POV SUNDHED // OMICRON – To stik og smittet synes at være den optimale vej til lang immunitet i forhold til Covid-19, viser nyt amerikanske studie. Også i forhold til nye, kommende varianter, så hvis du er færdigvaccineret og har været smittet, synes du rigelig rustet mod også Omicron, så fremtidige booster-stik kan forbeholdes de særligt sårbare.
Alle undersøgelser viser, at vi får styrket immuniteten mod covid-19, hvad enten vi bliver vaccineret mod den, eller vi bliver smittet med den. Det har samtidig længe været kendt, at såkaldt hybridimmunitet, hvor man bliver vaccineret efter at have været smittet, giver bedre beskyttelse end vaccination alene.
Vacciner den sikreste immunitet
Nu tyder en ny undersøgelse på, at man får den bedste beskyttelse af at blive vaccineret først – og derefter udsat for smitte. Vaccinerne giver den sikreste immunitet. Vi bliver yderst sjældent syge af dem, men får til gengæld en god beskyttelse mod at blive alvorligt syge af covid-19, i hvert fald et stykke tid. Imidlertid er vaccinerne også målrettet en begrænset del af SARS-CoV-2, nemlig spike-proteinet.
Infektion giver derimod en beskyttelse, der er rettet mod hele virusset, og det er en bredere beskyttelse, der formodes også at være virksom mod kommende varianter. Til gengæld udsætter man sig for en alvorlig risiko – særligt hvis man tilhører gruppen af ældre eller mennesker med forskellige kroniske sygdomme.
Vi har tillagt naturlig immunitet for lille vægt. Og holder studiet stik, er det virkelig gode nyheder.
Derfor kan det vise sig at være en fordel først at være godt beskyttet mod alvorlig sygdom i kraft af vacciner og derefter få sygdommen selv. Dette skal ikke på nogen måde forstås som en opfordring til at lade sig smitte – hospitalsvæsenet har rigeligt at tage sig til – men når mange smittes, kan det altså samtidig give nogle fordele.
Studiet er lille, og det er ikke fagfællebedømt, men det stemmer overens med, hvad flere eksperter har sagt: At vi har tillagt naturlig immunitet for lille vægt. Og holder studiet stik, er det virkelig gode nyheder.
Fordi vi ifølge forfatterne til studiet så kan regne med, at immuniteten formentlig er langvarig, og at hovedparten af befolkningen derfor ikke længere behøver at skulle have booster-vaccinationer. Vi kan i stedet nøjes med at give dem til de mest sårbare.
Omicronbølgen ser mildere ud
Her er det vigtigt at forstå, at immunitet ikke nødvendigvis betyder, at man ikke kan få sygdommen igen. Vi har en glimrende immunitet mod en række virusser, der derfor, når vi møder dem igen, kun giver mild sygdom. De virusser, der giver os forkølelse, kan være livsfarlige for mennesker, der ikke er stødt på dem tidligere, hvad der har kostet mange menneskeliv blandt oprindelige folk, når kolonister tog forkølelser og influenza med sig.
Da influenzapandemien i 2009 blev beskrevet som mild, var det en sandhed med modifikationer. Den ældre del af befolkningen viste sig at være ret godt beskyttet, takket være livslange møder med diverse influenzaer. Derfor døde de ikke. Langt de fleste dødsfald var blandt unge, der ikke havde mødt virusset før.
Så når store befolkningsgrupper lige nu får den frygtede besked “du er testet positiv”, så er det ikke kun dårlige nyheder. Omicronbølgen ser mildere ud end tidligere varianter – det bekræfter flere studier efterhånden – og kan vi nøjes med at få en mild omgang covid-19, er vi ifølge det nye studie til gengæld godt beskyttet sidenhen og kan måske begynde at se enden på pandemien.
Men det er også vigtigt at understrege, at mildheden for det første ikke er garanteret, og at der er tale om et lille studie.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her