Bedrageri med medalje. Tag pengene og røven på museet, det betaler sig

bedrageri jens haaning take the money and run aalborg kunst — Værket "F... museet" af Christian Tangø er nu til salg. Foto: Christian Tangø

Christian Tangø 15.05.2024

BEDRAGERI / KUNSTKOMMENTAR – Jens Haaning, kunstneren bag “Take the Money and Run”, indgår forlig med Kunsten i Aalborg. Christian Tangø udbyder nu et originalt værk til salg til fordel for POV.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lad os starte med at citere Roger Buch, der er ekspert i forvaltningsret. Han har tidligere slået følgende fast: Hvis man bedrager f.eks. et statsligt museum, så skal man meldes til politiet for bedrageri.

Men i tilfældet Jens Haaning og den vanvittige sag om to tomme rammer, der endte på en udstilling om kunstmuseet Kunsten i Aalborg, kunne man nøjes med et privat søgsmål. Museet er nemlig en fondskonstruktion, og det gør en forskel.

Antageligt var søgsmålet mod Haaning kun et skalkeskjul for at holde liv i en PR-historie, der er gået verden rundt. En historie om en kunstner, der er kendt i vide kredse for at være ret “crazy”, og som producerer kunstværker, som ingen rigtigt kan se, har ret meget med billedkunst at gøre.

Det vil være min påstand, og den går jeg gerne i byretten, landsretten og højesteret med. Indtil man endelig lægger kortene på bordet i Aalborg og indrømmer, at det hele var en and. En PR-and

Kunstværket Take The Money and Run, der består af to tomme billedrammer, som enhver glarmester kunne have fremstillet, er naturligvis kun kunst, fordi kunstneren og museet fik udspredt en gigantisk PR-historie. Der er vitterligt meget lidt at se på, i normal forstand. Tomhedens kunst, kunne man sige.

Men naturligvis er ethvert objekt – der bare lugter lidt af kunst – et kunstværk, når det udstilles på museet. Så̊ meget har vi forstået af samtidskunstens morsomme bedrag.

Nu var der så faldet en smule ro i pressen om sagen. Ganske vist var sagen anket til landsretten, efter at byretten havde dømt Haaning til at værsgo at aflevere den halve million, som han havde stukket i lommen, og som altså̊ var værkets indhold. I negativ forstand, forstås.

Hvor mange af pengene, Haaning havde brugt på toiletpapir og pudsecreme til sin medalje, er ukendt. For en medalje fik han af Akademiraadet for det “frække værk”, der vitterligt satte hele Danmark på kunstens verdenskort.

Men nu er hele sagen løst! Naturligvis er der mange, der igennem hele sagen har forudset, at det hele ville ende med, at Kunsten i Aalborg på en eller anden måde ville acceptere bedrageriet. Fordi museet havde været dumme nok til faktisk at udstille “værket”, sådan som Haaning havde leveret det til museet.

Sagen er løst, fordi den såkaldte Obelske Familiefond er trådt ind på scenen og har købt og doneret værket til netop Kunsten i Aalborg. Det fremgår alt sammen af en pressemeddelelse fra Kunsten i Aalborg.

Men købsprisen holdes naturligvis hemmeligt.

Det gør den naturligvis, fordi Jens Haaning tidligere har udtalt, at han ALDRIG ville levere pengene tilbage, da det ville ødelægge værket. Værket ER således, at han har taget pengene. At han har fucket med museet, som de progressive ville sige det.

Bedrageri eller PR-and

Så når man ikke vil oplyse købssummen, må jeg hjælpe til med regnestykket her: Haaning har IKKE fået den halve million for værket, som han har bedraget museet for. Og derfor KAN man ikke oplyse beløbet. For det ville i givet fald ødelægge værket, som Haaning har sagt. Det vil være min påstand, og den går jeg gerne i byretten, landsretten og højesteret med. Indtil man endelig lægger kortene på bordet i Aalborg og indrømmer, at det hele var en and. En PR-and.

Fremover kan man altså ved udvalgte lejligheder se to tomme billedrammer på museet i Aalborg.

Tilhører man det oplyste Louisiana-segment af kloge kunstkyndige, kan man ved særlige lejligheder klogeligt pege på rammerne og sige: “Jo, men det er jo ham der, Jens Haaning, du ved…”.
“Ham der snød museet for en halv million?”
“Jeps, ham”.

Her på POV kunne vi godt bruge en sponsor til den fortsatte drift. Derfor udbyder vi værket her til salg. Vi forestiller os … sådan i omegnen af en halv million. Kroner eller dollars er ok. Og der følger en ægte halv dollar med!

Signaturer fra udvalgte skribenter kan tilkøbes.

Læs flere tekster af Christian Tangø her.

Christian Tangø

Christian Tangø er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Som billedkunstner har han både udstillet i Danmark og New York, hvor han også har boet i længere perioder.