FILM OG STREAMING // ANMELDELSER – Netflix leverer bredt med nyt indhold for alle aldre: Fra K-pop-infuseret animationsgalskab over en romantisk komedie med kant til en hyggelig krimi for de modne seere. Vores filmredaktør har set nærmere på de tre produktioner, der tydeligt viser, hvordan streamingtjenesten tilpasser sig forskellige målgrupper.
KPop Demon Hunters
Det er åbenbart den hidtil mest sete film nogensinde på Netflix, denne animationsfilm som – på trods af at være en amerikansk produktion – tager udgangspunkt i sydkoreansk kultur og tradition. Ophavskvinden, den koreanskfødte canadier Maggie Chang, havde et ønske om at hylde sin families land, og det er lykkedes at forene koreanske myter og kultur med en mere nordamerikansk fortællestil.
Historien er naturligvis noget gøgl, men kort fortalt handler det om, at en trio af unge kvinder gennem århundreder har bekæmpet dæmoner, der skaffer menneskesjæle som føde til overdæmonen Gwi-Ma. Det gør kvinderne blandt andet via deres stemmer og lige nu ligger opgaven hos K-pop-pigebandet Huntrix. Den ildsprudende Gwin-Ma sender imidlertid et boyband bestående af super-hotte dæmoner ned i virkeligheden for at tage kampen om publikums gunst op, og så viser det sig, at en af pigerne, Rumi, faktisk er halvt dæmon, hvilket hendes to veninder ikke ved.
Derefter bliver det mere kompliceret, og jeg må indrømme, at tempoet i klipning og dialog undertiden gjorde mig lidt forvirret i forhold til handlingen, men det er som antydet heller ikke det vigtigste. Det er i stedet humoren og de komiske relationer mellem personerne og så den underliggende tematik om at stå sammen på trods af individuelle forskelle.
Alt i alt en overraskende god oplevelse
Og så er der musikken. Filmen findes også i en syng-med-udgave på streamingtjenesten, og for mine gamle jazz-ører var det hele faktisk til at holde ud. K-pop er jo flere ting rent musikalsk, men ofte inspireret af vestlige genrer som hip-hop, R&B og rock og i øvrigt ofte ret melodiøs. I filmen bruges sangene også som handlingsbærere, og det hele er faktisk så festligt, frapperende og godt skruet sammen, at jeg ikke kedede mig et øjeblik.
Jeg er ikke ekspert i animationsfilm, men denne er formentlig inspireret af både japansk anime samt af Disney- og Tex Avery-film, hvor især det sidste kommer til udtryk i de mere absurde og visuelle gags. For eksempel da to af de tre piger i pigebandet bliver så hede ved synet af det konkurrerende boyband, at de koger over af ren hormonbetinget begejstring, og der kommer popcorn ud af øjnene på dem.
Alt i alt var filmen en overraskende god oplevelse, og jeg hæftede mig især ved den selvironi, der hviler over filmen, og som vel indirekte er en mild kritik af den åbenlyse kommercialisering, som hele K-pop-fænomenet også kritiseres for.
Selvom filmens originalsprog er amerikansk, så ville jeg hellere se filmen med de koreanske stemmer, og jeg syntes faktisk, at mundbevægelserne passede bedre. Sangene er primært engelsksprogede, men dialogen virker bare bedre med de koreanske stemmer, da filmen tydeligvis foregår i et sydkoreansk miljø. Se den, hvis du ikke fatter en bjælde af, hvad dine kosmopolitiske børnebørn taler om til daglig.
Nobody Wants This.
Hovedpersonerne i denne romantiske komedie-serie er i en lidt ubestemmelig alder, men skuespillerne Kristen Bell og Adam Brody er godt oppe i fyrrene. Jeg tror nok, de skal forestille at være lidt yngre, men de er i hvert fald i en livsfase, hvor der ikke er taget endelig stilling til ægteskab og familie. Den rapkæftede Joanne (Bell) har en podcast med sin søster, hvori de taler om sex og forhold, og det er på et plan, hvor de måske er ved at blive opkøbt af et større medieforetagende.
Joanne har en række mere eller mindre – mest mindre – vellykkede forhold bag sig, men til et middagsselskab møder hun Noah (Brody), som hun bliver lidt fascineret af. Især fordi hun ikke ved, at han er rabbiner. På trods af sin egen fraværende religiøsitet generer det hende dog ikke, og de indleder en affære. Noah har til sin families store fortrydelse netop endt forholdet til den jødiske Rebecca, og nu går de ti korte afsnit med at kredse om forskellige forviklinger og skænderier.
Søsteren (Justine Lupe) bliver for eksempel sur over, at Joanne er blevet forelsket og ”forråder sig selv”, fordi deres podcast dermed mister kant, mens Noahs families kvababbelser tager til. Især morens, naturligvis. Undervejs bliver man nysgerrig over, hvor meget serien tør adressere religiøse forskelligheder og ditto hykleri, men den har faktisk på trods af genrens traditionelle tandløshed en hel del kant, og er egentlig morsom langt hen ad vejen.
Jeg nød serien for sin friskhed og den næsten ‘edgy’ tematik
Jeg har altid godt kunnet lide Kristen Bell – blandt andet i den originalt tænkte The Good Place (2016-20), hvori hun som en total bitch tilsyneladende er endt i himlen ved en fejl – men her holder jeg allermest af Justine Lupe som søsteren, der indleder en ”affære” med Noahs bror, der spilles af Timothy Simons, som man elskede at væmmes ved i den geniale politiker-komedieserie Veep (2012-19). Men det er faktisk virkelig morsomt, at de her i denne serie bliver venner, men må holde det hemmeligt, fordi man jo ikke kan have en ven af det modsatte køn. På den måde kommenterer det også hovedkonflikten.
Ikke alle afsnit er lige skarpe, og er den rent filmisk temmelig traditionel, så nød jeg trods alt serien for dens umiddelbare friskhed og den næsten edgy tematik – kan en rabbiner og en shiksa danne par? – men forvent ikke de store overraskelser. Det er heller ikke en overraskelse, at der kommer en sæson til, for det lukkede sidste afsnit i hvert fald ikke ned for. Men det bliver med nye showrunners, idet seriens ophavsperson, Erin Foster, tilsyneladende ikke fortsætter.
Torsdagsmordklubben
Her i huset har filmatiseringen af Richard Osmans roman The Thursday Murder Club (2020) været ventet med længsel. Ikke så meget af mig selv, men af dyrlægen (Mikkel Stolts kone, red.), der har anskaffet sig de foreløbig fire bind i mordmysterieserien om en flok ‘seniorby’-beboere, der løser forskellige kriminalgåder. Jeg har selv læst den første, der ligger til grund for denne film, og selvom jeg virkelig generelt prøver at vurdere en film på dens egne præmisser, så er der noget, der gør, at bogen trænger sig på nu hvor jeg skriver dette.
Måske er det fordi, at den temmelig slavisk følger plottet i bogen. En ny beboer på plejehjemmet, sygeplejersken Joyce (Celia Imrie), møder hurtigt de tre andre beboere (Helen Mirren, Pierce Brosnan og Ben Kingsley), der er med i ’Torsdagsmordklubben’, og som ynder at prøve at løse henlagte kriminalsager. De er i gang med en sag fra 1973, da Joyce inviteres med på grund af sin faglighed, men snart sker der noget i nutiden. Ejeren – eller den ene af dem – vil modernisere det hele og sløjfe den nærliggende kirkegård og sælge alt som nye ejerlejligheder. Det vil betyde at alle de aldrende beboere skal opsiges.
Den underliggende alvor bliver reduceret lige lovlig meget
Den anden ejer er imod, men så myrdes først han, og siden også den første ejer, og så har klubben i stedet en aktuel sag at arbejde med. De får en allieret hos politiet, der ellers ikke er for kvikke, og en hel del twists and turns gør, at man faktisk skal holde tungen lige i munden for at følge med.
Problemet er nemlig blandt andet, at man vil have hele den temmelig intrikate intrige fra bogens 400 sider ned på under to timers spilletid, og det betyder, at næsten alle scener handler om, at handlingen skal drives fremad. Det koster faktisk en hel del i muligheden for at skabe den indlevelse og eftertænksomhed hos seeren, som ellers lykkedes bogen temmelig godt.
Hovedpersonerne er alle godt oppe i årene med svagheder og sygdomme, mens der blandt bipersonerne sågar optræder både demens og koma. I bogen fornemmer man virkelig, hvor skrøbeligt livet kan være og hvor besværet det kan blive. Filmen har ikke skåret alt det væk, men det er som om, man har været bekymret for, at det vil kede det helt brede publikum, hvis der fokuseres for meget på forgængeligheden. Hovedpersonerne er naturligvis ikke helt affældige – det er en pointe for både bøgerne og filmen – og ind i mellem er der nogle helt malplacerede scener. For eksempel en action-præget bilsekvens med Helen Mirren ved rattet, som simpelthen klinger falskt.
Den underliggende alvor bliver altså reduceret lige lovlig meget, og det ender på grund af den temmelig traditionsbundne iscenesættelse i den rene hygge-krimi. Alle skuespillerne ser imidlertid ud til at more sig gevaldigt, men jeg kommer næppe til at se en eventuelt næste film. Det gør dyrlægen derimod, men – som hun siger – hun vil sidde og selv lægge de lag oveni, som vi begge syntes, at denne første film savnede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og