ANMELDELSE OG PODCAST // FRIBYTTERDRØMME – For trioen Fribytterdrømme betyder lyrikken ligeså meget som musikken. Det begyndte som et syrerockorkester med inspiration fra 60’er rocken, ikke mindst Pink Floyd. Men på det nye album Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet stikker musikken i mange retninger. Lars Knudsen anmelder det nye album og POV’s musikredaktør Jan Eriksen har talt med Lau I.V. Pedersen om inspirationen, Tom Kristensen og anden stor lyrik, den kompromisløse tilgang til musikken, samarbejdet med Suspekt, specielt Rune Rask, der har produceret det nye album. Om dialektikken, der ligger i titlen – og lidt om sadomasochisme.
Fribytterdrømme er tilbage med deres fjerde album, og det unikke band leverer som altid et tekstunivers udover det sædvanlige. Et tekstunivers, der denne gang bygger på forsanger og sangskriver Lau Ingemanns personlige oplevelser af blandt andet sorg og livsglæde. Ingemann selv beskriver lyrikken som værende eksistentialistisk og relaterbar. En retning der må siges at være ny for et band, der ellers havde markeret sig som kongerne af dansk syrerock.
”Hold fastere omkring min hals
Med dine villige hænder
Hold fast indtil min puls
Den langsomt forsvinder
Om lidt er vi adskilt, forsvundet fra verden
Så det er nu vi kan mærke
Jeg vil mærke smerten”
Som det måske indikeres i ovenstående uddrag fra ”Morgenstjernen” er lyrikken mere tilgængelig end det, vi ofte har hørt fra bandet, der aldrig har holdt sig tilbage, hvad lyriske og flyvske syretrips angår. Dermed ikke sagt, at der ikke er masser at dykke ned i og lade sig overraske over. For det er der i høj grad. Med det samme fornemmes det, at der er noget på spil og noget på hjerte fra den karismatiske forsanger. Både på åbningsnummeret, men i høj grad også på numre som ”Hun har solen som kronen på sit hoved” og ”Krystalpaladset”, der sammen med resten af albummet, har det tilfælles, at lyrikken giver mening i det øjeblik, det lyttes til. Graver man et spadestik dybere ned i poesien, er der ikke garanti for mere mening i det, der dukker op på overfladen. Og det er præcis det, der kendetegner Fribytterdrømmes nye album.
”Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet” bidrager smukt til bandets i forvejen imponerende repertoire af formidabel og i ørefaldende musik, der vil gøre sig godt på et dansegulv
Det er klart, at et band som Fribytterdrømme ikke alene består af interessant lyrik. Det er nemlig langt fra tilstrækkeligt til at opnå det, de har opnået indtil nu. Lau Ingemann er og bliver en storslået sanger, der imponerende og artikulerende skærer igennem med sin eminente formidling og dermed uundgåeligt vækker lytterens interesse. Samme høje niveau er til stede hos de resterende bandmedlemmer, Tobias Agger (orgel og keyboard) og Felix Corrigan (trommer, percussion og keyboard). Sammen med Ingemanns guitarspil formår de to at lægge det musikalske fundament, der på forunderlig vis understreger, at det stadig er Fribytterdrømme, der lyttes til selvom de i antal af bandmedlemmer er halveret.
Lyt her til podcasten med Lau I.V. Pedersen:
Karismatisk lyd
I modsætning til flere af bandets mere kendte numre som f.eks. ”De Elysianske Mysterier”, ”Pteranodon” og ”Himmellegemer”, hvor syrelydbilledet ligger som en fast del af det samlede udtryk, er tilgangen markant anderledes på deres seneste udgivelse. Ifølge bandet selv kombineres den i forvejen karismatiske musik med 90’er-dance og 80’er-synth, hvilket de formår til perfektion. Dette giver et unikt lydbillede, der både hylder livets dystre og optimistiske sider.
Med sidste års turné viste Fribytterdrømme sig som et liveband i topform. Med dette nye album i bagagen er der intet der tyder på, at festen i år bliver mindre. ”Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet” bidrager smukt til bandets i forvejen imponerende repertoire af formidabel og i ørefaldende musik, der vil gøre sig godt på et dansegulv. Hvis altså restriktionerne tillader det.
Få bands formår at skabe et så melodisk billedsprog som Fribytterdrømme. Nu har de gjort det igen med et album, der næppe kan kaldes syrerock, men alligevel indeholder masser af bandets karismatiske lyd, samt musikalske og lyriske niveau. Eksisterende fans vil elske det for den nye retning, og nye fans vil måske komme til af netop samme grund.
PS: Fribytterdrømme hører til de danske kunstnere, der kommer først ud at spille efter ophævelsen af de Corona-relaterede restriktioner. Nemlig på selve åbningsdagen for koncertsteder 6. maj. De spiller i Odense.
Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer. Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede. Den musikalske ildsjæl Mads Kornum og anmelder Lars Knudsen, der står bag sitet Side33.dk, søger musikken, der falder under radaren.
Foto: PR.
Lars Knudsen (født 1984) er bachelor i musikvidenskab fra Københavns Universitet, og har siden 2020 læst kandidat i Visuel Kultur. Lars har tidligere anmeldt for Bands Of Tomorrow – og er nu anmelder og skribent for musiksiden Side33 og skriver derudover for filmsiden Moovy.dk. Musik, film og andet kultur fylder utrolig meget i hverdagen, der udover at studere bruges som privat klaverunderviser. ”At beskæftige sig med og skrive om musik, både nyt og gammelt, er en måde at tvinge sig selv til at lytte, opsøge og vigtigst af alt at forholde sig både kritisk og åbent til de mange forskellige genrer det fantastiske medie har at byde på.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her