BELARUS TUR – RETUR // ESSAYSERIE – Journalistparret Anne Haubek og Thomas Ubbesen har gjort det igen. De er taget til Europas yderste østfront, denne gang til et Belarus (Hviderusland) i flammer og protester. Og ligesom sidst, de var af sted, deler de deres historie med POV’s læsere. Man kan også høre reportager med de to berejste og erfarne reportere på DR’s P1. I dag fortæller de om præsidenten, som ikke mener, at der er plads til kvinder i vigtige, politiske beslutningsprocesser, men at kvinderne alligevel er førende og drivende i de fleste fredelige demonstrationer.
Dag 4. Minsk, Belarus
Dette er – og har nok altid været – et mandssamfund. Præsident Lukashenko er naturligvis selv en mand hertillands, en tilsyneladende ret gennemsnitlig, indebrændt ronkedor på 66 år. En typisk ”grumpy old man”, som tilfældigvis har haft al magten i det hviderussiske land i 26 år nu. Det er en herre, der gerne bærer en overdimensioneret militærkasket og et brystfuld af tvivlsomme medaljer; et ordentligt mandfolk, som har udtalt, at han ikke mener, at den hviderussiske forfatning levner plads til kvinder i vigtige, politiske beslutningsprocesser. En no-nonsense gentleman altså, som for et par år siden så sig nødsaget til at bruge sine præsidentielle beføjelser til at nedlægge veto mod et lovforslag, der skulle lægger en dæmper på den (ikke mindst i denne kultur) vidt udbredte vold i hjemmet, d.v.s. mod mandens normalt naturgivne ret til at prygle lillemor derhjemme.
Det hviderussiske oprør, som vi to danskere på gennemtræk har været vidne til i Minsks gader i disse uforglemmelige dage, har til gengæld plads til begge køn og mere til – ved de store, hundredetusindtallige manifestationer mod Lukashenko og alle hans gerninger og alt hans væsen. Så vidt vi kan se, er alle køn og aldersgrupper repræsenteret til overflod. Men kvinderne er, observerer vi også, førende og drivende i utroligt mange aktiviteter og aktioner.
Ikke desto mindre strømmer spredte grupper af glædesstrålende kvinder til fra alle sider: piger, teenagere, damer, koner og bedstemødre, de fleste i rød-hvide gevandter, andre svingende faner med de nye nationalfarver eller med plakater
Lørdag eftermiddag sniger vi os omkring de sædvanlige geledder af kampklare ”sikkerhedsstyrker” i byens centrum, hen mod Sejrspladsen, hvis midte domineres af en kæmpemæssig betonfallos til minde om sejren i Den Store Fædrelandskrig i 1945. Den har en rød stjerne på spidsen. Her skal der ifølge jungletrommerne finde en (én af mange) ren kvindedemonstration sted klokken 16 – men vi kan konstatere, at sortklædte mænd har lyttet med. Adgangen til pladsen er nu spærret, og muligheden for tørre kølletæsk truer klart på denne lummervarme sensommerdag.
Ikke desto mindre strømmer spredte grupper af glædesstrålende kvinder til fra alle sider: piger, teenagere, damer, koner og bedstemødre, de fleste i rød-hvide gevandter, andre svingende faner med de nye nationalfarver eller med plakater med udfordrende tekster vendt mod overkakerlakken i præsidentpaladset – Lukashenko – og hans mænd.
Kvindegrupperne driver selvsikkert, tilsyneladende uden frygt, gennem gaderne, som vandstrømme på en regnvejrsdag: De samles, spredes, går i nye retninger, ændrer fordeling, gendannes – og løber endelig sammen igen hinsides mandsopdækningen af Sejrspladsen i en bred og uimodståelig flod af syngende, råbende og larmende rød-hvide kvindfolk.
Men damestrømmen flyder igen bare rundt om ordensmagterne og videre, som en naturkraft, videre som det passer den
Politisoldaterne ser forvirret til. Hvad nu? Hvor går de hen? Hvor meget af det her skal man tillade?
Da kvinderne endelig er gået deres vej, pakkes de sorte fyre hurtigt ind i deres sorte busser og sorte panservogne og suser pludselig under sireners hyl ned ad boulevarderne for at indtage nye strategisk vigtige positioner. Men damestrømmen flyder igen bare rundt om ordensmagterne og videre, som en naturkraft, videre som det passer den.
Demonstranterne holder sig samtidig i reglen pænt på fortovene og venter lovlydigt for rødt ved fodgængerovergange.
Må man slå på bedstemødre?
Taktfast runger råbet ”Længe leve Belarus” – hvem kan have noget imod det synspunkt? – men af og til fyldes byrummet af høje hvin, når små grupper lynhurtigt bryder ud og jublende stormer over kørebanen til medsøstre på den anden side af gaden.
Det ved mændene i de sorte kedeldragter og elefanthuer tydeligvis ikke rigtigt, hvad de skal stille op med. Knipler bankes utålmodigt mod behandskede hænder. Kan man prygle almindelige bedstemødre og fjollede teenagepiger for at bryde færdselsreglerne? Må man? Skal man?
Til sidst ankommer en munter flok mænd, cyklende under hurraråb og latter, hjulende anarkistisk rundt i vanvittige figurer på fortovet, svingende med flag og skralder, truttende i legetøjshorn
Festivalstemningen fortsætter i et par timer, flere kvinder kommer til, biler drøner øresønderrivende dyttende forbi, der vinkes V-tegn, knyttede næver vises grinende frem.
Til sidst ankommer en munter flok mænd, cyklende under hurraråb og latter, hjulende anarkistisk rundt i vanvittige figurer på fortovet, svingende med flag og skralder, truttende i legetøjshorn. De slutter sig til demonstrationen, som nu er under opløsning. Alt er for et øjeblik stor glæde og menneskelig varme – her hvor kønnene igen smelter så dejligt sammen efter endnu en vild og vanvittig dag i Minsk.
Serien fortsættes hele ugen.
LÆS DE FOREGÅENDE AFSNIT AF SERIEN: BELARUS. ØSTFRONTEN GENBESØGT HER
LÆS SERIEN “BAG DET GAMLE JERNTÆPPE” MED UBBESEN OG HAUBEK HER
Alle fotos fra Belarus er taget af forfatterne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
