeg i den enorme Saturn-pladebutik lige over for stationen heldigvis fandt ”Fisch im Wasser”. Siden har jeg så også fået anskaffet deres første cd ”Sankt Cæcilien” og alle deres følgende (se diskografi nederst).
En tidligere udgave af gruppen med navnet ”Pata Horns” har jeg også fundet frem til, og der er da momenter her, der peger fremad, men musikken er domineret af tenorsaxofonisten og komponisten Norbert Stein, der siden er gået andre og i mine ører knapt så spændende veje.
Det lader til, at det først var, da Stein blev erstattet af multisaxofonisten Bernd Winterschladen, og ”Pata” blev erstattet med ”Talking”, at musikken virkelig lettede og fandt sin form. Interesserede kan sammenligne fx nummeret ”Die Gärten des Palypso” med de to forskellige besætninger. (Alle gruppens cd’er såvel som ”Pata Horns” kan for tiden købes via amazon.de). Også gruppens anden saxofonist Andreas Gilgenberg var med i ”Pata Horns”, og det er stadig ham og Achim Fink, der står for det meste af det originale repertoire, mens Stephan Schulz tager sig af de ”klassiske” arrangementer.
En trofast fan
Da jeg kom hjem til Danmark, begyndte jeg via hjemmesiden www.talkinghorns.de at holde øje med, hvornår der var en mulighed for at genhøre mit nye yndlingsband, og det er siden det første møde lykkedes at få logistikken til at passe, så det er blevet til adskillige genhør, både i Köln, som er orkestrets hjemby, i Düsseldorf og sågar i Berlin.
De fire musikere, hvoraf tuba- og basunspilleren Richard Hellenthal i dag er afløst af Stefan Schulz, der også spiller flygelhorn, medvirker alle i mange andre sammenhænge, så de har ikke så voldsomt mange spillejob, vel en 8-10 stk. om året.At en del af disse foregår i Afrika og de arabiske lande, hvor de flere gange har været på turné, gør det jo ikke lettere for en dansker at komme til at høre dem.
Det er klart, at gruppens 100% akustiske musik uden stationære instrumenter egner sig fortrinligt til gadebrug, og afrikanernes begejstring kan bevidnes på videoklip både på hjemmesiden og på youtube. Og den ville som sagt gøre sig rigtigt godt på fx Copenhagen Jazzfestival.
Det kan tilføjes, at gruppen spiller alt udenad, og at jeg endnu har til gode at høre dem spille forkert eller komme ud af fase, så selv om de som nævnt ikke har så mange spillejob, må der med en sådan selvfølgelig rutine ligge ikke så lidt øvning bag.
Achim Fink, der også tager sig af booking, har fortalt, at de prøver at lægge spillejobbene i klynger, så de kan kombinere dem med en slags ”træningslejr”. Da to af musikerne bor i henholdsvis Innsbruck og Münster og de sidste to i Köln, er det klart at selve logistikken også sætter sine grænser.
De talende horns festival
Fem år skulle der gå fra det første besøg, før det lykkedes at få det hele til at passe sammen, men i juni 2009 stod Talking Horns bag et stort anlagt musikarrangement, ”Festival der sprechenden Hörner” med tre dages friluftskoncerter i Köln, dels i forskellige parker, dels på Rhinpromenaden neden for Hohenzollerbrücke og på pladsen ved domkirken.
Her medvirkede både lokale blæserorkestre og internationale navne som det serbiske ”Orkestar Boban i Marko Markovic.”
Videoen her fra Domplatz i Köln er taget ved denne lejlighed.
Det var en yderst intens oplevelse, hvor man ligesom ved jazzfestivalen i København måtte planlægge omhyggeligt for at nå blot en del af det. Og ligesom i København samlede disse gratis friluftskoncerter et stort publikum også af folk, man ikke umiddelbart ville forestille sig som jazzfans. Retfærdigvis deltog der også rene klassiske ensembler som ”Das Kölner Blechbläserquintett”, og ud over de udenlandske gæster var en af de mere fascinerende oplevelser et kæmpeorkester, ”Musikfreunde Urfeld 1970”, en spillende musikforening med medlemmer fra 10-12 år til langt over pensionsalderen, der dels spillede det gængse harmoniorkesterrepertoire, men også kastede sig ud i klassisk bigbandmusik og sågar veloplagt swingede sig igennem Santanas ”Oye como va”.
Desværre regnede det en del på koncertens sidste dag, så behjertede tilskuere måtte holde paraplyer over de mest udsatte musikere. (Se titelbilledet).
En særpræget og morsom oplevelse var også det belgiske trad-jazzorkester ”Brabantse Fietsharmoniker”, seks mand på én lang tandemcykel, der spillende – alle seks! – kørte op og ned langs fortovsrestauranterne på Rhinpromenaden. Og de spillede faktisk godt! God dixielandmusik med enkelte balkanislæt og med trækharmonika som harmoniinstrument.
Boban & co., der flere gange har besøgt Danmark og spillet på bl.a. Roskildefestivalen, var også en forrygende oplevelse med kraftigt swingende, virtuos messingjazz, hvor oplevelsen dog ind imellem skæmmedes lidt af en flok lokale, særdeles muskelsvulmende og tatoverede serberes noget demonstrativt nationalistiske adfærd, der ligesom monopoliserede orkestret. Ikke at de direkte generede nogen, men det virkede ret tydeligt, at fremmede ikke var velkomne i kredsen, da de begyndte at danse kædedans til et af de mere folkemusikprægede numre.
Talking Horns deltog selvfølgelig også selv med fire koncerter rundt om i byen, og det var en meget træt – og glad – Achim Fink, som jeg og min rejsefælle kunne tage afsked med, da det hele var forbi. Heldigvis fik jeg lov til at optage en del af musikken, selvfølgelig med løfte om, at det KUN var til privat brug, så jeg kan jævnligt genopleve disse herlige jazzdage i en by og et landskab, som alt for få danskere kender.
En anden musikskolekultur
Det før omtalte ”Musikfreunde Urfeld” gav noget af forklaringen på, hvorfor der er så mange dygtige musikere i Tyskland: Ligesom på De Britiske øer har man her en lang og stadig levende tradition for lokale blæseorkestre, hvor hele familier kan spille sammen.
Det giver en tidlig skoling, som Danmarks efterhånden stærkt forsømte og underfinansierede musikskoler kun i få tilfælde kan hamle op med.
Endnu en festival
Også i 2010 lykkedes det at ”fange” Talking Horns i deres hjemby Köln til en stort anlagt børnemusikfestival, hvor jeg for første gang hørte gruppen indendørs i en koncertsal. Det var nu ikke, fordi de i særlig grad (bortset fra førnævnte vuvuzela og et par andre ”børneinstrumenter”, som Achim Fink bedyrede, at de havde købt en pose fuld af på en tankstation på vej derhen) lagde vægt på at gøre deres musik ”børnevenlig”.
Det var heller ikke nødvendigt, for den gik rent ind hos et bredt publikum af børn fra 4-5 år til og med bedsteforældre som den, der skriver disse linjer. Bortset fra de allermest avantgardistiske numre, som jeg i det hele taget ikke har hørt dem spille live, var repertoiret ikke tillempet på nogen måde.
Jeg har spurgt Achim Fink, hvordan det kan være, at de har en så stor tilhørerskare også blandt folk, der efter dansk standard skulle være ”jazzfremmede”.
”Det er nemt nok,” sagde Achim. ”Man skal bare ikke sige til dem, der booker, at det er jazz, for så lukker folk af.” Jeg fik her bekræftet en tanke, jeg ofte har haft, at der er stor forskel på antallet af mennesker, der siger de ikke kan lide jazz og dem, der faktisk ikke kan lide det, når først de bliver præsenteret for det på en lidt imødekommende måde.
Meget andet end Talking Horns
Min rejse i 2010 bød også på et par besøg i ”Em Pöötzke”. Først troede jeg, de havde bygget om, for lokalet virkede meget større end sidst, men så gik det op for mig, at det var blevet røgfrit, så man nu faktisk kunne se fra den ene ende til den anden. Repertoiret var dog stadig velspillet banjojazz i miniformat, blandt andet med en gruppe med det fængende – og passende – navn ”Powerkraut”, hvis banjospiller brillerede med at tømme halvlitersølkrus i én slurk.
Og som i øvrigt spillede rigtigt godt – også soloer.
Også orkestret ”Muckefuck”(!) der i øvrigt ved den lejlighed delte trompetist med ”Powerkraut” fik jeg at høre ved denne lejlighed og fik mit indtryk bekræftet: Musikere, der ikke er hæmmet af puritanisme, men tager, hvad de kan bruge, og sætter det ind i den givne ramme.
Desuden havde jeg igen fået en – dyr – billet til ”Tonhalle”, denne gang ikke til noget så stilfærdigt som en strygekvartet men intet mindre end ”Big Band der Bundeswehr”. Det var til gengæld en oplevelse, der først af- og siden bekræftede alle mine ellers forladte fordomme om tysk jazz.
Opsætningen var fantastisk flot med lysshow og kridhvide militæruniformer, og første sæt bød på skyhøje trompeter og hårdt swingende, muskuløs macho-jazz à la Maynard Ferguson med enkelte Glenn Miller-islæt. Flot og velspillet og med udmærkede solister og en smuk, afrikansk sangerinde såvel som en Joe Williams-agtig sanger med en overraskende lighed med Saddam Hussein.
Andet sæt var så til gengæld umba-umba-jazz og svulstige musicalnumre syltet ind i messingsuppe, så James Last ikke kunne have gjort det værre. Men utroligt velspillet, flot og virtuost.
Jeg fik siden hen at vide af en af Talking Horns-musikerne, at det drejer sig om et yderst vellønnet, professionelt orkester, hvor alle medlemmer har gennemgået en militær uddannelse og mindst er underofficerer.
Mange musikere, der bliver indkaldt, fortalte han, vælger denne ”udvej”, og musikere, der har spillet i dette og lignende militærbands i Tyskland, er meget eftertragtede i andre bands, fordi de får lært håndværket til fingerspidserne. Kompetent var nok også det ord, jeg ville bruge, hvis jeg skulle karakterisere ”Big Band der Bundeswehr” med et enkelt ord. Om end man måske kunne ønske, at al denne kompetence ind imellem blev brugt bare en lille smule mere uforudsigeligt.
Siden har jeg så via nettet tjekket nogle af de større tyske radiostationers bigbands og igen fået bekræftet, at tyskere kan altså godt det dér med at swinge. Men jeg har endnu til gode at høre fx WDR- eller NDR-bigband live.
Ikke kun ved Rhinen
Siden disse oplevelser har jeg rejst en del i Tyskland og altid lyttet til jazz, når jeg fik mulighed for det. At der er masser af god musik i en så international by som Berlin, kan jo ikke undre. Her oplevede jeg også for et par år siden en slags festival med blæsermusik og jazz, denne gang udelukkende med amatørmusikere, og jeg fik bekræftet det med de gode musikskoler og et afslappet forhold til tradition og genrer.
Et af orkestrene bestod af 14(!) saxofoner, en tværfløjte, et flygelhorn samt bas og trommer, og de spillede både Charlie Parker, Debussy og tyske folkemelodier – og de spillede det alt sammen godt!
Andre orkestre bar mere præg af at være hobby- og hyggeorkestre, men jazzpræget var hele vejen igennem umiskendeligt. Alle koncerterne foregik i og omkring Gedächtniskirche, og ligesom ved festivalen i Köln tiltrak musikken et stort publikum i alle aldre.
Også i byer som Erfurt og Dresden har jeg hørt god jazz, men jeg vender altid tilbage til Rhinlandet og især til de små, listige steder i Düsseldorfs velbevarede og smukke Altstadt og fortovscafeerne på Burgplatz ved Rhinpromenaden, der i mine øjne i den henseende nemt kan måle sig med det turistoverrendte Paris. Især hvis man som jeg foretrækker øl for vin.
Men for til slut at vende tilbage til Talking Horns:
Det sidste, jeg oplevede, var et spændende julekoncertprogram i Köln, hvor de havde allieret sig med performancekunstneren Herbert Stankowski og under titlen ”Why Nachten? – mit vier verwirrte Hirten und St. Ankowski” fremførte traditionelle, tyske julemelodier – alt arrangeret på deres skæve, snart jazzede, snart funky måde – vekslende med yderst vittige causerier og historiske anekdoter fra Stankowski. Hele forestillingen er udgivet på cd og kan ligesom gruppens øvrige produktion købes via amazon.de eller høres her: www.talkinghorns.de/musik/
Til slut skal jeg for dem, der gerne vil vide mere, nævne, at jeg i forbindelse med gruppens deltagelse i en indvielse af et naturpleje-projekt(!) i Lünen uden for Dortmund havde lejlighed til at lave et rigtigt interview med dem til det danske musiktidsskrift Jazz Special (kan læses i nummeret fra januar 2013, hvorfra også enkelte passager i denne artikel stammer).
Her fortalte de en masse om deres baggrund og historie, og hvad de ellers beskæftiger sig med af musik. En transskription af interviewet i sin helhed kan læses på min hjemmeside.
Alle fotos: © Per Vadmand 2017
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
