REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #11 – Journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen er kommet til Lviv i Ukraine, hvor de møder danserinden Alla. Hun blev født i Leningrad i 1946 og voksede op i Rusland og Ukraine som “fjende af folket”. “Tak fordi I vil høre min historie”, siger hun.
Lviv, Ukraine – Ude i snedyngerne slår formummede skikkelser kuskeslag for at holde varmen. Foran sig præsenterer de beskedne varer til salg for de hastigt forbipasserende: fem-seks æg for eksempel, et par glas honning måske, en stor plastikflaske med dybfrossen mælk, nogle små poser med spiselige svampe.
Dampende ånde, stampende træskostøvler. Røde, forfrosne arbejdsnæver, rindende øjne, frosne tårer. Det skal nok være otte-ti minusgrader, og østenvinden bider smertefuldt i kinderne. Etageejendommene langs gaderne må være langt over 100 år gamle, en slags østrig-ungarsk stil i yndefuldt forfald vel, en by, der har overlevet to verdenskrige og årtiers kommunisme med sjælen i behold, tænker jeg. Sporvogne fra tidernes morgen rasler afsted i begge retninger og sprøjter bredsider af snepløre over uagtsomme fodgængere.
Tænk bare, at skulle danse frit under Italiens sol! Hvem kunne have forestillet sig sådan noget under Stalin? I Leningrads ruiner?
Vi haster hen ad travle strøg, ind gennem et par gyder til en stille sidegade med forfaldne etageejendomme. Så famler vi os gennem en mørk port, over en snedækket gård, op ad en bagtrappe til anden sal – og så er vi der: ”Allas Danseinstitut” står der på skiltet.
Og Alla tager selv imod ved døren: en minimal og graciøs gråhåret dame i sin bedste alder. ”Nej, nej, pjat med jer, behold bare støvlerne på!” Hun viser os med stor høflighed ind i et tomt øvelokale med klaver, barrer langs væggene og udsigt til den dalende sne ude i gaden.
”I er meget velkomne, siger hun og viser os plads på en smal bænk. – Tak fordi I vil høre min historie”.
Den helt særlige historie beskriver konturerne af et liv under stalinisme, kommunisme, stagnation og forfald, men den ender lykkeligt, er det hende magtpåliggende at understrege. Hun er 72 og kan nu – efter alle de år – for eksempel frit rejse til Italien med sine elever, sine balletbørn; de skal til Agrigento på Sicilien om få dage og danse, fortæller hun og stråler et øjeblik. Hun og børnene, med ret til at rejse hvorhen de vil og optræde med forestillinger, som hun selv har koreograferet.
Hendes liv er allerede langt og ser ud til at kunne afsluttes med en happy ending. Tænk bare, at skulle danse frit under Italiens sol! Hvem kunne have forestillet sig sådan noget under Stalin? I Leningrads ruiner? Eller i en kælder i efterkrigstidens kolde og udsultede Lviv?
”Mor var sangerinde – ja, en slags primadonna, faktisk, ved Mariinskij Teatret i centrum af Leningrad. Det var det førende teater i landet, jeg overdriver ikke. Det var der, hvor Mussorgskij, Rimskij-Korsakov og Tjajkovskij foretrak at uropføre deres værker. Selvom… i mine forældres tid, under kommunismen, kaldte de det ikke Mariinskij, men Kirov Teatret efter ham der… Stalins kumpan”.
Barndom under almagten
Alla så dagens lys i 1946 i det grå, udbombede, krigshærgede Leningrad – i dag Sankt Petersborg – i en by der i årene forinden havde gennemlevet 900 dages skånselsløs tysk belejring, en kulturby med en befolkning, der havde oplevet at miste en million medborgere til sult, kulde, bomber og granater. En by, et voldtaget og ødelagt ruinlandskab, hvor krigen ganske vist var ovre, men hvor magten, almagten, fortsat tilhørte én eneste paranoid, hadefuld og iskold gammel mand i det fjerne Moskva: Stålmanden Josef Stalin.
”Jeg havde selvfølgelig også en far… men…”
Den gamle danserinde gør ophold i fortællingen, stivner et øjeblik, samler sig og tænker sig længe om, mens hun betragter det tyste snefald.
”Han var scenograf på teatret, men han hjalp også til med at lave bannere og storplakater, der hyldede Stalin. Jeg ved ikke hvorfor, måske havde han sagt eller skrevet noget forkert, men en nat, da jeg var ét år gammel, kom de og hentede ham. De sendte fire mand til den opgave. Ingen forklaring. De tog ham bare med, og vi så ham aldrig igen. Jeg ved ingenting om hans skæbne. Intet”.
Alla husker tydeligt den kollektive sorg en dag i 1953, den dag hvor folk gik rundt i byens gader og græd. Stalin var død
Stilhed igen i det næsten tomme lokale.
Så fortsætter Alla.
”Efter anholdelsen flyttede vi. Min mor havde en søster her, og mor insisterede på, at vi skulle flytte til Lviv for at undgå mere sult. Hun havde jo overlevet belejringen, de 900 dage, og var vel traumatiseret; hun troede, at det måtte være bedre her i Ukraine. Men fordi de havde taget far, blev vi sat ud af vores lejlighed på tredje sal. Vi kunne bo i kælderen, sagde de. ”Sådan nogle som os”. Min mor og bror og mig… nede i den mørke, uopvarmede kælder, der var fyldt med affald og ragelse. Der var også rotter. Ha, da jeg var helt lille, troede jeg, at det var en slags små hunde. Og sulten, som mor troede, hun kunne flygte fra, fulgte os hver eneste dag i de år – vi var altid sultne i min barndom. Der var beregnet otte kartofler pr. person om ugen… men som regel fik vi da et eller andet at spise hver anden dag. Som regel”.
Der var ingen glæder i den periode, men Alla husker tydeligt den kollektive sorg en dag i 1953, den dag hvor folk gik rundt i byens gader og græd. Stalin var død. Men tiden gik, og de tre i kælderen fik på et tidspunkt tildelt en etværelses lejlighed. Morens karriere som primadonna var imidlertid slut for altid, familiens efternavn var nok til at stemple hende og børnene som ”fjender af folket”, og det eneste arbejde, der var at få for folk som hende, var som vaske- og rengøringskone. Hun gjorde rent for de rige, sige Alla. For kommunisterne.
Dansen
En dame i opgangen, en ballerina, fik øje på Alla og mente, at den lille måske havde talent som danser. Hun skaffede en plads til hende på en balletskole og betalte ovenikøbet i årevis for undervisningen. Og Alla blev voksen, men var stadig ”fjende af folket” – med det stempel og sit efternavn kunne hun glemme alt om en karriere som ballerina. I stedet søgte hun arbejde under et ændret navn på et danseinstitut på Kamtjatka-halvøen i den fjerneste ende af Sibirien. Da hun ti år senere vendte hjem til Lviv, overøste Alla den gamle danserinde, ballerinaen i opgangen, med mad og gaver.
Senere – det er jo samme historie alle tidligere Sovjet-borgere fortæller os – senere, i 80’erne løsnedes det politiske greb, det blev forår, og der var spirende frihed i luften. Og mens terroren og frygten gradvist fortonede sig, gik Sovjet-samfundet op i limningen, forestillingen om kommunismens overlegenhed kunne ikke længere opretholdes, og butikkernes hylder stod gabende tomme.
Efter årene på Kamtjatka havde Alla nu penge nok, men penge kunne ikke længere bruges til at købe ting for, for der var ikke noget at købe, nu brugte man stort set kun penge til bestikkelse.
Det slår mig, at det er første gang, at nogen har givet mig et kram i denne del af verden
Så en dag var det hele endelig slut: Kommunismen var væk, og man kunne trække vejret, siger den gamle kvinde. For hende betød det også slut med at skabe forestillinger, der skulle glorificere partiet, de kommunistiske folkeslags broderskab og proletariske enhed. Alla er nu borger i et andet land og en helt anden virkelighed, og hun skaber danseforestillinger, der ofte drejer sig om dette vidunderlige land Ukraine, hvis egenart, kultur og historie dengang var unævnelig. Nye forestillinger, ikke om kommunismens løgnagtige selvforståelse, men for det meste om… især om naturen. Om blomster og fugle og livets og menneskesjælens skønhed.
Et afskyeligt system
Hvordan ser hun på kommunismen nu? Med et enkelt ord? Hun tænker sig om en tid.
”Åh, men for at sige det med ét ord: Afskyeligt! Et afskyeligt system. Prøv at høre: Da jeg var 19, blev jeg udvalgt blandt 80 dansere til en turné i Østtyskland – det var en fantastisk chance. At komme til udlandet, kan I forestille jer det? Men dagen før vi skulle rejse, dukkede der et par mænd fra KGB op. De pålagde mig at rapportere om de andre danseres gøren og laden under DDR-rejsen, jeg skulle simpelthen være spion for dem. Hvor afskyeligt! Det var derfor, jeg tog til Sibirien, det nej kostede mig ti år på Kamtjatka”.
Alligevel er hun lykkelig nu, siger hun.
De tog hendes far, men han vil jo altid findes i hendes hjerte.
Og hun var gift i 19 dejlige år og har to børn og fem børnebørn.
”Nej, jeg er ikke vred. Slet ikke. Livet er jo gået – hvad kan man bruge vreden til? Men… kælderen lever på en måde videre i mig, det må jeg indrømme. Kælderen. At man er alene i verden. At man aldrig kan stole på nogen. At man er ubeskyttet. Det var så skræmmende – og det forsvinder jo ikke ud af mig; det var det, jeg lærte som lille.
Jeg håber bare aldrig, at sådan et system genopstår, det er en forfærdelig tanke. Som det er nu, er jeg bare taknemmelig for livet. Hver morgen, når jeg vågner, siger jeg tak, og det er også det sidste jeg gør, før jeg lægger mig til at sove”.
Og hun takker også os igen, fordi vi ville høre hendes historie, og følger os bagefter venligt til døren. Og takker os nok engang – og man må bøje sig dybt, for hun er ganske lille og vil give os hver et langt, langt, tæt kram.
Så går vi ned ad trappen, fra varmen i danselokalet tilbage til den hvide og iskolde verden. Det slår mig, at det er første gang, at nogen har givet mig et kram i denne del af verden.
Fotos: Skribenterne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
