UNDERSØGELSE AF BANKPAKKER // FINANSKRISEN – Er prisen for have hjulpet bankerne gennem finanskrisen et plus på 17 milliarder kroner eller et minus på op til 120 milliarder? Et årti efter krisen skal Rigsrevisionen nu afgøre spørgsmålet, efter at skiftende finansministre gennem årene har ændret forklaring om årsagen til udstedelsen af en omstridt statsobligation tilbage i 2008, hidtil ukendte dokumenter er dukket op i Finansministeriets gemmer – og en tidligere landsholdsspiller i basketball kom på banen.
Faktisk har det stået på Frank Aaens to-do-liste, siden Enhedslistens tidligere mangeårige finansordfører blev statsrevisor i 2018. Nemlig at få undersøgt, hvorfor Danmarks Nationalbank tilbage i 2008 udstedte en omstridt 30-årig statsobligation og dermed også, om staten faktisk har tabt eller vundet på milliardlånene, eller de såkaldte bankpakker, til de danske banker under finanskrisen.
Men der skulle alligevel gå tre år, før den i dag 70-årige Frank Aaen i oktober fik det gjort og fik overtalt de fem andre statsrevisorer til at bede Rigsrevisionen om at lave undersøgelsen.
Folketingets statsrevisorer skal, som det hedder, kontrollere, om staten og virksomhederne bruger skatteborgernes penge på en ”effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde.” Udover at undersøge hvorfor den 30-årige statsobligation blev udstedt, og hvad låneoptagelsen kommer til at koste statskassen, har Rigsrevisionen fået i opdrag at finde ud af, om Folketinget har fået ”alle relevante oplysninger” om denne og begrundelsen herfor.
Det var det, som provokerede mig, og fik mig til at sige: Nu må vi en gang for alle have den diskussion sat på plads
Frank Aaen
”Jeg skulle først ind i sagerne, og så havde jeg også andre af slagsen,” fortæller Frank Aaen, som denne dag lige er vendt tilbage til kontoret i Provianthuset på Christiansborg, efter at have været sengeliggende med influenza. Frank Aaen, der er uddannet som økonom, har arbejdet som såkaldt frivillig senioraktivist for Enhedslisten, siden han faldt for partiets rotationsregel ved folketingsvalget i 2015.
”Når undersøgelsen så rykkede op på min dagsorden, skyldtes det diskussionen om Arne-pensionen,” siger Frank Aaen med henvisning til aftalen fra 2020 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten om den tidlige pension.
Som en del af aftalen blev der, som et tillæg til den almindelige selskabsskat, indført en særlig skat på overskud i den finansielle sektor. Dermed skal sektoren i 2023 bidrage med en milliard kroner, en årlig betaling, der stiger til 1,25 milliarder fra 2024.
”I den forbindelse sagde de borgerlige politikere på rad og række nemlig, at det var helt urimeligt, at finanssektoren skulle bidrage til at betale for den tidlige pension – for de havde allerede bidraget med et stort overskud på bankpakkerne,” forklarer Frank Aaen.
”Det var det, som provokerede mig og fik mig til at sige: Nu må vi en gang for alle have den diskussion sat på plads.”
Reuters’ mand
Frank Aaen havde ellers i årene efter finanskrisen i første omgang været mest optaget af, at skiftende regeringer aldrig tog højde for, at bankerne efterfølgende trak deres udgifter til bankpakkerne fra i skat, når de opgjorde regnestykket for pakkerne. I stedet var det kun statens indtægter fratrukket de direkte tab, der indgik i dette.
Bankpakkerne bruges normalt om de tiltag, som regeringerne og Folketinget foretog i perioden fra 2008 og til 2013 for at styrke og beskytte den finansielle sektor og især pengeinstitutterne.
I alt blev der i årene vedtaget seks forskellige bankpakker, nemlig Bankpakken (Bankpakke I) fra 2008, Kreditpakken (Bankpakke II) fra 2009, Exitpakken (Bankpakke III) fra 2010, Konsolideringspakken (Bankpakke IV) fra 2011, Udviklingspakken fra 2012 (Bankpakke V) og SIFI-aftalen fra 2013 (Bankpakke VI).
Et regnestykke, som den da 68-årige Erik Matzen imidlertid ikke kunne få til at stemme. Han huskede en begivenhed et årti forinden, som alle tilsyneladende havde glemt
Men Frank Aaen begyndte at interessere sig for andet og mere end bankernes skattefradrag, en dag i foråret 2016. Nu var det pludselig udstedelsen af den 30-årige statsobligation, som optog ham.
”Der kom en høj mand fra Reuters og gav dig det her.” Sådan står der på en seddel, som statsrevisoren viser frem. Han er lige faldet over sedlen blandt sine papirer i forbindelse med Rigsrevisionens undersøgelse.
Frank Aaen er kendt for at gemme alt, og tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) har opfordret Folketinget til overveje en særbevilling, hvor man ”med ladvogn fik transporteret hele hans (Frank Aaens red.) kontor, eventuelt også ham, på Nationalmuseet.”
En partifælle skrev sedlen med beskeden og vedlagde denne en bunke papirer om statsobligationen, som en journalist kom omkring kontoret i Provianthuset for at aflevere en dag det forår, hvor Frank Aaen ikke var på arbejde.
”Det kunne jeg sagtens gætte, hvem var,” siger Frank Aaen og griner.
Tillid og tryghed
Hvis det ikke havde været for den 2,03 meter høje tidligere landsholdsspiller i basketball, Erik Matzen, ville der ikke være kommet nogen undersøgelse af udstedelsen af den 30-årige statsobligation.
Den erhvervspolitiske journalist på det engelsksprogede nyhedsbureau Reuters iagttog således i årene efter 2008 med stadig større forundring, hvordan de efterfølgende regeringer præsenterede et stadig større overskud for bankpakkerne. I 2016 var den daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) endda gået så vidt som at proklamere, at det ”afliver myten” om, at bankerne tørrede tabet af på staten og lod skatteborgerne betale den finansielle krise.
I 2018 opgjorde den daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) statens endelige overskud til at blive på 17 milliarder kroner, efter at alle statslige kapitalindskud og individuelle statsgarantier, som blev givet under den finansielle krise via bankpakkerne, var indfriet eller afviklet på anden vis.
Et regnestykke, som den da 68-årige Erik Matzen imidlertid ikke kunne få til at stemme. Han huskede en begivenhed et årti forinden, som alle tilsyneladende havde glemt.
Danske Bank mangler dollars
»Danish taxpayers face ekstra bill for saving banking system from 2008 collapse,« lød overskriften på den artikel, som Erik Matzen skrev den 27. maj 2016 på Reuters.
Artiklen – som det kun tog tre minutter at læse – beskrev, hvordan bankerne, og ikke mindst Danske Bank, i efteråret 2008 ikke bare havde haft brug for penge og særligt amerikanske dollars.
Ekspert- eller Rangvid-udvalget (opkaldt efter formanden Jesper Rangvid), der efterfølgende undersøgte finanskrisen, konkluderede i 2013, at Danske Bank i det efterår stod til at løbe tør for likviditet i løbet af få måneder.
”Bankpakke I og de efterfølgende nationale og internationale likviditetsfaciliteter løftede banken (Danske Bank, red.) ud af den truende likviditetsklemme, der satte ind efter Lehman Brothers’ (amerikansk investeringsbank, red.) kollaps i efteråret 2008,” hed det i den 488 sider lange rapport »Den finansielle krise i Danmark – årsag, konsekvenser og læring«.
Underskuddet skyldtes, at bankerne i 00’erne havde lånt penge til en lav rente i USA for at kunne låne dem ud til en højere herhjemme
”Det var vigtigt for banken og samfundsøkonomien, da misligholdelse af selv en enkelt kontrakt kan få stor betydning for et pengeinstitut som følge af den komplicerede struktur på udlånskontrakter. Det bør tillige tilføjes, at en ikke ubetydelig del af Danske Banks finansiering var baseret på adgang til USD.”
I alt havde de danske banker i efteråret 2008 amerikanske dollar-lån for 400 milliarder kroner (ud af et samlet indlånsunderskud ved årets slutning på 565 milliarder).
Underskuddet skyldtes, at bankerne i 00’erne havde lånt penge til en lav rente i USA for at kunne låne dem ud til en højere herhjemme. Ofte i form af korte lån, som blev fornyet med nye korte lån.
Men på grund af den finansielle usikkerhed ville amerikanerne nu have deres penge samtidig med, at det blev stadig sværere for at bankerne at skaffe dollars og dermed betale forfaldne afdrag.
Med det resultat, at bankerne risikerede at blive stillet over for kravet om at indfri hele gælden.
Løkkes løsning
Ifølge artiklen løste den daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) dette problem ved at lade Danmarks Nationalbank udstede dyre 30-årige statsobligationer frem for de normale og billigere to-, fem-eller 10-årige obligationer.
Formålet var at lokke de danske pensionskasser til at hente deres investerede penge hjem fra udlandet, hvor de hovedsagelig var placeret i tyske statsobligationer.
Hvis pensionskasserne nu solgte disse statsobligationer og i stedet købte danske, ville kronen ikke alene blive styrket på grund af efterspørgslen på den danske valuta. De mange euro fra salget ville havne i Danmarks Nationalbank, hvorefter bankerne kunne veksle deres kroner til den fælles europæiske valuta – og denne kunne bruges til at afdrage deres lån i dollars.
Sådan endte det også.
Det krævede ikke mange klik, før Benny Engelbrecht opdagede, at Claus Hjort Frederiksen have gentaget noget lignende efterfølgende i Økonomisk Redegørelse i august. Det var ikke bare en enkelt fortalelse af den tidligere finansminister
Ud af de 90 milliarder kroner tegnede de danske pensionskasser sig for de 80 milliarder og den største, ATP, alene for de 50.
Med en kuponrente på 4,5 procent og en såkaldt effektiv rente på 4,3 procent, resulterede løsningen imidlertid i renteudgifter på 120 milliarder kroner i perioden frem til 2039.
”Den ekstra omkostning ved renteudgifterne til lange statsobligationer er ikke tidligere blevet beskrevet og kan lægge pres på regeringspartiet Venstre, der også var ved magten i 2008, for at fremlægge flere oplysninger om redningen af bankerne,“ hed det i artiklen.
Hjorts afvisning
Det var dog også en ekstraregning, som den daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde svært ved at godkende.
I en skriftlig kommentar til flere danske medier, som havde citeret Reuters, forklarede finansministeren, at ”det er ikke korrekt at blande udstedelsen af en 30-årig statsobligation i efteråret 2008 sammen med ‘prisen’ for bankpakkerne.”
”Baggrunden for beslutningen om udstedelsen af en 30-årig statsobligation i efteråret 2008 var den store usikkerhed om muligheden for at refinansiere statsgælden. Der var derfor behov for en stor likviditetsbuffer,” skrev Claus Hjort Frederiksen.
Hvilket kunne have været det sidste ord i sagen.
”Misvisende”
Men i forbindelse med forberedelsen til et efterfølgende samråd i Folketingets finansudvalg i 2017 opdagede finansminister Kristian Jensen (V), der havde afløst Claus Hjort Frederiksen på posten, at forgængeren faktisk tilbage i maj 2009 havde fortalt noget andet.
Dengang hed det i ”Økonomisk Redegørelse”, at Bankpakke II blev ”finansieret via de ekstraordinære udstedelser af det 30-årige lån i 2008.”
Med andre ord gik milliarderne fra statsobligationerne altså til udlån til bankerne, så de til gengæld selv havde råd til fortsat at låne ud. Hvilket samme Claus Hjort Frederiksen ellers netop havde afvist i sin skriftlige kommentar til Erik Matzens artikel.
Det var hensynet til at skaffe nogle likvide dollars for at bankerne kunne betale deres afdrag
Frank Aaen
Og ikke nok med det.
Efter at medlemmerne af finansudvalget på samrådet var blevet orienteret om den overraskende passage, som Kristian Jensen kaldte ”misvisende”, tændte Socialdemokraternes daværende finansordfører, tidligere skatteminister Benny Engelbrecht, sin bærbare computer og gik på internettet, mens finansministeren snakkede videre.
Det krævede ikke mange klik, før Benny Engelbrecht opdagede, at Claus Hjort Frederiksen have gentaget noget lignende efterfølgende i Økonomisk Redegørelse i august. Det var ikke bare en enkelt fortalelse af den tidligere finansminister.
”Det var måske en god ide lige at få eftersøgt, om det står i andre skriftsteder rundt omkring, når man er i gang,” som opfordringen lød til finansministeren fra Benny Engelbrecht.
Hvilket der heldigvis for Kristian Jensen ikke viste sig at være, efter at finansministerens embedsmænd efterfølgende var blevet sendt på læseferie.
Altså flere andre skriftsteder i de økonomiske publikationer med de ”misvisende” oplysninger.
Finansminister beklager
Til gengæld viser det sig i dag, at det var misvisende, når Kristian Jensen dengang til både finansudvalget og i en aktindsigt fortalte, at der kun fandtes ét enkelt dokument i Finansministeriets gemmer om udstedelsen af den 30-årige statsobligation: Et halvt side langt notat fra Danmarks Nationalbank i 2008, som skulle underskrives, hvori Lars Løkke Rasmussen blev orienteret om, at ”for at forbedre den danske pensionssektors muligheder for risikoafdækning er det besluttet at åbne en 30-årig statsobligation.”
Finansminister Nicolai Wammen (S) oplyser således , at Rigsrevisionens undersøgelse har resulteret i en manuel søgning i Finansministeriets journalsystem efter sager og akter vedrørende udstedelsen af den 30-årige statsobligation, som har afsløret endnu tre dokumenter. Dokumenter som finansudvalgets medlemmer ”burde” have været oplyst om.
”Finansministeriet beklager, at materialet ikke tidligere kunne fremfindes,” skriver Nicolai Wammen til finansudvalget.
Nye dokumenter
Et af de nye dokumenter er et seks sider langt notat, som Danmarks Nationalbank lavede den 28. oktober 2008 med overskriften ”Overvejelser om udstedelse af 30-årige statsobligationer”, og hvor banken oplyser, at ATP ”har tilkendegivet en interesse for at placere ca. 60 mia.kr. i et 30-årigt dansk statspapir” (interessen er dog ”formentlig bredere baseret end ATP”, som det hedder i notatet).
Det var sikkert klogt nok, at staten fandt ud af at finde nogle dollars, så bankerne kunne komme ud af klemmen. Ellers var det bare blevet dyrt for skatteyderne på en anden måde. Men jeg vil bare gerne have klarhed over, hvad den øvelse kostede
Frank Aaen
I notatet understreger Danmarks Nationalbank, at udstedelse af en 30-årig dansk statsobligation ikke var ”umiddelbart fordelagtig ud fra en snæver indenlandsk statsgældspolitisk betragtning.” Men Nationalbanken ender med alligevel at anbefale de dyre obligationer. Årsag:
”I den aktuelle situation, hvor store interventioner har drænet valutareserven, taler hensynet til valutareserven for, at der snarligt åbnes et 30-årigt indenlandsk statspapir i forståelse af, at ATP benytter det som alternativ til af dækning af renterisiko via eurorenteswaps, hvilket vil øge valutareserven,” hedder konklusionen i notatet.
Vende hver en sten
Ingen af de nye dokumenter nævner med et ord, at udstedelsen af den 30-årige statsobligation skyldtes hensynet til bankernes overlevelse.
Men Frank Aaen mener alligevel, at notatet fra Danmarks Nationalbank bestyrker mistanken om, at dette var tilfældet.
Og at det altså ikke – som Claus Hjort Frederiksen har forklaret – var for at opbygge en ”stor likviditetsbuffer.” Hvorfor ellers imødekomme ATP’s ønske, spørger statsrevisoren.
”Det var ikke af hensyn til valutareserven, som var tilstrækkelig,” siger Frank Aaen og henviser til, at Danmarks Nationalbank i ”Statens låntagning og gæld – 2008” ikke nævner noget om et sådan behov. Her konstaterer Danmarks Nationalbank blot, at ”i fjerde kvartal (2008, red.) blev en ny 30-årig obligation åbnet som følge af stor efterspørgsel fra pensionssektoren.”
Bankpakkerne under finanskrisen var ”afgørende for at skabe tryghed for samfundet”
Danske Banks pressechef, Stefan Singh Kailay
”Det var hensynet til at skaffe nogle likvide dollars, for at bankerne kunne betale deres afdrag,” siger statsrevisoren.
”For gjorde bankerne ikke det, forfaldt hele deres lån, og det ville så falde tilbage på staten, der i forbindelse med Bankpakke I havde garanteret for alle indskud i danske banker – herunder lånene i amerikanske dollars. Det var sikkert klogt nok, at staten fandt ud af at finde nogle dollars, så bankerne kunne komme ud af klemmen. Ellers var det bare blevet dyrt for skatteyderne på en anden måde. Men jeg vil bare gerne have klarhed over, at hvad den øvelse kostede for at redde bankerne.”
Lærdom fra finanskrisen
Både Danske Bank og Finans Danmark, der er en interesseorganisation for penge- og realkreditinstitutter, afventer Rigsrevisionens undersøgelse. Den skal være færdig senest i 3. kvartal 2022.
Finans Danmark har tidligere kritiseret beslutningen om at lade finanssektoren betale en del af prisen for den tidligere pension med henvisning til, at det er en ”myte”, at der skulle være en ubetalt regning for bankpakkerne under finanskrisen.
Danmark var slet ikke kommet hen til kanten af afgrunden, hvis regeringen op gennem 00’erne havde grebet ind og bremset for bankernes risikable gældsætning
Erik Matzen
”Vi bakker fuldt op om at få alle sten vendt i forhold til finanskrisen, men vi forventer ikke, at den undersøgelse, som statsrevisorerne sætter i gang, vil ændre på billedet, at staten netto har tjent på bankpakkerne under finanskrisen,” skriver Jakob Legård Jakobsen, økonomisk direktør i Finans Danmark, i en kommentar.
Danske Banks pressechef, Stefan Singh Kailay, henviser i en kommentar til, at bankpakkerne under finanskrisen var ”afgørende for at skabe tryghed for samfundet.”
”Som man har kunnet se af Erhvervsministeriets endelige opgørelse af overskud på bankpakkerne, så lød det på et slutresultat på ca. 17 mia. kroner til staten,” skriver Stefan Singh Kailay.
”Vi kan ikke kommentere en igangværende undersøgelse fra Rigsrevisionen, men vi byder selvfølgelig enhver læring, man kan drage af finanskrisen velkommen.”
Afgrunden
Erik Matzen gik på pension i 2019 efter at have arbejdet 32 år som journalist på Christiansborg og har i dag oprettet hjemmesiden erikmatzen.dk.
Her vil den tidligere journalist, med egne ord, formidle ”væsentlige nye oplysninger til offentligheden til beskrivelsen af Danmarks politiske og økonomiske historie,” og han er allerede startet med at kritisere den daværende VK-regering for ganske vist – og med ATP’s hjælp – at have forhindret, at det danske samfund endte i afgrundens dyb. Men Danmark var slet ikke kommet hen til kanten af afgrunden, hvis regeringen op gennem 00’erne havde grebet ind og bremset for bankernes risikable gældsætning, skriver Erik Matzen.
”Staten valgte at gældsætte sig selv, for at bankerne ikke skulle gå konkurs,” fortæller Erik Matzen i telefonen.
”Det har bankerne aldrig betalt for. I stedet er det skatteyderne, som i de kommende år kommer til at betale den høje rente for den 30-årige obligation.”
Rangvid-udvalget, som ikke diskonterede udstedelsen af den 30-årige statsobligation på kontoen bankredninger, kom frem til, at finanskrisen kostede samfundet 200 milliarder kroner som følge af faldet i produktionen i årene mellem 2009 og 2013. Og dertil har bankerne bogført nedskrivninger i perioden fra 2008 og til 2011 på 147 milliarder kroner.
”Det bliver interessant at se og læse, hvad Rigsrevisionen kommer frem til i sin analyse og konklusioner,” skriver Jesper Rangvid i en kommentar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
