Rejsebreve fra Myanmar – 1. Skønheden og udyret

af i Kultur/Kulturhistorie/Rejse

REJSEBREV – Myanmar, den tidligere britiske koloni Burma, har militærstyre og en meget omtalt flygtningekrise. I efteråret 2018 besøgte Marieke Burgers og Peter Ludvigsen det smukke og venlige land, der har stået stille i næsten 50 år. De blev fascinerede og klogere.

29-10-2018

Yangon er en grim, tæt trafikeret storby med enkelte smukke steder, masser af jordslåede betonkaserner og i det gamle centrum et par gader og store pladser med arrogante, senvictorianske britiske bygninger.

Yangon, gadebillede hvor kolonitiden møder nutiden.

Klatøjede har vi på ankomstdagen besøgt U Thants store halvtredservilla i en parklignende have – han var generalsekretær for FN fra 1961 til 1971 – og derefter stået foran den gennemfotograferede port til The Lady’s hus, Aung San Suu Kyi, som virkelig er helgenkåret her.

I bare fødder besøgte vi den enorme, pragtfulde, hyggelige, overfyldte, guldbelagte Shwedagon Pagode, hvor The Lady i 1988 holdt sin første offentlige flammetale.

Det er et gigantisk kompleks med snesevis af helligdomme, templer, pagoder, shrines og stupaer, et elsket og fredfyldt udflugtsmål for familier med børn, vennegrupper og turister, et sted hvor alle hygger sig, nogle mediterer, men hvor daglejere ved indgangen venter på job.

Shwe” betyder guld og “Dagon” er Yangons gamle navn, og der er virkelig bladguld, gyldne statuer, guldbemalede relieffer, blomster og skinnende og klingrende dekorationer overalt.

Vestlig turisme er siden Rohingya-krisen, som ingen forstår her, fordi landet er så stort, og fordi der samtidig er så mange andre uafklarede problemer, faldet med 40%

Hver dag har sit lille shrine ved pagodens indgang. Ved onsdags-fontænen har vi tre gange overrislet en Buddha-statue bag en forgyldt elefant med vand; den er vores skytsdyr, fordi vi begge to er født på en onsdag. Den dag i ugen, hvor man er født, er vigtig i hele ens buddhistisk-burmesiske liv.

I en hel time har vi for åbne døre og vinduer kørt i et langsomt, larmende, lokalt bumletog, hvor de lokale beboere hopper på og fra efter behov – nogle bærer varer på hovedet og falbyder drikkevarer, frugt eller kogte æg – og både mænd og kvinder går rundt i de elegante longhyis, Myanmars svar på en sarong.

Toiletterne er, undtagen på hotellerne og i lufthavnene, af den slags med oversvømmede ”pedaler”, hvor det er mørkt og svært at se, hvor man skal træde.

En del burmesere vil gerne tage selfies med sådanne hvide mennesker som os eller afprøve deres engelsk, meget sødt og altid venligt.

Det er forbudt at kysse offentligt, men ved Inya-søen var der en slags ”busstoppesteder”, hvor elskende kunne gemme sig under en paraply og kissemisse lidt. ”Stoppestederne” er finansieret af et tandpastafirma.

Vi flyver indenrigs videre til Mandalay, kendt fra Kiplings berømte digt.

02-11-2018

Mandalay er i sig selv ikke en særlig betagende by, men omgivelserne er i hvert fald meget smukke med virkelig specielle seværdigheder, såsom den 1 km lange U Bein teakbro fra omkring 1880 over Tangthaman-søen ved Amarapura-helligdommene.

De gyldne stupaer og de skarlagenrøde munkeklæder står i kontrast til den åbne blanke kæmpesø med små fiskerbåde, gæs, ænder og de grøntsager, der dyrkes på vandet, afhængigt af vandstanden: Sesam, løg, jordnødder. Nogle gange kan man høste flere gange om året.

Munk på U Bein-broen

De mange forskellige etniske grupper i Myanmar har deres eget sprog, deres egen kultur, traditioner og mad, og levede oprindeligt i deres egne områder:

Burma, Shan, Mon, Karen, Padau, kinesere, indere, araber og en snes mere. Nogle af dem giver i dag navn til delstaterne. Infrastrukturen er forholdsvis elendig: I går tog en 150 km lang bustur fire timer.

Bagan er mere end bjergtagende. På et område på 50 kvadratkilometer ligger mere end 2000 stupaer, templer og andre helligdomme i lyserød sandsten strøet i et landskab med løs hånd. Og dette efter flere jordskælv, bl.a. i 1975. Der har tidligere været op mod 5000.

De mennesker, der oprindeligt boede i al denne skønhed, blev i 1990 af militærstyret med få uges varsel tvangsforflyttet til det, der nu hedder New Bagan, hvor der ikke var noget som helst, hverken vand, elektricitet eller veje, blot flad mark. Nu findes der mange moderne hoteller og butikker, fordi der er penge i turismen.

Militærstyret har dog ikke opnået UNESCO-status som verdensarv for dette utroligt betagende område, fordi de har opført en golfbane og et smagløst udsigtstårn midt i det historiske kulturlandskab.

Burmeserne, som de nu alligevel kan kaldes, ønsker at hilse på os; hvis det er muligt for at afprøve deres engelsk eller tysk på os, og de mange, der har en mobiltelefon, vil gerne tage selfies med os

Der er mange fantastisk smukt håndlavede produkter fremstillet i – for os vesterlændinge – besværlige processer: støbte bronzeskulpturer, udhamret bladguld, teaktræskærerarbejde, marmorarbejde, tekstilvævning, pailletbroderier og lakarbejde.

Landet er rigt på ressourcer i olie, guld, sølv, ædelsten og naturprodukter som teak, ris, bambus, lak. Naturen leverer et væld af råvarer som fisk, grøntsager og frugt.

Maden ligner en slags ristaffel med karryretter og mange forskellige grøntsager, og den klassiske dessert er vidunderlig og lækker med gærede teblade, ingefær, nødder, birkes og chili! De små, sursøde tamarind-bolsjer køber vi som snacks.

Burmeserne, som de nu alligevel kan kaldes, ønsker at hilse på os; hvis det er muligt for at afprøve deres engelsk eller tysk på os, og de mange, der har en mobiltelefon, vil gerne tage selfies med os. Selv munkene forsøger at tage et billede af os og vil gerne fotograferes sammen med os.

En enkelt gang rører nogen forsigtigt vores hud (virkelig så hvid?) og kun en sjælden gang forsøger de meget indtrængende at sælge os noget. Burmeserne er altid nydeligt klædte og velplejede.

The Lady har forbudt den tidligere, uhindrede eksport af ubearbejdet teak, hvilket vil sige, at det kun er tilladt at eksportere teak, når det er forarbejdet, og der således er skabt arbejdspladser.

Dette gjorde de 2000 elefanter, som blev lønnet af Skovbrugsministeriet, arbejdsløse. Så nu er der elefantcentre hist og her, hvor de får mad og pleje, og hvor de kan lejes som almindeligt arbejds- eller transportdyr eller til processioner ved festlige lejligheder.

Elefanten som almindelig transportdyr

Vestlig turisme er siden Rohingya-krisen, som ingen forstår her, fordi landet er så stort, og fordi der samtidig er så mange andre uafklarede problemer, faldet med 40%, og regimet har derfor indført visumfrihed for asiater. Nu er der så en del støjende kinesere, upåfaldende koreanere og høflige japanere.

Vi spiser et nyt ”køkken” næsten hver dag. Vi kører gennem det smukke kulturlandskab, forbi landsbyer og små flækker. Vi sejler ind i solnedgangen på en båd på Irawaddy-floden eller går barfodet gennem et tempelkompleks.

Senere skal vi op på det hellige bjerg Mount Popa med alle templerne for de oprindelige ”ånder”, nats, som stadig trives og dyrkes i det stærkt buddhistiske land.

Mingalaba! (hilsener)

03-11-2018

Vi er nu ankommet til bjerglandsbyen Kalaw, en gammel såkaldt engelsk hill station. Briterne trak sig tilbage til de køligere bjerge i de stegvarme årstider med deres tjenestefolk, hovedsagelig nepalesere, hvoraf mange blev hængende her, efter at briterne blev smidt ud.

Rejsen på omkring 230 km fra Mount Popa, det hellige bjerg med templet på toppen, varede med nogle pit stops undervejs syv timer.

På et af dem blev vi venligt vinket hen til Toilet for foreigner and usual person; det var så luksusmodellen med toiletkumme. Tidligere, ved et buddhistisk nonnekloster, måtte jeg på dametoiletterne selv hente en dør og stille den for.

Hvis Myanmar var en hånd, så er der borgerkrig i alle fingerspidserne, hvor lokalbefolkningen bekæmper militæret og under alle omstændigheder nægter at betale skat til centralstyret

Og selvom pigerne i nonneklostret, ligesom i alle andre buddhistiske klostre, ikke må spise efter kl. 12 middag, lever de alligevel i forholdsvis ”luksus”, når man sammenligner det med det børnehjem og den klosterskole, som vi besøgte inden, og hvor mere end tretusinde børn og novicer går i skole med 75 elever per klasse. Soverummene på omkring 50 m2, husede hver 70 børn i køjesenge. Mange omkringboende kommer med mad eller stiller deres arbejdskraft til rådighed.

I nonneklostret er det et privilegium efter forudbestilling at få lov til at donere penge og uddele mad til de ca. 300 novicer. Så får man til gengæld lov til at overvære nogle af deres ritualer, blive velsignet og spise med.

Den lange busrejse, hvor chaufføren holder sig frisk og vågen ved ustandselig at tygge det opkvikkende betel, fører gennem rismarker, teakplantager, landsbyer, bananplantager, langs en mudderbrun flod med eukalyptustræer – nogle gange i skyggerne af ​​de store rain trees.

Infrastrukturen synes at være under omfattende forbedring. Når de smalle veje bliver udvidet, udføres næsten alt vejarbejde manuelt af både mænd og kvinder i den brændende varme. I rødt støv og sand skovler de, koger tjære i metaltønder og slår skærver i hånden.

Pløjning med et okseforspand.

Bøndernes almindelige transportmiddel, oksekærrene skal køre ved siden af den ​​asfalterede vej; de trækker et dybt spor i rabatten, mens busser og lastbiler drøner forbi.

Langs vejene med masser af knallerter, pickup trucks, busser og lastbiler, ser vi børn bære brænde på hovedet, eller vi kører gennem den øredøvende larm fra en højttaler, hvor mænd og kvinder står ved en bod med en metalbakke i hånden for at samle penge til en Buddha-statue, det lokale kloster, et tempel eller til et andet velgørende formål.

At donere penge, naturalier eller frivilligt arbejde er en væsentlig del af kulturen på vejen mod et bedre, næste liv.

På en mark, hvor en familie dyrkede jordnødder og pløjede med et okseforspand, havde de i al fattigdom en flytbar fasttelefon med SIM-kort. Et trug er skåret til dyrene, som får de hakkede jordnøddetoppe suppleret med vand.

Ved en vejrestaurant med mange parkerede busser og åbne varevogne kom en elefant, der tjente som transportdyr for en familie, der var ud at handle. Hans ører var allerede ved at blive gullige, så han var kommet op i alderen. Disse elefanter har numre malet bagpå.

Vi er nu i Shan-staten med det berygtede krigsfolk, som centralstyret ikke har fuld kontrol over.

Hvis Myanmar var en hånd, så er der borgerkrig i alle fingerspidserne, hvor lokalbefolkningen bekæmper militæret og under alle omstændigheder nægter at betale skat til centralstyret. Og her dyrkes bl.a. opium, et af de andre store naturprodukter i dette land.

Myanmar har venlige relationer til Thailand og Singapore, noget mindre med Kina, som dog har anlagt en olie-og gasledning gennem landet, men som har givet meget lidt tilbage for tjenesten.

Der spilles bold mellem stormagterne om ressourcerne og våbnene, og krigsherrene i yderområderne kører deres eget spil. I Mon-staten producerer de sågar deres egne våben.

Næste gang: Livet i bjergene og på vandet.


Fotos: ©Marieke Burgers og Peter Ludvigsen

MARIEKE BURGERS
Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie. Født 1954, i Holland.
Fast skribent på POV. Når hun ikke skriver satiriske fabler, skriver hun om kultur. En samling af hendes fabler 'Smiling Beasts with Dirty Habits' er udkommet på Olympia Publishers i London og på Amazon.

PETER LUDVIGSEN
Født 1944.
Forhenværende direktør for Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, 1982- 2011. Han har stået for et utal af udstillinger, bøger og artikler. Under hans ledelse blev den fredede museumsbygning i Rømersgade udvidet og renoveret.

Seneste artikler om Kultur