TEATER // ANMELDELSE – Amanda Friis Jürgensen spiller Maria i The Sound of Music med alle de nuancer der kræves, når man går fra nonne til guvernante til Fru Trapp. Viktor Tjerneld har lavet en stram iscenesættelse, hvor kærlighedshistorierne, Nazi-tysklands invasion af Østrig, børnenes uskyldighed og Marias livsglæde og musik, der vinder over Von Trapps skrappe væsen, er fordelt på en enestående måde. Og selvfølgelig shiner Rodgers og Hammerstein geniale musik under kapelmester Henrik Svenning kyndige musikalske styring.
Der er en stemning af forår og forventning denne smukke 1. maj-aften på Store Torv i Aarhus. Domkirken troner og foran teatret er publikum på vej, klar til premieren på Rodgers’ og Hammersteins The Sound of Music.
Gennem hele forestillingen udfordrer og afspejler Viktor Tjerneld menneskets dobbelthed.
Det er efterhånden en tradition, at Danmarks andet største teater slutter sæsonen med en kioskbasker af en musical. Chicago, Evita, Cabaret, Charlie & Chokoladefabrikken, The Rocky Horror Show for at nævne nogle af forestillingerne, som har i foråret har sluttet teatersæsonen.
Ofte vedkommende “forårs finaler” i en genrer, hvor lethed og glæde blandes med alvor og eftertanke.
En af de største musicals i historien
Dixit Dominus Domino meo:
Sede a dextris meis
Donec ponan inimicos tuos,
Scabelleum pedum tuorum
Lyder det, nonnerne er på vej gennem teatersalen til klostret på scenen. Vi er klar til en af de måske mest spillede og mest populære musicals nogensinde. Det Ny Teater i København har også spillet The Sound of Music i denne sæson. Forestillingen havde premiere på Broadway i 1959, og filmen fra 1965 er ikonisk med Julie Andrews i hovedrollen som Maria og med Christopher Plummer som Kaptajn Georg von Trapp. Vandt fem Oscars.
Hvad ville jeg selv have gjort i 1938 ? Hvad ville du?
Man kunne vel – uden at stille verdens dummeste spørgsmål – spørge, hvorfor egentlig sætte The Sound of Music op igen, igen, igen?
I min optik er svaret enkelt. Vi har at gøre med en sirupsagtig kærlighedshistorie og en ubarmhjertig fortælling, om at overvinde modgang. Samtidig har historien hele tiden alvoren med, hvilket skaber det bedste feelgood-teater. Også er Rodgers’ og Hammersteins sange bare hit-på-hit-på-hit. My Favorite Thing, Do Re Mi, Sixteen Going On Seventeen, So Long Farewell for at nævne nogle få.
I den korte bouillonterning form, så følger man den livsglade Maria, en novice fra et kloster i Østrig, som bliver sendt ud som guvernante til de syv børn hos enkemanden von Trapp. Hun ankommer til hjemmet, hvor børn ikke leger, men hvor de adlyder en fløjte og marcherer. Med sin guitar og smittende humør bringer Maria musik, varme og kærlighed ind i hjemmet, der før var præget af streng disciplin. Efterhånden forelsker kaptajn von Trapp sig i Maria, og de bliver gift.
Samtidig nærmer nazismens skygge sig Østrig (1938), og familien træffer et modigt valg om frihed – de nægter at støtte nazisterne og beslutter sig for at flygte over bjergene.
Enkeltheden forstørrer det vigtige
Det er den svenske instruktør Viktor Tjerneld, der har iscenesat forestillingen. Sammen med sit hold og måske især med scenograf Franciska Zahle og kostumedesigner Karin Gille valgt at lave en stram opsætning. Der er ikke – som man ofte ser – pusse-nusse østrigsk tingel-tangel i familien Trapps hjem. Ligesom scenen ikke er fyldt op med bjerglandskaber bygget i papmache.
Det er et teater-2025-moment
Med det minimalistisk udtryk skærer Viktor Tjerneld ind til historiens kerne, så det vigtige og essentielle står tydeligere og mere kraftfuldt frem. Kærlighedshistorierne, Nazi-tysklands invasion af Østrig, børnenes uskyldighed og Marias livsglæde og musik, der vinder over Von Trapps skrappe væsen, er fordelt på en enestående måde.
Alle børn burde have Amanda Friis Jürgensen som guvernante
Ensemblet på Aarhus Teater kan man ikke rose nok. Det er efterhånden længe siden, at jeg har set en skuespiller falde igennem. Amanda Friis Jürgensen som Maria er intet mindre end en gave. Hun spiller med alle de nuancer der kræves, når man går fra at være nonne til være guvernante og så til at blive Fru Trapp og papmor. Man tror på Amanda Friis Jürgensen hele vejen rundt, så karakteren bliver morsom, trist, alvorlig, glad og ikke mindst en elskelig figur overfor Von Trapps syv børn. Da det nu er en musical, så er det måske også på sin plads at nævne, at Amanda Friis Jürgensen synger overdrevent godt.
Hun spiller overfor Jacob Madsen Kvols, der har rollen som den bryske og skrappe Von Trapp. Vi ved efterhånden, at Jacob Madsen Kvols kan udfylde den store sangrolle.
Nummeret Edelweiss har altid været et af mine musicals-hadenumre. Men efter at have set og hørt Jacob Madsen Kvols tårefremkaldende og rørende version, lige inden familien flygter, er jeg solgt. Kvols synger mens hans stemme bliver mere og mere skrøbelig. Han synger frygten, angsten og usikkerheden ud, så børnene må overtage sangen. Det er et teater-2025-moment.
Det unge par Liesl og Rolf spilles af to af de nyeste og yngste i ensemblet: Clara Sophia Phillipson og Oskar Salvatore. De synger den populære Sixteen Going on Seventeen (Seksten, meget snart sytten år) med et kæmpe charmerende overskud, hvor ungdommens usikkerhed, kejtede nærvær blandes med humor og lyst til kærlighed. Det bliver en virkelig livsbekræftende scene.
Mens det er første gang, at Viktor Tjerneld instruerer en musical, så oser orkestergraven af erfaring og rutine på den gode måde. Orkestret under ledelse af kapelmester Henrik Svenning spiller så at sige røven ud af bukserne. Der er gang i den, når det skal drive historien fremad og der er pianissimo, når fortællingen kræver det. Skønt med livemusik i den klasse i teatret.
Foto Emilia Therese.
Opportunist eller idealist?
Da Aarhus Teater planlagde at opfører The Sound og Music kunne man selvfølgelig ikke vide, at teksten (og ved Gud, der er passager i sangteksterne, der er bedagede, gående mod sexistiske.) på skræmmende vis ville ende med at passe så godt til foråret 2025 og de uhyggelige tendenser, der findes overalt i den politiske verden. Nu er vi igen i en situation, hvor risikoen for at ende i en verden fyldt af autokratier lurer på samme måde som Hitler og Det Tredje Rige var en trussel op gennem 1930’erne.
Dengang endte visionerne som bekendt med at blive uhyggeligt konkrete og virkelige. Med den tendenser som ses netop nu, så fremstår The Sound of Music skræmmende vedkommende.
Viktor Tjerneld har på urovækkende vis fokus på Anschlussen i 1938, til Nazi-Tysklands annektering af Østrig i 1938. En af forestillingens mest forstummende scener er 8 soldaters koreograferede march-dans, der illustrerer Det Tredje Riges magtovertagelse.
Gennem hele forestillingen udfordrer og afspejler Viktor Tjerneld menneskets dobbelthed. Hvem er den gode og hvem er den onde? Hvem skal vi holde med og hvem skal vi være imod? Kaptajn Trapp er jo på alle måder en kold skid af en far. Patriarkalsk, kontrollerende, autoritær og
Manipulerende. Han modstykke er husvennen Max (Anders Baggesen). Han har i denne udgave en mere morsom, gående mod fjollet karakter. Godt nok modtager han rigeligt mange telefonopkald fra Berlin, men han er sjov og kærlig overfor børnene, og trofast overfor Von Trapp.
I takt med Hitlers ønske om at samle alle tysk-talende i ét stort rige, så går Max fra at have sympati over for nazisterne til at være direkte støttende. Viktor Tjernelds morale bliver tydelig. Max er bag den muntre facade en rygklappende opportunist, mens Von Trapp bag sin kyniske attitude siger nej tak til et job i den tyske flåde.
Trapp ikke tjene under Hitlers regime. Han er idealisten, der tror på frihed, retfærdighed og kristne værdier, som er i direkte konflikt med nazisternes ideologi. Max følger strømmen, og går de veje, hvor han selv vinder mest, men Trapp står fast ved sine principper og værdier.
Da von Trapp med Maria og børnene er flygtet over bjergene, væk fra nazisterne. Da den sidste tone fra orkestret er klinget a. Da Amanda Friis Jürgensen og resten af holdet har fået velfortjent, stående applaus. Da tæppet er faldet. Da lyset er tændt. Da vi, publikum, nu lidt mere mørkt, igen står på Store Torv ved Domkirken midt i Aarhus. Da. Lige da er det helt store spørgsmål: Hvad ville jeg selv have gjort i 1938, hvad vil du? – og ikke mindst: Hvad gør jeg netop nu i en verden, der tilsyneladende giver mere og mere plads til autokratisk tankegang og hvad gør du?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og