MEDIER // ANALYSE – I lang tid har de tyske nazister været portrætteret som de ondeste af de onde – som monstre, der for alt i verden skal fjernes fra jordens overflade. Men blandt andet i tv-serien Badehotellet ses en ændring i synet på nazisterne, skriver Alexander Kofod-Jensen.
I lang tid har de tyske nazister været portrætteret som de ondeste af de onde – som monstre, der for alt i verden skal fjernes fra jordens overflade.
Eksempler på dette er de mange film, hvor nazisterne og tyske soldater fremstilles som zombier og robotter, de mange computerspil, hvor de bare kan skydes ned uden moralske kvaler, og et senere eksempel er amerikanske Quentin Tarantinos film Inglourious Basterds (2009), hvor de nazistiske soldater mishandles og slås ihjel på ekstrem vis uden tanke for menneskene bag uniformerne.
Dette umenneskeliggørende og noget entydige billede er man dog stille og roligt begyndt at bevæge sig væk fra i dele af den internationale film- og serieverden
Dette umenneskeliggørende og noget entydige billede er man dog stille og roligt begyndt at bevæge sig væk fra i dele af den internationale film- og serieverden, som også inkluderer Danmark. Lad mig gøre det klart, at jeg absolut ikke sympatiserer med nazismen, men finder det interessant, at synet på nazister i fiktionens verden er under forandring. Danske film som Under sandet (2015) og Når befrielsen kommer (2023) har eksempelvis stillet skarpt på behandlingen af tyskerne og konsekvenserne af kollektiv hævngerrighed i Danmarks efterkrigstid. Og senest har man i TV 2-serien Badehotellet kunne følge udviklingen af kærlighedsrelationen mellem hotelbestyrer Amanda Madsen og den tyske løjtnant Uwe Kiessling.
Badehotellets skildring af nazister som normale mennesker bekræftes i faglitteraturen
Selvom der er gode grunde til, at nazisterne er blevet Vestens kernesymbol på ondskab, så har faglitteraturen om de nazistiske gerningsmænd i årevis argumenteret for, at nazisterne, de tyske soldater og andre forbrydere, som begik forfærdelige overgreb under krigen, som udgangspunkt var normale mennesker. Holocausthistorikeren Christopher Browning forklarer, at en gruppe af tyskere sat til at skyde massevis af jødiske børn, kvinder og mænd bestod af arbejdende middelklasse- og familiemænd fra Hamburg, og den politiske filosof Hannah Arendt beskrev nazisten Adolf Eichmann, som spillede en vigtig rolle i holocaust, som ”midaldrende, med høje tindinger, skæve tænder og nærsynet.” Dette er ikke just beskrivelser af monstre endsige robotter og zombier.
I faglitteraturen har man desuden vist, at der ikke var flere psykopater blandt gerningsmændene end generelt i samfundet
I faglitteraturen har man desuden vist, at der ikke var flere psykopater blandt gerningsmændene end generelt i samfundet. Disse gerningsmænd blev givetvis fordærvet af tidens tilstande, mere end de som sådan var født onde. Derfor må systemet som disse fortrinsvis mænd opererede under tages i betragtning sammen med den individuelle psykologiske spaltning, som beskrevet af psykiateren Robert Jay Lifton, der gjorde det muligt på en nærmest skizofren facon at være koldblodig massemorder den ene dag og kærlig familiefar den næste.
Der er naturligvis nuancer og gråzoner at tage hensyn til, når man arbejder med sådanne emner, men det synes at være faglitteraturens pointe, at man i stedet for at forsimple og skabe universelle troper bliver nødt til at komplicere og nuancere de manikæiske fortællinger om godt mod ondt. Og noget tyder på, at dette har smittet af på de danske film- og serie-skabere.
Den flerdimensionelle Uwe
I den tiende og sidste sæson af Badehotellet på TV 2 ser man, at der netop lægges vægt på, hvordan Uwe er langt mere end blot en nazi-soldat, og hvordan begreber som godhed og ondskab er størrelser, som kommer til udtryk hos både venner og fjender. Dermed falder Badehotellet heller ikke ind i rækken af fortællinger, der repeterer kategoriseringerne af entydigt gode og onde karakterer, selvom det overordnede billede af Nazityskland som fjendtlig besættelsesmagt af et uskyldigt Danmark fastholdes.
Derved udvikler Uwe sig til at blive inkarnationen af den ”gode” tysker
Uwe lægger ud med at være en endimensionel bikarakter, der i kraft af sin rolle som nazi-soldat og løjtnant er en trussel mod badehotellet og dets gæster, da tyskerne overtager hotellet under anden verdenskrig. Han udvikler sig dog i løbet af serien, hvilket hænger sammen med hans forhold til Amanda og barnet, de får sammen, samt hans personlige kampe mod sin far og deltagelsen i et plot mod Hitler.
Derved udvikler Uwe sig til at blive inkarnationen af den ”gode” tysker, som læseren på flere måder kan identificere sig med og sympatiserer med.
I den tiende sæson ender Uwe, trods sine gode gerninger og hensigter, selv som et offer for den danske mentalitet, der efter krigens afslutning fortsat opfatter ham som fjenden. Han holdes fanget i den pigtrådsomkransede flygtningelejr Grove, hvor fangevogterne ikke holder sig tilbage med at skyde dem, som måtte forsøge at snige sig ud af lejren.
Da hemmeligheden om datterens tyske far slipper ud på hotellet, ender Amanda med også at blive offer for denne mentalitet, da hun udskammes af lokalsamfundet og sine handelskontakter.
Hvor går grænsen?
Badehotellet er på mange måder en hyggelig familieserie, men hvor går grænsen?
På samme måde som dæmoniseringen af nazisterne som monstre forsimpler den historiske virkelighed, rummer normaliseringen af de tyske nazister faren, at den historiske virkelighed forsødes i en sådan grad, at forbindelsen til fortiden forsvinder. Kunstens Uwe’er kan med andre ord komme til ligne alle os andre så meget, at det ideologiske, samfundsmæssige og grusomme, de udspringer af, risikerer at forsvinde væk i baggrunden.
Med al den fokus, som Badehotellet har fået, er der dog stadig grund til at være kritisk
Særligt i Tyskland er nuanceringen og menneskeliggørelsen af nazisterne et følsomt politisk emne. Det samme gør sig gældende i kunstneriske sammenhænge, der ofte opfattes som kontroversielle og provokerende kulturelle tilgange til at fremvise fortiden. Eksempelvis blev emnet diskuteret tilbage i 2004 med filmen Der Untergang, hvor Adolf Hitler blev fremstillet som en halvgal, vred og sygdomsramt for ikke at sige lidt sølle ældre herre mere end som et dæmonisk monster. For nylig satte filmen The Zone of Interest (2023) fokus på normaliteten i en helt igennem unormal situation, da lejrkommandantfamilien i Auschwitz forsøger at skabe et lille paradis klods op ad en dødsfabrik. Dette er en film, som i allerhøjeste grad viser den indre spaltning beskrevet af Lifton.
I Badehotellet kan man dog argumentere for, at balancen opretholdes ved, at der sideløbende med kærlighedshistorien om Uwe og Amanda også fremstilles en historie om den typisk onde nazist generel Otto Fuchs, som fra sit eksil i Schweiz ringer til hotellet og forsøger at få tillusket sig de jødediamanter, som han har gemt på hotellet.
Med al den fokus, som Badehotellet har fået, er der dog stadig grund til at være kritisk. I forbindelse med seriens syvende sæson spurgte B.T. eksempelvis nogle af Badehotellets skuespillere, hvilken nulevende dansk skuespiller, som ville være den bedste Hitler. Det var endda muligt for læserne selv at stemme, og flest stemte på Jesper Christensen. I en sådan situation kollapser historie, nutid, kunst og underholdning fuldstændig, så det er svært at sige, hvad vi egentlig står tilbage med.
Afstand skaber et anderledes blik på fortiden
Som faglitteraturen også påpeger, så kan man grundlæggende sige, at serier som Badehotellet mest af alt viser, at der måske grundet afstanden til krigen og det uforløste i at gentage de samme stereotyper efterhånden synes at være skabt et behov i visse kunstneriske kredse for at fremvise nazisterne som mere og andet end bare onde skurke.
Historisk set var der i efterkrigstidens Danmark behov for at rense ud og give folkefjender som danske nazister og kollaboratører deres velfortjente straffe og fastholde en solid sondring mellem de gode og onde
Der er ikke tale om en glorificering af nazismen. Men det er en menneskeliggørelse og påvisning af, at nazister og tyske soldater var mennesker i en tid og situation, som de ikke selv altid helt forstod eller havde magt til ændre. På den måde defineres ondskab ikke som en individuel størrelse, men som et fænomen, der opstår i mødet mellem påvirkelige individer og bedragende sociale rammer.
Men det er også en påmindelse om, at afstand skaber nye blikke på fortiden.
Historisk set var der i efterkrigstidens Danmark behov for at rense ud og give folkefjender som danske nazister og kollaboratører deres velfortjente straffe og fastholde en solid sondring mellem de gode og onde. I Tyskland hændte lidt af det samme, da det her blev påkrævet udefra af de Allierede besættelsesstyrker, at man skulle rense de sidste spor af nazismen bort.
Samtidig gav det mening for tyskerne selv at karakterisere nazisterne som de ”andre”, der havde manipuleret sig frem til magten og ført almindelige tyskere i fordærv. Den tyske AfD-politiker Alexander Gauland satte for nogle år siden denne diskussion på spidsen, da han omtalte nazi-tiden som en fugleklat i en lang og ellers beundringsværdig tysk historie. For andre er omdrejningspunktet i tysk historie derimod de nazistiske masseudryddelser, der omhandlede millionvis af menneskeliv.
Stort set ingen fra den tid er i live i dag, og det har gjort Anden Verdenskrig til et historisk fænomen, som nye kunstnere kan åbne op på nye måder og skabe nye fortællinger om.
Læs andre mediekritiske artikler her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
