Tove! Tove! Tove! Sådan hedder Sort Samvittigheds forestilling om Tove Ditlevsen. Og det er faktisk sådan, jeg har det. Vokset op i 1970’erne med en storesøster, så kom der et ekko af Tove!
Jeg tror, min søster læste alt af Tove Ditlevsen samtidig med, at jeg løb rundt og legede Henning Jensen og Peter Lorimer. Jeg husker TV-avisen, der havde indslag fra Tove Ditlevsens begravelse. Tove fyldte i 1970’erne med sorg og glæde, kærlighed, social indignation.
I perioden, hvor Slade og Sweet blev skiftet ud med Gasolin og Supertramp, begyndte fodbolddrengene også at læse lidt skønlitteratur. Og præget af min søster og en fantastisk dansklærer i folkeskolen blev lyrikken præsenteret gennem Tove Ditlevsens enkle digte. Der var ikke så meget pis. Ikke så meget syntaks og komposition. I TD’s digte var det nærvær og følelser, som vi fodbolddrenge kunne forstå
Du elsker mig? Så skal du også kende mit underlige hjertes sære spil. Pigesind og Kvindesind var og er stadig mine lyrik-favoritter. Anne Linnet var med sin LP (1978) over Kvindesind med til at fastholde og øge interessen for Tove Ditlevsen. Lillebror måtte også læse romanerne Man gør et barn fortræd, Vilhelms værelse, Barndommens gade, Ansigterne, Gift. Nogle af dem dog først op gennem 80’erne.
Når jeg tænker 1970’erne fra 1. klasse til gymnasiet, så fylder fodbold, tennis, volleyball og musik meget, men Tove Ditlevsen var med til at åbne nye døre. Hun var med til, at vi drenge turde vise følelser, at vi turde sige ord, som for mange af vores fædre havde været utænkeligt.
Da Paprika Steen for et par år siden spillede Tove Ditlevsen på Folketeatret, var det som at komme ned i en tidslomme, som at sidde at se sort/hvidt tv. Det var samtidig en tur ned i en trist menneskeskæbne.
Anders Thomas Jensen havde år inden givet Tove Ditlevsen endnu et tvist med scenen, hvor Nikolaj Lee Kaas grædende og rørende læser op fra digtsamlingen Blinkende lygter, hvor Søren Pilmark siger: “Faktisk så er Ove Ditlevsen en af vores største digtere.”
Tid, sted og tilfældigheder er ofte afgørende faktorer for vores vej i livet. Tove Ditlevsen ramte mig i midt/slut-1970’erne – måske fordi hun døde der, men helt sikkert også fordi, jeg havde en søster, som viste vejen til hendes univers.
Tak for det.
Topfoto: Gyldendals Billedbibliotek.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
