KLIMAFORANDRINGER & ARKÆOLOGI // KRONIK – Stigende temperaturer har en direkte og ødelæggende konsekvens for de arkæologiske fund i Grønlands jord. De forsvinder simpelthen, før arkæologerne kan nå at grave dem frem.
Siden barndommen havde jeg drømt om at komme til Grønland, den kæmpemæssige ø oppe i Nordatlanten, der af en eller grund var endt med at blive dansk, i hvert fald for en tid.
Jeg har altid følt, at jeg som dansker skulle prøve at forholde mig til det.
Min kone, der er skotsk/britisk og har måttet indgå mange kompromiser for at kunne leve sammen med en immigrant (mig) i England, accepterede på et tidligt tidspunkt, at jeg havde et eller andet med Grønland, der ikke var til at komme af med.
Allerede i halvfemserne begyndte man at forske i, hvilke forandringer der sker i plantelivet, når temperaturerne stiger i arktis. Resultatet er alarmerende
Jeg fortalte hende om min drøm om at spise frisk sælspæk, skåret ud af den døde sæl med en ”ulu”, den traditionelle kvindekniv, man har brugt på Grønland i umindelige tider.
Hun bestilte kahyt på et lille fransk krydstogtskib. ”De har fransk kokkehold og et fantastisk, enormt vinskab med franske vine ombord,” havde manden i rejsebureauet sagt.
Jeg protesterede ikke. Jeg skal også selv indgå et kompromis af og til for at få ægteskabet til at fungere. Dette ene offer kunne jeg godt bringe.
Så stort …
Skibet samlede os op i juli 2018 i Spitsbergen og sejlede os over mod den østgrønlandske kyst via Jan Mayen. ”Jan Mayen er ikke et sted, vi normalt får lov til at ankre op ved,” forkyndte kaptajnen begejstret. Det var sådan set sensationen i en enkelt sætning. Vi var der, så sejlede vi videre. Unikt.
Langs den østgrønlandske kyst svælgede vi et par uger i natur.
Det er præcis den oplevelse, man får at vide, man vil få.
Vi tilbragte meget tid med at stå – på skibet, på stranden, i skibets gummibåde og måbe og smågrine af henrykkelse over det, vi så. Stejle bjergsider, kolossalt høje himle (når det ikke var tåge), lange fjorde, enorme isfjelde, kratskov, der når en til knæene (det gælder for en høj skov i meget af Grønland), kælvende bræer, sæler der hviler sig på isflager og dovent lader sig glide ned i vandet, hvis man kommer for tæt på. Midnatssol.
Og en aften så vi hvaler, hvaler i hundredvis. Kaptajnen slukkede for skibets motorer, og vi stod på dækket og hvaler, der, overalt omkring os brød gennem den glasagtige overflade, blæste luften ud af lungerne med en hæs hvæsen og fyldte dem med frisk frostluft, før de forsvandt i det sorte hav igen.
Mødet med mig selv i Grønland
Naturligvis kom jeg ikke tættere på Grønland end de andre passagerer. Vi boede på et skib. Vi var sommetider ude i naturen eller inde i en lille by, men så rejste vi afsted igen. Vi har minder, men de er turistens minder, flygtige indtryk, hvoraf kunne enkelte, tilfældige, sætter sig spor.
De to steder, hvor jeg kom ansigt til ansigt med et Grønland, jeg havde et forhold til, var i Brattalid, nordboernes bygd i Østgrønland. Og så var det på Nationalmuseet i Nuuk.
Brattalid
Brattalid blev grundlagt af Erik den Røde for tusind år siden, og her boede der nordboer – vikinger og deres efterkommere – i århundreder.
Her besøger turisten Hvalsø Kirke, der blev opført omkring 1300 efter vor tidsregning. Selvom den står som ruin, er det klart, at kirken er opført af dygtige bygmestre, af smukt formede kvadre, der danner smukke lige mure.
Jeg stod der i kirkeruinen og fandt ud af, at det var der – i den europæiske tradition – jeg hørte hjemme
Hvalsø Kirke er en typisk katolsk kirke fra den europæiske middelalder, det ser man straks. Det havde jeg aldrig tænkt over. Nordboerne kom til Grønland som vikinger, undervejs blev de europæere, ikke i moderne forstand men som medlemmer af en standardiseret kristen kultur med genkendelig arkitektur fra syd til nord.
Da de ikke kunne overleve på Grønland længere, vendte de tilbage til den kultur. Grønlands oprindelige folk levede helt separat fra nordboerne og lod sig ikke ”civilisere”, ligesom nordboerne ikke prøvede at overleve som jægere og fiskere på grønlandsk måde.
Jeg stod der i kirkeruinen og fandt ud af, at det var der – i den europæiske tradition – jeg hørte hjemme.
Nationalmuseet
Den sidste dag, vi var på skibet, sejlede vi nordover mod lufthavnen i Kangerlussuaq.
Jeg talte med en medpassager om de fantastiske dage, vi havde haft på turen, og hun ville vide, hvad der havde gjort mest indtryk på mig.
”Nordbodragterne på Nationalmuseet i Nuuk,” svarede jeg uden tøven.
Det var tydeligt, at hun havde ventet et andet og ”bedre” svar efter al den natur, vi sammen havde set. Men det var helt ærligt ment fra min side.
Grønlands Nationalmuseum har, blandt mange andre ting, en lille samling bevarede dragtdele fra nordboernes tid. Som ung studerende havde jeg anskaffet Politikens ”Danmarkshistoriens hvornår skete det”. I den er der et billede af en ”strudhætte” (på side 113, jeg har stadig bogen) fra middelalderen, bevaret i Grønlands frosne tundra siden nordboernes tid.
Som dreng på Bornholm besøgte jeg en berømt udgravning ved Slusegård. Her fandt man i tresserne en større gravplads med vikingegrave. Vores unge kronprinsesse Margrethe deltog også som arkæolog. Der findes et vidunderligt fotografi fra tiden, hvor man ser hende nede i en udgravning ved Slusegård med graveske og cigaret og et stort smil.
Det, jeg husker, er hvor meget af den gravlagtes skelet, der var gået til med tiden. Man kunne se resterne af et sværd, et sted var der en smuk halskæde som en afdød havde haft om halsen. Men af skelettet var der kun et aftryk i sandet.
Oppe på Grønland havde den dybfrosne jord, tundraen, bevaret hele tøjdele, her så man faktisk tøjet, nordboerne havde gået med. Det var utroligt og mirakuløst.
Klimaet og arkæologien
De bevarede klædningsstykker har direkte relevans for arkæologien i det moderne Grønland. Det lå i mit baghoved, mens jeg stod foran montren.
Klimaforandringerne og de stigende temperaturer har en direkte og ødelæggende konsekvens for de arkæologiske fund i Grønlands jord. De forsvinder simpelthen, før arkæologerne kan nå at grave dem frem.
Allerede i halvfemserne begyndte man at forske i, hvilke forandringer der sker i plantelivet, når temperaturerne stiger i arktis. Resultatet er alarmerende. Forandringerne i arktis sker langt hurtigere end i andre klimazoner.
Det er ikke kun et problem i forhold til nordboernes efterladenskaber.
Man må ikke glemme, at Grønland har været beboet i tusinder af år af fangere, der også har efterladt sig arkæologiske spor. Dem har man brug for at finde, udgrave, bevare og analysere, så de oprindelige folks historie også bevares og fortælles. Det drejer sig om f.eks. bebyggelser og køkkenmøddinger, der kan fortælle om fangernes liv og kultur bogstaveligt talt gennem årtusinder.
Det går hurtigt. Arkæologer fortæller om velbevarede fund, de har set ved prøvegravninger, men som er forsvundet, når den egentlige udgravning skal begynde. Det er kritisk.
Vindolanda – en romersk fæstning i Nordengland
Jeg har i nogle år været med i bestyrelsen for Vindolanda Trust, en selvejende institution i Nordengland.
Institutionen omfatter to store områder nær Hadrians Mur, den 120 km lange mur, der dannede nordgrænsen for Romerriget, og som i år fejrer sin 1900-års fødselsdag.
Vindolanda er ikke bare en enkelt fæstning, men et sted hvor mindst ni romerske fæstninger har ligget i en periode på flere hundrede år. Vindolanda er berømt ikke bare i Storbritannien men i hele den verden, der er interesseret i romertiden. I 1973 fandt arkæologerne her de berømte romerske Vindolandabreve fra det første århundrede efter vores tidsregning.
Brevene er i sig selv fantastiske fund. I mange år var de enestående som bevarede håndskrevne breve fra romertiden. Siden har man gjort andre lignende fund i Londons undergrund, men i Vindolanda har man stadig den første personligt håndskrevne tekst på latin, skrevet af en kvinde. Claudia Severa inviterer sin veninde Sulpicia Lepidina til sit fødselsdagsselskab. Hun havde fødselsdag den 11. september.
Brevene har overlevet takket være den romerske hærs rutine.
Når arkæologerne graver i Vindolanda, ikke bare håber, men forventer de at finde velbevarede genstande sommetider fire meter under den moderne jordoverflade
Vindolanda havde en fæstning i århundreder, men dens besætning var ikke permanent. Fra tid til anden blev soldaterne forlagt til et andet sted, hvor der var brug for dem. Så rev de fæstningen ned, smed alt overflødigt i grøfter og voldgrave, som de i forvejen havde brugt som losseplads, og så dækkede de det hele til med et glat lag jord og ler. Så var området klar til, at en anden garnison en dag ankommer og opfører deres egen fæstning. Ingen vidste, hvornår det ville ske, men man efterlod ikke bygninger eller ruiner, bare fladt land. En byggeplads.
Der er fugtigt ved Vindolanda – det er derfor, borgen ligger der, soldaterne har brug for en rigelig vandforsyning.
Så nede i de overdækkede grøfter ligger det romerske affald i fugtig jord. Fordi soldaterne har dækket grøfterne til, er der iltfattigt. Romerske breve er skrevet på tynde træplader, og nede i de iltfattige lag kan genstande af læder og træ – altså organiske stoffer – bevares i flere tusind år. Vindolanda er et skatkammer romerske efterladenskaber af organisk materiale (træ og læder) foruden keramik, glas og metal.
Når arkæologerne graver i Vindolanda, ikke bare håber, men forventer de at finde velbevarede genstande, sommetider fire meter under den moderne jordoverflade. Et lokumsbræt ligger på museet, næsten komplet. Verdens eneste bevarede romerske boksehandsker er udstillet. En paryk. Tusindvis af sko, de fleste i depot, ellers skulle museet bygge en hel fløj til at udstille dem i. Osv osv.
Magna
Ti kilometer vest for Vindolanda ligger den anden fæstning, Magna.
Magna er endnu større end Vindolanda, og forholdene i undergrunden minder meget om dem på Vindolanda. Der kan ligge uanede mængder af velbevarede fund og vente på arkæologerne under græsset.
Udgravningerne på Magna har længe været noget, man mente, nok kunne vente. Hvis tingene har ligget velbevaret nede i det iltfattige pløre i to tusind år, så holder de nok lidt endnu, har man tænkt.
Det var i den sidste ende det, jeg tog med hjem fra Grønland: Bevidstheden om, at klimaforandringerne er vi fælles om. Vi skal forholde os til den, både så vi kan komme ind i fremtiden, og så vi kan passe på fortiden.
Men for et par år siden blev der slået klima-alarm ude i området. Også her er udtørring et problem, denne gang fordi vandet i undergrunden begynder at skifte retning, så lagene under fæstningsresterne begynder at tørre ud.
Så også her er der nu fare for, at man kan miste bevismateriale, der kan kaste lys over fortidens romerske kultur.
Man har i hast måttet sætte gang i et nyt udgravningsprojekt. Det vil tage flere år at stable på benene, men som del af projektet begynder man nu også at holde øje med forandringer, der sker nede i jorden, hvor man til sin tid skal til at grave.
Moderne arkæologi benytter sig af en mængde moderne videnskab og teknologi. Når forholdene kræver det, tager arkæologerne nye redskaber i brug og arkæologien begynder at skifte.
Det er det, der nu sker både på Vindolanda og Magna. Overvågningen af miljøet bliver ligeså meget del af undersøgelserne som de redskaber, man bruger til at registrere fundene med ude i marken og den teknologi, man bruger til at analysere og forklare, hvad fundene er, og hvad de fortæller os om fortiden.
Den berigede turist
Det var i den sidste ende det, jeg tog med hjem fra Grønland: Bevidstheden om, at klimaforandringerne er vi fælles om. Vi skal forholde os til dem, både så vi kan komme ind i fremtiden, og så vi kan passe på fortiden.
Ved fæstningen Magna har arkæologerne et helt specifikt problem, der skal løses. I arktis er problemet regionalt, ligefrem kontinentalt. Det berører også hele den canadiske kyst vest for Grønland og østover også den russiske.
Ansvaret er overalt det samme: At passe på vores klode, så vi kan se ind i vores fortid og se fremad i sikker forvisning for generationerne, der følger
For øjeblikket er der en reel fare for, at krigen i Ukraine ødelægger museer i byerne og arkæologi i jorden rundt om i landet. Det må man håbe, der snart kommer en løsning på.
Klimaforandringerne er endnu mere dramatiske, ikke mindst fordi de berører områder i arktis, der er svære at komme til, og områder der er så uoverskuelige.
Men de berører os alle og ansvaret er overalt det samme: At passe på vores klode, så vi kan se ind i vores fortid og se fremad i sikker forvisning for generationerne, der følger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
