UKRAINE // REPORTAGE – Selv den stærkeste har en grænse, og ingen kan på forhånd vide, hvornår den er nået, skriver Jens Alstrup fra Ukraine. For nogen knækker psyken ved første granat tæt på, og for andre knækker den aldrig. Selvmord er mørketal i statistikken for krigens ofre, og tallene for soldater med PTSD er enorme.
KRAMATORSK – Jeg bliver kaldt ud. Jeg skal køre med på en evakuering af en hårdt såret soldat. Han er ramt af et dybt hovedskud, men han er i live.
Stedet er Lyman i det østlige Ukraine i Donetsk-regionen. Her er dybe skove og meget voldsomme kampe. Russerne har de sidste uger kastet tusinder af nye soldater ind i slaget. Det siges, at de er de ringeste til dato, men ringe eller ej, så skal de nedkæmpes, for at Ukraine kan vinde, og selv den dårligste soldat kan have et ”heldigt skud”.
Den sårede soldat har fået lagt en forbinding i Lyman, efter han er kommet ind fra skovene omkring Jampil, en lille by cirka 10 km fra Lyman.
Ukrainerne kæmper villigt for deres land. Alligevel bliver de evindelige skudsalver og artillerinedslag for meget for mange
Ingen kendte Jampil før krigen, og snart vil den være glemt igen. Her kan soldaterne aldrig vide, hvor fjenderne befinder sig. De kan være bag et hvilket som helst træ. Kaos plejer at være til ukrainernes fordel, og det er mit indtryk, at det er det også her: De russiske soldater må ikke tage noget selvstændigt initiativ. Det koster dem dyrt, men deres antal lægger et enormt pres på de ukrainske soldater.
Ukrainerne kæmper villigt for deres land. Alligevel bliver de evindelige skudsalver og artillerinedslag for meget for mange. For mange er det slemt at være her en enkelt dag. Psyken kan ikke uendeligt holde til presset. Selv den stærkeste har en grænse, og ingen kan på forhånd vide, hvornår den er nået. For nogen knækker psyken ved første granat tæt på, og for andre knækker den aldrig.
Har du brug for hjælp?
Der er en række muligheder for folk med selvmordstanker.
Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.
Han kunne ikke mere
Soldaten i ambulancen nåede sin grænse i dag. Han kunne ikke mere. Eller sådan ser det ud: Medicinerne mener, at han har taget sit eget våben til sit hoved og trykket af. Projektilet er gået dybt ind i hjernen, nu ligger han her med høj puls. Den hvide forbinding ses først med en lille rød plet, men under turen til stabiliseringspunktet bliver den større og større.
Jeg har ikke været på sådan en opgave før. For chaufføren, som jeg kender godt fra flere tidligere møder, er det rutine. Han er professionel.
”Til højre! Bump forude! Til højre! Vil venstre! Jernbane,” råber han, mens vi kører i fuld fart på de små veje. Ambulancen er gammel. Sirenen holder pludselig op med at virke. Han hiver i den enhed, som styrer den, og får den til at hyle igen, mens vi drøner videre. Til sidst hjælper intet, og jeg prøver også, men den er færdig. Chaufføren bruger bilens normale horn. Der er meget at holde øje med. To biler kører sammen foran os. Den ene stopper op, som han skal, men det gør den bagved ikke.
Jeg har kameraet med, men jeg føler mig som en lort, som jeg tager billeder i øjeblikket, hvor den unge soldat måske ligger på sit yderste. Det er hans stund. Det kræver selvovervindelse, og det første billede er svært. Derefter går det lettere. Jeg er her for at rapportere om virkeligheden og krigens grusomheder. Mens vi kører, fortæller paramedicinerne, at de har mistanke om et selvmordsforsøg.
De lokale og soldaterne bader og køler sig i vandet i det gode vejr. Jeg tager billeder af det. Det er en stor kontrast
De er rutinerede og giver ham medicin, så han med sikkerhed forbliver i koma. De griber ind, når hjerterytmen ændrer sig. Det her har de prøvet alt, alt for mange gange. Sådan en tur tager typisk et par timer. Ikke sjældent har de fem ture på en dag.
Under evakueringen af den hårdt sårede passerer vi nogle søer med badefaciliteter. De lokale og soldaterne bader og køler sig i vandet i det gode vejr. Jeg tager billeder af det. Det er en stor kontrast. Ikke sjældent bliver jeg spurgt, om det ikke er upassende at feste, når verden står i brand ved fronten?
Mit svar er, at folk skal feste. Livet skal gå videre. Det er det, hele krigen drejer sig om. Taber ukrainerne, så er der intet Ukraine. Så længe der festes, så har Putin og Rusland ikke vundet.
Stærke soldater kan også få nok
Efter evakueringen har jeg svært ved at holde tårerne tilbage. Det hele er så urimeligt oven i en i forvejen helt urimelig krig. Jeg spørger ambulanceføreren, om han ikke også er påvirket. Nej, svarer han. Det var hans arbejde også før krigen, men det kan være, det sætter sig alligevel. Vi er enige om, at den første er den værste.
Selvmord er mørketal i statistikken. Dels fordi det kan være svært finde bevis for dødsårsagen i en krig, hvor mennesker dør som skudofre hele tiden. Der bliver også dækket over selvmord, for efterladte ikke får nogen kompensation, hvis det er dødsårsag. Der bliver også dækket over det, fordi der ikke er nogen grund til, at de efterladte skal vide det. Det er nemmere for børn, kærester, venner og forældre at leve med, at deres kære er faldet i kamp. Det er også meget mere sandt, end det er falsk.
På mine rejser i Ukraine har jeg mødt stærke soldater, der har været ved at få nok. Til en start overraskede det mig. De fleste læsere med interesse for krigen har set videoklip med de dansende ukrainske soldater. Og jo, de er meget stærke, og jeg har stor beundring for deres mod, udholdenhed og kampvilje. Men af og til, når der er opnået fortrolighed, så kommer tårerne skjult for kammeraterne i diskret afstand.
”Jeg har kæmpet i halvandet år nu, og der dør så mange hver eneste dag. Jeg har næsten ikke sovet i nat,” siger han og peger på et sted på kortet, hvor jeg selv befandt mig sammen med en eliteenhed for nogle uger siden. Det gør et uudsletteligt indtryk på mig.
Heldigvis er det de færreste, der ligefrem begår selvmord. Det giver ingen mening overhovedet at begå selvmord, når man er ved en frontlinje, og i øvrigt heller ikke andre steder. Vil man væk fra denne verden, så kan man jo tage nogle af dem med sig, som er skyld i al elendigheden og grusomheden. Men man tænker selvfølgelig ikke rationelt, når man først er kommet så langt ud, at selvmord er en overvejelse midt i en krig.
Krigen har store psykiske omkostninger
Værst er det, når en af mine venner herude tydeligvis er ved at have fået nok. Enheden, jeg var sammen med i går, roterer, så de er tre dage ved fronten. Her er de to timer på vagt og har to timer fri. Når de tre dage er gået, skifter de hold med dem fra forlægningen og har selv tre dage fri fra fronttjeneste.
Lige nu er jeg i relativ sikkerhed midt imellem mange af soldaternes forlægninger. En sikkerhed, hvor der på seks dage har været lidt over 10 luftalarmer hvert døgn. To gange var der eksplosioner forholdsvis tæt på, hvor jeg bor. Den ene gang endda så værelset lugtede af sprængstof. For mange er sådanne oplevelser selvfølgelig mere, end de kan klare, men for soldaterne er det lig med relativ ”sikkerhed”. Og det er det jo i forhold til at være ved selve frontlinjen.
Alles moral vinder, når ingen lades i stikken
Enhederne cirkulerer også, så de trækkes væk fra fronten. Typisk er det en måneds tid ad gangen. Generalstaben ved godt, at soldaterne ikke holder uendeligt og skal have pauser. Pauser, der bruges til orlov såvel som til træning af nye soldater, der skal fylde rækkerne op efter de tabte kammerater. For rigtigt mange af soldaterne betyder orlov ikke, at de mødes med deres koner, kærester og børn, for meget ofte befinder familien sig som flygtninge i EU. Det er enorme afsavn, som mange af dem lider.
I 2017 fortalte den administrativt ansvarlige for PTSD-behandling af veteranerne fra krigen, at cirka 200.000 tidligere soldater havde behov for behandling. Det overgik allerede dengang Ukraines kapacitet og muligheder for professionel behandling, og tallet må være mange gange større i dag.
Det bliver en enorm opgave. Også derfor er det så vigtigt, at Ukraine får, hvad de behøver, så denne krig kan vindes hurtigst muligt.
SELVMORD OG PSYKISKE LIDELSER
Ukraine holder krigens tabstal strengt hemmelige, men selvmord udgør kun en lille del af de samlede tab. Soldaterselvmord er imidlertid den yderste konsekvens, og der er mange andre, der lider psykisk og vil gøre det længe efter krigen er slut.
De fleste ukrainske soldater har det heldigvis godt, og kampviljen er i top, men det er vigtigt ikke at glemme dem, for hvem det er svært. Alles moral vinder ved, at ingen lades i stikken.
De ukrainske myndighederne mener, at over 9 millioner mennesker i et land med 34 millioner indbyggere har psykiske mén fra krigen i større eller mindre grad.
Jeg vil gerne opfordre til, at Danmark tager initiativ og bidrager til etablering af et rehabiliteringscenter, som kan drives af ukrainerne selv i Danmark, så det hele kan flyttes til Ukraine, når krigen er forbi.
DISCLAIMER
Af hensyn til sikkerhed kan jeg ikke oplyse dato og navne på de personer, jeg har været sammen med, men jeg har dog fået lov til at tage billeder fra ambulancekørslen og skrive denne artikel, så ingen vil kunne fastslå identiteten på den sårede soldat eller andre.
De øvrige billeder er fra en dag ved fronten, hvor jeg mødte mange soldater, hvoraf én er citeret i artiklen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
