Prøv at gå i teatret. Prøv at høre publikums tale blive til en summen, der forstummer i det øjeblik, lyset sænkes, og tæppet går. For hvis stykket er fængende, glemmer man alt. Teater giver ro til fordybelse og oplevelser. Og hvis man er rigtig heldig, kan man få følelsen af et midlertidigt fællesskab med skuespillerne og resten af publikum, skriver Ole Blegvad i sin anmeldelse af tre københavnske teatres december-satsninger.
I en tid, hvor mange får deres kulturelle input fra amerikanske streamingtjenester som Netflix og HBO, er det ganske rart at tage i teatret. Sidde i teaterrummet, høre folks tale blive til en summen, der forstummer i det øjeblik, lyset sænkes, og tæppet går. Skuespillerne overtager folks opmærksomhed. Det lyder helt gammeldags, men det er faktisk dejligt.
Hvis teaterstykket samtidig er vedkommende, underholdende og giver mulighed for refleksion, kan sådan en teateraften ende med at være givende. Og hvis stykket er fængende, glemmer man alt. Teater giver ro til fordybelse og oplevelser. Og hvis man er rigtig heldig, kan man få følelsen af et midlertidigt fællesskab med skuespillerne og resten af publikum. De midlertidige fælleskaber, øjeblikke, som forfatteren Tage Skou-Hansen skrev om.
Fra bog til teater
I den forløbne uges tid har tre af de store københavnske teatre haft premiere på deres december-satsninger. Betty Nansen Teatret spiller Livlægens Besøg af P. O. Enquist, Nørrebro Teater har en teaterudgave af Benny Andersens Svantes Lykkelige dag på plakaten, og endelig kan man på Det Kongelige Teater se teaterkoncerten Højskolesangbogen.
Pudsigt nok har ingen af teatercheferne valgt at bruge december til at lave en juleforestilling. Til gengæld er der andre fællestræk ved de tre forestillinger. Alle tre har danskhed højt placeret på emnelisten. Livslægens Besøg, der handler om oplysningstiden i 1700-tallet. Svantes Lykkelige Dag fra 1973 om dilemmaet mellem at ville redde verden og leve det banale liv. Og endelig Højskolesangbogen, der er en teaterkoncert med 36 af Højskolesangbogens 572 nye og gamle sange.
Det andet fælles ben for de tre forestillinger er, at alle tre har en (sang)bog som forlæg: Tre bøger, som i udgangspunktet ikke var tænkt som teater.
Pudsigt nok har ingen af teatercheferne valgt at bruge december til at lave en juleforestilling. Til gengæld er der andre fællestræk ved de tre forestillinger. Alle tre har danskhed højt placeret på emnelisten
Dramatiseringerne komplicerer og sætter forventningspresset yderligere op, idet alle tre forestillinger er baseret på værker, der i forvejen har været kæmpesucceser udenfor bogens verden.
Livlægens Besøg var forlæg til Nikolaj Arcels Oscar-vindende film En Kongelig Affære fra 2012. Svantes Lykkelige Dag er med Benny Andersens musik til egne tekster og Povl Dissing blevet en dansk evergreen. LP’en og kassettebåndet, som det hed, da Svantes Viser udkom, overskygger helt den lille bog, som danner grundlaget for både sangene og teaterstykket. Svantes Lykkelige Dag med omkvædet ”Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar” er så stor en del af danskernes DNA, at sangen er blandt de 36 sange, som Det Kongelige Teater har valgt til forestillingen Højskolesangbogen.
Sangene fra Højskolesangbogen er en slags greatest hits fra den danske sangskat. Fra salmer til drukviser. Fra Grundtvig til Shu-bi-dua. Fra morgensange til julesange. Fra kærlighed til frihed. Det er sange, som de fleste danskere har et kendskab til. I teaterforestillingen er der desuden sange med, som har været meget populære, fordi de har været spillet i radioen.
Hylende morsom og vedkommende Svante
Når man som jeg er vokset op i 1970’erne og har gået i gymnasiet i begyndelsen af 1980’erne, kommer man ikke udenom Svantes Viser. Sangene med Benny Andersens musik og Povl Dissings skæve stemme er lyden af barndom. Transistorradioen på terrassen spillede Giro 413, mens jeg prøvede at lave Cruyff-driblinger på græsplænen. I gymnasiet læste og analyserede vi Benny Andersens lille bog om Svante på 97 sider.
På sin vis har de tre teaterchefer ikke gjort tingene lettere for sig selv. De vil gerne lokke folk i teatret med afsæt i publikums kendskab til værkerne. Det gør gengæld, at man som publikum vil være tilbøjelig til at sammenligne, og dermed opstår risikoen for, at man skuffes, eller ikke synes, at forestillingen lever op til forventningerne
Svantes Lykkelige Dag på Nørrebro Teater flytter min hukommelse fra barndom og ungdom til voksenliv. Fra 1970’erne til Danmark anno 2016.
Det er lykkedes Niclas Bendixen, der både har instrueret og dramatiseret Svantes Lykkelige Dag, at gøre Benny Andersens ord og sange vedkommende, nærværende, vigtige og ikke mindst hylende sjove.
Sublime Baastrup og Berthelsen
Anders W. Berthelsen spiller sikkert, sjovt og rørende i rollen som Svante – eller er det som Benny Andersen? Kasketterne flyver rundt, men Berthelsen fanger dem med stor præcision og indlevelse. Overfor Anders W. Berthelsen står et af sin generations mest lysende talenter, Lise Baastrup. Hun veksler mellem rollerne, som Nina (“er gået i bad, og jeg spiser ostemad”), elskerinde, kone og psykolog. Lise Baastrup finder hele tiden en grimmasse, der kan passe. På et splitsekund går hun fra glad til rasende, fra sjov til alvorlig.
Baastrup og Berthelsens timing er så ens, at man ikke skulle tro, at de havde lavet andet end at stå på en teaterscene sammen.
I scenen ved Pølsevognen (bogen side 32), hvor Svante ikke vil have en pølse, men hvor pølsemanden insisterer på at vide, hvilken sennep og ketchup Svante vil have til den pølse, han ikke vil have, er Lise Baastrup og Anders W. Berthelsen sublimt morsomme. Engang sagde man Kjeld og Dirch. I dag kan man sige Baastrup og Berthelsen.
Baastrup og Berthelsens timing er så ens, at man ikke skulle tro, at de havde lavet andet end at stå på en teaterscene sammen. Engang sagde man Kjeld og Dirch. I dag kan man sige Baastrup og Berthelsen
Som supplement til det enestående skuespil har den unge, talentfulde Julian Toldam Juhlins stået for forestillingens fantasifulde scenografi. Det ene øjeblik er vi i en svensk birkeskov, næste øjeblik i et dansk landskab med telefonmaster. Det hele bindes sammen af et stærkt spillende husorkester og sangerne fra Nørrebro Teaters folkekor med duer og stærekasser på hovedet.
Store ord der rammer folk
Man kan jo ikke bare sætte sig ned og skrive store ord, som rammer folk, vel?
Sådan siger Benny Andersen i Svantes Lykkelige Dag. Det er historien om den modernistiske danske forfatter overfor den mere folkelige Svante. Om forfatteren, der vil skrive om hungersnød, fattigdom, krige og overbefolkning, overfor ham der vil skrive om længsel, kærlighed og indkøb i stormagasiner.
Det er Svante og Benny Andersens historie, men også publikums historie. Det er vores hverdag. Vores liv. Vores valg mellem det banale på den ene side, og lysten til at redde verdenen på anden. Derfor er Svantes Lykkelige Dag på Nørrebro Teater en genial forestilling. Efter et bombardement af komik og nærvær står publikum tilbage med eftertænksomheden. Og det er jo i grunden ikke så dårligt.
Kongelig Teaterkoncert
Når kataloget til den forestående teatersæson kommer i forsommeren, sætter jeg mig altid som et barn med BR’s julekatalog og bladrer med en stor, rød tusch i hånden. Jeg forsøger at holde et slags trestjerne-system: Tre stjerner til de forestillinger jeg skal se, to til dem, jeg egentligt gerne vil se. En til dem, jeg vil se, hvis ”folk” taler godt om dem. Nul til dem jeg ikke gider se.
Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater fik tre stjerner i mit lille system. Det er en god – dansk – idé, at bruge Nikolaj Cederholms teaterkoncertkoncept til at forløse højskolesangbogen på scenen.
Men hvor forventningerne er størst, ligger skuffelsen, som bekendt, så snublende nær. Det begynder med, at vi ankommer til Skuespilhuset lidt i teatertid, tror vi. Det Kongelige Teater har nemlig flyttet teatertid fra klokken 20 til 19.30. Vi er ikke de eneste, der er præget af gamle vaner, så da vi kommer, er der ikke flere sæder tilbage til dem, ”der kommer for sent.” Det betyder, at vi først må komme ind i salen til andet akt.
Derfor er dette ingenlunde en bedømmelse af stykket. Det er ene og alene betragtninger og spørgsmål fra én, der kun har set andet akt.
Familien Danmark på sofarækker
Den kolossale scene på Skuespilhuset åbner sig med et tapet af sofaer. Syv sofaer høj kan man sige. Sofaerne, som danskernes foretrukne møbel. Til hygge, samvær, slåskampe, skænderier, sex, fødsler. Flot er det.
På teatrets hjemmeside kan vi læse om stykket: ”Vi kommer ind i historien, hvor alt er gået galt … Helt galt. Danmark er totalt udslettet. Kun ni mennesker har overlevet katastrofen, og nu er det op til denne lille gruppe at genopbygge samfundet. Og så melder spørgsmålene sig. For hvad er det, der binder os sammen som et folk? Hvad holder os i live? Hvad er du og jeg? Til den monumentale opgave har de kun én ledetråd: De elskede og værdibærende sange i Højskolesangbogen.”
Med kun en akt i baghovedet, 50 procent af forestillingen, synes jeg imidlertid, at Det Kongelige Teater skulle have ventet med at forløse den fantastiske idé. Det jeg så, var fint og godt, men kunne lige så snildt have været spillet på et af landets andre teatre
Der er udvalgt 35 af Højskolesangbogens 572 sange, herunder Det var en lørdag aften, Marken er mejet, Tit er jeg glad, Se nu stiger Solen, En rose så jeg skyde, Papirklip. Plus Re-Sepp-Ten.
Den Kongelige rolle
6,2 procent af sangene fra Højskolesangbogen er med i forestillingen, men da jeg kun så halvdelen af forestillingen, så vil jeg flytte diskussionen væk fra det konkrete stykke og hen mod Det Kongelige Teaters rolle. Stort set alle danske teatre har lavet en eller flere teaterkoncerter. Det Kongelige Teater har indtil nu holdt sig fra genren.
Med kun en akt i baghovedet, 50 procent af forestillingen, synes jeg imidlertid, at Det Kongelige Teater skulle have ventet med at forløse den fantastiske idé. Det jeg så, var fint og godt, men kunne lige så snildt have været spillet på et af landets andre teatre. Skuespillet på Det Kongelige Teater har cirka 110 millioner om året at gøre godt med. Til sammenligning har Aveny T, der ofte spiller teaterkoncerter, tre millioner til en sæson. Det var svært at mærke den økonomiske forskel i andet akt af Højskolesangbogen i forhold til for eksempel Aveny T’s Dagen Før, Kim Larsen Teaterkoncert.
Det Kongelige Teater skulle have kørt de helt store kanoner frem. De skulle have gjort en epokegørende forskel. Det havde været fantastisk, hvis Højskolesangbogen var et samarbejde mellem teatrets kunstarter. Hvis der havde været en operasanger eller to med til at synge. Hvis balletten havde været en del af forestillingen, og hvis medlemmer af kapellet havde leveret musikken. Det ville have været smukt og ville have vist, at hele Danmarks højskolesangbog kunne forene kunstarterne på det, som gerne skal være hele Danmarks Kongelige Teater.
Husk navnet Elliott Crosset Hove
En teaterforestilling består af så mange elementer. Replikkerne, scenografien, kostumerne, instruktionen, musikken, skuespillerne etc. En gang imellem går det hele op i en højere enhed. Engang imellem stritter enkelte elementer ud.
Sådan havde jeg det med Livlægens Besøg på Betty Nansen Teatret. Der havde jeg en af de sjældne oplevelser, hvor man tænker: Hov, der var du med til at skrive lidt teaterhistorie. Grunden til det i Livlægens Besøg er præstationen af den unge skuespiller Elliott Crosset Hove. På helt suveræn vis spiller han rollen som Christian d. 7.
Navnet Elliott Crosset Hove har luret i teater- og filmbevidstheden fra før, han blev færdig på Statens Scenekunstskole i 2015. Han har været overbevisende i flere film fra Filmskolen og Super16, og på teaterscenen har hans talent senest spiret i Dekalog på Betty Nansen Teatret. I Livlægens Besøg har teaterchef Vibeke Windeløv givet det unge talent en hovedrolle. Den 28-årige Elliott Crosset Hove leverer et scenegennembrud, jeg sjældent har set mage til; jeg skal faktisk helt tilbage til 1998, da Thure Lindhardt som nyuddannet skuespiller bragede igennem i Shopping og Fucking på Café Teatret.
Rollen som Christian den VII leveres med lige dele skrøbelighed og vildskab. Dansende og legende, sjov og alvorlig. I balance og kejtet på samme tid, råbende og talende blidt. Og dertil en mimik og et kropssprog, der er helt enestående for så ung en skuespiller.
Den kendte historie
Livlægens Besøg er den kendte historie om den unge, gale konge Christian d. 7., hans lige så unge kone Caroline Mathilde, og ikke mindst den tyske læge Johann Friedrich Struensee. Det er historien om magt og begær. Om politik og kærlighed. Det er Danmarkshistorie fra Oplysningstiden.
Fortællingen glider hen over scenen, som vi kender den. Men måske kender vi handlingen for godt. Fra historietimerne, fra P. O. Enquists bog og fra filmen En Kongelig Affære. Instruktøren Emmet Feigenberg kan det traditionelle teater til fingerspidserne, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at Livlægens Besøg aldrig bliver farligt, vildt og vedkommende.
Til gengæld blev en ny stjerne født. Elliott Crosset Hove.
Det var en uge med tre af de store teatres forestillinger. Jeg er vild med mangfoldigheden og overraskelserne. Jeg har endnu ikke prøvet at gå fra en teaterforestilling fordi jeg kedede mig, men nu har jeg prøvet at komme for sent til en forestilling, og det var ikke så fedt.
Teater er ikke det værste vi har.
Topfoto: Ole Blegvad – pressemateriale.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
