FILM // BERLINALE – Hvorfor være på festival? Er det ikke bare mærkværdige artfilm om ødelagte landeveje? Nej, svarer Frederik Bové, der anmelder fire uforglemmelige film, som han frygter, aldrig kommer til Danmark: ‘By the Grace of God’, ‘System Crasher’, ‘Gully Boy’ og den uforglemmelige “Heimat ist ein Raum aus Zeit”: “Når vi kommer til de breve, oldeforældrene sendte, inden de blev deporteret til udryddelseslejrene, læses de højt, mens vores øjne langsomt glider ned langs en liste over jødiske indbyggere, endeløse rækker af navne og adresser på mennesker, der højst sandsynlig blev myrdet. Forbrydelsen med lejrene var naturligvis, at folk døde men også, at de forsvandt, og at deres pårørende intet fik at vide; at de bare blev begravet i ørkenen uden nogen markering af, hvem de var. Folk fortjener at blive husket… Det er jo ikke kun familien Heise, det er Tysklands minder, der værnes om.”
BERLIN – Festivaler er det bedste i verden. Hver morgen cykler jeg fem kilometer fra bydelen Wedding, forbi kanaler, Rigsdagen og Brandenburger Tor, og ned til Potsdamer Platz. Fra kl 9 er der film, og ud på aftenen, efter en 3 til 5 film, cykler jeg hjem igen.
Jeg elsker at være på festival.
Men … hvorfor skulle POV’s læser interessere sig for filmfestivaler?
Hvad er pointen med at kritisere film, som læserne ikke kan se? Hvis ikke det er for at hjælpe læserne til at vælge, hvilke film de vil se? Eller hvis læserne ikke i det mindste på en eller anden måde har mulighed for at tjekke efter, om det jeg skriver er bare nogenlunde rigtigt
Jeg gør mit bedste for at fortrænge det spørgsmål, men det sædvanlige spørgsmål trænger sig alligevel på:
Hvad er pointen med at kritisere film, som læserne ikke kan se? Hvis ikke det er for at hjælpe læserne til at vælge, hvilke film de vil se? Eller hvis læserne ikke i det mindste på en eller anden måde har mulighed for at tjekke efter, om det jeg skriver er bare nogenlunde rigtigt? Hvad er meningen?
Her er fire film, med fire forskellige meninger.
By the Grace of God (Francois Ozon)
Francois Ozons film kommer altid til Danmark, hvor han har et trofast publikum. De sendes også ofte i fjernsynet. Der må være tusinder af danskere, der har et forhold til Francois Ozons film. I hvert fald hundreder. Ikke?
Ergo er det ret ligetil at skrive om Ozons nyeste, der ovenikøbet er en af hans bedre.
By the Grace of God er en overraskende afdæmpet, nærmest dokumentarisk, fremstilling af et efterhånden klassisk forløb om pædofili i den katolske kirke.
Når nu samfundet har så svært ved at håndtere transkønnethed, homoseksualitet, eller stærke kvinder, når blot det mindste strejf af anderledeshed håndteres med så megen forskrækkethed, hvorfor FUCK har der så været så meget plads til pædofile præster?
Alexandre, en pæn og nydelig katolsk bankmand fra Lyon med fem børn, finder en dag ud af at hans gamle præst Bernard Preynat, der gennem en årrække misbrugte ham seksuelt, stadigvæk arbejder med børn. Han henvender sig derfor til Lyons Kardinal Barbarin, der lover der nok skal ske noget. Det gør der bare ikke rigtig. Men Alexandre presser på, og efterhånden bliver politiet involveret, og deres efterforskning fører til at andre ofre finder ud af de ikke er alene.
Fire ofre står i centrum, og plottet bevæger sig stille og roligt fra den ene til den anden.
Første del afspejler smukt bureaukratiets sløve knirken, bl.a. med en række klip hvor breve mellem Alexandre og Barbarin læses højt, mens vi følger de to mænd i deres dagligdag. Der er et tålmod over den sekvens, der dog forsvinder lidt når vi bevæger os over til den dynamiske Francois, der går i pressen med sin kamp, og til Emmanuel, der er den mest ødelagte efter et årelangt misbrug. Det er dog hele vejen igennem en for Ozon utrolig rolig film.
Det er også en vigtig film. For Frankrig, hvor den rammer lige ned i en højaktuel sag – Kardinal Barbarin skal for retten til marts, anklaget for at dække over misbrug – men også for Francois Ozon.
Den franske instruktør er kendt for sine film om homoseksualitet, unge kvinders seksualitet, gamle kvinders seksualitet og transkønnedes seksualitet. Han har i film som Swimming Pool og Dobbelt Begær dyrket det trashet erotiske, og i film som 8 Kvinder og Min Nye Veninde arbejdet med det campede subversive. Han er i al stilfærdighed en af tidens store queer filmskabere.
Ozon tager et blik på den virkelige verden, og kontrasterer den med sit sædvanlige fiktionsunivers, og det gør begge verdener kunstnerisk stærkere
Den afdæmpede By the Grace of God rammer som et roligt modspil til hans tidligere film, der dog blot gør dem så meget stærkere. Ozons filmografi synes nu at stille spørgsmålet: Når nu samfundet har så svært ved at håndtere transkønnethed, homoseksualitet, eller stærke kvinder, når blot det mindste strejf af anderledeshed håndteres med så megen forskrækkethed, hvorfor FUCK har der så været så meget plads til pædofile præster?
Det minder om, når instruktører som Werner Herzog eller Corneliu Porumboiu har vekslet mellem at lave dokumentarer og fiktionsfilm, der dog kredsede om samme emnekreds. Ozon tager et blik på den virkelige verden, og kontrasterer den med sit sædvanlige fiktionsunivers, og det gør begge verdener kunstnerisk stærkere.
Det er noget af et årti Ozon har haft. Syv film er det blevet til, og de fleste har fået stor opmærksomhed og deltaget i store konkurrencer. Han må rent objektivt regnes til en af Frankrigs mest dominerende instruktører de sidste år.
By the Grace of God er en stærk afrunding af en svingende, men tilsammen rigtig stærk serie af film.
System Crasher (Nora Fingscheidt)
En gang imellem er der dog også en virkelig god grund til at skrive om en film, selvom den ikke ser ud til at have dansk distribution: For at gøre opmærksom på at det bør den få. Nora Fingscheidts fiktions-debut er en helt unik og rystende oplevelse.
Hvordan får man små børn til at lave en scene hvor den ene brækker næsen på den anden? Hvordan filmer man en lille pige, der løber over en motorvej og kun lige når rabatten, inden en bil brager forbi?
En ‘system crasher’ er åbenbart et barn, der er så meget ude af kontrol, at systemet ikke kan håndtere det. Hverken social-medarbejdere, medicinering eller noget som helst andet kan få kontrol over dem. Den ni-årige pige Benni er et sådant barn. Dybt traumatiseret, på et tidspunkt givet anti-skizofreni medicin, voldelig og manisk.
Vi følger hende sådan set bare fra institution til institution, mens hun konstant ødelægger alt omkring sig. Der er forbløffende meget blod i den her film, der egentlig handler om små børn.
Helena Zengel ligner en favorit til Skuespillerinde-Bjørnen for sin forbløffende præstation i hovedrollen. Men jeg har også lidt en fidus om, at hun og Fingscheidt kan gives den Sølvbjørn der gives for Bedste Kunstneriske Præstation, for figuren Benni er et teknisk/kunstnerisk filmtrick af formidable dimensioner.
Hvordan gør man det her? Hvordan får man små børn til at lave en scene, hvor den ene brækker næsen på den anden?
Hvordan filmer man en lille pige, der løber over en motorvej og kun lige når rabatten, inden en bil brager forbi?
Hvordan undgår man, at så unge skuespillere tager skade af at skulle spille noget, der er så mørkt, så ondt og så voldsomt?
Det kan man måske sige, man traditionelt har gjort ved bare ikke at tage hensyn til børnene, men Benni har omvendt et lys, et smil og en fortrolighed i sine gode perioder, så det har ikke kunnet virke bare at behandle Zengel dårligt.
System Crasher skildrer ikke bare en trist historie om et utilpasset barn. Den lukker os ind i barnets sind, fyldt med traumer, vold, men også en utrolig energi … Hvis ikke figuren Benni præmieres hernede, er der et eller andet helt galt. Jeg håber, vi får System Crasher til Danmark
Læg dertil et konstant omskifteligt kamera, der til tider render lige i hælene på Benni, til tider bare hænger i en skov. Eller på Benni når hun igen er spændt fast og tvangsmedicineret.
Og et soundtrack, der ikke består af deprimeret klaver-musik, men i stedet pumper frem med tromme-tunge jazz-passager. System Crasher skildrer ikke bare en trist historie om et utilpasset barn. Den lukker os ind i barnets sind, fyldt med traumer, vold, men også en utrolig energi.
Det minder mig en smule om Sean Bakers The Florida Project, omend Fingscheidt ikke helt har Bakers visuelle sans.
Men hun lader til at have en forståelse for barnepsykologi og socialvæsenet; hun har åbenbart tidligere lavet dokumentar om det samme emne, og hun har en vilje til at gå planken ud, der hvor det ikke længere bare er børne-problemet, men fuldstændig uløselige mentale problemer, der rammer så meget hårdere, når det er et lille barn, der kæmper med dem.
Og så har hun helt klart et talent for at lave helt unikke børnekarakterer. Hvis ikke figuren Benni præmieres hernede på den ene eller den anden måde, er der et eller andet helt galt. Jeg håber, vi får System Crasher til Danmark.
Gully Boy (Zoya Akhtar)
På den anden side kan man også sige, at det er umuligt at gætte hvilke film der får dansk distribution, så man må hellere skrive om dem alle sammen. Det gælder især i disse streaming-tider.
For nylig blev den russiske Dovlatov lagt på Netflix, den havde jeg virkelig ikke regnet blandt de mest distributions-egnede fra sidste års festival. Men de nye tjenester har nye prioriteter.
Jeg har tidligere skrevet om Netflix’ overraskende satsning på indiske film, og Amazon Prime vil åbenbart gerne gøre dem det efter. Har vi Amazon Prime i Danmark? Får vi det?
Murad drømmer stort. Han vil være rapper, og han har talentet. Han har ilden indeni fra opvæksten på gaden, som hans mentor MC Sher (Siddhant Chaturvedi) kalder det. Og altså, deres hip-hop numre er også udmærkede, skrevet af de indiske rappere som filmen er baseret på, og med nogle ok beats
Nå, lige meget, det betyder i hvert fald at Zoya Akhtars Gully Boy kommer bredt ud i hele verden. Det er også en bred film. Den blev vist ikke i konkurrence, men som en del af Berlinale Special, hvor de lidt mere glitrende film bliver vist. Den glitrer godt nok. Selvom den skal forestille at foregå i slummen.
Raveer Singh spiller Murad, en ung mand fra gaden, eller ‘the Gully’ som man siger, der bor i en lille bitte lejlighed i slummen, studerer på handelsskole, og får at vide af sin far, at han skal sørge for at tilpasse drømme til virkeligheden.
Men Murad drømmer stort. Han vil være rapper, og han har talentet. Han har ilden indeni fra opvæksten på gaden, som hans mentor MC Sher (Siddhant Chaturvedi) kalder det. Og altså, deres hip-hop numre er også udmærkede, skrevet af de indiske rappere som filmen er baseret på, og med nogle ok beats.
Det lyder som en film vi har set før, og der er heller ikke de helt store overraskelser i Akhtars film. Det er endda mere Så Længe Jeg Lever en det er 8 Mile, pæn og nydelig, med mere fokus på stjerner i hovedrollen end kompetente musikere.
Murads kæreste Safina er en kvinde med ild i røven, der løfter, hvad der normalt ville være en kliché til noget, jeg aldrig har set før. Hun truer på et tidspunkt med at få sine forældre til at arrangere et ægteskab med Murads bedste ven, hvis ikke han er mere opmærksom. Yikes
Raveer Singh er en superstjerne, men ligner også mere den 33-årige kendis, han er end den 22-årige gadedreng, han skal forestille at være. Chaturvedi passer bedre, men han skal også forestille at være den slags rapper, der optræder til uni-fester og laver jam-sessions, hvor alle smiler og kaster håndtegn, så det gør ikke noget, han er så pæn.
Alia Bhatt er til gengæld helt igennem forrygende som Murads kæreste Safina, en kvinde med ild i røven, der løfter, hvad der normalt ville være en kliché til noget, jeg aldrig har set før. Hun truer på et tidspunkt med at få sine forældre til at arrangere et ægteskab med Murads bedste ven, hvis ikke han er mere opmærksom. Yikes.
Safina er så klart det bedste ved filmen, men dog også emblematisk for en film der på trods af alt ganske enkelt virker.
Der er rigtig mange klichéer, men de håndteres fornemt. Forstå mig ret, det er den slags film, hvor slummen er helt overraskende lækker, og fattigdom er at have råd til en smartphone (formentlig fra filmens sponsor) men ikke en iPad.
Det er den slags slum, hvor der sælges narko, men hvor der ingen narkomaner er. Hvor der er bander men ingen vold. Hvor der klages over ulighed, men hvor ingen synes traumatiserede, hungrende, eller fortabte. Hvis det er et korrekt billede af indisk fattigdom, så har de det godt nok meget bedre end i Baltimore, Bronx, Atlanta, eller de andre amerikanske hip-hop-knudepunkter.
Det er en drømmefilm, og det virker ret logisk, at den ikke er i konkurrence. Det er en mainstream-film, en god aften foran fjernsynet.
Men hvis du kan streame den fra din computer, så anbefaler jeg at gøre det. For Safinas skyld.
Heimat ist ein Raum aus Zeit (Thomas Heise)
Og så er der de film, der har minimal chance for at komme til Danmark:
Thomas Heises Heimat ist ein Raum aus Zeit er en tre timer og fyrre minutters eksperimental-film. Heise læser højt fra sin families arkiver, dagbøger, breve, officielle dokumenter, mens billedsiden består af gamle fotografier, dokumenter, og en hel masse nye klip af toge, træer, ruiner, alt holdt i sort/hvid.
Der er måske en chance for at den kommer til CPH:DOX, så den københavnske del af befolkningen har en teoretisk chance for at se den, hvis de kan sætte en hel aften af til det til april. Men altså… Der er bare det, at Heises film er helt vildt stærk, og fortjener at blive set, hørt og markeret.
Det er en af de mest intense filmoplevelser jeg nogensinde har haft
De mange personlige historier bliver til en historie om Tyskland i det tyvende århundrede fra en pacifistisk skolestil fra 1912 – hvilken ironi – over beretninger fra nazi-tiden – Heises oldeforældre var jøder – og videre til efterkrigstiden, især i det DDR hvori Heises far var en prominent filosof og hen til nutiden. Til det Tyskland, som efter så mange kvaler, smukt og fredeligt, stadig er mærket af trængslerne.
Det er en af de mest intense filmoplevelser jeg nogensinde har haft. Når vi kommer til de breve, oldeforældrene sendte, inden de blev deporteret til udryddelseslejrene, læses de højt, mens vores øjne langsomt glider ned langs en liste over jødiske indbyggere, endeløse rækker af navne og adresser på mennesker, der højst sandsynlig blev myrdet.
Også oplæsningerne af STASI-rapporter om far Wolfgang er hård kost, med sine intime detaljer og bemærkningerne om, hvor mange informanter, der boede lige rundt om den intellektuelle familie.
Men resten af filmen er også intens, for kombinationen af himmelsk smukke billeder og en kompliceret og fragmentarisk familie-krønike gør, at man hele tiden skal være opmærksom.
Der er ingen forklaringer, ingen tekst, der fortæller, hvordan det hele hænger sammen, så når vi f.eks begynder at høre en kvinde ved navn Rosies ret erotiske dagbogsoptegnelser og breve fra misogyne kærester, så kan vi naturligvis måske gætte os til, at det må være Heises mor, men vi ved det ikke, før hun møder Wolfgang, som vi tidligere har hørt lidt om.
Men det betyder også at personerne eksisterer ikke så meget som familiemedlemmer men som individer i sig selv. Vi hører en mors inderste ønsker, fra før hun blev mor. Hvor sjældent er det ikke …
Folk fortjener at blive husket, at vi værner om deres minde
Endelig så jeg en film i Gøteborg, som jeg valgte ikke at skrive om, fordi den var for snæver. Den hed Dead Souls, var otte timer lang og instrueret af den store kinesiske dokumentarist Wang Bing. Den omhandlede arbejdslejre i Kina, hvor tusindvis af mænd sultede ihjel, fordi planøkonomien ikke lige kunne finde ud af at sende mad derhen.
Den film havde en meget lang sekvens der umiddelbart ikke passede ind. Efter vi havde set en overlevende fortælle om lejrene og en firs år gammel mand, der fortalte fra sit sengeleje, klippede filmen pludselig til hans begravelse. Vi hørte hans søn grædende fortælle om sin fars liv, og så den ceremonielle sænkning af kisten, der blev til en meget besværlig opgave.
Og hvad skulle det til for?
Jo, det var ret tydeligt, at Bing ville vise, hvor vigtigt det er, at få sagt ordentlig farvel, og at få begravet døde familiemedlemmer der, hvor de hører til. At få fortalt deres historier.
Forbrydelsen med lejrene var naturligvis, at folk døde, men også at de forsvandt, og at deres pårørende intet fik at vide; at de bare blev begravet i ørkenen uden nogen markering af, hvem de var. Folk fortjener at blive husket, at vi værner om deres minde.
Det er jo ikke kun familien Heise, det er Tysklands minder, der værnes om. Jeg frygter, at mindeværket aldrig kommer til Danmark, men hvis det gør, så er det en af de stærkeste oplevelser, jeg har haft meget længe.
Og det er netop det Thomas Heise gør: han tager minderne og skaber et storværk ud af dem. Så selvom den kun kan ses ved særlige omstændigheder, er det så vigtigt, at den eksisterer, og at vi markerer det sketes eksistens.
For det er jo ikke kun familien Heise, det er Tysklands minder, der værnes om. Jeg frygter, at mindeværket aldrig kommer til Danmark, men hvis det gør, så er det en af de stærkeste oplevelser, jeg har haft meget længe.
Der er en mand i filmen, en af Rosies eks-kærester, der på et tidspunkt hævder, at han vil lave noget stort, han vil lave film på 8mm. Blot det at lave sin egen film er en bedrift. Det er det virkelig.
Så selvom meget ikke bliver set, fortjener det meste alligevel stadigvæk at få et par ord knyttet til værket.
Så undskyld. Håber ikke det har været alt for kedelig læsning.
‘By the Grace of God’ er allerede blivet indkøbt til dansk distribution af Camera Film. ‘System Crasher’ burde virkelig også blive købt, men jeg ved ikke noget endnu. ‘Gully Boy’ kan ses på Amazon Prime. ‘Heimat ist ein Raum aus Zeit’ kører i loop i mit hoved.
Topbillede: System Crasher
Foto-credit: Berlinalen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
