Beatrice

Henrik Strube: Beatrices bipolare kamp med knæstrømpen

i Featured af
NOVELLE – “Beatrice reagerede ved at slå folk oven i hovedet i med en knæstrømpe, fyldt med hestepærer. Når hun var i mani, forsynede hun sig med hestepærer fra staldene ved Christiansborg, så friske, at saften fra gødningen løb ud i håret og ned på tøjet på den uheldige, der fik et gok med sokken. Hvilke ord og udtryk reagerede hun på? Det kunne  være ”Jamen-øh…”, det pausesignal, som alle efterhånden indledte ethvert svar med. ”Hvordan gik jeres tur til Lofoten?” ”jamen-øh…vi tog først til Oslo…” Eller ”jeg tænker” i stedet for ”jeg tror”, eller ”jeg synes”.  ”Erfaringsramt”, ”gir det mening?” ”gøre en forskel”,  lave ”et skriv”, ”smuksak”, ”fremadrettet”, ”woke”, ”cis”. Hvis Beatrice overhørte det, sagde det SVUP!, når  knæstrømpen med de friske hestepærer landede oven  i hovedet på dem.”

“Kender du Beatrice? Hende, der slår andre mennesker i hovedet med en knæstrømpe, fyldt med hestepærer? Fordi hun ikke tåler at høre mere ”jamen-øh”, ”jeg tænker”, ”oh my God”, ”ha en fortsat go dag,”erfaringsramt”, ”fremadrettet” og andre fladtrampede sprogmishandlinger?

” Nedenstående er et uddrag af Henrik Strubes nye bog, “Cirkusdepressionen”

Cirkusdepressionen

Beatrice led af en såkaldt bogstavdiagnose, ”Patologic Verbal Disorder”, som ifølge min ven, psykiateren dr.  Herbst, er i vækst, måske på grund af de sociale medier. Mennesker skriver til højre og venstre og sproglige udtryk opstår, spredes, slides og trædes hurtigere flade end tidligere.

Patienter med PVD, fortalte dr. Herbst mig, reagerer fysisk, ja voldeligt, når de hører sproget blive mishandlet og blandet op med dovne, fladtrampede modeord og udtryk.

”Diagnosen har mange ligheder med bipolar disorder,” forklarede han.

Hun havde udstråling. Eller skulle jeg sige udstrålinger? Tre slags. En depressiv, hvor ansigtsudtryk, mimik og stemme var stivnet, og hvor hun var kortfattet og lavmælt. Her opholdt hun sig mest alene i sin lejlighed

Beatrice reagerede ved at slå folk oven i hovedet med en knæstrømpe, fyldt med hestepærer.

Når hun var i mani, forsynede hun sig med hestepærer fra staldene ved Christiansborg, så friske, at saften fra  gødningen løb ud i håret og ned på tøjet på den uheldige, der fik et gok med sokken.

Hvilke ord og udtryk reagerede hun på? Det kunne  være ”Jamen-øh…”, det pausesignal, som alle efterhånden indledte ethvert svar med. ”Hvordan gik jeres tur  til Lofoten?” ”jamen-øh…vi tog først til Oslo…”.

Eller ”jeg tænker” i stedet for ”jeg tror” eller ”jeg synes”.  ”Erfaringsramt”, ”gir det mening?” ”gøre en forskel”,  lave ”et skriv”, ”smuksak”, ”fremadrettet”, ”woke”, ”cis”.

Hvis Beatrice overhørte det, sagde det SVUP!, når  knæstrømpen med de friske hestepærer landede oven i hovedet på dem.

Jeg forstod hende. Også jeg var ved at brække mig over de mellembegavede floskler, der flød ud allevegne, i  medierne,- men også mellem mennesker. Forskellen  på Beatrice og mig var, at jeg ikke havde PVD og gik rundt og hamrede folk oven i hovedet med en tung strømpe, fyldt med hestepærer.

Hun var en flot kvinde med rødt hår, slank, men ikke tynd og med en sødme, der dog hurtigt kunne skifte til  ”udadreagerende adfærd,” som dr. Herbst skrev i hendes journal.

Når jeg siger ”en flot kvinde”, så er det ikke en af de kosmetisk tilpassede kvinder med banale, symmetriske ansigtstræk, jeg mener. Beatrice var naturligt smuk, havde fregner, grønlige øjne og en levende mimik.

Alle væggene i hendes lille lejlighed i Odensegade var plastret til med reoler, fyldt med bøger. Hun reflekterede over tilværelsen, og når hun var i ligevægt, kunne man føre lange, spændende og sjove samtaler med  hende

Hun havde udstråling. Eller skulle jeg sige udstrålinger? Tre slags. En depressiv, hvor ansigtsudtryk, mimik og stemme var stivnet, og hvor hun var kortfattet og lavmælt. Her opholdt hun sig mest alene i sin lejlighed. Udover mig, der kom og så til hende nogle gange om ugen, så hun ikke andre mennesker.

Så var der den maniske del af hendes temperament, som jeg allerede har beskrevet. Og derimellem den rolige velafbalancerede, hvor hun passede sit job som tilkaldevikar på Østerbro Bibliotek, med at katalogisere og hjælpe lånerne med at finde de relevante titler.

Gennem dr. Herbst havde jeg fået officiel status som hendes støtteperson og var med Beatrice til de kvartårlige møder med ham på Rigshospitalets Psykiatriske afsnit tæt ved Fælledparken.

Alle væggene i hendes lille lejlighed i Odensegade var plastret til med reoler, fyldt med bøger. Hun reflekterede over tilværelsen, og når hun var i ligevægt kunne man føre lange, spændende og sjove samtaler med  hende.

Jeg opbevarede, lissom Benny havde gjort, en nødration af Lithium, Oxacepam og indslumringstabletten  Zolpidem, som dr. Herbst, der også var fast gæst på Diamanten, havde overladt til mig. Det var selvfølgelig  lidt udenfor reglerne, men dr. Herbst var ingen regelrytter.

Vi havde en klapseng ude bagved, lige bagved lagret med øl, hvor vi puttede Beatrice, og lagde en plaid over hende. Så sov hun nogle timer, og når Diamanten lukkede, fulgte jeg hende rundt om hjørnet til hendes lejlighed.

Beatrice kunne godt finde på at ”glemme” at ta’ sin Lithium, simpelthen af længsel efter endorfinernes fest og ballade og knæstrømpeslag, men jeg ville ønske, at hun lod være

Desuden opbevarede jeg et lille glas antabus-brusetabletter, som jeg i nogle tilfælde havde haft held med at overtale Beatrice til at tage. Det var forsøget værd, når jeg kunne fornemme, at hendes trang til at gå i udbrud nærmede sig. Alkohol udløste nemlig et manisk anfald, så sikkert som amen i kirken.

Beatrice kunne godt finde på at ”glemme” at ta’ sin Lithium, simpelthen af længsel efter endorfinernes fest og ballade og knæstrømpeslag, men jeg ville ønske, at hun lod være. Det var derfor, at jeg prøvede at lokke en antabus i hende.

Hun var rigtig god til at skjule en begyndende mani, men typisk efter fire dage uden Lithium, brød den ud for fuld orkan. Andre kan godt grine, når hun for eksempel tyrede knæstrømpen med hestepærer i skilningen på en kendis eller en tv-personlighed, men egentlig var det jo alvor.

Det der med  at ”glemme” sin Lithium for at fremkalde en mani, det kaldte dr. Herbst for ”humørmisbrug.”

I dag er der ikke mange, som bruger toupé. Men jeg kan godt fortælle, at det ikke var let at berolige et bestyrelsesmedlem i Dansk Industri, fordi Beatrice huggede hans toupé og låste sig inde på toilettet, hvor hun sad og klippede i den.

Den dag i dag spørger jeg mig selv: Hvad lavede hun i Industriens Hus på Rådhuspladsen? I bestyrelseslokalet med det lange, blankpolerede mahognibord? Jeg kan kun svare, at når man havde med Beatrice at gøre, kunne man man aldrig forudsige de steder og situationer, hun fik anbragt sig i.

På det seneste var jeg begyndt at blive lidt nervøs, for jeg syntes, hun fokuserede meget på skæg. Altså fuldskæg. Hipsterskæg

Det var før knæstrømpemanien. Dengang var hun besat af toupéer, og stjal dem i manierne. Men hvorfor klippe i dem?

På det seneste var jeg begyndt at blive lidt nervøs, for jeg syntes, hun fokuserede meget på skæg. Altså fuldskæg. Hipsterskæg.

En gang, jamen altså! Jeg nåede heldigvis at gribe ind. Der sad en fyr sammen med en ung kvinde, måske hans kæreste, ved et af bordene på Diamanten. Han havde et rødligt fuldskæg i størrelse og form som en osteplanke.

Oppe fra disken så jeg Beatrice, der sad i den anden ende af lokalet, rode rundt i sin taske, for kort efter at hive en gul plastiklighter frem. Hun prøvede hurtigt efter, om den virkede, og sneg sig med meget langsomme bevægelser i retning af den unge mand, der intetanende var optaget af sin ledsager.

Jeg nåede desværre ikke derhen, før Beatrice havde antændt hans skæg. Heldigvis var pigen overfor ham snarrådig og tømte sin fadøl i ansigtet på ham, og slukkede på denne måde branden.

”Kan jeg lige få jeres opmærksomhed?”

Benny, Diamantens mangeårige bartender og ejer, havde netop slået på glasset, stillet sig op på en stol for at tale til os – Beatrice, Gerhard Gæhr, Ingolf, Cassandra, Larry, Thormod og hans thailandske kone, Rann Mai, Lizette, ægteparret Bente og Ingolf og ja – mig, plus en mindre samling gæster, jeg kun kendte perifert.

”Som I ved, har jeg tit snakket om, at jeg ville ud og opleve noget. Og det skal være nu. Jeg har bestilt en flybillet til Miami og lægger ud med at køre ned over The Keys til Key West, hvor jeg kender en sød pige.”

Nogle vil sikkert synes, at stamgæsterne var en værre flok originaler, og det har de ret i, men jeg kan godt li’ originaler

Der blev stille. Og det var Bente, der først åbnede  munden. ”Jamen … jamen, hvem skal så?”

”Det skal Henrik,” sagde Benny. ”Henrik skal vikariere for mig, indtil jeg vender tilbage!”

Ingen i lokalet, heller ikke Bente og Ingolf var i stand til at sige noget fornuftigt til Bennys proklamation. Det eneste man hørte fra dem, var Bentes spage: ”Benny, skat, pas lige på Graham, når du går ud.”

Det var næsten blevet en refleks for alle os, der kendte hunden, at gå i en bue udenom den, med mindre man havde en godbid parat. Der var ikke mange af Diamantens gæster, som det krasbørstige gadekryds af en Schnautzerhund ikke havde snappet efter.

Det var en ganske almindelig aften på Diamanten, og som så mange gange før havde jeg drukket kaffe, snakket lidt med Lizette i baren og læst nyheder på min telefon. Jeg var vel, hvad man kunne kalde en stamkunde på det hyggelige gammeldags værtshus i Ndr. Frihavnsgade. Jeg boede alene i min lille lejlighed i Odensegade, og kunne godt li stemningen og var venner med menneskene nede i Diamanten.

Nogle vil sikkert synes, at stamgæsterne var en værre flok originaler, og det har de ret i, men jeg kan godt li’ originaler.

Kort fortalt var der sket det, at jeg havde fået en skade på to af fingrene på venstre hånd. Jeg kunne ikke spille  guitar, og det var svært at sige, hvor lang tid, der ville gå, før min hånd var klar igen. Derfor havde Benny sammen med Lizette, hans førstedame, besluttet sig for, at jeg skulle vikariere for ham, mens han var væk –  på ubestemt tid.

Ubehaget brusede op i mig og begyndte helt nede fra mine fødder og snurrede videre op i benene, til mit underliv, indtil hele kroppen summede, og det kløede i hårbunden

Jeg havde forsøgt at protestere, mest fordi jeg ikke havde forstand på at være bartender, men på den anden side passede det ret godt, nu, hvor jeg ikke kunne komme ud og spille.

Jeg havde virkelig forsøgt at sige nej. Og da Benny spurgte mig, mærkede jeg en velkendt følelse af ubehag stige op i mig.

Ubehaget brusede op i mig og begyndte helt nede fra mine fødder og snurrede videre op i benene, til mit underliv, indtil hele kroppen summede, og det kløede i hårbunden.

Der var noget alt for genkendeligt i situationen. Den slags anfald har jeg levet med hele livet. Jeg har svært ved at sige fra. Jeg kunne ikke lide at være lyseslukker, og jeg var konfliktsky.

Jeg havde talt om det med en psykoterapeut, som fortalte, at jeg skulle lære at sige fra – og ha’ hele kroppen  med. Altså, så kroppen ”hjalp med” til at sige fra med overbevisning. Sådan sagde hun, og så skulle vi lave en øvelse, hvor vi stod overfor hinanden.

”Når nogen kommer med et forslag, som du ikke har lyst til, så retter du ryggen, stiller dig med en skulderbreddes afstand mellem fødderne. Og så gynger du lidt op og ned i knæleddene til du føler, at du står fast og sikkert. Grounder dig. Mærker jordforbindelsen.

Så ser du den anden direkte ind i øjnene, smiler, slår ud med armen i en imødekommende gestus og siger: Her er du, og her er jeg. Og det gider jeg ikke!”

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive bartender.


LÆS FLERE ARTIKLER AF HENRIK STRUBE I POV HER


Topillustration:

What do you want to do ?

New mail

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Mads-Henrik Strube (Henrik Strube) er født 21. februar 1949 i Sorgenfri, Kgs. Lyngby. Han er musiker, (guitarist) sanger, sangskriver, forfatter, journalist og redaktør. Han har spillet og bidraget med materiale til No Name og Røde Mors Rockcirkus samt indspillet 15 albums med egne sange. Hans folkelige gennembrug kom med hittet 'Hold om Mig' efterfulgt af hits, samarbejde Eva Dahlgren, Mikael Wiehe, Björn Afzelius m.fl. Omfattende turnevirksomhed i ind- og udland.

Henrik Strube er også et politisk engageret menneske f.eks. i FN's 'Artist against Apartheid', og har også en turnevirksomhed i det sydlige Afrika.
Han har arrangeret "Storyentertainment" aftener gennem ti år i Pressen, Bremen, Park og Krudttønden, og har i den forbindelse præsenteret et hav af prominente gæstefortællere fra den kunstneriske og politiske verden.

Samtidig med sit virke som musiker er han optaget af at udvikle sin mundtlige og skriftlige fortælleform. Han har udgivet to skønlitterære romaner (L&R), "Hit" 1989 og "Violinbyggeren" 2010 samt to fagbøger om tinnitus, høreskader og behandling: "Pas på Ørerne - og dig selv".

Bag sig har han endvidere 25 års arbejde som ansv. chefred. og adm. dir. af MUSIKEREN, fagbladet for musikere og musikliv. Modtog tre journalistiske priser, Bording Plaketter, for etablering og udvikling af tidssvarende fagblad, kampagne mod høreskader og musikersundhed.

I dag optræder han med et soloshow.

Portrætfoto af Anette Tinghus.

Seneste artikler om Featured

data

Alt er data

DATA // NY BOG – “Algoritmer og koder træffer i stigende grad