TOBIAS RAHIM // REPLIK – I artiklen “Når sjælen kaster op: Tobias Rahim om frihed og angst i rottehjulet”, der for nylig blev publiceret i POV, analyserer Juma Nellemann Kruse teksterne på Rahims nye album og konkluderer: “Friheden gør mennesket svimmelt. Så når Rahim forsøger at synge om livet, synger han samtidig om frygten for ikke at kunne leve det meningsfuldt.” Den Kierkegaardske tilgang er for endimensionel, mener Morten Sigsgaard. Derfor vil han “udpege en række misforståelser i analysen og tilbyde et par andre vinkler på Rahims supertanker af en plade.”
POV har for nylig bragt en Kierkegaardsk analyse af ”frihed og angst i rottehjulet” i Tobias Rahims nye album Når Sjælen Kaster Op. Analysen fokuserer på det fravær og den fremmedgjorthed, der fremstår som konsekvens af friheden til selvrealisering gennem konsum (inkl. stimulanser og sex) på albummets første side i sange som “07 I 6A”, “Alene på Staden”, “Taber mig i dig. Føler vi ku vinde” samt “udfylder tomhed”.
Friheden fører, som vi ved fra Kierkegaard, til angst, og det skærer analysen ud i pap. En oplagt indgangsvinkel. Tobias Rahims angst har forfulgt ham siden barnsben, og han har aktivt udfordret den fx ved at sælge sit nøgenbillede som et online kunstværk og et herligt lille essay, hvor fremtidens “neo skandinaviske mand” portrætteres. Obligatorisk læsning.
Og, helt ærligt, hvordan kan man få det at sidde i en luftballon og slå tiden ihjel sammen med Flyvende Faduma til at være endnu en facet af fremmedgørelse?
Senest meldte Tobias Rahim afbud fra P3 Guld Awards pga. panikangst. I stedet opførte hans korsanger Zania “Når Mænd Græder”, som åbner med linjerne: ”De vil ha mænd i uniform selvom det er kliche/ bag uniformen er der PTSD”.
Det drejer sig om militær uniformering, og der refereres til faren, der var kurdisk frihedskæmper. Men sangen handler også om kamp og konflikt i bredere forstand. Om uniform som facade, makeup og camouflage(hjerte). Med en lige linje fra slagmark til showbiz.
Så jo, Begrebet Angest er en tilgang til albummet, men altså bestemt ikke den eneste. Jeg vil derfor udpege en række misforståelser i analysen og tilbyde et par andre vinkler på Rahims supertanker af en plade, mens jeg undervejs drager paralleller til et par af danskrockens klassikere.
Et par misforståelser
Fixeret på fremmedgørelse spørger den Kierkegaardske analytiker, hvorfor ”drømmen er en pool i Kelhasan i Tyrkiet … når man kunne have troet eller håbet, det var i Danmark”. Men det er da såre logisk, at man bygger pool til at nedkøle sig i hede Kelhasan i stedet for i Danmark?
Med hensyn til “Makeup” overses det vist, at jeget bliver siddende i bilen og netop IKKE går ind til psykologen Bjarne. Derpå lyver han til kæresten om, at det gik fint, og at Bjarne siger, det er for sent.
Catchy “Mucki Bar” kaldes besynderligt nok en ”lang klagesang”, men hvor fremgår det, at deltidsarbejdet forhindrer jeget i at se sin drømmepige? Han arbejder netop kun på deltid – og ikke fuldtid eller overtid, for nu at citere Bikstok Røgsystems “Fabrik” med dens arbejd-arbejd – en slags forgænger for 07 I 6A.
Karakteristisk lægges jegets begær efter succes, sex og selvrealisering åbent frem, så vi andre kan (luft)spejle os i det
Sommerhittet “STOR MAND” er en utvetydigt positiv bromance-sang, en kærlighedserklæring til kærligheden selv og til hjembyen Aarhus. Og ikke fem sekunder handler om at være fremmedgjort, endsige umyndiggjort, totalt anonym og forvokset – for nu at citere Kim Larsens klassiske forklædningssang, en troubadour med musikalitet, varme og humanisme som Rahim.
De frodige sammenstillinger af colombiansk og dansk provins som i “jeg er i Jylland, brænder Cali-weed” (lyder som ‘kærlig weed’), og ”jeg føler at jeg ejer byen/ som Pablo Escobar i Medellin” efterlader mindst et corny smil. Imens kan man fantasere om Andreas Odbjergs lyse omkvæd sunget af Lis Sørensen, jf. anekdoten i DR3 (18 minutter inde), hvor Rahim selv er alt andet end angst eller stresset.
Og, helt ærligt, hvordan kan man få det at sidde i en luftballon og slå tiden ihjel sammen med Flyvende Faduma til at være endnu en facet af fremmedgørelse? “Når du ser på mig, ser jeg noget nyt i mig selv” – det er da nærvær! Det er da livet selv. Come on, skulle de to unger sidde og diskutere Kierkegaard? Men hvis man applikerer Begrebet Angest tykt nok, så er det måske det eneste, man kan få øje på.
Lad mig derfor udstikke et par andre retninger for Når sjælen kaster op og undervejs nævne nogle paralleller til danskrockens klassikere.
Kapitalisme, konsum, klasse
Rahim er efter eget udsagn vokset op i en meget politisk familie, hans fraværende far var politisk flygtning, og hans bodegabestyrende onkler har opfordret ham til at skrive socialrealistiske sange.
Og det har han så gjort med hårde stykker som “07 I 6A” og “Bums For Eliten”, som giver stemme til folk ”ned’ fra bunden med systemet ind’ i munden”, der måske endog lever et hårdere liv end Rahims eget p.t. Og har man sagt dansk socialrealisme, må man samtidigt sige Røde Mor; Mucki Bars “tørrer borde af og tænker på dig” minder om: ”Grillbaren lukker nu og neonlysene går ud / bag disken standser hun og tørrer med sin klud”. Mucki Bar var ifølge Rahim mere et sted, hvor han drak kaffe og cola.
Kapitalismen og konsumerismen udpeges utvetydigt som ondets rod. ”Kapitalismen binder alt i en knude” siges det rammende på “Feberdrømmer Xx Dubai” – og med en befriende humor: ”Drømmer om at være fri økonomisk/ opføre mig idiotisk/ på en lille ø der’ tropisk/ udfolde mig erotisk/ verden er syg efter penge/ jeg er smittet, det’ kronisk”.
Sloganet, ”Kurder i København, fremmedarbejder arbejdede sig frem”, sender tankerne til Kliches “Supertanker”. Slagsange i samme vægtklasse
Karakteristisk lægges jegets begær efter succes, sex og selvrealisering åbent frem, så vi andre kan (luft)spejle os i det. Harlekin med hanekam i blodrød læderbuks med overkroppen indhegnet i pigtråd siger velkommen til virkelighedens ørken, og man tænker straks på David Bowie i “Ashes to Ashes”-musikvideoen.
Røde Mor ville have bifaldet Tobias Rahims sociale indignation og klasse-antagonisme: ”jeg er træt af at rende rundt for eliten, ja/ jeg er træt af at være en rotte inde i hjulet FOR JER”. Eliten er så, hvad jeget er ved at blive suget op i, fx i “udfylder tomhed”, mens han ”savner baglokalet på Mucki Bar hvor mig og min opu (kurdisk for bedstefar) vi chiller, sidder med te og snakker lidt storpolitik, en pause på al den der jagt på profit”.
Og det fortsætter: ”Vi er født ind i bunden, min bror/ af det her hierarki/ Jaja jeg laver lidt penge på musik/ Onkel han sælger nogle shots, det er fint/ stripperne danser, pæl mod klit/ min bror han er sort, og han kører med hvidt”. Vi er med andre ord alle ludere, for bankerne, for kapitalen, som den spanske voiceover siger i finalen af feberdrømmen.
Men hvad nu hvis vi tager det alvorligt, at bunden er det stærkeste springbræt, som det forlyder i “Skæbnen elsker os?”. Måske er det overoptimistisk, men i Rahims tilfælde er det da sandt? Og det er igen et opbyggeligt budskab til alle andre, der er vokset op på bunden og “ikke vil dø der, det’ kaotisk”.
Krigen, kampen (for anerkendelse) og Kurdistan
Sloganet ”Kurder i København/ fremmedarbejder arbejdede sig frem” sender tankerne til Kliches album Supertanker. Slagsange i samme vægtklasse. En hyldest til hårdt arbejde under hårde kår (”min farfar vasked’ tallerkener/ for mennesker der kaldte ham perker”), til fremdrift og fremskridt (”rykket op fra de fucking 70’ere”), symboliseret ved det kurdiske ”flot[te] flag med en sol i/ siger dagene de bliver bedre”.
Typisk for Rahim er der en udstrakt hånd til dagens danskere: “Kom og sid med os / for lige siden at vi kom har I levet med os”. Det er en stolt sang, og Luna Erhasins andet vers, (på kurdisk: ”Vi arbejdede, vi kæmpede, vi græd/ med længsel i vores hjerter/ vi kom ikke for at være fremmede”), er ren gåsehud.
Den dobbelte identitet er en styrke: ”Vi er kommet for at lave noget larm/ for vi har været gennem så meget”. Ikke skyggen af angst her. Det er ren power. ”Mine kusiner og fætre i bjergene/ jeg holder med jer” er vel en kærlig hilsen til de kurdiske væbnede styrker.
Rahims alter ego er en kriger i en konstant kamp for anerkendelse. Der tales på “Ozonlag A Energi” om, ”generationer af drama og skeletter/ har kæmpet lange krige for jeg kæmper dem bedre”, mens det samtidig konstateres om “soldater med kalashni” i junglen, at “vi er lavet af det samme” – typisk humanistisk og solidarisk.
Det eneste usikkerhedsmoment er den frenetiske outtro, hvor Erhasin messer: ”Lê naxwazim, naxwazim, Lê, lê, lê, lê”. (”Men jeg vil ikke, jeg vil ikke, men men men men”). Er det en undsigelse af kampsangen, af fremskridtstroen, turismen og materialismen? Man tænker på “Makeup”, hvor jegets ”camouflagehjerte” afkræves et ærligt svar, som ikke gives. Det er den ambivalens, der gør pladens tekster så interessante.
Tobias Rahim – strategier for solidaritet og kærlighed
På nærmest lykkelige sange som “Mucki Bar”, “STOR MAND” og “Flyvende Faduma” rækker jeget ud til sin pige, til sin bromance og til Faduma i 5.A, der blev mobbet, men som han bliver ven og forsvinder på ski i bjergene med. Sådan skal det gøres, og der er ingen depression at spore.
Og så er vi fremme ved pladens smukkeste og mest opbyggelige sang, “Når Mænd Græder”, hvor sammenhængen mellem maskeringen, (krigs)traumet (”bag uniformen er der PTSD”) og misbruget (”for når mænd de græder er det altid i en flask’, i en streg, i en joint, i en pille, eller – en blanding af alting”) lægges nøgent frem.
Videoen er endnu mere eksplicit, Rahim i kridhvid uniform får selskab af brune, gule, hvide og sorte officerer, og de overflyves af tre amerikanske B2 Spirit Stealth bombefly. Med andre ord: Krigen, traumet, imperialismen har en adresse. Lidt efter falder bomberne, sirenerne hyler, de civile flygter, og uniformerne ser bekymret til fra deres podie, og til sidst passerer tanksene og tropperne forbi bagved.
Karakteristisk for Rahims lyrik ser vi her en elegant parafrase af netop Kliches “Militskvinder“, hvor, ”Kinas døtre har sind der stræber højt/ de elsker uniformer/ ikke silkestoffer”. Der er næppe langt fra Maos revolutionære retorik til den kurdiske ditto, som Rahim er vokset op med.
Jegets daddy issues er ikke farens skyld, det er livet (“and I miss you”), og, ”jeg har lyst til at gøre alt det lort som der ødelagde dig – går på svarer, går på en bar, gør lissom far, ja”. En almen karakteristik – ikke kun krigsveteraner har PTSD (”og jeg tror jeg taler for alle”). Rahim blev selv far i 2021.
Det er en rørende sang, og kærligheden er intergenerationelt favnende: “ikk’ had på din far/ bare gi ham kærlighed og lær ham at græde, ja/ lær ham at græde/ for mænd de græder, vi græder, vi græder os’“ – ”med alle vores fejl, alle jeres knuste drømme”, “jeg elsker din far, og alle mændene før ham/ som jeg ved der før har prøvet”.
Ja, her får vi den katarsis, som undviges på Bjarnes briks. Det er sangen, der giver fuldtonet forløsning og forklaring af alle de ambivalente angstfyldte tracks. Så tak til Tobias for det.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
