
USA’s PRIMÆRVALG // REPORTAGE – “Jeg hader ikke Trump. Jeg stemte på ham og jeg er enig i mange af hans politikker. Men med rette eller urette følger kaos i hælene på ham. Og vi bekæmper ikke demokratisk kaos med republikansk kaos. Vi er nødt til at vælge en ny generation af ledere.” Sådan lyder et af Nikki Haleys faste omkvæd. Og søndag eftermiddag, efter Floridas guvernør Ron DeSantis trak sig fra primærvalget, er Donald Trumps tidligere FN-ambassadør nu hans eneste konkurrent, før valgdagen i New Hampshire tirsdag. Annegrethe Rasmussen rapporterer fra valgkampen i “The Granite State”.
CONCORD, NEW HAMPSHIRE – “Så er det nu! Få din weird fætter eller din skøre onkel ud af hullerne. Tag dit kæledyr med, det betyder ikke noget. Det afgørende er, at det er nu, valget afgøres.”
“Det er nu, at I vælgere i New Hampshire har chancen for igen at chokere hele verden. Det er nu, alle ser på os.”
Det er jer – vælgerne, som er de vigtige. Det er ligegyldigt, om Trump får to senatorer eller to nye medlemmer af Kongressen i Washington bag sig. De kan ikke stemme på tirsdag, men det kan I
Chris Sununu, New Hampshires guvernør
“Og tag ikke fejl – det er jer, vælgerne, som kan bygge det momentum, Nikki skal have for at vinde. Og ja, det er jer – vælgerne, som er de vigtige. Det er ligegyldigt, om Trump får en senator eller to nye medlemmer af Kongressen i Washington bag sig. De kan ikke stemme på tirsdag, men det kan I.”
Ordene kommer ud i form af et kampråb fra Chris Sununu, New Hampshires populære guvernør, der er lidt af en glad og utrættelig Duracell bunny.
“Give it up for America’s coolest governor – Chris Sununu”
Den i New Hampshire folkekære Sununu synes altid at være i hopla at dømme efter sine utallige warm-up talks for præsidentkandidat Nikki Haley, som han følger rundt i The Granite State, New Hampshires kælenavn.
Han introducerer hende igen og igen til en vælgerskare, der nok er mere moderat og politisk uafhængig, end de er i staten Iowa, som med 51 % valgte Trump som sin foretrukne kandidat i sidste uge. Men New Hampshire er også en svingstat med 40 % uafhængige vælgere, 30 % demokrater og 30 % republikanere.
Og søndag aften var ingen undtagelse. Efter en dramatisk eftermiddag, hvor Floridas guvernør, Ron DeSantis, overraskende kastede håndklædet i ringen – og prompte gav sin støtte til Trump – blev Nikki Haleys intro statement til sandhed: “Do you hear the sound? It’s the sound of a two person race,” sagde hun med et kæmpe smil.
Det retoriske spørgsmål og efterfølgende svar om lyden af musikken kommer i kølvandet på afspilningen af en hårdtpumpet playlist over den tidligere FN-ambassadørs favoritnumre, som de fremmødte lytter til, mens de venter på kandidaten.
Haleys foretrukne musikgenre er rock fra 1980’erne og 90’erne som Guns N’ Roses og Europe, men også heavy metal som AC/DC og Mötley Crüe
Da POV’s udsendte i indeværende uge har været til tre vælgermøder med Haley, kan vi oplyse læserne om, at hendes foretrukne musikgenre er rock fra 1980’erne og 90’erne som Guns N’ Roses og Europe, men også heavy metal som AC/DC og Mötley Crüe. Hangen til sidstnævnte band deler hun med Sununu, hvis yndlingsnummer er “Welcome to the Jungle”, fortæller Haley, der også af og til introducerer Sununu som “the coolest governor in America”.
Her ses et lille klip, som POV optog, med Sununu søndag aften på Exeter High School, der husede dagens sidste store valgmøde for den tidligere guvernør fra South Carolina efter en lang søndag med flere valgmøder, store og små på diners og restauranter.
Trump: “Ron DeSantis er en fantastisk fyr, der på storsindet vis anbefaler mig”
Og mens den dynamiske duo Sununu og Haley talte for flere tusinde glade støtter i Exeter, talte Trump – ikke overraskende – varmt om Ron DeSantis på et konkurrerende rally i byen Rochester ikke så langt væk:
“Ron DeSantis har ført en fantastisk kampagne, og han er en terrific guy. Og det er ikke nemt – det tror de i medierne, men det er det ikke.”
“Og han har vist sit venlige storsind ved at anbefale mig,” lød det fra den tidligere præsident, der også samtidig for første gang i månedsvis anvendte DeSantis’ rigtige navn.
Ellers har han i Trumps retorik heddet “Ron DeSanctimonius” (“Ron Den Skinhellige”), hvilket er normen for den tidligere præsident, når han ikke bryder sig om nogen. P.t. kalder Trump også ofte Nikki Haley for Nikki Nimrata Haley med understregning af hendes mellemnavn, som skyldes hendes indiske herkomst.
På trods af at Haley er født i USA – og således er valgbar til præsidentembedet – har Trump konsekvent antydet det modsatte og således forsøgt at anbringe hende i den store boks af “de anderledes” (otherness, som det hedder på engelsk), ligesom han også gjorde det med Obama (“Barack Hussein Obama”) og andre, hvis forældre har ikke-amerikanske aner.
Trump har også påstået, at den afdøde tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain ikke var en “rigtig amerikaner” – McCain var født uden for USA, men på en amerikansk militærbase, hvilket også giver indfødsret og statsborgerskab ifølge amerikansk lov.
DeSantis nøjedes ikke bare med at anbefale Trump, han undsagde også Haley med en hård melding: Hun bøjer sig for erhvervslivets interesser og sine donorer. Hun repræsenterer gårsdagens republikanere i stedet for at fokusere på vælgernes interesser
DeSantis meldte ud på X (tidligere Twitter), efter kilder fortalte amerikanske medier, at hans donorer ikke ville lege med længere og havde foreslået ham at trække sig.
“Omend denne kampagne er slut, fortsætter missionen,” lød det bl.a. med en overskrift fra et citat tilskrevet Winston Churchill. Og DeSantis nøjedes ikke bare med at anbefale Trump, han undsagde også Haley med en hård melding: “Hun bøjer sig for erhvervslivets interesser og sine donorer. Hun repræsenterer gårsdagens republikanere i stedet for at fokusere på vælgernes interesser,” hed det.
Se DeSantis her:
Nikki Haleys chance er minimal – men den findes
Så nu er det hele op til Nikki Haley, der her ses ankomme til scenen på Exeter High School, hvor hun giver en krammer til TV-legenden Judge Judy, der lige har anbefalet hende:
Ud over at være “last woman standing” – eller som Haley selv formulerede det under et besøg på en diner om eftermiddagen, lige da nyheden om DeSantis’ exit kom ud: “It’s now down to one fella and a lady” – havde Haley også andre grunde til at være i godt humør. En meningsmåling fra New Hampshire fra samme uge anbragte hende i et dødt løb i staten over for Trump for første gang.
Andre målinger viser dog fortsat et betydeligt gab på mellem 10-15 procentpoint. Hun har brug for et helt anderledes boost, hvis hun skal bevare sin minimale chance for at spille lige op med Trump i sin egen gamle hjemstat, South Carolina, hvor Haley var guvernør fra 2011-2017.
Jeg har intet imod at være undervurderet. Det er jeg vant til – det er faktisk sjovt
“Jeg har intet imod at være undervurderet. Det er jeg vant til – det er faktisk sjovt,” lød det søndag til CNN, hvor Haley også mindede om, at hun “aldrig har tabt et valg”, hvilket er korrekt, når man ser på hendes valg i hjemstaten.

Haley er en klassisk republikaner – og der står partiets MAGA-base slet ikke
Haley står for en anden politik end Trump på især økonomi og udenrigspolitik – groft sagt er hun en klassisk republikaner, som man kender dem fra både Bush Senior og Junior helt tilbage til Ronald Reagan og er dermed også en varm støtte til både Nato, det vesteuropæiske samarbejde samt Ukraine og Israel. Men hun har været påpasselig med ikke at støde Trumps støtter fra sig.
Hun kan ikke undvære deres stemmer, og her bliver det for alvor svært for hende, da MAGA-folket på mange måder minder mere om en religiøs personkult end et “almindeligt politisk parti”.
Haley siger som en fast del af sin såkaldte Stump Speech (en form for grundtale, som holdes hver gang, hun optræder, red.), at hun ikke “hader Trump. Jeg stemte på ham, og jeg er enig i mange af hans politikker. Men med rette eller urette følger kaos i hælene på ham. Og vi bekæmper ikke demokratisk kaos med republikansk kaos. Vi er nødt til at vælge en ny generation af ledere.”

Hun understreger også gerne, når hun tager afstand fra Trump, at hun ser på Biden og Trump under ét: “Jeg er den eneste person, som kan forhindre en rematch mellem Biden og Trump. Et gensyn med et valg, som 70 % af amerikanerne allerede har sagt, at de ikke ønsker sig,” siger hun og fortsætter:
“Ja, vi kender alle sammen 75-årige, der kan slå os i smidighed og løbe hurtigere, end vi kan. Men når man står med ansvaret for USA’s sikkerhed, når verden står i flammer, og økonomien skrider, har vi brug for en leder, der er på toppen. Og derfor foreslår jeg en test af mentale færdigheder for alle præsidentkandidater, som er fyldt 70.”
“Det er på høje tid. USA’s Kongres er blevet nationens mest privilegerede plejehjem. Det er ikke rimeligt.”
Når man står med ansvaret for USA’s sikkerhed, når verden står i flammer, og økonomien skrider, har vi brug for en leder, der er på toppen. Og derfor foreslår jeg en test af mentale færdigheder for alle præsidentkandidater, som er fyldt 70
Hun taler også om valget mellem Biden og Trump som et valg mellem “The Roller Coaster of Socialism vs. 2.2 trillions in debt”.
Som alternativ til yderligere gældssættelse går hun ind for vedtagne finanslove – dem har Kongressen blot produceret 4 af på 40 år, minder hun vælgerne om. Som opskrift på, hvordan man får politikerne til at makke ret, foreslår hun, at man tilbageholder politikernes løn: “No budget, no pay” til de folkevalgte, siger hun.
Hvilket præsidenten dog ikke har magt til at gennemtvinge alene.

Haley understreger også sin intention om at hjælpe “rygraden i amerikansk økonomi, de små og mellemstore virksomheder” med permanente skattelettelser (dem, som Trump gav, er udløbet), ligesom hun vil “reducere uligheden” og “arbejde sammen med energiselskaberne” frem for at udskamme dem og forlange, hvad hun kalder “urealistiske mål om elbiler til alle i 2036, hvilket USA’s veje ikke kan bære alligevel”.
Hun sørger også for at minde sine vælgere om, at Kina er hovedfjenden for USA – ikke som Biden siger, blot en ‘konkurrent’, og at 80 % af batterierne i elbilerne netop kommer fra Kina.
Når klimaaktivister afbryder hendes møder og beskylder hende for at arbejde for olieinteresser, understreger hun deres ret til at ytre sig
Når klimaaktivister afbryder hendes møder og beskylder hende for at arbejde for olieinteresser, bliver hendes publikum (og hendes stab) vrede.
Selv lader hun sig ikke hyle ud af den og smiler, mens hun minder om, at kvinder og mænd i uniform, som hendes egen mand Michael, der p.t. er udstationeret på Afrikas Horn og tidligere har været i Afghanistan, “kæmper for, at protesterende har den ytringsfrihed, der gør USA unikt”.

Haley gik lidt længere i sin kritik af Trump i weekenden – men hun er forsigtig
Tidligere på weekenden – ikke som en fast del af talen, men et par gange samt i to tv-interviews – brugte hun en bizar fortalelse fra Trump lørdag som et eksempel på, at Trump ikke længere er mentalt skarp nok, men tværtimod var ‘forvirret’:
“Han siger, at han har været i valgkamp mod Obama? Han siger, at jeg var ansvarlig for sikkerheden for Kongressen, da den var under angreb 6. januar 2021. Jeg var ikke en del af regeringen på det tidspunkt,” lød det som Haleys kommentar til, at Trump tilsyneladende forvekslede Haley med den demokratiske formand for Kongressen, Nancy Pelosi.
Men uanset at Haley har gjort det godt, er det svært at se hende slå Trump.
På trods af at vælgerne under ét er skuffede og bestemt ikke entusiastiske over udsigten til en omkamp mellem “to 80-årige”, som Haley udtrykker det, så er begge partier “låst” på Biden og Trump på hver deres måde.
For Demokraterne handler det om, at man ikke kan få præsidenten hevet ud af forestillingen om, at han er den bedste til at slå Trump, og en infight vil ikke føre til andet end at underminere både partiet og Biden selv.
For Republikanerne er problemet, at Haley nok slår Biden med en større margen, end Trump ser ud til at ville gøre, når man laver meningsmålinger. Men det gør hun netop, fordi hun appellerer kraftigt til moderate og uafhængige vælgere på midten af amerikansk politik, og det er et helt andet sted, end hvor partiets Trump-tro base befinder sig.
Nikki Haley 2028?
Med andre ord er paradokset, at det, der gør Haley til a great general election candidate, også er det, der gør hende tæt på at være unelectable in the GOP primary.
Men det klima kan ændre sig, når Trump ikke kan stille op længere (eller – hvis han taber til Biden 5. november 2024 – når han trods alt vil være for gammel) i 2028.
Lige nu er alt, der kan krybe og gå i amerikansk politik, fokuseret på valget i New Hampshire i morgen, tirsdag. De første resultater vil foreligge omkring 01-02 onsdag morgen dansk tid
Så i kulissen af Haleys egen kampagne bliver reporterne off the record mindet om, at Haley med sine 52 år er en ung præsidentkandidat, der “med sikkerhed er in it to win it i 2028”.
Men meget kan som bekendt ske i verden og i politik på 4 år. Så lige nu er alt, der kan krybe og gå i amerikansk politik, fokuseret på valget i New Hampshire i morgen, tirsdag.
De første resultater vil foreligge omkring 01-02 onsdag morgen dansk tid.
Følg Annegrethe Rasmussens dækning af det
amerikanske primærvalg og præsidentvalg i 2024 her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.