ERINDRINGER FRA KINA // BOGUDDRAG – Laurids Mikaelsen, som skriver jævnligt til POV, er tidligere ambassadør i Kina, hvor han også blev født og tilbragte sin tidlige barndom. Nu har han skrevet en bog om sine forældre, og vi bringer her et udsnit med fortællingen om familiens dramatiske flugt fra landet i 1949.
Min Far og Mor, Anna og Emil Mikaelsen, var i en kort periode missionærer i Kina. Det skulle have været en livsgerning, men sluttede pinefuldt, da Mao og de kommunistiske tropper besatte hele Kina i 1949. Teksten er bl.a. baseret på Emil Mikaelsens noter om opholdet i Kina.
Det vigtigste, der skete i Kina, var, at familien fik en lillebror.
Mens familien var i Kina sluttede krigen mod Japan, men så startede den kinesiske borgerkrig mellem kommunisterne og Chiang Kai-sheks nationalister.
Samme dag som den anden atombombe faldt over Nagasaki, den 9. august 1945, gik Sovjetunionen ind i krigen mod Japan. Det skete ved et overfald på det japansk kontrollerede Manchukuo, det som er det nordøstlige Kina, Manchuriet. Stalin holdt sit ord som aftalt i Potsdam den 2. august.
Han havde lovet præsident Roosevelt og Winston Churchill, at Sovjetunionen ville gå ind i krigen mod Japan, så snart det nazistiske Tyskland var nedkæmpet i Europa. Og Potsdam-erklæringen gav Japan valget: total og betingelsesløs kapitulation eller total ødelæggelse. Allerede den 14. august indså den japanske kejser, at det måtte blive den betingelsesløse overgivelse. Nu gik udviklingen hurtigt.
Den 2. september 1945 ankom en japansk delegation til slagskibet USS Missouri. Den var anført af udenrigsminister Shigimitsu Mamuro, som kom med en stok, fordi han endnu ikke havde vænnet sig til det træben, han havde fået efter at have mistet benet tidligere i krigen. Han var iført høj hat og ledsaget af højtstående civile og militære ledere. Ombord på USS Missouri underskrev han kapitulationserklæringen, nemlig at Japan kunne tiltræde Potsdam-erklæringen, betingelsesløs kapitulation.
Borgerkrigen
Afslutningen af krigen med Japan betød ikke fred i Kina. Freden udløste øjeblikkeligt kampen om magten i Kina. Den stod mellem Chiang Kai-shek og nationalisterne i syd og sydvest og Mao Zedong i nord. ”Kampen om kontrol bliver intens,” meddelte den kommunistiske centralkomité i midten af august. ”Vores parti må berede sig på at mobilisere sine militære styrker og udkæmpe en borgerkrig, hvis omfang vil blive dikteret af forholdene.”
Familiens flugt fra Kina – 1949
Der var megen uro i Kina i foråret 1949. To politiske partier bekæmpede hinanden, ikke med diskussioner og argumenter eller meningsmålinger og afstemninger, men med våben. Nu og da kom der meldinger om, at byer og landsdele i nord og øst var ”faldet” eller ”befriet”. Hvilket udtryk der blev brugt, afhang af, hvilket parti der udsendte meddelelsen. Far beretter:
”I den centrale del af Kina, omkring Kiukiang og Hankow (en del af det nuværende Wuhan, red.), havde vi håb om endnu en arbejdstid, og i den sydlige og vestlige del havde man endnu håb om en permanent arbejdstid. Og den ville vi i givet fald benytte os af. Kina kunne vel også tænkes at blive delt, f.eks. i en nordøstlig og en sydvestlig del.”
En dag ankom et brev fra (den amerikanske missionær, red.) Charles Reinbrecht. Det er skrevet i Shanghai og er dateret 22. februar 1949. ”We were sorry to hear of you being included in the ‘travelers on the road’”. Men Reinbrecht skriver også, at ”we are in the same boat since we have moved to Hong Kong”. Det var i februar 1949. Han var kort sagt flygtet og gik ud fra, at det også måtte ske for min far og mor.
Borgerkrigen buldrede frem, og snart var der én front dér, og en anden et andet sted. Et dansk lægepar blev samtidig med udsendelsen af min Far og Mor også udsendt af Dansk Missions Selskab til Kina. Det var familien Inge og Johs. Hauge. Johs.
Hauge blev læge på et andet amerikansk missionshospital. Familien Hauge boede ved Yangtze-flodens nedre løb mod Stillehavet ved Shanghai, hvor fronten dukkede tidligere op end ved Kiukiang. Johs. Hauge skriver i et brev dateret 21. november 1948 til mine forældre, at de nu vil forlade Suzhou. Det skete allerede to dage senere. Det kan man roligt kalde en flugt.
Flere tusinde missionærer, som var kommet til Kina efter den anden verdenskrig, måtte nu forlade Kina, nogle efter mange års arbejde i Kina, andre efter kort tids tjeneste.
Da byerne i Nord- og Østkina efterhånden alle var blokerede, blev Hongkong den store udrejseby, hvortil det ene hold missionærer efter det andet ankom. En uønsket flyttedag var kommet såvel til mange kinesere som til missionærer. Men der var en forskel, som en kineser pegede på, da han sagde til missionærerne: ”I har da et hjemland, som I kan rejse til. Det har vi ikke.”
Far og Mor flygter også – først til Hankow
Far og Mor og alle andre vesterlændinge i Kina anede ikke, hvordan borgerkrigen forløb, og hvem der havde overtaget. Der var ingen nyhedsformidling; alt måtte baseres på ”fra mund til mund”-metoden, så meget var rygter. Man vidste, at der var borgerkrig, men hvor fronten gik, anede de ikke.
Far havde is i maven. De havde ikke set noget til fronten. De opdagede først, hvor den var, da den lagde sig lige nord for byen. Da blev det klart, at Kiukiang kunne blive indtaget når som helst, så nu var det på høje tid at flygte. Flugten fra Kiukiang begyndte i februar/marts 1949, men de nåede først til Hongkong i august 1949, altså et halvt år efter.
Også for gruppen i Kiukiang, som nu i øvrigt var udvidet med en præstefamilie, Inge og Jakob Krarup og deres søn og datter, blev det nødvendigt at flygte, idet borgerkrigen var kommet så nær, at der kun var floden imellem. Kiukiang, som betyder ”byen ved de ni floder”, ligger på sydsiden af Yangtzefloden.
”Men foreløbig gjaldt det om at komme til Hankow, hvorfra der var rejsemuligheder, både mod syd og mod vest, og så måtte det i mellemtiden blive klart, hvilken vej vi skulle. Vi henvendte os da omkring 1. februar 1949 til skibskontoret for at bestille billetter til flodbåden til Hankow, men fik da at vide, at sejladsen var indstillet på grund af krigen.
Dernæst henvendte vi os til selskabet for missionsflyveren Ansgar, som var i fuld gang med at evakuere missionærer. Den ville så komme til Kiukiang og hente os på en angivet dato, men dagen før den fastsatte tid kom der bud om, at maskinen var blevet beskadiget ved en landing og derfor ikke kunne komme. Vi måtte derfor se tiden an og vente efter nye muligheder.”
Det er tankevækkende, at Far, da han og gruppen rejste ud fra Danmark i marts 1946, kun var 31 år gammel. Ved hjemkomsten var han 34 år
Missionsflyveren Ansgar var finansieret af et norsk, svensk og dansk missionsselskab, for Danmarks vedkommende DMS.
Om Ansgar, som Far betegner som ”beskadiget”, foreligger en mere præcis rapport i et brev fra Axel Christensen, DMS, som dengang sad i Shanghai og styrede økonomien for samtlige missionærer i Asien. Han skriver i et telegram til min far dateret 17. februar 1949, mens Far overvejede, hvordan gruppen kunne komme ud fra Kiukiang: ”Fly smadret i ekstremt sneføre, kørte af banen for ikke at køre ind i et bjerg og skred i sneen og blev smadret totalt. Kommer ikke. Vi leder efter et andet fly.” Far måtte derfor finde på noget andet, for væk fra Kiukiang skulle de. Han fortsætter beretningen:
”Der gik også tog sydpå, men de var så overfyldte, at det var vanskeligt at få plads. Så var der nok større chance for, at der kom både i gang igen, eller at en anden flyvemaskine blev sat ind til afløsning af Ansgar. Vi holdt os orienterede ved hyppige besøg på kontoret for skibstrafikken, og en dag omkring 1. marts lød meldingen på, at en båd ville komme igennem nu, da kampene nordpå var stilnet noget af. Og der var plads til os alle. Hospitalets lastbil kørte os og bagagen til havnen efter et hurtigt farvel til den gode arbejdsplads. Vi skulle nu overnatte på båden og dagen efter ankomme til Hankow, hvor vi havde bestilt plads til os alle på det store missionærhjem.” Hankow ligger ved Yangtze, men meget længere mod vest end Kiukiang.
Så til Liuzhou
Nogen tid efter deres ankomst til Liuzhou fik de besøg af missionær Reinbrecht, som nu boede i Hongkong, hvorfra der var god flyveforbindelse, idet Liuzhou havde lufthavn lidt uden for byen. Også andre missionærer kom på besøg, ligeledes nogle kinesiske venner, bl.a. en kinesisk, luthersk biskop, som også ønskede at se ”det forjættede land”, som var udset til opførelse af en stor kristen kirke med dertil hørende missionsskole og hospital. Det blev aldrig til noget.
Videre til Hongkong
”Vi nåede også at få en sammenkomst for medarbejdere og andre i vort noget spartanske hus. Imidlertid lød meldingen fra andre egne i Kina på, at kommunisterne nu gik hurtigere frem, så vi måtte se i øjnene, at opholdet i Liuzhou ville blive kort.
Det varede da heller ikke længe, før vi måtte bestille den nye missionsflyvemaskine Ansgar, som nu var anskaffet, til at flyve os fra Liuzhou til Hongkong. Det gjaldt os alle i vor danske gruppe. Vi havde været i Liuzhou i ca. 3 måneder. Det var for os at se en alt for kort tid, men vi var overbeviste om, at den tid alligevel ikke havde været nytteløs.”
I Hongkong
”Vi blev kørt til lufthavnen af hospitalets personale, og flyvemaskinen kom som aftalt. Vi fløj hen over et område, som allerede var besat af kommunistiske styrker. Efter en kort mellemlanding i Canton (nu Guangzhou) fløj vi videre til Hongkong, hvor vi havde bestilt plads i den amerikanske skole, som på det tidspunkt var indrettet til at huse de mange rejsende missionærer. Vi var kommet i juni måned, hvor varmen inde i landet var ved at være trykkende.
Det føltes da som en lettelse at komme til Hongkong, hvor havet gjorde luften køligere og dermed befindendet bedre. Samtidig mærkede vi så den lettelse, det var at være uden for det krigstruede område. Hvad næste skridt måtte blive, skulle vi nu til at finde en løsning på. Men det var vigtigt, at vi kunne arbejde med det i ro.”
Hongkong var dengang, i august 1949 og indtil 1. juli 1997, en britisk koloni, dvs. uden for det kinesiske rige og således uden for den kinesiske borgerkrigs rammer. På den måde var byen et fristed for missionærer og for mange af dem et gennemgangssted for afviklingen af deres arbejde og ordning af deres hjemrejse. Som Shanghai havde været den store indrejseby, da de mange missionærer ankom til Kina i 1947, blev Hongkong den store udrejseby i 1949.
Under opholdet i Hong Kong blev der tid til udflugter, fx til The Peak, hvorfra der var – og er – en fantastisk udsigt over Hongkong.
De kommunistiske styrker under Mao Zedongs ledelse havde nu helt klart overtaget. Den danske gruppe måtte derfor se bort fra den mulighed at finde et nyt sted i Kina, hvor arbejdet kunne genoptages. Gruppen besluttede at rejse til Danmark. Det lykkedes at få disse rejser planlagt og få billetter bestilt til de første afgange. Det blev med ØK’s ”Mongolia” og med afgang i midten af august.
”Mongolia kom til aftalt tid, vi indfandt os og fik anvist vore kahytter, og kort efter stod skibet ud af Hongkongs havn. For os var det med blandede følelser: Vemod ved at forlade kinesiske venner efter 2 ½ års arbejde iblandt dem og samtidig glæde over at skulle hjem til familie og venner i vort eget land.”
Chiang Kai-shek var flygtet til Taiwan, dengang Formosa, i foråret 1949. I sommeren 1949 flygtede dr. Mikaelsen med familie og sygeplejersker også.
Mikaelsen-familien forlod Kina væsentligt senere end danske forretningsfolk og amerikanske missionærer. Og også senere end dansk diplomatisk personale, fx konsulen i Shanghai, men gesandt Alex Mørch blev på posten i Nanjing, den sydlige hovedstad.
Den 1. oktober 1949 var borgerkrigen forbi. Mao Zedong udråbte Folkerepublikken Kina over Den Himmelske Freds Plads fra muren til Den Forbudte By. På bymuren var indtil da et kæmpe portræt af Chiang Kai-shek. Det blev nu erstattet af et kæmpestort portræt af Mao.
På denne måde lykkedes det denne gruppe af danske missionærer at nå hjem til København den 18. oktober 1949. Der var da gået 3 år og syv måneder siden Anna og Emil Mikaelsen var rejst ud fra Danmark. Og det var 18 dage efter Mao og hans kommunistiske venner etablerede Folkerepublikken Kina.
Det er tankevækkende, at Far, da han og gruppen rejste ud fra Danmark i marts 1946, kun var 31 år gammel. Ved hjemkomsten var han 34 år. De andre missionærer i gruppen var tilsvarende unge.
Bogen ”Historien om Anna og Emil Mikaelsen” kan købes ved direkte henvendelse til skribenten, laurids.mikaelsen@mail.dk. Prisen er 80 kr. plus 60 kr. til forsendelse. Ved bestilling i en boghandel er prisen 125 kr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
