Berlinale: Drømmen om det “dybe”

i Kultur & Medier af

FILM – Konkurrencen på Berlin er helt ærligt nærmest umenneskelig at komme igennem. Jeg er med på, at der måske ikke er megen sympati for at første film, og dermed arbejdsdagen, starter kl. 9 om morgenen. Men når der vises film til kl. 11 om aftenen, og når der gerne skal skrives bagefter, så bliver det hurtigt ret trættende. Så det har bare at være dybt.

To ting holder mig i gang. For det første har jeg fundet min slagsang: Rosa Parks af OutKast. Hvis jeg starter den, når jeg er i elevatoren, så kan jeg netop nå at synge med på første omkvæd, når jeg træder ud på gaden. Og jeg har ændret teksten, så den passer bedre til omstændighederne.

Og for det andet er der forventningen om, at det virkelig er årets vigtigste film, vi ser her. Enten de bedste, eller også dem der er udtryk for noget i verden. Ikke blot politisk men også eksempler på vigtige filmstrømninger. Man kan finde de mærkeligste ting i sideprogrammerne, men i hovedkonkurrencen giver alle film mening. Så jeg mærker energien strømme igennem kroppen, mens jeg trasker mod et paraguayansk queer-drama med debutanter både foran og bag kameraet. Det har bare at være dybt.

Las Herederas (Marcelo Martinessi)

Det siges, at der skal tre film til en trend, så med Sebastian Lelios Gloria, Kleber Mendonca Filhos Aquarius og POV-favoritten The Desert Bride af Cecilia Atán og Valeria Pivato var der allerede en trend af sydamerikanske film, der gør noget så sjældent som at tage en ældre kvindes seksualitet seriøst. Især for Latinamerika må det da siges at være usædvanligt. Men der har de seneste år været en bølge af film, der på forskellig vis kan siges at angribe en machismo-tilgang, fra argentinske Wild Tales, der gjorde grin med aggression og hævnlyst, og til de mange queer-film vi også ser som Sebastian Lelios En Fantastisk Kvinde og Guldløve-vinderen Sidste Nat i Caracas.

Las Herederas handler om Chela, en midaldrende kvinde der bor i et stort palæ, med sin kæreste Chiquita. Hun er titlens arving, men tjener tydeligvis ikke nok ved at male, så der sælges ud af indboet, mens kæresten er involveret i noget monetært fuskeri, hvor detaljerne aldrig står helt klart. Da kæresten sættes i fængsel, må Chela klare sig selv og kommer via tilfældigheder til at køre bil for sin venindekreds, selvom hun ikke har noget kørekort. Pludselig har den ældre kvinde noget at arbejde for, og da hun møder sin venindes smukke datter, begynder hun for alvor at forandre sig.

Ana Brun i “Las Herederas” er forrygende og en stærk kandidat til skuespillerindeprisen – en lille scene alene legitimerer en Sølvbjørn

Det er instruktør Marcelo Martinessis debut, ligesom hovedrolleindehaverne ikke har ret meget andet på deres IMDB-resumé. Alligevel føles det som en videreførelse af et igangværende projekt. Fotograf Luis Armando Arteaga, der også fotograferede Ixcanul: Vulkanen, arbejder meget med dybdefokus, hvor især Chela isoleres i forhold til den utydelige omverden, ligesom hun hidtil har isoleret sig i sit gamle palæ. I en bredere forstand er det en filmstil, som skabt til et samfund uden nogen offentlig sfære, hvor alle er sig selv nærmest.

Det er her stilen også adskiller sig fra tidligere store latinamerikanske bølger, især Third Cinema-filmene fra sluttresserne, der forsøgte at finde et filmsprog, som hverken var nordamerikansk Hollywood eller europæisk auteur, men som passede til et latinamerikansk kontinent. Selv et sådant projekt synes for storladent og machismoet til de nye filmskabere, der i stedet skildrer minoriteter og det fragmentariske i samfundet. Tag den chilenske dokumentarist Patricio Guzman: I halvfjerdserne lavede han den fire en halv time lange The Battle of Chile: Struggle of a People Without Arms om kampene op til militærkuppet i 1973. I de sidste år har han lavet film om ørkenen, om havet, om landets oprindelige indbyggere, om alle delene af Chile, frem for en idé om ‘folket’ og ‘nationen’.

Las Herederas er passende kølig for en film, der set fra én side handler om en rig kvinde, der forsøger at udskifte sin trofaste og opofrende kæreste med en anden model. Der er en grund til, at filmen hedder ‘arvingen’ – selvom den er solidarisk med Chela, så er hun også en privilegeret karakter, og eftersom Paraguay først blev et demokrati i 1993, så er hendes privilegier ikke ukontroversielle. Men især på grund af debutanten Ana Brun er det umuligt ikke at holde med hende, som et menneske frem for en samfundsklasse, der også på egen vis er blevet skadet af diktaturet – hendes far kaldte hende ‘dukke’, hvilket hun som midaldrende stadig reagerer på. Ana Brun er forrygende og en stærk kandidat til skuespillerindeprisen. Hun er altid på vagt, når folk iagttager hende, men så er der en scene, hvor hun taler i telefon i mørke, og pludselig lader hun sin mund smile og sine øjne skinne – den lille scene alene legitimerer en Sølvbjørn.

Filmkritikken også er præget af sin egen afart af machismo, af en opskruet jagt på det åbenlyst genialt afvigende og romantisk højpandede

Det er i al sin afdæmpethed en film, der fortjener sin plads i de fine rækker. Den nye bølge af latinamerikansk anti-machismo er noget af det vigtigste, der sker i filmverdenen i disse år, både af det faktum at det er repræsenteret på alle festivaler, men også rent filmisk, via det særlige filmsprog, som især Sergio Armstrong har udviklet, og som man altså også kan se i Luis Armando Arteagas film. Måske fordi filmkritikken også er præget af sin egen afart af machismo, af en opskruet jagt på det åbenlyst genialt afvigende og romantisk højpandede, så får den her subversive, nuancerede bølge ikke så meget opmærksomhed, som den fortjener. Forhåbentlig bliver Las Herederas endnu et af de gode eksempler, der får dansk premiere.

Dovlatov (Aleksej German Jr)

Hvad sker der dog for russisk film? Sovjetunionen gav os nogle af de bedste stumfilm, effektfulde dramaer om anden verdenskrig, kunst fra Tarkovskij, Sokurov, Aleksej German. Men hvornår blev nogen sidst virkelig væltet bagover af en russisk film? For mig føles det ofte som om, formen er frosset, det er alt for ofte kloge mennesker, som går i cirkler rundt om hinanden og siger kloge ting. Hvilket er en ret særegen form – russiske instruktører har brugt den til store ting – men det er også lidt ensformigt og forudsigeligt.

Hvornår blev nogen sidst virkelig væltet bagover af en russisk film?

Det var tanker, der blev forstærket i mit hoved under visningen af Aleksej German Jrs. Dovlatov, for den handler netop om forholdene for kunst i Rusland/Sovjet, og hvordan kunstnerne håndterer en ‘frossen’ periode. Sergej Dovlatov var forfatter i tresserne og halvfjerdserne, men da hans holdninger ikke lå i tråd med regimets, kunne han aldrig blive udgivet. Han endte med at emigrere og døde af et hjerteanfald som 48-årig. Første efter sin død, blev Dovlatov udgivet i hjemlandet, hvor han i dag er anset for at være en af periodens største forfattere.

Filmen om ham er ikke en typisk biopic, i stedet er det en skildring af en enkelt uge i hans liv, i 1971, hvor optøningen under Khrusjtjov er endegyldigt forbi, og temperaturen under Bresjnev er droppet tilbage under frysepunktet. Dovlatov forsøger at skrive propagandaartikler som journalist, går til fester med andre dissidenter, drømmer om Bresjnev, Fidel Castro og hans fortid som fængselsvagt. Mest af alt går han i cirkler rundt om andre mennesker og siger kloge ting.

Det virker måske som en joke, men det er vitterlig stilen. Og den bruges til store ting! Alexander Sokurovs Russian Ark er en milepæl, et one-take hvor kameraet kører rundt på Eremitagen i Sankt Petersborg, og hundredevis af medvirkende cirkler rundt om det. Og siger kloge ting. Der er en energi og en kraftpræstation i den film, og de mange, mange lag af historie, der konstant blandes, er utrolige. Aleksej Germans Hard to be a God (German Jrs far) er et andet eksempel: en tre timer lang sci-fi, der foregår i en mystisk middelalderagtig verden, og hvor den mudrede og overlæssede scenografi til fulde holder opmærksomheden, mens folk cirkler rundt og siger kloge ting. Og mange ville også sige Zvyagintsev (Leviathan, Loveless) transcenderer stilen på grund af hans eminente manuskripter, men her kører jeg nu som ofte træt alligevel…

“Dovlatov”: Det er en bizar konstruktion, hvor filmen sådan set er kritisk over for Ruslands fortid med i sidste ende ender med at føles glorificerende patriotisk og ægte russisk – hvilket Putin formentlig overhovedet ikke er ked af. Det er en underlig dobbeltfølelse

Dovlatov bruger virkelig også mange kræfter på at opbygge sit miljø. Det er en utrolig intelligent film, som er søbet ind i russisk litteratur. Der diskuteres alt fra Mandelstam til Kharms, og der optræder flere andre kendte forfattere i filmen. Samtidig er de forskellige tableauer, Dovlatov vandrer rundt i, ofte ret fremragende og humoristiske, dels hans drømme men også når han f.eks. skal lave en artikel om en amatørfilm med russiske forfattere i hovedrollen, hvor Dostojevskij og Pushkin ikke helt kan huske, hvem de er, eller når han står blandt papirbunkerne af manuskripter, som skal sendes af sted til genbrug. Det er faktisk en overraskende let og munter film, og en af de bedste russiske film jeg har set i lang tid. Jeg ville bare sådan ønske, det betød lidt mere, og det gør mig lidt trist.

Der er et eller andet galt i at lave en film om dissidentkunstnere med støtte fra Putins kulturministerium. Det er en alt for pæn film i forhold til sit indhold, der er ikke ret meget ‘samizdat’ og undergrund over det. Det er en bizar konstruktion, hvor filmen sådan set er kritisk over for Ruslands fortid, med tydelige paralleller til nutiden, men samtidig er kritisk på en ret nostalgisk og reaktionær måde, som i sidste ende ender med at føles glorificerende patriotisk og ægte russisk, hvilket Putin formentlig overhovedet ikke er ked af. Det er en underlig dobbeltfølelse.

Sammenlign med det andet af tidens to store autokratier: Kina. Her har vi f.eks. Jia Zhangke, der i lang tid lavede film udenom systemet, og med sin blodigt rasende A Touch of Sin fik tilkæmpet sig fast plads i Cannes. Vi har dokumentaristen Wang Bing, der ensomt iagttager landets uretfærdigheder og sidste år vandt Guldleoparden for Mrs Fang, der også vil kunne ses på årets CPH:DOX. Og fra de undertrykte udkantsområder laves der film af Pema Tseden i Tibet og Wang Xuebo fra det muslimske Ningxia. Det syder og bobler og føles virkelig samizdat. Til sammenligning virker German Jr’s dissidentportræt lidt uvedkommende.

Transit (Christian Petzold)

Senere på dagen fik vi så til gengæld en vaskeægte auteur-lækkerbisken af den slags, der hører til kerneprogrammet på festivaler. Christian Petzold har udviklet sig til en helt unik filmskaber, måske til tidens mest spændende tysker. Hans seneste film gav ham også et mere folkeligt gennembrud, og både Barbara og Phoenix fik dansk distribution. Som hjemmebanefavorit blev filmen mødt med klapsalver både før og efter den gik i gang, og til gengæld fik vi et værk, der lægger yderligere lag til et fascinerende hele.

Som Phoenix handler Transit på sin egen vis om Holocaust, og specifikt om den måde forbrydelsen eksisterer i eftertiden. Filmen er baseret på den tysk-jødiske forfatter Anna Seghers roman fra 1944, om tiden lige efter tyskerne invaderede Frankrig. Georg flygter fra Paris til Marseille, hvor utallige flygtninge venter på transitvisa for at kunne komme endeligt væk fra forfølgerne. Han overtager den døde forfatter Weidels identitet for at kunne komme til Mexico, men bliver også indblandet i Weidels kones liv. Han forelsker sig i hende, og hun lader til at gengælde følelsen, men hun er samtidig også overbevist om, at hendes mand stadig er i live.

Transit: Petzold siger ikke, at franskmændene i dag opfører sig som nazister. Han drager paralleller mellem flygtninge før og nu. Hvordan vor egen fortid hjemsøger vor andres nutid

Ligesom den døde Weidel stadig hjemsøger hans kone, på samme måde hjemsøger flygtningene nutiden. Petzold lader fortællingen udspille sig i et nutidigt Frankrig uden at kommentere på det, der er ingen, som lader som om de er syrere på flugt fra immigrationsmyndigheder, men alle biler og både er moderne, og der står espressomaskiner på kommoderne. Der skal nok være folk, som finder parallellen for politisk, men det vil bunde i en fejlslutning. Petzold siger ikke, at franskmændene i dag opfører sig som nazister. Han drager paralleller mellem flygtninge før og nu. Hvordan vor egen fortid hjemsøger vor andres nutid.

Og som en ægte auteur hjemsøger Petzolds egen fortid også virkelig hans nye film. De førnævnte klapsalver kom, fordi filmen var dedikeret til den legendariske tyske instruktør Harun Farocki, der var medforfatter på flere af Petzolds manuskripter. Nærværende via sit fravær er også Petzolds ofte brugte hovedskuespillerinde Nina Hoss, der sagtens kunne have spillet rollen som Weidels kone, men i stedet har vi Paula Beer, der spiller glimrende og samtidig ligner Hoss i urovækkende grad. Det er lidt af en genistreg, efter Hoss i Phoenix spillede en kvinde, der udgav sig for at være sin egen look-a-like, at Petzold nu caster en anden look-a-like i sin nyeste film.

Måske Petzolds bedste film hedder Gespenster, og spøgelser har altid hjemsøgt hans univers. Den tyske fortids spøgelser. Dels både som spøgelser men også som konsekvenser. De tidligere revolutionære i Die Innere Sicherheit formår ikke at holde konsekvenserne af deres fortid væk fra deres datter. Yella er en decideret spøgelsesfilm, baseret på kultklassikeren Carnival of Souls. På utallige måder har Petzold vendt og drejet tematikken, så det efterhånden ville give virkelig meget ekstra selv til en middelmådig film.

Transit: På hjemmebane, og med den tanke i baghovedet at en stor pris også til en vis grad ville være en pris til Farocki, er den et godt bud på en Guldbjørn

Men Transit er ikke middelmådig. Jeg skal ærligt indrømme jeg ikke fik det hele med; dels fordi en Petzold-film altid er kompleks, dels fordi jeg kom ret sent til pressevisningen og måtte sidde på femte sal helt oppe under loftet. Men alligevel fik jeg ret meget med, og så glæder jeg mig til at se den igen. Måske er den ikke helt hans bedste, men den er urovækkende, egensindig, og meget smuk. Fyldt med primærfarver og flotte kompositioner, der dog sjældent gør det store væsen af sig. Først til sidst, når konsekvenserne begynder for alvor at vise sig, var der kompositioner, der virkelig føltes opstillet. Når dramaet spidser til, bordet fanger, personerne mister kontrol over deres liv, begynder billederne også nærmest at holde dem fanget. Det er en subtil film med hånd om sine virkemidler. Og på hjemmebane, og med den tanke i baghovedet at en stor pris også til en vis grad ville være en pris til Farocki, er den et godt bud på en Guldbjørn.

Eva (Benoit Jacquot)

Jeg skal ikke kunne sige, om Eva tilfører nye lag til Benoit Jacquots samlede værk, for jeg har aldrig set en film af ham før. Og hvis det her er standarden, så er det heller ikke noget, der kommer til at ske lige foreløbig. Denne glatte skabelonthriller med Isabelle Huppert og Gaspard Ulliel i hovedrollerne er indtil videre klart konkurrencens dårligste film. En af den slags, hvor en mand dør efter fem minutter, og en kvinde klæder sig af efter ti.

Ulliel spiller en Bertrand Valade, der arbejder som prostitueret. Da en ældre teaterforfatter dør under deres møde, stjæler han hans sidste manuskript og præsenterer det som sit eget værk. Det er en af filmens få gode pointer at et stykke, der var blevet karakteriseret som ‘for mørkt’, bliver en kæmpesucces som komedie. Men hvad så med opfølgeren?

Mens Valade forsøger at skrive et nyt stykke, møder han Eva, spillet af Huppert, der ligeledes er prostitueret. Valade begynder at basere sit stykke på deres møder, og efterhånden opstår der et kompliceret forhold imellem dem, der naturligvis får tilpas fatale konsekvenser til, at det rigtig kan virke både erotisk og thrilleragtigt.

Hvis nu Francois Ozon havde instrueret den her film, havde han sikkert kunne få noget saft ind i det, men jeg fandt virkelig ikke ret meget at komme efter. Der er en enkelt visuel effekt, hvor kameraet panner meget hurtigt fra det ene ansigt til det andet under mere intense samtaler, men jeg ved ikke, hvad det skal betyde. Det virkede virkelig tomt.

Der er noget subversivt over det, og engang imellem sker det, at den slags giver, hvad der ellers virker overfladisk og kedeligt noget kant og energi. Og andre gange bliver man bare mindet om at, jep, den slags er virkelig kedeligt og overfladisk

Nu skal man jo passe på med kun at lade instruktører være ‘auteurs’, og der er faktisk én medvirkende, som formår at tilføre sit værk ekstra lag. Huppert kunne spille rollen som mystisk femme fatale i søvne, men i stedet lader hun en naivitet og en varme bryde facaden overraskende meget, især når der bliver drukket et par glas vin. Ulliel er en fascinerende skuespiller, ligner lidt en blanding af Adonis og Thomas Bo Larsen, og han kan spille arrogant kunstner i søvne – se også Saint Laurent – men han har intet at arbejde med. Hans karakter er en tom skal, der stjæler andres arbejde, og det forbliver tomt filmen igennem.

Der kan være en pointe her. Det er jo tydeligvis en meta-film om en forfatter, der forsøger at forvandle en tilfældig kvindes liv til et drama. Så det giver mening, at filmen er en samling genreklichéer, der roterer rundt om Hupperts overraskende naturlige og ægte karakter – hun er virkelig en kvinde, der bare gerne vil håndtere sit liv uden for meget pis. Der er noget subversivt over det, og engang imellem sker det, at den slags giver, hvad der ellers virker overfladisk og kedeligt noget kant og energi. Og andre gange bliver man bare mindet om at, jep, den slags er virkelig kedeligt og overfladisk.

Således nedslået trasker jeg ud på Potsdamer Platz igen. Blikket ned, huen op. Og så putte samme slagsang i ørerne, så jeg kan få mere energi til også at få skrevet om filmene. I morgen er atter en dag.

A-ha, watch that cast!
Everybody move to the top of Palast!
Do you wanna read what’s going on?
I’m the type of critic make the film seem fun!

A-ha, yeah-yeah, baby…

Fotos: Berlinalen.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur & Medier

Er der et LIV efter …?

ANMELDELSE – Jill Liv Nielsen er vel nok Danmarks første virkelige reality-TV-stjerne.