STOCKHOLM // HISTORISK BLODBAD – Den 7.- 10. september kunne vi markere 500 året for den største statsterroristiske handling i Nordens historie, kendt under det charmerende navn Stockholms blodbad. Jeg kunne ikke, for jeg sad i mit danske hjem i Fredensborg, og alle ikke-nødvendige rejser til hele resten af verden frarådes. Men her er mit bud på, hvad der skete.
Det sker sjældent, at vi finder nye kilder, som reviderer tal og oplysninger om begivenheder fra 1520. Men i marginen på et bind af Saxos Danmarks Historie skrev Olaus Magnus (senere katolsk ærkebiskop og videnskabsmand) det eksakte ciffer, for han havde været øjenvidne til hver eneste henrettelse på Stortorget i Stockholm. 120 i alt. Han talte tjenestefolkene med. Det gjorde den danske konges bøddel Homuth ikke, han optalte dem, han selv havde henrettet ved sværd og økse, 82.
De døde repræsenterede hele det svenske samfund. Her var højadelige rigsrådsmedlemmer, to katolske biskopper, unge adelige mænd, fogeder og høvedsmænd på landets største borge. Alle borgmestre og rigsrådsmedlemmer i Stockholm. Det vil sige: svarende til nutidens regering og alle partiledere. Mennesker, som havde styret det, man kan kalde den svenske republik.
Vi har navn på dem alle, men det løber kun op i 82 personer. De sidste 38 er og forbliver navnløse. De repræsenterer hele det svenske folk: de var kommet til Stockholm, fordi de var ansat af rigsråder, bisper, borgmestre, fogeder. De allerfleste ofre under blodbadet var borgere og tjenestefolk.
Margrethe var elastisk og begavet, forudseende og ressourcefuld. Hun ønskede ikke flere krige, da hun havde besejret Albrecht af Mecklenburg og kunne inkorporere Sverige i sin union. Men allerede i næste slægtled gik det galt
Ikke desto mindre har jeg gang på gang set den påstand, at blodbadet ”bare” gik ud over nogle adelige herrer. Det er ikke sandt. Og det var ikke kun mændene, som blev straffet. Øverst på listen over anklagede stod to kvinders navne. Den afdøde rigsforstanders svigermor og hans hustru. Kvinderne blev fængslet, frataget al ejendom og holdt indespærret først i Stockholm, derefter i København, til danskerne afsatte deres konge og afsluttede Kristian 2’s regentskab. Samt Kalmarunionen.
Hvordan kunne det komme så vidt?
Kalmarunionen var en dynastisk beslutning. Der var mangel på tronarvinger, den norske, den svenske og den danske kongeslægt var forenet i Margrethe Valdemarsdatters søn Oluf. Alternativet var at hente Albrecht af Mecklenburg til Norden og overlade magten til ham.
Der blev aldrig skrevet en stor lovsamling om, hvordan man skulle styre Unionen. Margrethe var elastisk og begavet, forudseende og ressourcefuld. Hun ønskede ikke flere krige, da hun havde besejret Albrecht af Mecklenburg og kunne inkorporere Sverige i sin union. Men allerede i næste slægtled gik det galt.
Landene i Unionen havde hvert sit udgangspunkt. Et af pesten svækket Norge stod som storeksportør af torsk til Europa. Hansaen havde eget kontor i Bergen. Ud over torsk eksporterede man pelsværk og tømmer. Danmark havde levet af silde-eventyret og begyndte derefter at tjene penge på sundtold og avl af øksne, opfedede okser. Danmark var tættest på at være et traditionelt landbrugsland. Sverige, derimod, levede af minedrift og raffinering af jern. Plus af landets forekomster af sølv og kobber. Sverige havde en stærk middelklasse, bergsmændene, som arbejdede med minedrift, raffinering og salg af jern.
Svante valgte f.eks. at udeblive fra et møde med kong Hans i Kalmar, hvilket ophidsede Hans så meget, at han lod hele byrådet dømme til døden og henrette
Det var en af bergsmændene, som kom til at tegne det store svenske oprør mod Erik af Pommern. Engelbrekt var langtfra en Braveheart. Han var lille og vanfør, men en fantastisk taler og organisator. Opstanden begyndte med vrede over utiltalende, brutale fogeder og endte med landets de facto udtræden af Unionen,
Herefter fulgte en række år, hvor styringen af landet skiftede mellem diverse store herrer, der fik titlen Rigsforstander. Regent uden kroning eller salving, men med magt. Ikke noget der ligner absolut magt. En enkelt formåede at blive kronet til konge tre gange og afsat to gange.
Derefter faldt systemet til ro. Den danske Kristian 1. forsøgte at invadere Sverige, men det endte i skamfuldt nederlag på Brunkeberg – på det, vi kende som Norrmalm (der findes såmænd et Brunkebergs Torg…). Ud af den knusende militære sejr voksede en anderledes rigsforstander, Sten Sture den Ældre, som formåede at holde sig ved magten og at skabe fred i årtier. Så længe at man skulle tro, Unionen ikke længere var et krav. Man kaldte det heller ikke Kalmarunionen…
Kristians søn kong Hans forsøgte andre metoder, men måtte enten måle sig med den snu og opfindsomme Sten, eller med hans afløser, Svante Nilsson. Udspekulerede ledere, der ikke lod sig narre, men foretrak at narre den danske konge.
Massakren var en overraskelse og en øjenåbner. Fra da af var Sveriges ledere opmærksomme på en eskalering fra dansk side
Svante valgte f.eks. at udeblive fra et møde med kong Hans i Kalmar, hvilket ophidsede Hans så meget, at han lod hele byrådet dømme til døden og henrette. Hver død tøndebinder og skræddermester skulle være stedfortrædere for de svenske herrer, som var udeblevet. Den dåd har danske historikere ikke gjort meget ud af, men i Svantes gravkapel i Västerås er Hans afbildet som Kejser Nero.
Massakren var en overraskelse og en øjenåbner. Fra da af var Sveriges ledere opmærksomme på en eskalering fra dansk side. Hans klagede til pave og kejser og krævede Svante og hans rigsråd bandlyst og dømt ”efter Kejserloven”, dvs. efter romersk/kanonisk ret. Det var at skyde over målet.
Svante Nilsson døde i 1512, og efter en del trakasserier blev hans teenagesøn Sten valgt som hans afløser. Og han valgte at overtage den gamle Sten Stures tilnavn – hans bedstemor havde været en Sture, og slægter overtog gerne mors eller mormors slægtsnavn og skjold, hvis slægten ellers stod til at uddø. Her var der dog også tale om et politisk statement.
Sten var en aggressiv ny leder, som fra første færd sigtede på kongevalg – og en varig ordning med Danmark. Læs: adskillelse af de to stater. Svante Nilsson havde ikke accepteret det danske krav om at betale en afgift for at forblive fri. Stens våben var både overraskende og logisk, at regere gennem den magt, landets organisation skænkede til ”almuen”: borgere, bønder, bergsmænd. Flertallet.
Som Sten sagde: det, der angår alle, skal besluttes af alle. Og han må have været en begavet offentlig taler, karismatisk og opfindsom
Hans far Svante havde – endnu inden han blev valgt til rigsforstander – dyrket venskab med lederne fra Bergslagen, og med Dalarnas selvstændige folkegruppe. Sten var vokset op i en totalpolitiseret verden. Men en sælsomt demokratisk verden, hvor alle i landet i princippet havde ret til at deltage i beslutningerne. Og at afgive dissens.
Rigsrådet søgte at træffe aftaler inden rigsmøderne, men Stens venner var velformulerede og målrettede. De havde vænnet sig til at have en stærk politisk stemme. Som Sten sagde: det, der angår alle, skal besluttes af alle. Og han må have været en begavet offentlig taler, karismatisk og opfindsom.
Dødsdansen
Det lykkedes ham at charmere eller styre rigsråd, bisper og almue. Skulle det til, veg han ikke tilbage for at styre med grove midler, Men han foretrak at binde politiske bånd gennem samfund og stænder. Først da hans jævnaldrende Gustav Trolle blev valgt til ny ærkebiskop, blev landet delt.
Trolle var vokset op i rigdom og beskyttelse med en far, der var bedre til oldgræsk end krig. Men også en slægt, der følte sig snydt for den største politiske gevinst, rigsforstanderskabet. Trolle ville som landets ærkebiskop ikke aflægge nogen form for troskabsed til en rigsforstander. Trolles embede var livsvarigt, rigsforstandere kunne afsættes og udskiftes,
I fire år dansede de to mænd, som tydeligt afskyede hinanden på alle måder, en dødsdans med hinanden. Længe så det ud, som om Sten skulle gå af med sejren. Han opnåede endda, at Trolles faste borg Staket blev nedrevet – og at et rigsmøde enstemmigt vedtog afsættelse af Trolle, og for at stå sammen og forsvare denne beslutning. Sten mente at have beviser for, at Trolle forhandlede i smug med den nye danske konge, og at han således havde begået højforræderi.
I 1517 og 1518 besejrede Sten den nye danske konge Kristian 2.s hær, ydmygende og skræmmende. Man kunne tro, at kongen herefter ville opgive. Men bandlysningen blev forstærket
Sten respekterede dog spillereglerne. Han gjorde egentlig kun noget, tidligere rigsforstandere var sluppet fra, både nedrivning og afsættelse var sket før. Men han stolede ikke på Trolle og lod manden fængsle, og under sit fangenskab blev Trolle udsat for dels tortur, dels angreb fra fangevogternes side. Måske som gengældelse for, at Trolle havde søgt at dræbe Sten ved hjælp af en snigskytte under belejringen af Trolles borg.
Da Trolle formåede at få paven til at bandlyse Sten Sture og hans tilhængere, tog man det ikke særlig alvorligt. Det samme var sket for Stens far, uden alvorlige følger. Man gik ud fra, at sagen om Unionen ville blive afgjort på slagmarken.
I 1517 og 1518 besejrede Sten den nye danske konge Kristian 2.s hær, ydmygende og skræmmende. Man kunne tro, at kongen herefter ville opgive. Men bandlysningen blev forstærket. Trolle fik paven til at lyse hele Sverige i interdikt. Det ville sige, at ingen kirkelige handlinger måtte foretages, ikke engang begravelse af de døde. Sten og hans tilhængere betragtedes fra nu af som urene, som hedninge og Guds fjender. Kristian 2. kunne gå i krig som et korstog.
Stens enke, fru Kristin, holdt Stockholm til september. I månedsvis havde hun enten forsøgt guerillakrig, angreb på den danske hærs ledelse efter Langfredagsmessen, eller at involvere Polen og Hansaen i striden
Krigen kom til at stå mellem Stens svenske amatørkrigere, over for Kristian 2.s professionelle landsknægte. Og så blev Sten dødeligt såret ved den allerførste konfrontation. Tre måneder efter var hovedstaden Stockholm belejret og kongen sejlede nordpå for at vende de to nederlag til en knusende sejr.
Stens enke, fru Kristin, holdt Stockholm til september. I månedsvis havde hun enten forsøgt guerillakrig, angreb på den danske hærs ledelse efter Langfredagsmessen, eller at involvere Polen og Hansaen i striden. Hæren havde plyndret og brændt på sin vej gennem landet, der ikke var vant til denne moderne krigsførelse. Landet var skræmt og kuet.
Man forhandlede sig frem til absolut amnesti for Stens tilhængere. Fru Kristin skulle have len i Finland, og landet overdrages til Kristian 2.
Trolles anklageskrift over kættere
Efter at have fejret indtoget i byen, rejste kongen tilbage til København og indfandt sig igen i november for at lade sig krone og fetere. Og efter en storslået kroningsfest blev alle deltagerne inviteret til endnu en dag med forhandlinger og planer. Nogen havde vel forventet, at der skulle vælges et nyt svensk rigsråd og eventuelt en rigsforstander. At der skulle findes høvedsmænd til at bestyre og styre de store svenske rigsborge; Västerås, Örebro, Åbo, Kalmar, Älvsborg, Stegeborg, Stegeholm, Nyköping.
Hun havde levet sit liv i denne svenske republik, hvor man stemte om store politiske beslutninger. Hun ville bevise, at afsættelsen ikke var et anslag mod kirken
Der skete det stik modsatte. Gustav Trolle fremlagde sit anklageskrift og en liste over de personer i landet, han anså for ”åbenbare kættere”. Denne anklage ændrede alt. Kættere var Guds og troens fjender. Dem behøvede man ikke holde sit ord til. Når de betegnedes som ”åbenbare”, kunne de umiddelbart henrettes – uden kompliceret rettergang.
Men sådan plejede man ikke at handle. Anklagen om kætteri var kirkens voldsomste våben, der kaldte oprørske folkegrupper og magtfulde enkeltpersoner til orden og lydighed.
Stens enke fru Kristin trådte frem og gjorde opmærksom på, at afsættelsen af ærkebispen var vedtaget efter alle regler og love. Hele det svenske folk, med udsendinge fra alle sogne, havde stemt for Trolles afsættelse.
Hun havde levet sit liv i denne svenske republik, hvor man stemte om store politiske beslutninger. Hun ville bevise, at afsættelsen ikke var et anslag mod kirken, tværtimod. Det var en fuldt legal statsakt. Ikke en religiøs, men rent politisk beslutning.
Dokumentet med alle deltagernes segl etc. blev hentet. Her var der mange flere navne end på Trolles liste. Men denne beslutning, som Trolle og kongen kaldte en ”sammensværgelse”, blev ikke lagt til grund for de følgende henrettelser. Der blev henrettet efter det, man må betegne som en tredje liste.
Og listen over de reelle ofre er mærkelig læsning. Først lod man to biskopper henrette, Vincens af Skara og Matthias af Strängnäs. Vincens var en fremragende retoriker og havde drillet og modsagt Trolle i årevis. Den anden, Matthias, havde modtaget den døende Sten, da rigsforstanderen forsøgte at nå i sikkerhed i Stockholm. Formentlig har Matthias genoptaget Sten formelt i kirken. Han havde været Stens valg til ny ærkebiskop.
Henrettelserne på Stortorget i Stockholm foregik uden formel rettergang… og uden at de dømte fik ret til at udtale sig, endsige tage nadver og skrifte. De var jo kætterske hedninge
Men højtstående prælater var beskyttet af kanonisk ret. De kunne kun retsforfølges i Rom, og kun henrettes efter afsagt dom – af paven. Nu blev de så halshugget som kættere. Det var kongen, som kunne dødsdømme, ikke Trolle.
Derefter henrettedes de mænd, som havde mæglet mellem fru Kristin og kongen. Mænd, som kunne hævde, at de havde hjulpet kongen til at gentage magten over Sverige: Erik Ryning, Erik Leijonhufvud og i Finland Hemming Gadh. Deres død skulle vel bevise, at ingen kunne vide sig sikker. Men rent juridisk må man da undre sig over, hvorved de, der var faldet fra hr Stens styre, kunne dele kætteri med ham.
Tiden havde faste ideer om retfærdighed og domsafsigelse, for slet ikke at tale om livsstraf. Alt skulle foregå efter et fast skema, omkranset af ritualer. Henrettelserne på Stortorget i Stockholm foregik uden formel rettergang (der tales om møder mellem diverse prælater, men ingen dom blev offentliggjort) og uden at de dømte fik ret til at udtale sig, end sige tage nadver og skrifte. De var jo kætterske hedninge.
Men når det kom til rangfølge overholdt man reglerne. Biskopper, rigsråder og andre adelige blev henrettet ved sværd. Borgerne hængt. Tjenerne også hængt og deres kroppe derefter ”kvarteret”, hugget i fire dele, og anbragt på hjul.
Brændingen af ligene var den værste straf
Henrettelserne stod på i tre dage, hvorefter ligene blev indsamlet (hovederne for sig) og kørt til Södermalms galgebakke. Her stablede man ligene for at brænde dem. Det er lettere tænkt end udført i sølende regn og slud.
Men afbrændingen af de mange lig var vigtig. Den havde en religiøs/politisk mening: ved at brænde de døde tilintetgjordes de dødes evige sjæle. Det er faktisk forklaringen på, at ikke en eneste af de henrettede blev mindet med epitafier eller på anden vis. Man accepterede den frygtelige konsekvens af straffen. Egentlig var brændingen af ligene den værste del af straffen, set med samtidens øjne.
Det er en udbredt fordom, måske et produkt af pop-film om middelalderen, at mennesker i 1500-tallet var VANT TIL at se og opleve brutale, summariske henrettelser og tortur. Hvordan skulle de dog være det?
Nogle historikere har forsøgt at formindske gruen og konsekvensen ved at påstå, at alle var vant til massakrer, drab, tortur og vold. Men ser man på domfældelserne i Sverige i samtiden, er det ikke sandt. De hyppigste straffe var bøder. Vi leder ofte efter ekstremer, når vi stiger ned i fortiden, men ekstreme straffe er altid sjældne.
De mennesker, som døde under blodbadet, var ikke hårdhudede forbrydere. De havde heller ikke set horrorfilm siden deres barndom. Det er en udbredt fordom, måske et produkt af pop-film om middelalderen, at mennesker i 1500-tallet var VANT TIL at se og opleve brutale, summariske henrettelser og tortur. Hvordan skulle de dog være det? De mente, at de repræsenterede en retfærdig stat, som kun straffede dømte forbrydere. De har næppe personligt overværet henrettelser. Hvorfor skulle de dog det? Vi andre færdes jo heller ikke nysgerrigt på svineslagterier, men accepterer deres eksistens.
De mennesker, som blev ofre, var efter alt at dømme normale, gode katolikker. Første spor af lutheranere i Sverige er 1523 i Strängnäs. Det krævede lidt mere religiøs dissens at blive henrettet som kætter: Jeanne d’Arc og Jan Hus er de bedst kendte eksempler fra 1400-tallet. Men ofrene, kætterne, huskes; de færreste kender navnet på deres bødler. I tilfældet Stockholms Blodbad kender vi bødlerne bedre end ofrene. Læser man deres navne efter at have fulgt landets historie siden Engelbrekt, er det tydeligt, at HELE det parti, som havde støttet Sten Sture, skulle fjernes fra jordens overflade. Det lykkedes faktisk for kongen og ærkebiskoppen.
Trolle ville hjælpe kongen, som ville hjælpe Trolle. Sten Stures slægt og tilhængere skulle fjernes. Enhver, som havde trodset Trolle, skulle fjernes. Brændes væk fra jordens overflade. Og kætterdommen var den eneste mulighed for at slippe af med dem alle på én gang.
En fuldkommen, national udrensning
Hvis man ser på de personer, kongen valgte til at bestyre de ledige bispedømmer og borge, er det tydeligt, at han ikke stolede på en eneste svensker. Ikke engang på Trolle selv. Trolle havde krævet en enorm erstatning for sin kirkes tab og for overgreb på hans ”indviede person”. Kongen gav ham intet. Han måtte selv ud og beslaglægge diverse henrettedes ejendom efter kongens afrejse.
Det var en fuldkommen, national udrensning. Enker og børn af de henrettede (samt rigsforstanderens svigermor) blev fængslet og frataget al ejendom
Og til bisperne. Strängnäs blev overgivet til den fynske biskop Beldenak, en af de mest anløbne herrer blandt den sidste generation af danske bisper. Skara gik til den westphalske Didrik Slagheck, som kongens frilles mor Sigbrit havde fundet i Bergen. Det var en slags betaling for at Slagheck havde påtaget sig formelt og praktisk at lede massakren. Som kongen lod fortsætte på sin rejse gennem landet: de mænd, som havde magten over Västerås slot, blev summarisk henrettet. På Kalmar Slott satte han sin admiral, Søren Norby, og på Stockholm Slott Didriks bror.
Det var en fuldkommen, national udrensning. Enker og børn af de henrettede (samt rigsforstanderens svigermor) blev fængslet og frataget al ejendom. Ifølge loven kunne børn af dømte kættere ikke varetage noget embede, hverken verdsligt eller åndeligt. Og de ejede intet. Man må spørge sig selv, hvilken fremtid Trolle og kongen havde tiltænkt disse børn.
Hvordan forklarede kongen massakren? Man skulle jo tro, det var en smal sag at berette, at man havde dømt og henrettet en gruppe forhærdede kættere. Men det var ikke, hvad kongen skrev til paven og den tyske kejser. I stedet leverede han en vild historie om svensk bombeterror, der desværre havde aflivet to biskopper. En indirekte indrømmelse af, at hverken konge eller ærkebiskop turde henvende sig med forklaringen om åbenbare kættere. Troede kongen virkelig, at ingen ville opdage massakrens forløb og antallet af ofre?
Den katolske kirke var 4 år inde i konflikten med Martin Luther og næppe interesseret i misbrug af kirkens magtmidler. De købte ikke forklaringen om bombeterror.
Sverige havde ingen erfaring med herskere, der bare aflivede mennesker
Da Gustav Vasa i 1523 blev valgt til ny svensk konge, lod han skrive en detaljeret beretning om begivenhederne. Der er et par overdrivelser, men egentlig var det ikke nødvendigt at opfinde grusomheder. Senere kom en billedskildring Blodbadsfrisen til, som fremviste voldshandlingerne ganske realistisk. Uden grelle virkemidler.
De overgreb tydeliggjorde, at Blodbadet ikke var en isoleret affære. Ikke en undtagelse. Ikke en fejl
Gustav Vasa, ja. Ham havde kongen vist glemt. Fra maj måned 1520 var Gustav i Sverige, men han tog ikke til Stockholm. Det var klogt. Kongen rejste hjem til Danmark efter massakren. Hjemrejsen bød på julebord i Linköping hos biskoppen, men også på nye overgreb. Uden dom. Folk blev henrettet i Finland, de som overgav Västerås Slott til kongen, blev slæbt over Svartån og henrettet. Lignende ting skete i Vadstena og Jönköping. I klosteret Nydala i Småland druknede landsknægtene flere munke.
De overgreb tydeliggjorde, at Blodbadet ikke var en isoleret affære. Ikke en undtagelse. Ikke en fejl.
Sverige havde været et traditionelt middelalderligt retssamfund med respekt for systemet. Man havde ingen erfaringer med herskere, der bare aflivede mennesker – det sidste politiske mord kostede den første rigsforstander Engelbrekt livet i 1436. Den svenske republik var ikke en slags Game of Thrones, men et normalt fungerende samfund. Reaktionen på den blinde vold kom straks. Et par mænd havde været så heldige at overleve blodbadet, blandt dem Klaus Kyle, en af Stens fogeder. Han var med til at rejse opstanden i Småland. Dette område var blevet skånet under hærens indmarch, men nu kom den voldelige vilkårlighed. Den danske høvedsmand Søren Norby blev fordrevet fra Kalmar Slott. Han havde søgt at beslaglægge bøndernes armbrøster, som de brugte til at skyde bjørn og ulve.
Og nordpå, i Dalarna, var Gustav Vasa i gang med at forklare begivenhederne i Stockholm for dalkarlene. En ung mand, som under og efter blodbadet mistede begge sine forældre, to søstre og sin svoger og søsterens to døtre. Han var flygtet fra fangenskab i Danmark, forklædt som oksedriver. Fra Lübeck fik han rejselejlighed med et skib, der satte ham i land nord for Kalmar. Tre år efter havde Sverige fået en ny konge.
Derefter rejste danskerne sig
Kongen vendte hjem til Danmark og fortsatte derfra til Nederlandene og Tyskland. Udnævnte Didrik Slagheck til ærkebiskop i Lund, fortrød, lod ham fængsle og torturere og brænde levende, idet han gav manden eneskylden for Blodbadet.
Derefter rejste danskerne sig, fra biskopper og rigsråd til de jyske bønder, og jog kongen ud af landet. Nok havde han givet nogle snusfornuftige love om livet i købstæderne, men han havde også forringet dansk mønt i sådan en grad, at udlandet nægtede at modtage dansk valuta. Og skatterne var blevet tårnhøje. Den nye konge lovede at rette alt dette (skatterne forblev nu på det høje leje, for den landflygtige konge var en evig trussel, som nødvendiggjorde oprustning.)
Fru Kristin sad fængslet til januar 1524. Hun mistede sine tre døtre i fangenskab. I 1527 giftede hun sig igen og indtog sin plads som elsket nationalmonument.
I Danmark har historikere på rad og række forsøgt at renvaske af kongen. Selv i Lars Bisgaards biografi fra forrige år må man læse, at det sådan set var fru Kristin, som var den egentlig skyldige. Åh, dejligt at kunne give kvinder skyld for andres massemord
Kongen vovede sig først i 1531 på krigstogt mod sine gamle lande og havnede ved Oslo efter en storm, der havde kostet ham både skyts og krigskasse. Han forhandlede, blev sejlet til Danmark og indsat som statsfange på Sønderborg.
Trolle flygtede fra Sverige, og blev forunderligt nok udvalgt til at krone den nyindsatte kong Frederik 1. Derefter blev han fordrevet fra Danmark og måtte gå i eksil hos den landflygtige konge. Her blev han modtaget med megen skepsis af de andre loyale, der beskrev ham som mentalt ustabil. Under Grevefejden forsøgte han at vende tilbage og blive biskop i Danmark, men blev dødeligt såret under slaget ved Øksnebjerg og begravet i Slesvig domkirke.
Hvorfor skred udlandet ikke ind? Det spørgsmål kommer tit fra apologeterne. For det første: svenskerne skred ind, allerede inden nytår. For det andet, danskerne skred ind i 22-23. For det tredje: der fandtes intet FN i 1520. Hvem skulle have interveneret? Polakkerne på svenskernes side? Kejseren på sin svogers side? Svenskerne kom dem i forkøbet. I stedet for en underkuet stat opstod en selvbevidst lokal stormagt. Stærkere end på noget tidspunkt under rigsforstanderne. Gustav Vasa lærte af historien. Nok måtte han slås mod adskillige opstande og nedkæmpe indenlandske fjender. Men han gentog aldrig blodbadet. Ikke engang efter afslutningen af den store Dacke-opstand i 1540’ernes begyndelse. Hellere bøder i form af okser end døde martyrer.
I Danmark har historikere på rad og række forsøgt at renvaske af kongen. Selv i Lars Bisgaards biografi fra forrige år må man læse, at det sådan set var fru Kristin, som var den egentlig skyldige. Åh, dejligt at kunne give kvinder skyld for andres massemord.
Måske er tiden kommet, hvor vi accepterer facts i stedet for at efterligne gamle dages nationalisme, misogyni, kongerøgelse og svenskerhad.
Slut med apologi, begynd at skrive historie, der handler om mennesker. Det har undret mig i årevis, at en række historikere, der har tilbragt et helt liv i fast ansættelse bag skrivebord eller foran studerende, så let bagatelliserer voldsomme forbrydelser, så længe de begås af landsmænd. Alle disse kontorski menski, som aldrig har været i livsfare…
LÆS ALLE MARIA HELLEBERGS TEKSTER HER
Foto: Nationalmuseum i Stockholm.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her