ANMELDELSE // KLASSISK MUSIK – Beethovens cellosonater med Yo-Yo Ma og Bach, Mozart og Brahms med internationale navne. Jakob Brønnum har hørt nogle af de nyeste indspilninger af kammermusik og funder nogle af de bedste frem.
På samme måde som The Beatles spiller en helt bestemt rolle i udviklingen af populærmusikken, og man kan høre efterklange af gruppen i musik lige fra Moody Blues i begyndelsen af 70’erne til Cheap Trick i 2000-tallet, spiller Haydn, Mozart og Beethoven en lignende rolle i den klassiske musik. Det gælder symfoniernes verden og det gælder kammermusikken.
Yo-Yo Ma fortolker Beethovens cellosonater
For eksempel er Beethovens cellosonater genredannende og alle andre komponister, der arbejder med besætning cello og klaver, forholder sig i en eller anden grad til dem. De fem sonater er genindspillet for kort tid siden af to af tidens dygtigste og mest rutinerede, internationale musikere, cellisten Yo-Yo Ma og pianisten Emmanuel Ax
Det spændende er, at de fem kompositioner for de to instrumenter fordeler sig jævnt gennem Beethovens livsbane. De første to er blandt Beethovens tidligste voksne værker – de er storladne, åbne, søgende, stærke og her-kommer-jeg-agtige på enhver måde – i en vished om, at her åbnes nyt land i musikken.
Romantikkens stærke, spirituelle personlighed manifesterer sig gennem særligt cellostemmens talende, malende udtryk, som knapt noget andet instrument end klaveret i kammermusikkens besætninger for to og tre instrumenter før havde haft.
I den nye indspilning Beethovens cellosonater er samspillet mellem de to musikere en stor bedrift. Instrumenterne kommunikerer musikkens samlede helhed på en helt usædvanlig organisk måde
Den tredje af Beethovens cellosonater falder midt i hans produktive mellemperiode, kort efter koncerten for violin og orkester og de to på hver sin måde monumentale symfonier Skæbnesymfonien og Pastoralesymfonien, nr. 5 og 6. Man hører den rutinerede komponist spille enkelt og ubesværet med sine virkemidler. Sonaten virker, ikke mindst i sammenligning med de to første, som om der er et helt orkester på spil, selvom det stadigt blot er de to instrumenter
De to sidste kommer så i Beethovens sene fase, hvor alle hans kompositioner er sublime på den rigtige måde, hvor enhver kan høre, de er det, men ingen helt favne hvorfor, fordi alting i musikken betyder flere ting samtidig. Så man tier og lytter i stedet.
Ma og Ax indspillede sættet første gang i 1987. I den nye indspilning Beethovens cellosonater er samspillet mellem de to musikere en stor bedrift. Instrumenterne kommunikerer musikkens samlede helhed på en helt usædvanlig organisk måde. Værkerne er i usædvanlig grad sammenholdt, så det er én stemme der taler og ikke de to instrumenter. Det er perfekt.
Det er sjældent, at en ny indspilning af de klassiske musikværker er ”det bedste, man nogensinde har hørt”, for der er også særlige indspilninger og fortolkninger af alle værkerne, som musikerne lader sig inspirere af, og som klinger med i baggrunden, som vi senere skal se et eksempel på og ligesom den afsmitning, jeg talte om med komponisterne tidligere. Men jeg kan ikke sige, at jeg har mødt netop denne perfektion så ubesværet og konsistent udført gennem hele sættet af cellosonater nogen steder før.
Med Beethovens cellosonater er det – for undertegnedes vedkommende i det mindste sådan – at jeg kender knapt ikke noget kammermusik (måske bortset fra Beethovens 10 tilsvarende værker for violin og klaver), der fortæller så mange historier hele tiden. Siden jeg første gang hørte de fem kompositioner i 1980’erne i en nyklassisk indspilning med cellisten Lynn Harrell og Vladimir Askhenazy er jeg vendt tilbage til værkerne i nye og gamle indspilninger mange gange og er hver gang blevet overrasket over, hvor nye og friske de er.
Det gælder i et vist omfang også disse nye indspilninger af Beethovens Cellosonater, men det er, som om nogle af kanterne er slebet af Yo-Yo Ma efter årtier med store indspilninger
Mærkeligt nok er jeg aldrig blevet helt så gode venner med Wilhelm Kempff og Pierre Fourniers indspilninger på DG fra midt i 1960’erne, der vel står som standardindspilningen, hvis man kun må vælge en, og jeg tror, det er, fordi pianisten Kempff fylder for meget, og den elegante, beskedne Fournier viger unødigt.
Når man har lyttet en tid til Yo-Yo Ma, kommer der en følelse af en form for effektivitet, som forvirrer mig. Jeg lagde første gang mærke til den, da jeg for mere end 30 år siden hørte ham opføre Bachs Cellosuiter i radioen ved koncerter i DR. Bachs seks 20-25 minutter lange kompositioner for solocello er en oplagt kandidat til den mest vidunderlige søndagsmorgenmusik, der findes.
Når jeg hørte en enkelt suite (og jeg har dem faktisk stadig på kassettebånd med den lækre, mekaniske lyd), stod musikken som et lysende krystal midt i stuen. Når man hørte flere efter hinanden virkede det som noget, der lå i en æske med fine rum, der deler dem op, så de samtidig ser lidt ens ud.
Det er en form for effektivitet, man ikke kan bebrejde Yo-Yo Ma. Det er en måde, han skaber en form for genuin helhed af hvert enkelt stykke, som er så dygtigt udført og så personlig, at det samtidig spejler præcis hans personlighed på en bestemt måde. Man skal med andre ord høre stykkerne enkeltvis.
Det gælder i et vist omfang også disse nye indspilninger af Beethovens Cellosonater, men det er, som om nogle af kanterne er slebet af Yo-Yo Ma efter årtier med store indspilninger, også uden for den strikte klassiske musik. Årets nye klassiske udgivelse, det tror jeg, man må sige.
En ny inderlighed?
På dansk står Morten Zeuthens indspilninger af Bachs seks cellosuiter på Classico i 1993 som standardindspilningerne på CD. Jeg hører dem stadig jævnligt. Vil man høre en ny indspilning af Bachs seks Cellosuiter, må jeg med lavmælt begejstring anbefale Miklos Perenyis indspilning på Hungaroton.
Den 75-årige cellist formidler værkerne med en meditativ storhed i udtrykket og en tålmodighed, som kun meget vise mennesker i en høj alder opnår. Det er helt fantastisk.
Hans tone er så rig og varm, at man tror, der er nogen, der har tændt op i pejsen. Man hører efterklange af hans lærer Pablo Casals, hvis indspilninger af værkerne er den eneste anden, jeg kender af de hundredevis, der findes, som jeg vil tilskrive de samme kvaliteter. Hos Perenyi er en anden kvalitet imidlertid langt overlegen, foruden at vor tid smag tilskriver en skarpere frasering og en renere tone, og det er lydkvaliteten. Casals inspilninger er fra 1939.
Kan det virkelig være sådan, at man kan høre pandemien i de klassiske kunstneres spil og fortolkning? Er der virkelig kommet en ny inderlighed ind over det hele?
Den engelske Doric String Quartet, hvis management med god grund kalder dem ”Firmly established as one of the leading quartets of its generation, the Doric String Quartet”, er begyndt på en indspilning af Mozarts nogle-og-tyve strygekvartetter. Først de tre sene, såkaldte preussiske kvartetter.
Det er nysgerrigt afventende, med tilbageholdt åndedræt, en meget slank klang i ensemblet, en virkelig nøjeregnende, næsten munter frasering, som om musikerne siger til hinanden, ”se, hvad jeg fandt her”. Jeg kan ikke huske, jeg er blevet i så godt humør af at høre Mozarts strygekvartetter.
Kan det virkelig være sådan, at man kan høre pandemien i de klassiske kunstneres spil og fortolkning? Er der virkelig kommet en ny inderlighed ind over det hele?
Ligeledes på Chandos har den engelske pianist Sophie Yates udgivet et rent ud fortryllende godt sæt indspilninger af Bachs såkaldte Engelske suiter, seks samlinger af små, melodiske kompositioner over den tids danseformer.
Disse værker indspilles ofte på klaver, men kan man lide cembaloets sprøde klangverden, som de er skrevet til, er det her et godt sted at gå hen
Der kan findes mere strikse udførelser og fortolkninger i et marginalt højere tempo, mere virtuose blotlæggelser, men lige præcis den usentimentale inderlighed, man finder i disse indspilninger, forløser efter min mening værkerne helt.
Inde i alle små melodiklynger af Bach ligger altid en livstydning, en melankolsk indsigtsfuld trøst, en verden, som findes på trods, en vision af en mulig helhed og heling. Det er derfor, man ikke kan leve uden Bach, og derfor, de fortolkninger, der rammer en, betyder så meget efter en tid.
Disse værker indspilles ofte på klaver, men kan man lide cembaloets sprøde klangverden, som de er skrevet til, er det her et godt sted at gå hen. Indspilningen, der er fra april i år, har en anelse af en rumklang, hvor mange cembalo-indspilninger kan virke mere tørre i det. Det gør dem godt.
Det tredje B
Blandt visse nydere af klassisk musik taler man om de tre store B’er. De to af dem har vi berørt. Den tredje er Brahms, som havde et helt specielt personligt forhold til Beethoven, hvis skygge hvilede over ham, skønt han døde nær Brahms fødsel i 1800-tallets første halvdel. Det var nærmest som en forbandelse, han først overvandt efter det meste af 100 kompositioner, hvorefter han begyndte at skrive symfonier.
Bevidstheden om Beethoven sad stærkt hos Brahms fra begyndelsen – måske ikke helt fra begyndelsen, hvor han som dreng spillede på havneknejper i Hamburg, men snart efter
Et andet område, hvor Beethoven har sat barren – og den sidder højt – er kompositioner for soloklaver. Hans 32 kompositioner danner rygraden i enhver pianists repertoire, skønt enkelte ville hævde, at hos dem er det Chopin. Hvad man kun kan opfatte som et mislykket flugtforsøg. Bevidstheden om Beethoven sad stærkt hos Brahms fra begyndelsen – måske ikke helt fra begyndelsen, hvor han som dreng spillede på havneknejper i Hamburg, men snart efter.
Blandt hans fem første opusnumre står tre klaversonater. Og derefter ikke flere overhovedet. De er store, nærmest opulente og demonstrativt personlige – f.eks. har den tredje fem satser, hvad ingen af Beethovens har. Den unge franske pianist Adam Laloum har lavet et lille, meget vellykket Brahms-album med den tredje klaversonate, og et af Brahms sene klaverværker, Fantasier op. 116, seks små perler.
Nøjagtig som med Beethovens sene værker har Brahms en sublim klarhed, i hans tilfælde en gennemsigtighed og en skitseagtig form, der kan minde om den næsten samtidige Cezannes sene akvareller.
Laloum udforsker Brahms med indsigt og tålmodighed. Hans viser de store bevægelser i sonaten, uden at man som lytter føler, man er ved at drukne i dem, og han fortolker de seks små fantasier med et energisk drive uden at miste den iboende, næsten mystiske stilhed, der kendetegner dem og gør dem tidløse, også mens man hører dem.
Foto: Fra omslaget til Hope Amid Tears
Yo-Yo Ma: Hope Amid Tears – Beethoven – Cello Sonatas (Sony) 2 CD
Miklos Perenyi – J.S. Bach Cello Suites Nos. 1-6, BWV 1007-1012 (Hungaroton) 2 CD
Johannes Brahms: Piano Sonata no.3, Fantasien op.116 – Adam Laloum (Harmonia Mundi)
Doric String Quartet: Mozart – Prussian Quartets (Chandos)
Sophie Yates: J. S. Bach – Complete English Suites (Chandos) 2 CD (Udkommer 1/10)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
