Bjørn Schiermer: Ej blot til lyst? Matzneff og den franske æsteticisme

i Kultur/Bøger af
LITTERATUR // ESSAY – Vanessa Springoras sensationelle bog Samtykket har kastet lys på forfatteren Gabriel Matzneffs pædofili og den franske kulturverdens accept af hans overskridelser. Der findes simpelthen, i Frankrig, et specielt rum for en form for en litteratur som selvbevidst forbryder sig mod det moralske, skriver professor Bjørn Schiermer. Den trækker linjer tilbage til Baudelaire og den æsteticistiske doktrin og det litterære rum, som Matzneff taknemmeligt har benyttet sig af for at legitimere sin pædofili.

Den store skandale i den franske litterære verden har i år centreret sig om den franske forfatter og erklærede pædofil Gabriel Matzneff. Et af hans ofre, Vanessa Springora, nu 47 år gammel, skildrer i den selvbiografiske Le consentement, hvordan deres samvær udfoldede sig i årene 86-87 – hun var 14, da relationen blev seksuel. Den danske oversættelse, Samtykket, udkom sidst i maj og er blevet anmeldt i alle store aviser. Malou Wedel-Bruun skrev om bogen her på POV den 5. juli.

Lidt opsummering er nødvendig for at forstå, hvad sagen handler om: Det, som har frembragt skandale, er ikke det faktum, at Matzneff – en højtagtet auteur, bestøvet med priser, pariserlejligheder og livsvarig kunstnerydelse af det franske kultursystem – er pædofil. Det er at alle på parnasset har vidst det hele tiden uden at gøre noget. Eller værre endnu: Belønnet ham for hans kunst, for hans vilje til kompromisløst at sætte litteraturen foran al småborgerlig seksualmoral, for at tale et sanseligt forkrøblet samfund midt imod – uden at nogen synes at have tænkt på hans ofre.

Der er ingen tvivl om, at et sådant – halvvejs ideologisk motiveret – blame game overser længere og dybere historiske linjer. Der findes simpelthen, i Frankrig, et specielt rum for en form for litteratur, som selvbevidst overskrider det moralske

Sagen er nemlig, at Matzneffs forfatterskab baserer sig direkte på skildringer af hans seksuelle oplevelser. De litterære dagbogsoptegnelser skildrer sex med børn, primært drenge, ned til 8 år. Titlen på hans litterære gennembrud fra 1974 er Les Moins de seize ans, “De under 16-årige”.

Et klip fra 1990 fra det litterære talkshow Apostrophes, som for tiden cirkulerer på de sociale medier, sætter tingene på spidsen. Her ser man studieværten – en af fransk kulturlivs pinger, Bernard Pivot – hentyde muntert til Matzneffs rolle som “en sand lærer, når det gælder seksuel uddannelse” af unge. Publikum og de øvrige talkshowgæster griner indforstået med, indtil den muntre passiar ødelægges af den canadiske forfatter Denise Bombardier, som i utvetydige vendinger forklarer Matzneff, hvad hun synes om ham og hans bøger.

Bombardiers kritik repræsenterer et af de få kendte forsøg på at kalde den franske litterære verden tilbage til planeten. Optrinnet fik fatale konsekvenser for Bombardiers karriere. Det lykkedes efterfølgende Matzneff og hans støtter at få hende fremstillet som en feministisk killjoy uden sans for det sarte sanselige og den store kunst. Philippe Sollers – en anden kendt litterær skikkelse – beskrev hende som mal baisée, bogstaveligt talt “dårligt kneppet”.

Kort sagt: Samtykket handler både om den unge Springoras betændte forhold til Matzneff – Springora lægger ikke skjul på, at hun faktisk var forelsket – men også om den franske litterære verdens samtykke med hans gerninger.

Der er ingen bekendelse, intet krav på ærlighed og slet ikke nogen realisme at finde her. Det er ikke det, det handler om. Tværtimod handler det om en tilladelse til at overskride det moralske med det æstetiske som påskud

Følgende lille essay søger at nå bagom dette samtykke fra kulturverdenens side. Hvordan opstod det litterære rum som Matzneff udnyttede? Mange af anmeldelserne – det gælder i den grad også Malou Wedel Bruuns anmeldelse i POV – peger på 68-generationen med dens hang til overskridelse, seksuel frigørelse og dens insisteren på individets selvrealisering. Dette er der sikkert en vis sandhed i. Men samtidig er der ingen tvivl om, at et sådant – halvvejs ideologisk motiveret – blame game overser længere og dybere historiske linjer. Der findes simpelthen, i Frankrig, et specielt rum for en form for litteratur, som selvbevidst overskrider det moralske; en speciel insisteren på, at det skønne, som den tyske sociolog Max Weber formulerede det, ikke blot er skønt, fordi det ikke ønsker det gode og det sande, men stråler endnu skarpere i dets kontrast hertil.

Der er én fransk digter, der mere end nogen anden, har æren og ansvaret for at have skabt dette rum: Charles Baudelaire med sin digtsamling fra 1857, Les Fleurs du mal. På dansk Syndens Blomster eller Helvedesblomsterne.

Ådslet

I den omtalte episode i Apostrophes er Matzneff indbudt i forbindelse med udgivelsen af en dagbog. Det drejer sig om bogen Mes amours décomposés. Titlen peger mod journalen og et analytisk granskende perspektiv. I en nylig interviewartikel i New York Times oversættes den som “My Heart Laid Bare”, mit liv dissekeret, lagt frem til skue. Der gemmer sig selvfølgelig et slet skjult – og fuldstændig forstillet – krav på autenticitet her: “Jeg tør stå nøgen foran jer”! Men Matzneffs ærinde er ikke sandheden. Og den litterære skabelon bag Matzneffs udgivelser er ikke den videnskabelige eller medicinske beskrivelse. Der er ingen bekendelse, intet krav på ærlighed og slet ikke nogen realisme at finde her. Det er ikke det, det handler om. Tværtimod handler det om en tilladelse til at overskride det moralske med det æstetiske som påskud.

Det, New York Times ikke ser, er, at titlen mobiliserer en litterær tradition og et helt ideologisk univers: Linjen stammer fra det kendte digt “Ådslet” af Baudelaire. Her er det helt andre betydninger af det franske décomposer, der trækkes på: det rådnende og stinkende, det korrumperede og korrumperende. Der er ingen tvivl om, at disse betydninger klinger med for Matzneff og hans franske seere. For at være helt sikker citerer han den sidste strofe i Baudelaires digt:

Så, min skønne, sig til krybet
Som overgnasker dig med kys
At jeg vil bevare den evige form og essens
Af min rådnende kærlighed

Kunstneren lutrer det slibrige og fordærvede. Han trækker det over i kunstens verden og bevarer det i en anden form. Folket, masserne, de æstetisk ukyndige, er afbildet som det “kryb”, der fortærer kunsten uden sans for, hvad den egentlig handler om. Det mæsker sig i forrådnelsen og har ikke blik for de skønne former, digteren formår at tække ud af den.

Kærlighed til løgnen

Ved at stille sig i skyggen af Baudelaire søger Matzneff selvfølgelig at legitimere sig. I nyere interviews nævner han Marquis de Sade og Don Juan. Der er imidlertid ikke tvivl om, at Baudelaire udgør det centrale bagkatalog. Det er her, at æsteticismen som ideologi først parres med det depraverede, det dekadente og moralsk skandaløse i en helt speciel aftapning. Baudelaire dedikerer nok Fleurs du Mal til den ti år ældre Théophile Gautier, opfinderen af L’art pour l’art-doktrinen, men man finder ikke vers som de ovenstående hos Gautier. Og heller ikke som de følgende; her fra Baudelaires “Kærlighed til løgnen”:

Når jeg, i skæret fra gasbelysningen, som giver det farve, kontemplerer
Dit blege ansigt, forskønnet som det er af morbide træk,
Som aftenens lygter giver et skær af morgenrøde,
Og dine øjne, tiltrækkende, som tilhørte de et portræt,

Så siger jeg til mig selv: Hvor er hun smuk! Og underlig kold!
Myter kroner hende som en royal fæstning
Og hendes hjerte, stødt som en plukbar fersken
Er modent, ligesom hendes krop, for den kyndige elsker.

Jeg ved, der findes øjne, melankolske øjne,
Som ingen dyrebare hemmeligheder skjuler;
Smukke skrin uden juveler, medaljoner uden helligdom,
Helt tomme, helt uudgrundelige som jer selv, O Guder!

Men er det ikke nok at du har fremtoning
For at fryde et hjerte, der undgår det sanddruelige?
For hvad betyder din dumhed og din ligegyldighed?
Maske eller blændværk! Jeg elsker din skønhed!

Ligesom ovenfor skal kvinden forstås som en allegori på kunsten selv, på selve den æstetiske erfaring. Det handler om overfladen som overflade. Ren æstetik uden “hemmelighed”; i bogstavelig forstand om det indholdsløse. Der er ingen dybere mening, snarere skal vi netop fokusere alene på det skønne uden noget betydningsbærende til at aflede opmærksomheden. At digtet jo på sin vis modsiger dette, eftersom det jo selv er allegorisk eller symbolsk, er en anden historie. Meningen er at promovere en i bogstaveligste forstand forfladigende æstetik, et rent æstetisk blik.

Det afgørende er imidlertid de normative – moralske – standarder, der sættes i forholdet til objektet: Det skildrede. Den unavngivne kvinde. Digteren ønsker ikke at “vide” noget, han ønsker ikke at lære at kende, er ikke på udkig efter personlighed. Kvinden i digtet er “ligegyldig”, uinteressant og “dum”. Det, han søger hos hende, handler ikke om det sande eller autentiske, men – og netop i kontrast hertil – om det rent æstetiske.

Det handler ikke om, hvad hun gør, eller hvem hun er, men alene om at nyde, hvordan hun ser ud. Dette bliver til en radikal dehumanisering. Kvinden her er allerede sært forstenet og livløs. Kold som en statue. De “morbide træk” presser sig på. Det indre liv er drevet ud af hende

Det handler ikke om, hvad hun gør, eller hvem hun er, men alene om at nyde hvordan hun ser ud. Dette bliver til en radikal dehumanisering. Kvinden her er allerede sært forstenet og livløs. Kold som en statue. De “morbide træk” presser sig på. Det indre liv er drevet ud af hende.

Baudelaires påstand er altså, at interesserer vi os først for det æstetiske, og kun det æstetiske, så er der spørgsmål, vi ikke længere kan stille: Hvad tror hun, at hun laver dér? Hvad får hun ud af situationen? Hvad tænker hun mon på, og hvem er hun egentlig? Vi kan ikke længere møde hende som et andet menneske, men kun som et kunstværk. Eller måske mere præcist: ved at ignorere hende som et “helt menneske”, kan vi lave hende om til et kunstværk.

Så Baudelaire forbliver på afstand. Han “kontemplerer”. Men dette indskrænker hendes handlingsrum til udsendelsen af snævre sanselige og seksuelle frekvenser – som samtidigt stiliseres og æstetiseres. Muligheden for gensidighed er minimale. Hermed forsvinder selvfølgelig ikke blot muligheden for en facetteret og udfoldet kærlighed, men også i sidste ende også selve forførelsen.

Til hende der er for glad

Der er selvfølgelig klare kønnede aspekter af denne magtfordeling. Digteren er en mand – som ser på kvinder. Baudelaire sætter i digtet “Til hende der er for glad”, mildt sagt, tingene på spidsen:

Dit ansigt, din gestik, din fremtoning
Er smuk som et smukt landskab
Grinet spiller på dit ansigt
Som en frisk vind på en klar himmel

Den triste forbipasserende som du støder ind i
Er blændet af den sundhed
Der bruser, som en kilde
Fra dine arme og dine skuldre

 […]

Og foråret og det grønne løv
Har i den grad ydmyget mit hjerte
At jeg vil straffe naturens uforskammethed
Ved at knække netop denne blomst

Således vil jeg, en nat,
Når nydelsestimen ringes ind
Mod din persons inderste skatte
Komme krybende, som en fej usling, uden en lyd

For at straffe dit nydende kød
For at myrde din tilgivende barm
Og skære i din overraskede side
Et sår, stort og dybt

Og, i svimlende sødme!
Gennem disse nye læber
Endnu mere skinnende og endnu smukkere
Vil jeg sprøjte min livslede galde [venin] ind i dig, min søster! 

Digtet er skrevet over en traditionel modsætning mellem ånd og kultur – og en ligeså traditionel parallelisering af denne modsætning med modsætningen mellem det mandlige og det kvindelige og mellem ånd og materie (eller sjæl og legeme).

Jeg forestiller mig en mand, som jeg selv, der ikke er ung længere. Svigtende virilitet. Måske endda impotens. I hvert fald en form for ressentiment over den liderlighed, han selv har mistet. Måske simpelthen en mangel på adgang til seksuelle forbindelser. Under alle omstændigheder oplever jeget her konfrontationen med det friske “kød”, som en hån. Og hævner sig. Der er en sadisme uden ømhed i digtet. Og helt uden “samtykke”.

Det skal siges, at digtet her faktisk var blandt de seks digte, som blev forbudt efter udgivelsen af Fleurs du Mal; et forbud som først blev ophævet i maj 1949. Digtet, sådan lød dommen, vækker anstød mod “den moralske orden”. Problemet var først og fremmest det seksualiserede billedunivers, som man mente kunne vække til slibrige tanker. Digtet blev ikke forbudt på grund af dets misogyni eller sadisme.

Charles Baudelaire.

Men digtet er faktisk et kærlighedsdigt. Baudelaire sendte det til kurtisanen Mme Sabatier i 1852; en flamme han kurtiserede i årevis, før hun gav efter. Forskningen er endnu ikke kommet til klarhed over, om han rent faktisk havde syfilis, og om det franske ord “venin”, “gift”, i sidste linje hentyder hertil.

Den er heller ikke kommet til klarhed over, om deres forhold var fuldbyrdet, som det hedder. Det som står klart er, at Baudelaire, i den version han sendte til Sabatier, behændigt havde byttet “venin” ud med “sang”, blod. Dette skaber selvsagt et helt andet betydningsunivers.

Selv tror jeg, hverken vi har at gøre med en allusion til syfilis eller et sortromantisk ønske om at forenes i samme blod. Det handler om at provokere, skabe skandale og om at overskride grænser, og om at kortlægge de poetiske muligheder sammenblandingen af æsteticisme, dekadence og misogyni skaber som billedunivers.

Det handler hverken om syfilis eller blod, om hvorvidt Baudelaire endte i kanen med Sabatier eller ej, eller om han overhovedet var i stand til det. Den sadisme, vi har at gøre med her, foregår alene i kunstens verden

Det handler hverken om syfilis eller blod, om hvorvidt Baudelaire endte i kanen med Sabatier eller ej, eller om han overhovedet var i stand til det. Den sadisme, vi har at gøre med her, foregår alene i kunstens verden.

Men samtidig er det for nemt bare at frikende Baudelaire og den æsteticistiske doktrin. Der er ingen tvivl om, at dens insisteren på den moralske overskridelse er med til at skabe det litterære rum, som Matzneff taknemmeligt har benyttet sig af for at legitimere sin pædofili. ###Ingen Matzneff uden Baudelaire

Det er imidlertid afgørende at fastholde to afgørende forskelle. I modsætning til Matzneff, er Baudelaire trods alt klar over, at dehumaniseringen af objektet fører til en følelsesmæssig forkrøbling af digteren selv. Hele fascinationen af det dekadente handler jo ikke mindst om de skader, digterens kompromisløse æsteticisme skaber hos ham selv. Den dekadente litteratur forstår, at en udfoldet og åben “gensidighed” på disse præmisser er umulig. Det er på sin vis det, den handler om. Den sørger over tabet af menneskelige relationer. Af liv. Til det patetiske.

Matzneff ser ikke det inhumane i sit eget blik – ikke engang i det blik, der findes i hans bøger. Og vigtigere: Han gemmer sig bag l’art pour l’art-doktrinens moralske overskridelse, men forbryder sig samtidig mod dens antirealisme

Den anden pointe er at det hos Baudelaire, i modsætning til hos Matzneff, handler om litteratur. Fiktion. Digtning. Baudelaire harcelerede resten af sine dage over, at man faktisk tilskrev ham at have oplevet de scenarier, han digtede. Den æsteticistiske ideologi kritiserer jo netop tanken om, at kunsten behøver et realistisk grundlag. Det faktum, at der er noget forstillet og pubertært over den dekadente digters martyrium – som ingen rigtig kan leve – understreger blot dette.

Matzneff ser ikke det inhumane i sit eget blik – ikke engang i det blik, der findes i hans bøger. Og vigtigere: Han gemmer sig bag l’art pour l’art-doktrinens moralske overskridelse, men forbryder sig samtidig mod dens antirealisme.

Efterspil

De attituder, som Baudelaire gav poetisk form, har haft en enorm gennemslagskraft i nyere europæisk historie. De dekadente fantasier var gangbart tankestof hos store dele af dannelseseliten helt op til første verdenskrig – og man mærker stadig de fjerne eftervirkninger.

Ideen om, at kulturel forfinelse er uløseligt forbundet med det sygelige og svagelige vandt stadigt større udbredelse op mod århundredeskiftet. I Frankrig imprægnerede disse idéer det litterære miljø. Kendte digtere som Verlaine og Rimbaud fødes ud af disse tanker. I sidste del af århundredet opstod en erklæret gruppe af dekadente poeter – Les Décadents – med eget manifest og alt, hvad dertil hører. Mest berømt er måske den dekadente hovedperson i Joris-Karl Huysmans’ roman A rebours (på dansk Mod Strømmen, Det Poetiske Bureaus Forlag), Jean des Esseintes, der for at hvile sine overudviklede nerver og sin svagelige krop køber et hus på tryg afstand af Paris’ vulgære masser, mens han forsøger at skabe et liv alene baseret på æstetisk nydelse.

Tankerne gjorde også indtryk i England hos Oscar Wilde og den engelske æsteticisme. Men vi finder også den dekadente maksime tættere på, i Thomas Manns Buddenbrooks (1901) og i Herman Bangs Håbløse slægter (1880).

Meget taler for, at idéerne om det dekadente og sygelige var med til at skabe grobund for krigsbegejstringen i 1914. Tror man først på en omsiggribende dekadence, er man også klar til at kigge efter en åreladning af det syge blod, klar til ønsket om det vitales genkomst, åben for længslen mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, som det hedder på dansk.

Spørgsmålet er, hvordan man skaber plads til de overskridelser, som er en del af ethvert menneskeliv – det rum som Baudelaire åbner med sin dedikation til læseren: Også du min læser, bror, hykler – uden at give plads til en Matzneff

I Frankrig forbliver den dekadente impuls stærk. Også uden for de snævrere litterære cirkler. Inspirationen er ikke mindst tydelig hos den sociologiske tradition, der går fra George Batailles College de sociologie til nutidige franske sociologer som Michel Maffesoli. Denne traditions tætte forbindelser til kunst og litteratur, dens insisteren på orgiet, rusen, revolten og ondskaben – La part maudite – “den betændte del” – som en uudslettelig del af livet, kan føres tilbage til Baudelaires tankeunivers.

Spørgsmålet er igen, hvordan man skaber plads til de overskridelser, som er en del af ethvert menneskeliv – det rum som Baudelaire åbner med sin dedikation til læseren: Også du min læser, bror, hykler – uden at give plads til en Matzneff.

Hvad vil der ske med disse suveræne digte af Baudelaire? Vil de stadig blive læst i franske skoler og gymnasier? Med en disclaimer? Det virker i hvert fald, som om den kritiske kontekstualisering, som bør være en del af enhver forståelse af litteratur, har været fraværende.

Sikkert er det, at de identitetspolitiske kampe herhjemme er krusninger på vandet i forhold til, hvad der forestår her. For mit eget vedkommende forelskede jeg mig i Baudelaires univers i gymnasiet. Men jeg husker min egen beklemthed. Dette var farlig litteratur. Jeg er vokset op i et hjem med hang til Holbergsk rationalisme, snusfornuft og en sund skepsis både overfor det overlæssede og det skrøbeligt forfinede. Det franske.

Jeg husker stadig, hvordan jeg, ved barndommens første besøg i Det Kongelige Teater, studsede over indskriften over scenen: “Ej blot til lyst”, stod der. Jeg tænker på, hvordan det må være at vokse op i Frankrig.


Illustration: Michaël Dorbec

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Bjørn Schiermer er Professor på Institutt for sosiologi og samfunnsgeografi på Universitet i Oslo.

Han interesserer sig for kultur og æstetik. Har senest skrevet om kroppens sosiologi og kroppens kollektivitet i forbindelse med Coronakrisen. Medredaktør på Ny Kulturteori (Reitzels Forlag).​

Seneste artikler om Kultur