KLASSISK MUSIK//ANMELDELSE – I den kommende uge udgives den fjerde CD i en serie med russisk kammermusik, der viser spændvidden i den store nations musikalske historie. Jakob Brønnum har hørt serien og anbefaler den, ikke mindst på grund af ensemblet The Brahms Trios overbevisende fortolkninger.
Vi lever i en tidsalder, hvor vi har endnu mindre kontakt med russisk kultur, end vi plejer. På samme måde, som USA under Trump var domineret af nyheder om hans skævvredne politik og undergravende virksomhed, skygges vores opfattelse af den kolossalt rige russiske kultur af de rapporter om landets udemokratiske forfald, der dominerer nyhedsformidlingen. Og det er synd.
Tjajkovskij er en enorm komponist, der altid kan lære os et eller andet om livet og følelserne og den mere nøgterne læsning af hans noder, får netop værkets egen tyngde til at stå stærkere
Indenfor litteratur og musik er Rusland storleverandør af udødelige mesterværker. I år vil Dostojevskij stå lidt tydeligere for os end han plejer, eftersom det er 200 året for hans fødsel. Musikalsk er det ikke mindst indenfor det 20. århundredes kompositionsmusik, at de russiske navne dominerer: Stravinsky, Rakhmaninov, Shostakovitj, Prokofiev og mange andre.
Tjajkovskij i forgrunden
Den ældre musik fra 1800-tallet har Tjajkovskijs navn i forgrunden, men i det store perspektiv ikke så mange andre. Det råder det entreprenante pladeselskab Naxos nu bod på med en fornem serie af nyindspillet kammermusik fra hele den klassiske musiks russiske historie.
Det er det glimrende russiske ensemble, The Brahms Trio, der i foreløbig fire album – det fjerde udkommer i næste uge – er dykket ned i den russiske klassiske musik, nærmere bestemt kammermusikken og endnu nærmere bestemt den russiske klavertrio, altså værker for klaver, violin og cello.
Jeg er imponeret af The Brahms Trios indspilning af Tjajkovskijs Klavertrio. Jeg har været sært tiltrukket af den, siden jeg hørte det første gang for nogle uger siden og er adskillige gange vendt tilbage
Hovedværket i den senromantiske musik er og bliver Tjajkovskijs store Klavertrio op. 50, et kæmpemæssig værk fra 1881 på mere end tre kvarter, en af de mest omfattende kompositioner i genren overhovedet. Det står på seriens 2. CD, sammen med en flimrende klavertrio af den i vesten stort set ukendte tysk-russiske pianist Paul Pabst. Pabsts trio er sådan et værk, hvor man kan se de tunge mørkerøde gardiner og lugte cigarrøgen.
Nogle vil mene at netop Tjajkovskij ikke rigtig tæller med blandt russerne (jo, han gør). For den russiske nationalisme, som vi også kender i politikken i dag, sætter sig tykt igennem i kompositionsmusikken, særligt mod slutningen 1800-tallet, og Tjajkovskij er den af de dygtigste kunstnere, der bruger færrest tydelige træk fra den russiske folkemusik og som har været mest spillet i Vesten.
Jeg er imponeret af The Brahms Trios indspilning af Tjajkovskijs Klavertrio. Jeg har været sært tiltrukket af den, siden jeg hørte det første gang for nogle uger siden og er adskillige gange vendt tilbage. Indspilningen er varm og nærværende. Jeg har ofte opfattet værket som lidt overfølsomt, særligt måske i en nu klassisk indspilning som Barenboim-Zuckerman-Du Pré på EMI, men The Brahms Trio læser værket mere afdæmpet. Tjajkovskij er en enorm komponist, der altid kan lære os et eller andet om livet og følelserne og den mere nøgterne læsning af hans noder, får netop værkets egen tyngde til at stå stærkere.
Rubinsteins mildhed og klarhed
På den første CD i serien står værker af Glinka (1804-57), som normalt anses for den første ”vestlige”, russiske komponist, Alyabiev (1787-1851), som jeg ikke kendte, men som lyder mere wienerklassisk end nogen af de andre. Og endelig af Anton Rubinstein (1829-94), hans 2. klavertrio
Hver gang jeg hører værker af den meget produktive, men i dag noget indre opførte, Anton Rubinstein tænker jeg, at det var dog interessant og det burde man høre mere af. Der er en mildhed og klarhed i hans melodiske liner og orkestrale buer, som gør det givende at lytte til, selvom han ikke tilstræber de store kompositoriske dybder. Indspilningen er virkelig anbefalelsesværdig, så nuanceret i dynamik og fraseringer som man overhovedet kan ønske det og medrivende i det intense sammenspil.
Borodin mestrer en særlig balance mellem melodi, harmoni og dynamik, der gør at der er en næsten mozartsk økonomi over hans virkemidler
Den 3. CD i serien koncentrerer sig om tre af dem fem komponister i en kunstnergruppen, der gik under navnet ”den stærke håndfuld”, nemlig Rimsky-Korsakov, Cui og Borodin. At de to sidste, Balakirev og Mussorgsky ikke er repræsenteret, skyldes, at de ikke skrev klavertrioer, og Cui gjorde næsten heller ikke – det lille værk er arrangeret fra et klaverstykke.
Selvom Rimsky-Korsakovs 40 minutter lange klavertrio var ufuldendt ved hans død og færdiggjort af hans svigersøn, mærker man tydeligt den farverige instrumentering, vi kender fra hans andre, ofte orientalsk inspirerede værker, skønt det træk er overraskende fraværende melodisk.
En næsten mozartsk økonomi
Det gælder også Borodins Klavertrio på samme CD. Selvom han har skrevet alt, alt for lidt i forhold til, hvad man ville ønske, er han en af de mest hårrejsende dygtige komponister i kataloget. Borodin mestrer en særlig balance mellem melodi, harmoni og dynamik, der gør at der er en næsten mozartsk økonomi over hans virkemidler. Han formår at sige rigtig meget med meget lidt. Den langsomme sats har et simrende smukt, lysende klaverparti overfor et stort dunkelt strygerparti, der leder tankerne hen på Debussy og Ravel. Der er noget perfekt over Borodins få, få værker, herunder to en halv symfoni, lidt kammermusik, nogle orkesterstykker og en halv opera.
Den fjerde CD i serien har værker af to russiske komponister, der gradvist bliver mere kendt i omverdenen, nemlig Arensky og Tanejev. Arensky blev spået en kortlivet vej mod glemslen af Rimsky, og profetien blev i et vist mål opfyldt i første halvdel af det 20. århundrede og lidt senere, men nu hører man den melankolsk efterårsagtige komponist oftere og oftere og der aftegner sig et stort, sympatisk livsværk.
Klavertrioen på den 4. CD i serien er centreret om en bevægende elegi. Tanejevs Klavertrio på den samme serie er vel nok den mest udtryksmæssigt eksperimenterende af værkerne på de fire udgivelser. Skal man begynde med en eller to af de fire, vil jeg anbefale den 4. CD med Arensky og Tanejev og Tjajkovskij-Pabst CD’en, den 2. i serien.
Spørgsmålet er, hvor langt op i historien, vi kan forvente Naxos-serien går. Det er som om klavertrioen som genre gik lidt af mode i Rusland i begyndelsen af det 20. århundrede, i modsætning til strygekvartetten. Hverken Glazunov eller Myaskovskij synes at have skrevet nogen, selvom de begge netop har f. eks. et solidt sæt strygekvartetter bag sig.
længere oppe i musikhistorien kommer der klavertrioer fra både Rakhmaninov og Shostakovitj, og mon ikke seriens udgivere kan finde klaverttrioer af den endog meget store gruppe af kun lidt kendte sovjetrussiske komponister på international niveau, der skrev samtidig med dem. Der er noget at se frem til.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
History of the Russian Piano Trio Vol. 1 – Værker af Alyabyev, Glinka og Rubinstein
History of the Russian Piano Trio Vol. 2 – Værker af Tjajkovskij og Pabst
History of the Russian Piano Trio Vol. 3 – Værker af Rimsky-Korsakov, Cui og Borodin
History of the Russian Piano Trio Vol. 4 – Værker af Arensky og Tanejev
The Brahms Trio – Naxos
Foto: The Brahms Trio (pressefoto fra ensemblets hjemmeside)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
