Jamal Bendahmans debutroman: Marokkansk beat på Nørrebro

i Bøger/Kultur af

BØGER // ANMELDELSE – Slow reading. Her fra vinterferiesofaen er det aldrig for sent at anmelde en god bog. Jamal Bendahmans debutroman Ash-Shaheed [Vidnet], som udkom i marts sidste år, er en befriende vild fortælling om rastløs ungdomsenergi, om at være marokkansk beat på Nørrebro, om hallucinerende rumrejser, sufi-mysticisme og psykisk sammenbrud.

”Jeg vågnede på sofaen igen. Jeg tog en cigaret ud af pakken, der lå på sofabordet, og tændte den.”

Sådan begynder Jamal Bendahmans debutroman Ash-Shaheed [Vidnet] om en ung mand, der roder rundt i tilværelsen med alt for mange stoffer og en lind strøm af overfladiske Tinder-dates.

Den rejse Younes tager på begynder med grønne larver, samtaler med rumvæsener og søgen efter svar i sufi-islam og ender med indlæggelse på et psykiatrisk hospital og selvmordsforsøg

Halvdelen af kapitlerne i romanen begynder med, at Younes vågner på sin sofa, og der er en tilværelsens ulidelige lethed over gentagelserne i hans overfladiske ungdomsliv. Tinder-dates, sex, kærester, ekskærester, tjald, coke, MDMA. Tømmermænd, arbejde, familie. Det er sjovt, netop fordi det er trivielt og blottet for enhver form for engagement. Men det er også begyndelsen på en deroute. Og på en roman, der stikker af i hallucinationer, religiøse åbenbaringer og møder med rumvæsener.

Beatgenerationen og Marokko

Jamal Bendahman er ikke uden grund blevet kaldt ”beat” af Informations anmelder, da Ash-Shaheed [Vidnet] udkom sidste år. Inspirationen fra beatlitteraturen er tydelig. Sex, stoffer, psykedeliske trip, spirituel søgen. Men det er med et tvist.

Nogle af de største amerikanske beatforfattere fandt nemlig deres inspiration i det Nordmarokko, som Younes er fra, og i den tid, hvor hans far voksede op netop dér.

Tanger blev en af de vigtigste rejsedestinationer for beatgenerationen. Ført an af Paul Bowles, som boede i Tanger fra 1947-1999, blev byen et mødested og kreativt skriverum for forfattere som William S. Burroughs, Jack Kerouac og Allen Ginsberg. I midt-50’erne boede Burroughs 4 år i Tanger, mens han skrev på Naked Lunch.

Det var også takket være Bowles, at en af Marokkos mest kontroversielle forfattere, Mohamed Choukri, debuterede med al-khubz al-hafi / For Bread Alone (Det nøgne brød). Først i Paul Bowles’ engelske oversættelse (1973), så i Tahar Ben Jellouns franske (1980) og senere i arabisk original (1982, forbudt i Marokko fra 1983-2000).

I dag har Choukri kultstatus blandt unge i Marokko. Det er deres barndoms forbudte bog, og det er den bog Younes læser i sin lejlighed på Nørrebro i begyndelsen af Ash-Shaheed [Vidnet].

Det udeblevne generationsopgør

Der er noget ironisk over kontrasten mellem det hårde liv på gaden i Det nøgne brød og hvordan det hele kører i ring i Younes’ liv i begyndelsen af Ash-Shaheed [Vidnet]. Mens fattigdom og sult tvinger Mohameds familie til at flytte fra sted til sted, vågner Younes igen og igen på sin sofa.

»Det var lørdag og jeg vågnede på sofaen igen og tænkte, hvorfor vågner jeg på sofaen igen, jeg har en seng.«

Mens Mohamed flygter fra en ekstremt voldelig far for at leve et hårdt liv på gaden med stoffer og prostitution, skøjter Younes rundt i en bekymringsfri tilværelse uden rigtigt at engagere sig i noget – hverken i sit røvsyge arbejde i Vejdirektoratet, i de kærester han hurtigt forelsker sig i og lige så hurtigt glemmer igen, eller i den forfatterdrøm, som er fanget i ”ghettolivets” spændetrøje.

”OK, men jeg har fundet på en ny historie, det er noget helt andet, eller næsten. Det handler stadig om brune mennesker, alle mine historier handler om brune mennesker.”

I et forsøg på at undslippe den dokumentariske mønsterbryderhistorie uden at skulle annullere sin egen minoritetserfaring er Younes optaget af Michael Muhammed Knight, det muslimske svar på Hunter S. Thompsons gonzo-journalistik. Samtidig ironiserer han sammen med sin ven Tarek over deres udramatiske liv.

”Og jeg bifaldt denne italesættelse af vores uforsætlige iscenesættelse af det opgør, vi aldrig havde behov for at tage, fordi vi havde en gunstig kromosomsammensætning og en evne til samvittighedsfrit at kunne distancere os fra vores nærmeste, uden at elske dem mindre af den grund.”

En befriende vild fortælling om rastløs ungdomsenergi, om at være marokkansk beat på Nørrebro, om hallucinerende rumrejser, sufi-mysticisme og psykisk sammenbrud…

I mangel på et generationsopgør i sit eget liv leder Younes i stedet forgæves efter den gode fortælling i sin fars historie. Ligesom Choukri er han opvokset i Rif-bjergene og ligesom Choukris familie flyttede hans familie pga. tørke. Men faren bider ikke rigtig på Younes’ spørgsmål. Han svarer kort og usammenhængende, og deres samtaler bliver nærmest komisk amputerede.

Der er ingen spektakulær historie at finde. Og mens Mohamed i Det nøgne brød spindes ind i opstandene i tiden før Marokkos uafhængighed og beslutter sig for, at han vil lære at læse og skrive, bliver Younes mere og mere optaget af de syner, han ser, og hvordan han kan få dem til at komme igen.

Grønne larver, natsværmere og rumvæsener

Den rejse Younes tager på begynder med grønne larver, samtaler med rumvæsener og søgen efter svar i sufi-islam og ender med indlæggelse på et psykiatrisk hospital og selvmordsforsøg.

”Din hjerne er ikke begrænset af de fysiske love, den kan hæve sig over dem og transcendere rum og tid. Det kan være svært at tøjle.” (s. 130)

Younes ser grønne larver på cykelture, på arbejde, i sin lejlighed. Senere bliver de til egentlige hallucinationer, som kortvarigt gør Younes euforisk og efterfølgende desperat efter at genfinde lykkefølelsen og meningsfuldheden.

”Det blev pludselig mørkt og en varme begyndte at brede sig fra midten af min hjerne, som en påsat brand i et hus, der langsomt spredte sig til alle væggene i stuen og dernæst stuemøblerne, for derefter at sprede sig til første sal og loftet, hvor gardinerne brændte smukkest med deres gyldenorange aflange flammer, der farvede loftet og gulvet sort. Det sitrede i min hjerne, som blev der aktiveret milliarder af nerver, der havde ligget i dvale hele mit liv.”

Bag de grønne larver, som i begyndelsen af romanen morsomt spejler en ung mand. der nok har taget for mange stoffer, viser der sig en dyb krise. De grønne larver bliver større og mere påtrængende, og tager til sidst form af en natsværmer, som bliver Younes’ følgesvend helt ned på bunden.

Gennem the Master Musicians of Jajouka, et historisk musikensemble fra Rif – ifølge Burroughs et 4000-år gammelt rock’n’roll-band – der spiller sufi-trance-musik, begynder Younes at lede efter svar i sufi-islam og bliver del af en sufi-menighed i Nordvest. Men intet går som forventet, og den oplysning, Younes håber at finde, ender i en psykose og en indlæggelse på psykiatrisk hospital.

Vidnesbyrdlitteratur

Med titlen på sin debutroman leger Bendahman både med læserens forventninger til migrationslitteratur og med vores forestilling om, hvad religiøs vækkelse er.

Ash-Shaheed er det navn Younes får i sufi-menigheden. Et af Allahs 99 navne. Den, der bærer vidnesbyrd. Den, der bekender sin tro og gennem sin tro tjener det fælles bedste. Men Younes bærer snarere vidnesbyrd om det radikale eksil i et univers langt væk fra den verden, alle andre lever i.

Ligesom Bendahman er Younes marokkaner, opvokset i Ishøj, bor på Nørrebro, har studeret på CBS, arbejder i en statslig styrelse og vil gerne være forfatter. Men i stedet for at gå i sporene på de mange selvbiografiske fortællinger om migranterfaringen er Ash-Shaheed en befriende vild fortælling om rastløs ungdomsenergi, om at være marokkansk beat på Nørrebro, om hallucinerende rumrejser, sufi-mysticisme og psykisk sammenbrud.


Jamal Bendahman: Ash-Shaheed [Vidnet]. Forlaget Gladiator. 28. marts 2019. 283 sider. 299.95 kr.


Hovedfoto: Forfatteren. Fotograf: Lasse Uttrup.

Læs mere

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Tina Dransfeldt Christensen (f. 1979) er ph.d. i Kultur- og Sprogmødestudier fra Roskilde Universitet og cand.mag. i Islamiske Studier fra Københavns Universitet. Derudover er hun fagkonsulent ved FOF København, ledende redaktør på Tidsskrift for Islamforskning og har tidligere arbejdet som redaktør på Forlaget Vandkunsten. Hun har siden 2004 beskæftiget sig med Mellemøsten og Nordafrika, særligt moderne arabisk-islamisk filosofi og moderne arabisk og frankofon litteratur. Hun har skrevet ph.d.-afhandling om den marokkanske forfatter og filminstruktør Abdellah Taïa og hans virke som forfatter og LGBT-aktivist. I den sammenhæng har hun arbejdet indgående med køn og seksualitet i marokkansk litteratur, LGBT-aktivisme i Marokko samt globaliserede diskussioner om forholdet mellem islam og homoseksualitet.