THE BEATLES // ESSAY – Det er 60 år siden, den første film med The Beatles, A Hard Day’s Night, havde premiere netop som beatlemania var på højdepunktet. I denne artikel fortæller forlagsredaktør Hans Henrik Schwab om den skoledannende films baggrund og realistiske indhold.
Næste år kan vi se frem til Sam Mendes’ fire spillefilm om de fire beatler: såkaldte biopics, hvor fire castede skuespillere skal agere hhv. John, Paul, George og Ringo. Første gang nogen spillede John, Paul, George og Ringo på det hvide lærred var det faktisk … Lennon, McCartney, Harrison og Starr selv: nemlig i spillefilmen A Hard Day’s Night, der i dag for 60 år siden havde premiere.
Filmkomedien, der egentlig bare følger The Beatles i løbet af halvandet døgn (dvs. både en day og en night, apropos titlen!) op til den afsluttende live-optræden på tv, er således i høj grad bygget op om konflikten mellem de virkelige personer John, Paul, George og Ringo vs. de (idol)roller, de også udenfor lærredet var tvunget til at spille dengang i beatlemaniaens heydays – og filmen handler i høj grad om deres forsøg på at slippe ud af disse roller: ud i virkeligheden og friheden.
Det sidste aspekt er værd at huske på her 60 år efter: I 1964 var The Beatles faktisk på deres egen måde ”anti-establishment”
A Hard Day’s Night er med sin leg med roller og identitet, hvor the Beatles nærmest fremstiller deres egne avatarer i et univers af i øvrigt fiktive karakterer, en nyskabelse inden for musikfilm. Filmen er således af Martin Scorsese meget rammende blevet kaldt ”en fiktionaliseret dokumentar”.
For: Hvornår et det spillefilmens fiktive Beatles, og hvornår er det dokumentarfilmens virkelige Beatles, man ser på det store lærred? (Bemærk, at de på intet tidspunkt i filmen bliver tituleret The Beatles). A Hard Day’s Night var da også i tidens Cinema verité-stil filmet i sort/hvid, hvilket var med til at give den et dokumentarisk præg og udviske skellet mellem virkelighed og fiktion. (NB Cinema verité var en fransk æstetisk dokumentarbevægelse).
En lille, men vigtig scene er således den, hvor en kvindelig fan mener at genkende John Lennon, hvorefter følgende lille dialog udspiller sig (her citeret fra filmens screenplay):
”Oh, wait a minute, don’t tell me you’re …”
“No, not me.”
“You are.”
“I’m not,” said John with great conviction.
For hvem er det, hun møder: Er det musikidolet Lennon, eller er det mennesket John? Er det den virkelige John Lennon, eller er det personaen ”John” (Beatle John): den persona, han som popstjerne havde skabt i sit eget billede (interessant nok finder man den samme dobbelthed i Lennons sange på det tilhørende album. Næsten alle disse sange er i jeg-form, men hvornår er det så et fiktivt jeg og hvornår et virkeligt, autobiografisk jeg?). Det handler spillefilmen A Hard Day’s Night også om – og om forsøget på at undslippe idolrollens spændetrøje.
Hør meget mere om albummet A Hard Day’s Night i denne POVcast:
The Beatles på springtur
En helt central scene er derfor den ikoniske mark-scene, hvor det lykkes The Beatles ad en brandtrappe at slippe ud af bygningen med tv-studiets ’fængsel’ – ud i virkeligheden og friheden på en grøn mark: ”find me in a field of grass”! En mark, hvor de i den berømte filmsekvens leger frit og springer i vægtløst svæv – indtil de bliver opdaget og kaldt tilbage til pligternes ’straf’.
The Beatles var i 1964 blevet fanget af deres egen succes. I løbet af filmen oplever vi derfor alle fire beatler på ’springtur’ i deres forsøg på at bryde ud af Beatles-fængslet og ud i friheden: den virkelige verden. Mest berømt er scenen med Ringo, der på ’fri fod’ går ud for at møde ”the real life”, som Pauls far i filmen opfordrer ham til.
I denne ikoniske scene vandrer Ringo langs en flod (”Like Ringo walking by the canal, downcast and alone”, som Pet Shop Boys synger på en af deres helt nye sange, Loneliness) og laver skandale på en pub uden at blive genkendt – inden han i allersidste øjeblik bliver indfanget og kan genindtræde i Beatles-rollen til den afsluttende tv-koncert.
Men også Paul og George stikker undervejs af ud i virkeligheden og friheden i deres eftersøgning af Ringo. I filmmanuskriptet er der således en interessant scene, der ikke kom med i selv filmen, men som man kan læse i den roman, der er baseret på det originale screenplay. Denne roman og HELP!-romanen – såkaldte ‘novelizations’ – er naturligt nok meget dialogbårne, fordi de er baseret på filmmanuskripterne og gengiver filmens replikker ’in verbatim’. Romanerne ligger således tættere på filmmanuskripterne end på de færdige film og giver derfor et interessant indblik i arbejdsprocessen, herunder kasserede scener.
I denne kasserede scene møder Paul i et tv-studie en ung skuespillerinde, der er ved at øve en rolle. Da Paul hører hende fremsige en replik på en kunstig, manieret måde, diskuterer de: Skal man deklamere sine replikker som i gammel teatertradition – eller skal de klinge naturligt, såkaldt replikrealisme? Paul siger, at skuespillere burde lyde som ”real people”, hvortil skuespillerinden om Beatles siger: ”I bet you don’t sound like real people.” Hvortil Paul replicerer: ”We do you know. We sound just like us having a ball. It’s fab.”
Manuskriptforfatteren Alun Owen blev da også valgt pga. sin evne til at skrive realistiske mundrette dialoger med den berømte Liverpool-scouse dialekt. Læser man filmmanuskriptet, kan man se, at The Beatles selv faktisk indimellem improviserede deres replikker i filmen frem for at følge manuskriptet slavisk, ifølge Alun Owen gjaldt dette især Lennon. Det bedste eksempel er filmens indledende pressekonference, hvor The Beatles’ svar i filmen er langt kvikkere end i manuskriptet. Pauls møde med den unge skuespiller er således en selvreferentiel scene – eller det, man i teaterverdenen kalder ”mise en abyme”, dvs. et indlagt skuespil i skuespillet.
Fab eller grotesk?
Helt parallel er en scene lige forinden, der faktisk kom med i filmen, og hvor George under sin springtur dropper ind på et reklamebureau, hvor han fejlagtigt bliver taget for … en skuespiller. Scenen refererer ironisk til Beatles-berømmelsen, da reklamefolkene med et Beatles-udtryk præsenterer ham en ny kollektion af skjorter som ”fab” (jf. Pauls replik ovenfor). Men George – dvs. den skuespiller, han fejlagtigt bliver taget for, og som skulle promovere disse skjorter – svarer, at han aldrig selv ville gå i dem, fordi de – med et andet Beatles-slangudtryk – er ”grotty” (: groteske). Scenen skildrer således – ligesom scenen med Paul og skuespillerinden – konflikten mellem den kunstige, medieskabte og den ’virkelige’ virkelighed. Forskellen på at være ”grotty” og ”fab”.
Det var ikke sidste gang George var på springtur: The Beatles rundede som bekendt deres filmkarriere af med dokumentarfilmen Let it Be, der i al enkelhed faktisk følger helt samme mønster som A Hard Day’s Night: Vi følger gruppen i løbet af en januar måned frem mod den afsluttende live-koncert. I dag ved vi, jf. Get Back-doku’en, at George igen – denne gang for alvor og i virkelighedens verden – var på springtur under optagelserne (han forlod for en stund gruppen).
The Beatles havde i 1970 spillet komedien til ende – den maskekomedie, der på mange måder startede med comedy-filmen A Hard Day’s Night.
Det er ikke tilfældigt, at John Lennon roste The Monkees og ligefrem sammenlignede dem med den legendariske amerikanske komikergruppe
Marx Brothers
A Hard Day’s Night repræsenterede en fornyelse af musikfilmgenren – ja, af moderne engelsk film i det hele taget. Det spottede en af tidens førende danske filmkritikere, Ib Monty, i sin anmeldelse i filmmagasinet Kosmorama i oktober 1964:
”Det ser ud til at fornyelsen i engelsk film ligger et andet sted, end man først ventede det,” skriver han og roser A Hard Day’s Night som en ”sprudlende vital film” og kalder de fire beatler ”charmerende, veloplagte, uden selvhøjtidelighed og sentimentalitet. De kan lide at more sig og repræsenterer på deres egen facon en protest mod en verden af højtidelighed og alvor.”
Det sidste aspekt er værd at huske på her 60 år efter: I 1964 var The Beatles faktisk på deres egen måde ”anti-establishment” (jf. en af de indledende scener, hvor de i en togkupé provokerer en krigsveteran). Men fornyelsen, som Ib Monty så i A Hard Day’s Night, lå selvfølgelig først og fremmest i det filmiske formsprog:
”De fire charmerende fyre er tydeligvis ofte afluret af flere kameraer samtidigt. Den moderne form med ‘candid’ kamera og med påvirkninger fra TV-teknik mestrer Richard Lester fint og anvender den netop med god mening i en film, der skildrer fire entertainere, hvis verden er TV-studier, koncertsale, hoteller, og som konstant er omgivet af apparatur, kameraer, projektører. Filmen giver et forbløffende indforstået billede af den verden, The Beatles befinder sig i.”
Skoledannende succesformel
Med denne fornyelse af musikfilmens formsprog dannede A Hard Day’s Night skole indenfor genren. Filmens instruktør, Richard Lester, gentog præcis 10 år efter succesformlen med den britiske gruppe Slade i spillefilmen Slade in Flame. I 1966 indspillede Richard Lester i øvrigt spillefilmen How I Won the War med John Lennon i hovedrollen.
Men netop i 1966, hvor The Beatles som gruppe droppede en tredje spillefilm, udfyldte den amerikanske gruppe The Monkees hullet med en tv-serie, der i dén grad var bygget på AHDN og denne films visuelle gags. Mens The Beatles var en virkelig gruppe, der i filmen skulle spille en gruppe (sig selv), var The Monkees i tv-serien af samme navn omvendt en fiktiv gruppe … der endte med at blive en virkelig gruppe med samme navn som tv-seriens fiktive gruppe, og som viste sig både at kunne spille og skabe sin egen musik.
Som The Beatles i A Hard Day’s Night flygtede de i virkeligheden ud i friheden, jf. åbningsscenen i Monkees-spillefilmen Head, der er tydeligt inspireret af de to første Beatles-film handler netop om et band, der flygter fra deres image og ud i virkeligheden. Det er ikke tilfældigt, at John Lennon roste The Monkees og ligefrem sammenlignede dem med den legendariske amerikanske komikergruppe
Marx Brothers.
Stadig i året 1966 bliver A Hard Day’s Night også en inspiration i Danmark, da forfatteren Anders Bodelsen det år debuterer som hørespilsforfatter med stykket En hård dags nat om to venner, der til lyden af netop dét Beatles-nummer champagnedrikker sig ind i en hård dags nat for at fejre den enes udnævnelse til underdirektør. Denne audio blev sågar belønnet med Prix Italia (Bodelsen skulle senere også udgive en novellesamling, der hentede sin titel fra The Beatles’ anden spillefilm: Hjælp!).
BONUSINFO: Filmens titel skyldes en af Ringos sprogligt originale fortalelser, som i gruppen gik under betegnelsen ”ringoismer” (såkaldte ‘malpropismer’). Interessant nok bruger Lennon udtrykket ”a hard day’s night” allerede i sin bog In His Own Write, der er skrevet og publiceret før filmen. Til gengæld skulle Lennon under filmoptagelserne ud for at promovere bogen, hvorfor man i den berømte mark-scene faktisk ikke ser Lennon, men hans stand-in: filmens instruktør, Richard Lester (der ikke just havde Beatles- hår). Så i denne scene var Lennon i mere end én forstand på springtur.
I Danmark kan A Hard Day’s Night streames på Apple-TV og Amazon TV/Prime.
Klik dig videre til meget mere musikrelateret indhold på POV International her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og