USA // ANALYSE – Alt synes at gå galt for Joe Biden – fra stemmeretslove til ambitiøse sociale reformer. Coronaen hærger fortsat USA, og inflationen buldrer derudad. Republikanerne vejrer morgenluft, mens bekymringen vokser i Det Hvide Hus før midtvejsvalget om 10 måneder. Kan præsidenten komme tilbage? Ja, det kan han, svarer Annegrethe Rasmussen. Læs hvordan nedenfor.
WASHINGTON, D.C. – Onsdag lige før midnat – blot timer før årsdagen for Joe Bidens indsættelse torsdag i denne uge – faldt hans regerings forsøg på at sikre USA’s stemmeretslove i senatet.
Ingen republikanere stemte for at anvende den såkaldte nucelar option, som var forudsætningen for at demokraternes lov om at sikre stemmeretten i USA, Freedom to Vote Act, kunne vedtages med simpelt flertal frem for kvalificeret flertal (60 stemmer).
Man kan undre sig over visdommen i at sætte et forslag til afstemning, der er dømt til at lide nederlag
Det skete, da den republikanske opposition som ventet fik følgeskab af præsidentens egne to selverklærede moderate rebeller, de demokratiske senatorer Kyrsten Sinema (Arizona) og Joe Manchin (West Virginia).
Filibuster-proceduren er en særlig regel i det amerikanske senat med dybe historiske rødder. Den er blevet ændret adskillige gange, siden dens tilblivelse i 1806 og begge partier har omgået den ved anvendelse af “the nuclear option” – “atombomben” er en procedure, der tillader senatet at afslutte en debat med et simpelt flertal (enten 51 stemmer ud af de 100 senatorer eller 50 plus vicepræsidenten, der må stemme, når det står lige). Se begge dele forklaret nærmere i dette link.
Man kan undre sig over visdommen i at sætte et forslag til afstemning, der er dømt til at lide nederlag på forhånd, eftersom hverken Manchin eller Synema havde lagt skjul på, at de ikke agtede at ændre proceduren.
Det kvalificerede flertal ses traditionelt som både en sikring af mindretalsrettigheder og en regel, der fordrer forlig henover midten, som man vil sige på dansk – i politisk amerikansk lingo taler man om bipartisanship, der om noget har været Bidens speciale i senatet, men som han ikke er kommet langt med som præsident indtil videre.
Ved et hastigt overblik synes de dårlige nyheder ingen ende at have for præsidenten.
Hans popularitet ligger og roder rundt om de 43%, mens ca. 55% er kritiske overfor ham.
I en ny måling denne uge fra Politico/Morning Consult erklærede hele 51% af vælgerne sig uenige i udsagnet “Biden is capable of leading the country.” 37% af de adspurgte gav Biden karakteren “F” (failed), mens 31% gav ham et A eller B for det første års præstation, som man kan læse mere om her i Politico.
Det betyder, at Bidens popularitet er lige så lav som forgængerens, Donald Trumps var efter dennes første år.
3 successer fra Bidens år 1
Lad os se på situationen først og dernæst på, om Biden kan gøre noget for at vende skuden før midtvejsvalget i november.
Det er yderst sjældent, at et parti, som sidder på præsidentposten, går frem ved midtvejsvalget. De amerikanske vælgere synes godt om “checks and balances” for det første, og derudover er midtvejsvalget typisk en chance for at udtrykke utilfredshed med “magten” – personificeret i præsidenten og flertallet – så derfor er tommelfingerreglen, at nyvalgte præsidenter ofte kun har de to første år at gøre godt med, før de bliver stækket i deres magt og taber et eller begge kamre i Kongressen. I nyere tid vandt George W. Bushs republikanske parti ved midtvejsvalget i 2002, året efter terrorangrebet 11. september 2001, hvor mange vælgere ønskede at vise deres patriotiske opbakning til regeringen. Men det var undtagelsen, og Bush var stadig ikke populær. Se meget mere – og meget mere data – om emnet i mediet FiveThirtyEight her.
Ledighedstallet er 3.9%, hvilket kan sammenlignes med tallet, Biden arvede fra Trump, som var 6.4%
Også selvom om det er business as usual, at partiet, som sidder i Det Hvide Hus, stort set altid går tilbage ved midtvejsvalgene – det skete også for Bidens to forgængere Obama og Trump.
Men først de gode nyheder. De kan siges på kort form, selvom der er tale om 3 vigtige emner:
Tallet, som Det Hvide Hus bryster sig af, er korrekt og enhver præsident ville sandsynligvis bruge det. Men samtidig er der ikke korrigeret for stigningen i befolkningstallet, anfører den ansete vagthund, faktatjek-mediet Politifact. På den baggrund giver de vurderingen “halvvejs sand”. Se hele vurderingen af Bidens arbejdsløshedstal på dette link.
- Den amerikanske beskæftigelse er, som man kan se i planchen fra Det Hvide Hus ovenfor, rekordhøj, og der er skabt flere job under Bidens første år end under nogen anden præsident i nyere tid.
Ledighedstallet er 3.9%, hvilket kan sammenlignes med tallet, Biden arvede fra Trump, som var 6.4%. Det glade budskab har Det Hvide Hus selvsagt forsøgt at kommunikere ud med fanfarer, men det er druknet i inflationsstigninger og coronakrisen samt de interne trakasserier hos demokraterne. - 63.5 % af amerikanerne er fuldt vaccinerede mod corona
- Kongressen har vedtaget en stor infrastrukturreform hen over midten, der skal modernisere store dele af det amerikanske transportnet og boligmassen. Det vil få yderligere positive konsekvenser for økonomien og jobskabelsen. Det har POV en artikel om i denne uge skrevet af Karsten Aaen. Læs den her.
Fiaskoerne står i kø
De to største nederlag for præsidenten på lovgivningsfronten er uden tvivl nederlaget i denne uge om stemmeretten og så, at lovkomplekset “Build Back Better” (BBB), Bidens slagnummer under valgkampen, er strandet i kongressens blindgyder.
Build Back Better er groft sagt demokraternes bud på en social velfærdsstatsreform ala Skandinavien (og det betyder “venstreorienteret” i USA), der er centreret om dels en række familiepolitiske og socialpolitiske nyskabelser såsom barselsorlov, lov om tilbud af børnehaver og vuggestuer samt bedre uddannelse og forbedrede vilkår for børnefamilier dels om en mere ambitiøs klimalovgivning.
Inflationen på lige over 7% er den højeste i årtier… det har ført til prisstigninger, der er ekstremt upopulære i den økonomisk pressede vælgerskare
Initiativet er strandet grundet demokratisk infight med de samme to senatorer igen – Synema og Manchin, der ikke vil være med til en reform, som de groft sagt finder alt for dyr og alt for venstreorienteret.
Læs meget mere om “Build Back Better” i denne artikel i POV. Du kan også dykke ned i hele loven her eller læse om de overordnede planer fra Bidens Hvide Hus her.
Men derudover kan man på minus-siden også nævne at:
- Inflationen på lige over 7% er den højeste i årtier (og mange økonomer mener, at den delvist er et resultat af, at Bidens corona-hjælpepakker har været for generøse, og har holdt for mange ude af arbejdsmarkedet, fordi det groft sagt for nogle lavindkomstgrupper bedre har kunnet betale sig at modtage den føderale hjælp end at vende tilbage til arbejdsmarkedet). Den stigende inflation har ført til prisstigninger, som er ekstremt upopulære i den økonomisk pressede vælgerskare
- At omikron fortsætter sin march gennem USA og selvom den corona-variant er mindre dødelig, er sundhedstilstanden fortsat ringe i USA, så mange ender på hospitalet, og der dør mellem 500-1000 mennesker om dagen.
- I sidste uge vendte Højesteret tommelen nedad og forhindrede regeringens planer om et vaccine-mandat i store virksomheder (det vil kun blive tilladt i sundheds- og luftfartssektoren)
- Og samtidig forstærkes truslerne fra både Rusland i Ukraine og Nordkorea tester atombårne missiler igen.
Bidens gennemsnitlige approval rating er 43%, og en Quinnipiac-meningsmåling først i denne uge, røg helt ned på 33%.
Som nævnt ovenfor er den økonomiske vækst betydelig, og der er skabt mange jobs, men i takt hermed oplever mange amerikanere varemangel (grundet coronakrisens effekter på arbejdsudbuddet) og som nævnt mærkbare prisstigninger på alt fra mad til benzin i kølvandet på inflationen.
I mange byer beretter borgerne om tomme hylder og hamstring af især basisvarer som mælk, brød og friske grøntsager samt frugt
I mange byer beretter borgerne om tomme hylder og hamstring af især basisvarer som mælk, brød og friske grøntsager samt frugt. POV’s korrespondent kan fortælle om bananmangel i det ellers velassorterede nordvestlige Washingtons middeklasse-supermarkeder, Safeway og Giant – omend man kan skaffe dem i det (dyre) supermarked Whole Foods, der sørger for, at den ene procent altid kan købe alting.
USA’s ydmygelse i Afghanistan
Et andet sort kapitel fra Bidens år ét ligger indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitikken nemlig USA’s kaotiske og ydmygende exit fra Afghanistan.
Krigens slutning var populær nok i sig selv, men omstændighederne var bestemt ikke, ligesom selvmordsbombe-drabet på 13 amerikanske soldater også trak store og negative forsidehistorier i medierne.
Krigen i Afghanistan har kostet 2.401 amerikanske soldater livet, 1822 civile dødsfald samt 18 CIA operatives og opbakningen til krigen har været lav i årevis. Bidens problem var, at selvom han ‘arvede’ aftalen om en afslutning på krigen fra Trump, udstillede den ringe implementering ham som en udenrigspolitisk klumpe-dumpe, hvilket er ekstra skadeligt for en præsident, der i årtier har haft netop udenrigs- og sikkerhedspolitikken som sit speciale.
Dertil kommer et fast paradoks i amerikansk udenrigspolitik: Krig er upopulært men ydmygelser af verdens førende supermagt trækker endnu mere ned hos vælgerne. Det fik Obama også at føle, da han sluttede krigen i Irak og tøvede med at indsætte tropper eller luftstyrker andre steder i Mellemøsten især i Yemen og Syrien, hvor republikanerne skosede ham for at være en “svag” præsident og leading from behind.
Indvandringen har slået alle rekorder med 1.78 millioner registrerede ‘border crossings‘ fra grænsen mod Mexico. Det er fire gange flere end under Donald Trumps sidste 10 måneder i Det Hvide Hus.
Den sidste store sky, der hænger over Bidens første år, handler om situationen ved USA’s sydvestlige grænse. Indvandringen har slået alle rekorder med 1.78 millioner registrerede border crossings fra grænsen mod Mexico. Det er fire gange flere end under Donald Trumps sidste 10 måneder i Det Hvide Hus.
Det vil sandsynligvis blive et af Trumps helt store slagnumre op til midtvejsvalget, hvor den tidligere præsident allerede nu opererer som kingmaker og støtter kandidater i mange stater (og undsiger de få, der har dristet sig til at kritisere ham).
Konservative nyhedsmedier og ditto tænketanke giver den selvsagt også hele armen:
Situationen ved grænsen er forsvundet fra nyhedsbilledet grundet coronakrisen, men det står klart, at Bidens minister med ansvar herfor, Secretary of the Department of Homeland Security, Alejandro Mayorkas ikke har formået at løfte opgaven. Hvis ellers denne er at stoppe de mange undocumented immigrants (som demokraterne kalder dem – republikanerne bruger termen illegals, illegal aliens eller illegal immigrants, hvilket i sig selv fortæller en lille historie om, hvordan sproget er politiseret).
Hvor er den helende statsmand henne?
Endelig kan man mere overordnet pege på, at hele Bidens “store fortælling”, som handler om at være statsmand, forsoner og Healer-in-Chief i modsætning til Trumps “splittende og kaotiske ledelsesstil” ikke er lykkedes i til strækkelig grad.
Dels ser mange amerikanere mere Biden som en “venlig men distræt bedstefar” end som “ældre statsmand”, dels virker “Washington” (som amerikanerne ofte kalder hele det politiske system) fortsat ikke som noget, der producerer politiske resultater til gavn for vælgerne.
Begge partier kører hinanden i sænk og fløjene har bemægtiget sig magten både til højre og venstre. Republikanerne udstiller demokraternes ideologiske flanker og har scoret sejre ved flere lokalvalg ved at skælde ud over inkorporeringen af det, der benævnes critical race theory i skolerne (demokraterne taler om nødvendigheden af at skolebørn også lærer om de mindre gode, altså racistiske, dele af USA’s historie).
Republikanerne har til gengæld i flere valgkredse indoptaget Donald Trumps big lie, som demokraterne (og de fleste medier) kalder påstanden om, at Trump vandt valget og at Bidens sejr dermed er ulovlig.
Biden har også holdt sig bemærkelsesværdigt meget i kulissen for en nyvalgt præsident. Som det respekterede, uafhængige nyhedsbureau, Associated Press, bemærker, holdt Biden sig i stor stil væk fra medierne i sit første år som præsident. Washington Post opsummerer tallene sådan:
(Biden) “held nine news conferences (six solo and three joint) and 22 media interviews during his first year. That’s fewer news conferences than any of his five immediate predecessors at the same point in their presidencies, and fewer media interviews than any of his recent predecessors.”
Opskriften på Bidens succes
Kan man se en vej ud af dette politiske morads for Biden?
Det kan synes umuligt at se andet end nedtur men jo, man kan godt forberede sig på et Biden come back skriver Jack Schafer – Politcos senior media correspondent og selverklærede enfant terrible – i artiklen, Why You Can Count On a Biden Bounce.
Han peger på, at rygterne om Bidens politiske død er klassisk medieoverdrevet hype, og hvis man ser på talrige af hans forgængere i jobbet har de stået samme sted og er kommet tilbage: “Hvis man skal skrabe bunden, er det godt at gøre det nu, i god tid før valget”.
Hovedargumentet er et, som det lige nu, ser ud til, at Biden også selv har fået øje på. Schafer bemærker, at nu den ambitiøse progressive dagsorden, som den moderate Biden har foreslået, er stødt på grund, kan han vende tilbage til “the smaller-gauge policies that made him popular in the first place.”
Der er rigelig med tid til at bryde det enorme Build Back Better-lovkompleks ned i mindre (og mindre ambitiøse) love.
Måske er nederlaget for venstrefløjen det bedste, der er sket for Biden, så han kan vende tilbage til at være “moderate, average Joe”, som er noget mere populær end f.eks. socialisten, Sanders, der som bekendt ikke endte som partiets kandidat.
Flere af dem har Joe Manchin forlods sagt, han bakker op om, og sådanne del-sejre vil få Biden til at fremstå som en moderate fiscal drinker and not a drunk, som Schafer muntert skriver – altså som en politiker, der ikke er tilhænger af skattestigninger.
Samtidig vil delsejre indenfor “hverdagslivs-økonomiske emner”, der gavner de almindelige gennemsnitsvælgere give demokraterne noget positivt at fokusere på ved midtvejsvalget, hvor vælgerne gerne ønsker sig konkrete forbedringer.
Og lige præcis det budskab kom Biden med under sin første pressekonference i 2022. Her bebudede han, at han agtede at gennemgøre del-love i senatet hentet netop fra Build Back Better.
Måske er nederlaget for venstrefløjen med andre ord det bedste, der er sket for Biden, så han kan vende tilbage til at være “moderate, average Joe”, som er noget mere populær end f.eks. socialisten, Sanders, der som bekendt ikke endte som partiets kandidat.
Biden bør søge mod midten og fokusere på økonomien
Det andet gode argument handler om økonomien. Som Bill Clintons legendariske spindoktor James Carville i sin tid udtalte, vindes valg i USA næsten altid på “the Economy, Stupid”.
Schafer skriver: “A rising economy lifts all incumbents’ boats. It isn’t exactly morning in America yet, but things are looking up. We just may be turning the corner on Covid.”
Og det var også opskriften igen netop fra Carville i NBC’s søndagsprogram, Meet the Press, i denne uge.
Her formanede den garvede rådgiver sine partifæller om at “stoppe med at jamre” og i stedet bakke op om Bidens successer indenfor “child poverty, the economy, and the $1 trillion rail, roads, bridges, utilities and broadband infrastructure bill that passed”.
Udsendelsen (der i øvrigt var fremragende i sin helhed) kan ses – også af danskere – her:
Hvad ellers?
Jo, Biden kunne måske også med fordel skifte ud i sin stab af toprådgivere, der har været elendige.
Det skriver New York Times Bret Stephens i artiklen, “Biden can still save his presidency”. Han bemærker sig, både Synema og Manchin har været klare i mælet, når det gælder, hvad de vil og ikke vil være med til, så hvorfor ikke lave en aftale med dem i stedet for at udstille og udskamme dem, når man nu har brug for deres stemmer.
Det er stabschefens opgave at pege på, skriver Stephens og Ron Klain, Bidens nuværende på posten, er dygtig og sympatisk, men præsidenten har ikke brug for en loyal insider men en “ligemand”.
Joe Biden kan sagtens redde sit præsidentskab, hvis han husker de løfter, han blev valgt på: det moderate og samlende budskab, der satte den amerikanske middelklasse solidt i centrum
Derudover er “progressive ønskesedler” ikke det, gennemsnitsvælgeren sukker efter, skriver Stephens.
Den opmærksomme POV-læser vil notere sig, at det er samme budskab som Carville har:
“Universal pre-K might be popular. But Americans have spent the past two years suffering from the government’s inability to meet basic needs. Public health. Price stability. Safe streets. Secure borders. Functioning supply chains. Public schools that open their doors to children”, skriver han og nævner i den forbindelse, at det er mystisk, at Biden helt har droppet at tale om lov og orden – eller på amerikansk crime-fighting measures, som præsidenten ellers netop lovede en ny lov om i juni 2021 – i en tid, hvor kriminaliteten er stigende i USA’s byer.
Summa summarum: Joe Biden kan sagtens redde sit præsidentskab, hvis han husker de løfter, han blev valgt på: det moderate og samlende budskab, der satte den amerikanske middelklasse solidt i centrum.
Den konklusion er bestemt ikke det gængse budskab lige nu. Men det er langt fra usandsynligt, at Biden, som er skolet i kompromissets kunst gennem årtier i senatet, finder lige præcis denne midtsøgende vej, efter turen med den progressive venstrefløj er brudt sammen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
