KRIG I UKRAINE // INTERVIEW – Anastasiia Bulanienkova i Kyiv prøver at leve i nuet, for det er snart for kompliceret at vurdere krigens store træk. Det er femte gang, at POV’s udlandsredaktør Hans Henrik Fafner, taler med den ukrainske kvinde om krigen fra hendes perspektiv.
Forleden brød forårssolen pludselig igennem. Den skinnede mildt og venligt på Kyiv, og det var som om, den ukrainske hovedstad for en kort stund ændrede karakter.
”Det var en nærmest absurd oplevelse,” siger Anastasiia Bulanienkova. ”I en af byens parker var der musikalsk underholdning, og mange mennesker var taget ud for at nyde det gode vejr. Et øjeblik kunne man tro, at alt var normalt.”
Da jeg sidst talte med Anastasiia, var hun på et kortvarigt ophold i Paris, hvor hun repræsenterede sin tidligere arbejdsgiver på en middelaldermesse, og før det havde hun søgt tilflugt i landsbyerne udenfor Kyiv, fordi det var for utrygt at opholde sig i byen.
Men nu er hun flyttet hjem i sin egen lejlighed i ”Kyiv til venstre” som hun konsekvent kalder byens vestlige dele. Det russiske pres på byen er markant mindre, og det kan mærkes, men hun viger stadig tilbage fra at betragte det milde forårsvejr som et billede på stemningen i byen.
Mens der indenfor den næste time fulgte yderligere elleve eksplosioner, kunne hun ved hjælp af flere telefonopringninger slutte sig til, at det hele foregik i de vestlige dele af byen
Der vil altid være optimister, forklarer hun, men stemningen er stadig dyster, og det ikke mindst på grund af russernes brutale krigsførelse i de sydlige dele af landet. Og selv om russerne er i alvorlige vanskeligheder omkring Kyiv, er det stadig ikke ufarligt at opholde sig i byen.
Russere på flugt
”Lige efter at vores styrker havde skudt skibet i sænk, reagerede russerne helt vildt,” siger hun med reference til sænkningen af krigsskibet Moskva ud for den ukrainske kyst den 14. april. ”Jeg var hjemme ved ni-tiden om aftenen, da jeg pludselig hørte en voldsom eksplosion. Jeg kunne høre, at det ikke var tæt på, men den var voldsom nok, til at jeg hørte den tydeligt.”
Som det er sædvanen i den slags situationer, sagde de intet i nyhederne, hvor russerne lytter med, og der er ingen grund til at give dem den slags gratis efterretningsoplysninger. Så Anastasiia ringede til en kusine, hun har ovre i den højre side af Kyiv. Kusinen havde intet hørt. Så mens der indenfor den næste time fulgte yderligere elleve eksplosioner, kunne hun ved hjælp af flere telefonopringninger slutte sig til, at det hele foregik i de vestlige dele af byen.
”Det var helt tydeligt en russisk hævnoperation efter det med skibet,” konstaterer hun.
Men hun ser også, at de russiske operationer omkring Kyiv bliver mere og mere famlende og vilkårlige. Da jeg talte med hende første gang, opholdt hun sig sammen med sin mor og en række familiemedlemmer i barndomshjemmet, som ligger i landsbyen Bobrytsya lidt vest for hovedstaden.
Men derimod pågriber vores styrker hele tiden individuelle russiske soldater på flugt. De har forladt deres panserkøretøjer og prøver at redde sig selv. Men de er ofte helt desorienterede og ved ikke, hvilken vej de skal gå for at komme tilbage til Belarus. Det virker temmelig kaotisk
Anastasiia Bulanienkova, beboer i Kyiv
På det tidspunkt var der begrundet frygt for, at russernes store militære fremstød mod Kyiv ville tromle tværs gennem landsbyen, men denne fare er nu helt forsvundet. De russiske troppekontingenter er nu trukket tilbage fra området.
”Men derimod pågriber vores styrker hele tiden individuelle russiske soldater på flugt,” fortæller hun. ”De har forladt deres panserkøretøjer og prøver at redde sig selv. Men de er ofte helt desorienterede og ved ikke, hvilken vej de skal gå for at komme tilbage til Belarus. Det virker temmelig kaotisk.”
Dette er ikke ting, man hører meget om i den officielle nyhedsstrøm. Hun har oplysningerne fra sin far, den 57-årige Viktor, der umiddelbart efter russernes invasion af landet meldte sig frivilligt til forsvaret. Han bruger sin egen bil – en skramlekasse, der skulle have været skrottet for flere år siden – til at køre mandskab og forsyninger ud til forskellige enheder i forsvarsringen omkring storbyen. Forleden – eller den 28. april, for at være helt præcis – oplevede faderen krigens vilkårlighed.
”De var syv mand i bilen, da en russisk granat pludselig slog ned lige i nærheden,” fortæller Anastasiia. ”Den ramte en bygning, som vist nok ikke havde nogen militær betydning. Alle ruderne i min fars bil blev blæst ud, men fordi han havde lagt sandsække i bilen, kom ingen af de syv alvorligt til skade. Det var noget af et mirakel.”
Bilen var nu endnu mere ramponeret, men motoren var uskadt. Så med venners hjælp fandt faderen en ny forrude, som de fik monteret, så nu kører han igen rundt i bilen, hvor alle andre ruder mangler og med talrige ar i karosseriet efter eksplosionen.
En polsk turist
I april deltog Anastasiia som sagt i en middelaldermesse i Paris. Indtil nogle uger før krigen havde hun job i en ukrainsk virksomhed, der fremstiller middelalderdragter og -våben, og fordi ingen ukrainske mænd kan forlade landet i disse tider, tilbød hun at give sin gamle chef en håndsrækning ved at tage til messen.
”Jeg har været i Paris flere gange før, og byen lignede sig selv,” siger hun. ”Men jeg var syg af længsel efter at komme hjem igen.”
Det er en kompliceret og tidskrævende rejse, men det kan lade sig gøre. Til hjemrejsen benyttede hun en billig flyforbindelse fra Paris til Krakow i Polen, hvorfra der er jernbaneforbindelse til Kyiv. Togturen, som normalt tager seks timer tog det dobbelte, men det mest tankevækkende er nok de mennesker, hun mødte og faldt i snak med undervejs.
”Jeg mødte en familie, der havde besluttet at rejse hjem til Kramatorsk, selv om situationen dér et totalt utryg,” siger hun.
Kramatorsk ligger midt mellem Donetsk og Kharkiv i det østlige Ukraine. Familien flygtede tidligt i krigen, og i en måned havde de været indkvarteret på et polsk hotel. Men nu havde de fået besked på at rejse videre, fordi hotellet skulle gøres klar til turistsæsonen. De havde overvejet et tilbud om at komme til Grækenland, men besluttede så at vende tilbage til Ukraine i stedet. Måske under indtryk af, at det russiske felttog nu ser ud til at være i vanskeligheder.
Måske er det en normal menneskelig reaktion bevidst at holde en grum virkelighed på mental afstand på denne måde, eller måske er det en mangel på forståelse af de virkelige vilkår
”Jeg kan godt sætte mig ind i deres tanker … uvisheden og utrygheden ved at bo et fremmed sted, borte fra de vante omgivelser,” siger Anastasiia.
Hun traf også en kvinde fra det krigshærgede Kharkiv. Hun havde efterladt sine børn i Polen og var nu på vej tilbage til hjembyen, hvor hun har sin bror og sine forældre.
”Kvinden rejste sammen med en polsk mand, der hjalp hende,” fortæller hun. ”Da hun havde besluttet sig for at rejse hjem på besøg, havde polakken hjulpet hende med at samle penge ind og købe et større lager medicin, som er en stor mangelvare i Ukraine.”
Kvinden var skrækkeligt nervøs og bange for rejsen, så den polske mand havde besluttet at ledsage hende. Helt uden bagtanker, bortset fra en enkelt ting, der giver historien en drejning, som i Anastasiias øjne er både absurd og illustrativ.
”Ham polakken opførte sig som en turist. Da vi nåede frem til Kyiv, sagde han, at han gerne ville se byen, inden de skulle rejse videre til Kharkiv. Så jeg fik fat på min bror, som har en bil og taler godt engelsk, og sammen kørte vi ham rundt i byen. Han ville gerne se en række kirker og nogle historiske bygninger. Derpå rejste han og kvinden videre til Kharkiv, hvor de var i fem dage, og nu er de tilbage i Polen.”
Bange anelser
Det er denne konstante vekselvirkning mellem virkelighed og uvirkelighed, mellem krigens gru og en tilsyneladende eller indbildt normalitet, som Anastasiia finder illustrativ. Lidt ligesom forårsstemningen i parken. Måske er det en normal menneskelig reaktion bevidst at holde en grum virkelighed på mental afstand på denne måde, eller måske er det en mangel på forståelse af de virkelige vilkår.
I krigens første uger rapporterede Aanastasiia og en veninde om krigen i en Facebook-gruppe, som de havde startet sammen. Men lige pludselig blev gruppen lukket. Selv siger hun, at det nok er ”et eller andet russisk røvhul”, der har klaget til Facebook, som så lukkede gruppen. På et tidspunkt talte hun om at åbne en ny gruppe, men det er aldrig blevet til noget. Da vi taler sammen i denne omgang, fornemmer man også, at hun efterhånden har lidt svært ved at forholde sig til det hele.
”Vi er blevet så tilstrækkelig kyniske, at vi taler om krigen i teoretiske vendinger,” siger hun.
Hun er nu sammen med sin kæreste, der kommer fra Odessa. Hele hans familie er dér, og hun er helt klar over, at deres situation er langt mere usikker end hendes i Kyiv. Russerne står i Kherson og Mykolaiv, og de er ikke mere end 50 kilometer fra Odessa, som efter hendes vurdering er deres næste mål.
”Der er stadig folk, som taler om at befri Donetsk og Luhansk, men det er faktisk ikke så relevant længere,” tilføjer hun. ”Lige nu drejer det sig om, hvad der sker nede sydpå, altså omkring Odessa. Russerne har nu skaffet sig direkte forbindelse over land til Krim, som de besatte for otte år siden, og det vil de nok gøre alt for at fastholde.”
Foråret er kommet til Kyiv, men det er fuldt af uvished og bange anelser. Lige nu venter ukrainerne på, hvad russerne vil gøre den 9. maj, hvor Rusland hvert år markerer sejren i anden verdenskrig med noget spektakulært
Hvor hun tidligere nok var lidt mere sikker på, hvordan dette vil ende, mærker hun nu uoverskueligheden, og det får mennesker til at koncentrere sig om det begribelige. Og det nære, selv om det kan virke om luksusproblemer.
”Da jeg kom tilbage fra Paris, skulle jeg møde min tidligere chef. Vi besluttede at mødes på en lille café, der ligger i mit kvarter. De plejer at servere den mest vidunderlige morgenmad, og det havde jeg lyst til at opleve igen. Men menukortet var stærkt reduceret. Jeg kunne ikke få røget laks, og det hænger sammen med at russerne har sønderbombet det store kølehus i nærheden i Kyiv, hvor laksen kommer fra.”
Kyiv fungerer i det store og hele, men der er ved at opstå mangel på en del varer. Mælk på flaske kan ikke længere opdrives, og det er småt med hytteost, og for nylig er de fleste benzinstationer begyndt udelukkende at ville fylde i tanken på biler, som har en militær funktion.
Foråret er kommet til Kyiv, men det er fuldt af uvished og bange anelser. Lige nu venter ukrainerne på, hvad russerne vil gøre den 9. maj, hvor Rusland hvert år markerer sejren i anden verdenskrig med noget spektakulært. Det er blevet sagt, at Putin havde planer om at bruge datoen i år til at erklære den endelige sejr i Ukraine, men dette kommer ikke til at ske.
”Jeg er sikker på, at han har planer om noget, og det bliver nok den helt store svinestreg,” slutter hun.
Læs Hans Henrik Fafners foregående interviews med Anastasiia Bulanienkova her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
