SYNTHESIZERFEST//KONCERTANMELDELSE – Lørdag aften indtog elektropop-bandet OMD – med det mundrette fulde navn Orchestral Manoeuvres in the Dark – Den Grå Hal på Christiania. POV’s anmelder Bo Heimann var med og havde – trods lyden af et ujævnt vokalbillede – en dansefest.
Deres to første albums, begge fra 1980 (!), gik hen over mit meget unge hoved, men ingen kunne undgå at lægge mærke til deres tredje album fra 1981, “Architecture & Morality”, hvis titel var lige så opsigtsvækkende ualmindelig som bandets navn, Orchestral Manouevres in the Dark. Selv en 10-årig dreng i Helsingør spidsede ører.
For albummet havde ikke kun en lille perle i “Souvenir”, men også to hits, der mærkværdigt nok havde samme titel: “Joan of Arc” og “Joan of Arc (Maid of New Orleans)”. Sidstnævnte havde en meget lang, instrumental intro, intet reelt omkvæd, gik i valsetakt og havde en hovedmelodi, der lød af sækkepiber. Hvordan f….. får man et hit ud af sådan noget? Men det gjorde OMD.
Lørdag aften spillede OMD selvfølgelig alle tre numre til stor begejstring for publikummet i Den Grå Hal. De spillede også “Electricity” fra deres debutalbum og “Enola Gay” fra deres andet album, “Organisation”. En kvintet af numre, der her +40 år efter holder højt niveau.
Det gør mange af OMD’s mere poppede numre fra 80’erne og 90’erne sådan set også. De fungerer blot på andre, mere festlige præmisser. Størstedelen af koncerten var lagt i hænderne på disse mere dansable og glatte popnumre. Det var dog ikke til publikums mishag. Stemningen var høj, og bandet fik generøs opbakning hele vejen igennem. Lange klapsalver og gennemført dansen med.
Også selv om “If you Leave” og “So in Love” er sukker med sukker på, og “Locomotion” slet og ret er et irriterende nummer. Vi taler altså mestendels om en glad popfest med virkelig kontakt imellem band og publikum, hvilket OMD’s største fan, lader det til, McCluskey selv, var svært tilfreds med.
OMD var blandt de første bands, der tog synthesizere til sig i slutningen af 1970’erne. McCluskey har fortalt, hvordan han og makkeren, Paul Humphreys, så lyset under en Kraftwerk-koncert i Liverpool allerede i 1976, hvorefter de gik hjem, glemte alt om guitarer, og Paul Humphreys gav sig til selv at bygge deres første, meget simple synthesizer og trommemaskine.
Da synthesizerne tog magten
Og de var ikke de eneste synth-enthusiaster i England i de år. Gary Numan fik et hit med nummeret “Cars” i 1979, der vel kan betegnes som det første teknohit overhovedet. Numan forblev dog i undergrunden. Elektrobands som Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire og solister som Daniel Miller og John Foxx, der var stået af Ultravox, blev heller aldrig bredt kendte.
Men i 1981 storhittede Human League med “Don’t You Want Me”, Depeche Mode med “Just Can’t Enough” og altså også OMD. Synthesizerne havde taget magten fra guitarerne.
Mens Human League helt forsvandt, og Depeche Mode voksede sig store og mørke, så blev OMD efter de første fire albums mere og mere dansable og poppede. Af mange, inkl. undertegnede, derfor dømt ikke helt cool nok og med et tekstunivers, der ikke var interessant nok. Det bekræftede lørdagens koncert, selv om den eneste bemærkning til en ellers fremragende lyd var, at McCluskeys ord desværre ikke altid stod helt skarpe.
Vi fik hverken overraskelser, eksperimenter, en djæveluddrivende seance eller sort fejring, men mere en glad aften på højt niveau i rigtig gode venners lag
Seneste album, “Bauhaus Staircase” fra 2023, var også stærkt repræsenteret med numre som “Antropocene”, “Kleptocracy”, “Veruschka”, “Healing” og “Don’t Go”, der repræsenterer en lykkelig tilbagevenden til stil og tone fra deres allerførste albums.
Havde også numre fra forrige album, “The Punishment of Luxury” fra 2017 (og evt. også numre fra det eksperimenterende 1983-album, “Dazzle Ships”) været prioriteret på bekostning af poppen, så havde OMD kunne have leveret en helt anderledes koncert.
Med mindre dans formentlig, men med større kunstnerisk dybde. Vi fik hverken overraskelser, eksperimenter, en djæveluddrivende seance eller sort fejring, men mere en glad aften på højt niveau i rigtig gode venners lag. Det kan dog også ret meget.
Nye og unge Walt Disco fra Glasgow varmede i øvrigt op med et mindre brag af et kort set, selv om den karismatiske forsanger, James Potter, også sloges med utydelighed i vokalen.
I tidens rigtige queer-tern lavede de med et miks af glamrock og effektive danserytmer en overraskende fest. Med en storladen og dramatisk iscenesat sceneoptræden gled der pludselig mindelser om Roxy Music og Bowie igennem Den Grå Hal. Dem vil jeg gerne høre en hel koncert med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her