På tirsdag sætter auktionshuset Bruun Rasmussen et maleri under hammeren, der forestiller den sorte vestindiske barnepige Justina. Det er første gang siden Wilhelm Marstrand malede det for nu 160 år siden, at det udbydes til salg. POV Internationals Philip Sampson har gravet i historien om det bemærkelsesværdige maleri, om Justina og om barnepigerne fra Dansk Vestindien. Hvilket blandt andet har bragt ham på sporet af gamle fotografier af disse “nannyer“, der aldrig tidligere har været offentliggjort.
Oliemaleriet hænger til eftersyn hos Bruun Rasmussen i København. Oppe på førstesalen af auktionshuset i Bredgade mellem på venstre side et maleri af Peder Mønsted og på højre side et af Martinus Rørbye.
Når man træder ind i lokalet er det det af de udstillede værker, der mest træder en i møde. Dette maleri med den sorte vestindiske barnepige Justina og de to hvide piger Emily og Annie Marstrand. Malt i Frederiksberg Have i sommeren 1857 af pigernes farbror, den berømte guldaldermaler Wilhelm Marstrand.
Danske guldaldermalerier, der portrætterer sorte mennesker, findes. Niels Peter Holbech malede en vestindisk barnepige i Danmark i 1838. C. Felsing gjorde det samme i 1855. Men sådanne malerier er yderst sjældne. Derfor er Justina da også opsigtsvækkende. Så meget endda, at hun her i 100-året for salget af Dansk Vestindien, er blevet gjort til auktionens poster girl. Det er Justinas kontrafej, der smykker Bruun Rasmussens tykke katalog over de 126 malerier og tegninger, der tirsdag sættes under hammeren her.
Marstrand-maleriet – katalogets nummer 49 – har titlen ”Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have”. Velsagtens under indtryk af de nye tider. Tidligere hed maleriet ”En Negerpige med to Børn”.
Under alle omstændigheder er det et af de malerier, der vil tiltrække sig mest opmærksomhed ved auktionen. Bruun Rasmussen har da også vurderet dette værk til mellem 600.000 og 800.000 kr. Det er dermed det højest vurderede maleri på hele auktionen.
Det er bestemt også et interessant værk. Med en fascinerende historie bag. En historie om Marstrand-familien på St. Thomas og de sorte barnepiger. En historie om en uddøende Marstrand-slægtsgrens sidste kapitel, der nu nødvendiggør salget af det maleri, der i 160 år har været i familiens eje.
POV International kan fortælle denne historie – sammenstykket gennem arkivalier, kunstlitteratur og en samtale med den kvinde, der nu sælger maleriet. En ældre kvinde, bosat i Sydeuropa, som ikke ønsker sit navn frem. Lad os kalde hende Anne for nemheds skyld. Anne Gyllich.
Besøget fra St. Thomas
Annie Dorothea Marstrand kom på besøg i Danmark i 1856. Hun var kreolerinde, altså en kvinde født og opvokset ude i Vestindien og dermed præget af skikke og adfærd, man havde derude. Skikke og adfærd, som folk hjemme på det gamle kontinent havde for vane at se ned på og betragte som en smule primitive. Hun var født på St. Thomas, som datter af en dansk vinhandler Nissen, men var i 1845 blevet gift med en dansk indvandrer til de vestindiske øer, Otto Jacob Marstrand.
Parret havde siden fået fire børn. Osvald i 1846, Emily Othilia i 1848, Annie Lætitia i 1850 og lille Wilhelm Troels i 1855. Og nu kom fru Marstrand altså til København sammen med børnene. De skulle være her et par år. Børnene skulle have en smule dansk skolegang og dannelse. Og fru Marstrand have noget hvile. Som hendes mand Otto havde skrevet til en af sine brødre, kunstmaleren Wilhelm Marstrand: ”Min Kone er meget nerveus og trænger til et koldere Climats Indflydelse”.
Otto Jacob Marstrand var en fremgangsrig tømmerhandler på St. Thomas, tillige konsul på øen. Han havde rigeligt at se til. Så fru Marstrand og børnene blev sendt afsted i forvejen. Det vil sige sønnen Osvald var blevet sendt til Danmark allerede i 1855 og indlogeret hos Wilhelm Marstrand og dennes hustru på Charlottenborg – kunstakademiet i København.
Det var meget almindeligt, at slaver i Dansk Vestindien, ligesom i det øvrige Caribien og Nordamerika, ikke havde noget efternavn. En slave var i sidste ende blot et stykke ejendom. På samme måde som en arbejdshest var det. Og der var et kaldenavn tilstrækkeligt.
Så i 1856 kom kreolerinden Annie Dorothea Marstrand anstigende til den danske hovedstad sammen med sine tre yngste børn – samt selvfølgelig deres nanny, deres sorte, vestindiske barnepige. Hun hed Justina.
Efter slaveriets ophævelse
Det er ikke meget, vi ved om Justina. Det står uklart hvor og hvornår, hun blev født. Hvem hendes forældre var. End ikke hendes efternavn, hvis hun da overhovedet havde et, kender vi. Det var meget almindeligt, at slaver i Dansk Vestindien, ligesom i det øvrige Caribien og Nordamerika, ikke havde noget efternavn. En slave var i sidste ende blot et stykke ejendom. På samme måde som en arbejdshest var det. Og der var et kaldenavn tilstrækkeligt.
Slaverne var ganske vist frie nu i Dansk Vestindien takket være deres opstand på St. Croix i sommeren 1848. Der havde ført til en omgående frigivelse af slaverne på såvel St. Croix, St. Thomas og St. Jan – de tre øer, der udgjorde Dansk Vestindien. Ophævelsen af slaveriet havde imidlertid ikke gjort den store forskel på leveforholdene for de sorte indbyggere i Dansk Vestindien. De var for hovedpartens vedkommende stadig nødt til at arbejde fra tidlig morgen til sen aften i sukkerplantagerne for at skaffe til dagen og vejen. Deres bevægelsesfrihed var også stærkt begrænset.
De kunne ikke sådan uden videre forlade øerne. Nogle kom dog af sted. Mændene ofte som sømænd. Kvinderne ikke sjældent som barnepiger – nannyer – hos hvide danske familier, der for en tid vendte hjem til moderlandet. Men disse kvinder var tyende, tjenende ånder, der adlød deres herrer og fruer uden indvendinger. Også Justina.
Fru Marstrand, hendes børn og deres nanny blev indlogeret i Silkegade 45, Marstrand-familiens gamle gård i København. Her havde hendes svoger Troels Marstrand sit bageri. Men han flyttede beredvilligt ud og overlod sin bolig til sin vestindiske familie.
I det hele taget kom fru Marstrand under besøget i Danmark til at trække en del på sin mands brødre. Wilhelm, der var kunstmaler; Troels, der var bagermester; og Theodor Christian, der var værktøjsfabrikant.
Ude på Amerikavej
Theodor Christian boede med sin hustru Anna og deres børn på Amerikavej på Frederiksberg.
Her lå T.C. Marstrands Værktøjsfabrik med tilhørende bolig. Og dette var et af de steder, fru Marstrand og hendes ”negerinde” besøgte.
Det ved vi fra Theodor Christians søn Jacob Nicolai Marstrand. Ham, der siden blev medlem af Københavns Borgerrepræsentation, borgmester for Magistratens 4. Afdeling.
Det er takket være Jacob Nicolai Marstrand, at der i dag findes et stykke bagværk, der hedder en borgmesterstang.
Han blev også en succesrig bagermester, og det er takket være Jacob Nicolai Marstrand, at der i dag findes et stykke bagværk, der hedder en borgmesterstang.
Jacob var kun en dreng på otte år, da han første gang oplevede sin vestindiske tante og hendes sorte tjenestepige. Han beskrev det siden i sine memoirer:
”Ottos hustru, Annie, kom kun med års mellemrum til Danmark fra St. Thomas. Hun var en elskværdig, men sart dame, meget forskellig fra mor i vaner og smag. Første gang, hun besøgte os, havde hun en smuk negerinde til opvartning, liggende bag sin herskerindes stol afventede negerinden tålmodig hendes ordre”.
Det er i dag lidt svært at fatte. “Liggende bag sin herskerindes stol”. Det giver mindelser om en skødehund. Der var virkelig ikke gået lang tid siden slaveriets ophævelse. Rent mentalt, i hovederne på mange af de hvide kreolere og deres frigivne slaver, kom denne ophævelse aldrig.
Justinas verden
Vi ved ikke, hvordan unge Justina har befundet sig i København. Men det må have været på alle måder grænseoverskridende for hende at komme fra St. Thomas, en caribisk ø med omkring 13.000 beboere, til den pulserende, danske hovedstad med et indbyggertal på ti gange dette. Fra et samfund, hvor mennesker var hvide, brune og sorte i et stort sammensurium, til en etnisk homogen europæisk storby, hvor så godt som alle var hvide. Folk af afrikansk oprindelse skulle man spejde længe efter. For nu og da at få øje på en enkelt nanny, en sjælden sort sømand på landlov eller en farvet lakaj haste forbi på gaden.
Som opvarterske for den sarte og nervøse fru Marstrand og hendes børn, har Justina haft nok at se til. Ikke mindst, når det kom til den yngste af børnene, lille Wilhelm Troels. Den vinter blev han syg. Og den 30. januar 1857 døde drengen, 14 dage før sin to-års fødselsdag. Kirkebogen oplyser ikke dødsårsagen. Kun at Wilhelm Troels Sommer Marstrand blev begravet fra Trinitatis-kirken den 3. februar.
Måske var dette, hans yngste barns død, en medvirkende årsag til, at Otto Jacob Marstrand nu brød op fra St. Thomas og satte kursen mod Danmark. Han kom i hvert fald til København i 1857. Og det er her, at det blev besluttet, at Ottos bror Wilhelm skulle male den lille vestindiske familie, der nu var samlet i den danske hovedstad.
“Det kloge iagttagende blik”
Maleriet blev på ingen måde et traditionelt familieportræt. Som den kunstner, han var, besluttede Wilhelm Marstrand at ”vende tingene på hovedet”. At gøre biperson til hovedperson. Og hovedpersoner til bipersoner.
Marstrand faldt for den anderledes, den eksotiske, den mørke Justina. Gjorde hende til den altoverskyggende, centrale skikkelse i værket, han den sommer malede i Frederiksberg Have. Mens de egentlige hovedpersoner, Otto Jacob Marstrand og hans kreolske hustru, blot skimtes i baggrunden sammen med sønnen Osvald.
Han faldt for den anderledes, den eksotiske, den mørke Justina. Gjorde hende til den altoverskyggende, centrale skikkelse i værket, han den sommer malede i Frederiksberg Have. Mens de egentlige hovedpersoner, Otto Jacob Marstrand og hans kreolske hustru, blot skimtes i baggrunden sammen med sønnen Osvald
I forgrunden ses Justina med blikket rettet mod beskueren. ”Skønt negerpigen er slank og spinkel, fylder hun meget i billedet, også ved sin personlighed, det kloge iagttagende blik, den afventende holdning”, påpegede forfatteren Otto Marstrand, et oldebarn af Otto Jacob Marstrand, i sin bog fra 2003 om maleren Wilhelm Marstrand.
Hun er iført hvid kjole, cinnoberrødt sjal og et hovedtørklæde i gult, rødt og grønt. Madrasternet, som det hedder. En traditionel hovedbeklædning for de vestindiske barnepiger.
Sammen med Justina står de to vestindiske Marstrand-søstre iført blåternede kjoler. Emily Othilia til venstre; Annie Lætitia til højre.
Som Theodor Oppermann, den kendte kunsthistoriker, skrev i sit værk om Wilhelm Marstrand fra 1920:
I ”portrættet af negerpigen med kunstnerens to niecer, spiller det sjælelige en underordnet rolle; til gengæld afspejler det, bedre end noget andet af Marstrands arbejder, hans evne til at mestre rene og enkle formers monumentale skønhed. Ret af hjertet har han frydet sig over den formens storhed og simpelhed, som åbenbarer sig i den unge piges primitive træk, og han har været revet med af skikkelsens elegante linier, så vel som af nakkens og turbanens kække sammenspil. Også koloristisk har han været begejstret. Negerindens mørke lød, hendes gule turban, hvide kjole og røde sjal står pragtfuldt sammen”.
Maleriet blev bragt til Dansk Vestindien, da Marstrand-familien vendte hjem til Charlotte Amalie, hovedbyen på St. Thomas. Enten af Otto Jacob Marstrand, der satte kursen hjemad allerede i sommeren 1857. Eller med fru Marstrand og døtrene, der sejlede hjem i 1858. Lige siden har værket været i familiens eje.
Bedstemoderen på St. Thomas Allé
For Anne Gyllich har maleriet af Justina, Emily Othilia og Annie Lætitia været en del af hendes liv, så længe hun kan huske. Anne er oldebarn af den ældste af de to søstre på maleriet, Emily Othilia.
”I min barndom hang maleriet på væggen i min bedstemors lejlighed i København”, forklarer hun i en samtale med POV International.
Bedstemoderen hed Edna Valborg Gyllich og boede på St. Thomas Allé på Frederiksberg. Et område, der som navnet antyder, havde en lang historie med beboere fra de Vestindiske Øer. Anne husker hende her fra sin barndom i 1950’erne.
”Vi besøgte hende nu ikke meget dér, fordi vi boede i Sverige. Men det plejede at være til påske og nogle gange om sommeren. Derfor var maleriet ikke af nogen betydning for mig eller min bror, da vi var små. Vi mødtes med bedstemor i vort sommerhus i Hornbæk i en hel måned hver sommer, og det er dér, jeg har de fleste minder om min bedstemor”, fortæller Anne.
Jeg kan ikke huske meget af, hvad min bedstemor fortalte mig om sin barndom i Dansk Vestindien. Jeg var 13 år gammel, da hun døde, og selvfølgelig er der mange spørgsmål, man burde have stillet. Jeg husker dog de – selv dengang – for mig chokerende bemærkninger, hun kom med om sorte mennesker. De var ’dovne og dumme’
Edna Valborg Gyllich var kreolerinde. Hun var det yngste af de fem børn, Emily Othilia Marstrand og hendes mand, bankdirektør og konsul Gustav Oscar Gyllich, fik. Alle sammen født på St. Thomas. Edna i december 1881.
”Jeg kan ikke huske meget af, hvad min bedstemor fortalte mig om sin barndom i Dansk Vestindien. Jeg var 13 år gammel, da hun døde, og selvfølgelig er der mange spørgsmål, man burde have stillet. Jeg husker dog de – selv dengang – for mig chokerende bemærkninger, hun kom med om sorte mennesker. De var ’dovne og dumme’. Og den del af hendes liv påvirkede hende hele tilværelsen igennem.”
“Hun foretrak at tale engelsk. Hun sagde, at det var det civiliserede sprog i verden, og fik mig til at lære engelsk ganske tidligt. Muligvis fordi hun hadede svensk – ”detta forbistrade sprak!’”
Familiens andre nannyer
Egentlig skulle Annes far, Oscar Otto Gyllich, have arvet maleriet. Men han døde, da Anne bare var bare tre år gammel. Så da bedstemoderen døde i 1960’erne, arvede Anne det.
”Maleriet kom til os i Sverige, da bedstemor døde. Og har siden da hængt som centerpiece på væggen i min mors dagligstue. Mor snakkede altid om, hvor smuk nannyen var”, fortæller Anne.
Da Anne Gyllich for nogle år siden flyttede til Sydeuropa, lod hun maleriet blive hos sin mor i Sverige. Hun tog dog en del æsker med, hun havde arvet efter sin bedstemor. Æsker med fotografier af breve fra Ednas lange liv. Minder helt tilbage fra Dansk Vestindien.
Blandt disse minder er en konvolut med fotografier af familien Marstrands vestindiske barnepiger. Gamle fotografier, der viser, hvordan, familien holdt fast på traditionen med de sorte nannyer. Hvordan ikke kun Annes oldemor voksede op med en vestindisk barnepige. Men, at også hendes bedstemor Edna gjorde det. Sågar hendes far, Oscar, havde en sort nanny – og det længe efter at familien var flyttet til Danmark.
Ednas sorte barnepige hed Henriette Adams. Oscars hed Henriette Jensen. Fotografierne af dem – taget i fotoatelierer på St. Thomas, i New York og i København – er enestående. De har, ifølge Anne Gyllich, aldrig tidligere været offentliggjort.
Ednas sorte barnepige hed Henriette Adams. Oscars hed Henriette Jensen. Fotografierne af dem – taget i fotoatelierer på St. Thomas, i New York og i København – er enestående. De har, ifølge Anne Gyllich, aldrig tidligere været offentliggjort.
“De har ligget i årevis på et loft i Sverige, og nu her hos mig”, forklarer hun.
Anne Gyllich har ikke noget imod at stille fotografierne til rådighed for POV International. De er en vigtig brik i historien om de øer, Danmark solgte til USA for nu 100 år siden. Og viser samtidig en del af en slægtshistorie, der slutter med Anne.
Ved vejs ende
”Da mor døde sidste år, var tiden kommet til at beslutte, hvad der skulle ske med maleriet. Hverken jeg eller min bror har børn, så der er ikke nogle kommende generationer at overdrage det til. Hvis der havde været det, ville dette ikke været sat til salg nu”, forklarer Anne.
Hun ønskede ikke at bringe det historisk værdifulde Marstrand-maleri til sit hjem i Sydeuropa. ”Hernede ville det ikke blive værdsat, som det burde, når jeg en dag går bort”.
Derfor kommer maleriet med Justina og de to Marstrand-søstre under hammeren hos Bruun Rasmussen tirsdag.
”Det er lidt sørgeligt”, siger Anne Gyllich. ”Men jeg synes, det er den bedste løsning, alt taget i betragtning”.
Inderst inde håber hun, at maleriet ender på danske hænder. ”Jeg ville elske at kunne komme og kigge på det på et museum i Danmark”, slutter hun.
Kilder:
* Madsen, Karl: “Wilhelm Marstrand. 1810-1873”, Kunstforeningen. København, 1905.
* Marstrand, Troels: “Slægten Marstrand”. København, 1915.
* Oppermann, Theodor: “Wilhelm Marstrand. Hans Kunst i Liv i Billeder og Tekst”. G.E.C. Gads Forlag. København, 1920.
* Marstrand, Jacob: “Tilbageblik gennem et langt Liv”. Gyldendal. København, 1928.
*Fabritius, Albert: ”Slægterne bag Titan”, København 1957.
* Marstand, Otto: ”Maleren Wilhelm Marstrand”, Thanning & Appel, Kolding, 2003.
* Kirkebogen for Trinitatis sogn, København.
* Folketællinger for Frederiksberg, 1911, 1930, 1940
* Diverse passagerlister, Dansk Vestindien, USA, Danmark, Tyskland (Ancestry.com)
Foto: Philip Sampson, Bruun Rasmussen, Anne Gyllich (pseudonym), Københavns Museum.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
