Asta og Frede

Anna Elisabeth Jessen 01.02.2019

HISTORIE // FILM – Dette er 1. del af historien om et kort afsnit i filmdivaen Asta Nielsens liv – en tid, hvor hun savner et publikum efter at hun i næsten et kvart århundrede har været en verdensstjerne. Det er historien om en stumfilmslegende, som længes efter kærlighed. Mænd og kærester har der været nok af, men længslen er der endnu. Og så er det historien om en rejse til Asta Nielsens sommerhus på Hiddensee, hvor soldaten Mendler dukker op.

I 1957 bor Asta Nielsen i København. Tiderne har ændret sig voldsomt for den tidligere verdensstjerne. Når Asta Nielsen ringer til en biograf eller et teater for at reservere en billet, så kender de ikke hendes navn.

Asta:
Når jeg ringer derind, så spørger de, om jeg er med i Skuespillerforbundet. Mit navn kender de ikke.

Frede:
Det er jo morsomt.

Asta:
De eneste, der nogensinde har villet hædre mig, var nazisterne. Det er jo paradoksalt. De har villet udnævne mig til statsborger og givet mig ordner. For det var jo mig, der fik hele filmindustrien arbejdet op der. Det var jo det land, jeg var mest populær i.
Jeg levede mig nu så glimrende ind i Tyskland. Og det var, fordi jeg aldrig har været så begejstret for Danmark. Jeg har aldrig haft det godt i Danmark. Jeg havde jo en meget trist ungdom og fik aldrig på teatret det, jeg skulle ha’ haft. Og jeg var så ensom og havde ingen omgang, og pludselig kommer jeg derned og er i de allerbedste kredse. Tænk disse mennesker, jeg dér omgikkedes. Jeg havde jo straks en kreds af store kunstnere omkring mig, som var begejstret for mig, og det var jo gensidigt. Og vi havde en vidunderlig atmosfære, ikke sandt? Den har jeg savnet. For det første har der aldrig været sådanne kunstnere herhjemme, som vi havde dernede.

Frede Schmidt, en mand i slutningen af 30’erne, er indehaveren af en lille butik på Hauser Plads i København. Han sælger antikvariske bøger, lp-plader, filmplakter, postkort med erotiske motiver og andre kuriosa.

Samtaler i natten

Om aftenen efter lukketid omdannes butikken og især baglokalet til mødested for unge og yngre mænd, mange af dem er bøsser ligesom Frede.

Når han endelig når hjem sent om aftenen, ringer han ofte til Asta Nielsen, stumfilmdivaen, der efter at have boet og levet under fornemme forhold i Berlin nu bor i Danmark under mere beskedne former i en lejlighed på Peter Bangsvej.

Frede og hans unge venner er fan af den tidligere store diva. Og hun? Hun har brug for et publikum, og sådan bliver Frede og Asta venner. Men han gør noget, som hun ikke ved. Han optager hemmeligt alle sine telefonsamtaler med hende, ligesom han også optager samtaler med andre af sine venner, nogle gange som et slags rejsebrev, som citatet ovenfor, hvor han fortæller om optagelsen med Asta, der er endt på et forkert bånd.

Frede:
Så er jeg desværre kommet til at tage en samtale med Asta Nielsen på det bånd, og det var ikke beregnet til jer, for jeg har jo en bestemt spole, hvor jeg tager mine samtaler med Asta på, og de er rent private, og de kommer ned i en blikæske, hvor jeg har alle mine meget private samtaler, for hun ville selvfølgelig ikke slå mig ihjel… men jeg vil jo ikke gøre sådan noget, det kan man selvfølgelig ikke. Men nu er det på, og jeg vil heller ikke slette det. Og så må I love mig, I må sgu ikke sige til nogen som helst, at I har haft hendes stemme nede hos jer.
Jeg har jo mine samtaler med Asta Nielsen på ét bånd for sig, og dem kører jeg ikke for nogen. Dem har jeg opbevaret i en blikæske i mit arkiv, hvor der låst.

To af de unge mænd, der kommer hos Frede, er doktor Finn og doktor Scott, og de forsyner kliken med piller, også Asta Nielsen, som det fremgår i Fredes optagelse.

Asta:
Disse sovepiller hjælper jo ikke. Så tænkte jeg, nu prøver jeg at tage to af dem, jeg kun må tage en af, og naturligvis lå jeg vågen til klokken syv i morges. Men så sov jeg fra klokken syv til klokken den var to. Men er det ikke underligt. Jeg må sige til doktor Scott, når jeg engang træffer ham, at jeg må ha’ indsovningspiller. Det har jeg også haft før. Forstår De, det er nogle, der virker meget hurtigt. Og når man så først er faldet i søvn, så er det ofte, at de sovepiller, man har taget, virker. Men om formiddagen sover jeg som en sten. Så nu har jeg tænkt, om jeg måske skulle tage sovepillerne om formiddagen (griner), så virker de måske klokken tolv om aftenen.

Frede:
Er det de blå?

Asta:
Der er ingen af dem, der er blå. De er hvide. Det er doktor Scotts, det er ikke dem fra….

Frede:
Doktor Finn? De gamle blå piller, De har taget før?

Asta:
Dem har jeg helt opgivet. For de er faktisk kun beroligende. De hjalp i nogen tid mod svimmelheden, og jeg er heller ikke spor svimmel af alle dem, jeg har fået nu.

Frede:
Hvordan gik det med at sove i nat?

Asta:
Det gik slet ikke. Klokken syv i morges. Jeg sov fra syv til halv elleve. Jeg kan ikke sove, det er det fortvivlende ved det. Forstår De, når man sover, så henter man så meget kraft, ikke? Men når man ikke har sovet om natten, så er man underlig hele dagen. Nå, men det må jeg jo se at vænne mig til. Nu har jeg i 30 år ikke kunnet sove. Det kan ikke blive en vane alligevel. Underligt nok.
Næsten hele livet igennem har jeg ikke kunnet sove. Jo, da jeg var ganske ung. Men efter jeg kom til filmen, har jeg ikke kunnet sove om nætterne, og da havde jeg stærkt brug for det. Rædsomt.

Frede:
Det er jo mærkeligt, De kunne se så dejlig ud, når De nu ikke fik den søvn, De skulle have.

Asta:
Jeg er sikker på, jeg havde set bedre ud, hvis jeg havde fået min gode nattesøvn.

Frede:
Nej, det kunne De slet ikke.

Asta:
Jo, men vi måtte arbejde med det, for jeg har altid haft lidt poser under øjnene, det er jeg født med, det har jeg efter mor. De var naturligvis større, når jeg havde ligget vågen en hel nat, og da arbejdede vi altid med underlys. Jeg havde sådan nogle store bakker med stanniol på, så man blev belyst for neden.

Enestående dokument om divaen

Frede Schmidt offentliggjorde aldrig sine båndoptagelser, de blev liggende i den grønne blikæske i det låste arkiv og dukkede først op i 2003, hvor instruktøren Torben Skjødt Jensen fik adgang til dem og brugte dele af dem i sin dokumentarfilm om Asta, Den talende muse.

Det drejer sig om cirka 80 timers samtaler med Asta i årene 1957 –1959.

Jeg lånte alle båndene og hørte de 80 timer igennem og har lavet en montage til tysk radio.

For mig var det en skattekiste at få lov at arbejde med alle de gamle optagelser, nogle af dem, når man tænker på hvor gamle de er, af forbavsende god kvalitet.

Ligesom Frede har jeg også været fan af Asta Nielsen, den største filmskuespillerinde, vi har haft i Danmark og måske også Tysklands største – i hvert fald den tidligste. I Danmark spillede hun kun hovedrollen i fire film. Verdenskarrieren fik hun i Tyskland, hvor hun mellem 1911 og 1932 indspillede over 70 film.

Asta Nielsen kom fra fattige forhold i Danmark og blev DIVAEN i den tidlige europæiske film. Da det berømte filmstudie i Balbelsberg ved Berlin blev bygget for hundrede år siden, var hendes film i centrum. Publikum elskede hende, hun var indbegrebet af den smukke, selvstændige kvinde. Hendes ansigt og hendes mimik brændte sig ind i én. Og med sit sorte hår og udtryksfulde, dunkle øjne passede hun perfekt til det nye medium: Filmen. Asta var smuk, klog og charmerende.

Asta:
Det med film er ikke alene nerverne, det er også rent korporligt. Man bevæger sig meget og bliver dødtræt. Og så disse oprivende roller, jeg havde. Jeg skulle være på lærredet næsten hele tiden. Det var forfærdeligt.

Frede:
Det må have været rart, også?

Asta:
Jeg skal sige Dem. Før krigen spillede jeg i Urban Gads film, som jo altid var noget møg, selve filmen, men det var vidunderlige opgaver. Det var nemlig hans talent, at han kunne skrive store roller til mig. Han kunne skrive, ved De. Give mig et glimrende stramaj at arbejde på. Han kunne ikke sige, hvordan det skulle være, men han gav mig situationer, og så fyldte jeg dem ud, ikke? Og ingen mennesker ville jo engagere ham. Men jeg holdt altid på, at han skulle med.

Astas første ægtemand var den danske filminstruktør Urban Gad, der instruerede hendes filmdebut Afgrunden i 1910. Filmen blev en verdenssensation. Men i flere lande måtte den ikke vises på grund af den erotiske Gaucho-scene, hvor hun indfanger en ung Poul Reumert med en lasso og danser rundt om ham og op ad hans underliv med æggende bevægelser. Sådan noget havde verden aldrig set før. Og når jeg ser filmen og især dansen synes jeg stadigvæk, at hendes skønhed og erotiske udtryk er enestående.

Asta:
Og så kom krigen… Og så efter krigen, forstår De, så kom hele den periode, hvor vi begyndte med de litterære film, og det var egentligt dem, der interesserede mig mest. Det var nogle få år, hvor jeg spillede Hamlet, Hedda Gabler, Dostojevski og Frøken Julie.
Husk på, jeg spillede fuldkommen på mine nerver, og på mine følelser. Det var jeg jo nødt til. Og da vi så begyndte på litteraturen, hvor vi skulle få tankerne synlige… Det var en spekulation og et nerveanstrengende arbejde. Og så kunne det aldrig lykkes helt. For hverken Hamlet eller Dostojevski kan man helt ”tage” uden ord, så det bliver rigtigt, vel?
Når man er på teatret og spiller på teatret, så er det selvfølgelig vidunderligt, absolut vidunderligt at blive hyldet for en præstation. Og derfor elskede jeg også teatret på grund af denne kontakt med publikum, det levende ord, hele scenen, hele atmosfæren, ligesom jeg elskede at spille pantomime i sin tid, fordi jeg var så led og ked og træt af filmen. Ikke af at udføre den men hele, åh, miljøet. Det var rædselsfuldt. Men jeg elskede mine turneer. Da var jeg tit hver aften i en ny by og blev hyldet af publikum. Det var vidunderligt.
Jeg elskede at stå foran et kamera. Ved De, når man står i et teater, er det overfor et par tusinde mennesker højt regnet. Men foran et kamera havde jeg den følelse, at jeg spillede for hele verden. Jeg havde slet ikke nogen følelse af, det bare var et apparat, der stod der.
Men efterhånden, ved De, blev man så træt. Filmene blev så dårlige i Tyskland. Efterhånden spillede man i dårligere og dårligere film, for de tog ikke andet end dårlige film.

Sommerhuset på Hiddensee

I alle biografier om Asta Nielsen står der, at hun var en afgjort modstander af Hitler, og at hun på grund af nationalsocialismen vendte Tyskland ryggen i 1937 og rejste til Danmark.

Jeg rejser til den lille Østersø-ø Hiddensee, der ligger vest for Rügen, for måske at møde nogen, der kan fortælle noget om Asta Nielsen. Det er selvfølgelig ønsketænkning, for det er allerede mange år siden, Asta Nielsen kom her om sommeren til sit lille smukke sommerhus. Karusell hed det, og det ligger her endnu, men jeg er meget heldig, for her træffer jeg Frau Thürke, der viser sig at være barnebarn til Asta Nielsens husholderske på øen, hun hed Anna Schluck.

Asta Nielsen kom her fra 1928 –1936, fortæller Frau Thürke, derefter var de kun i brevkontakt, og de breve har Frau Thürke fundet frem og hængt op på væggen, ligesom hun har lagt et af Astas tæpper tilbage i huset, et tæppe, som husholdersken har passet på i alle årene.

Bedstemor fortalte altid gerne om Asta Nielsen, siger Frau Thürke, om hvordan hun hentede hende ved skibet. Sørgede for, der var brød, når hun kom. Hvordan hun ordnede huset for Asta Nielsen og lukkede det ned for hende, når hun tog tilbage til Berlin i september måned, hvordan hun så til, at brønden blev tømt.

Efter 1945 blev huset plyndret, da Hiddensee blev indtaget af den røde hær, og øen blev del af DDR.

Sommer huset på Hiddensee. Wikimedia Commons.

Siden flyttede der flygtningefamilier ind i huset, men så i 1962 manglede øen et lærerpar, og de kom til at bo i sommerhuset helt indtil 2011. Og lærerparret passede godt på Asta Nielsens ting.

Astas sommerhus har fungeret som et lille museum de sidste to år, men brevene er aldrig blevet offentliggjort. Jeg læser dem sammen med Frau Thürke, og der er noget i dem, der undrer mig meget, for der er noget, der ikke passer helt med, hvad forskningen ellers fortæller om Asta Nielsen. Det handler selvfølgelig om krigen.

Asta:
Jeg har engang købt et slot nede i Granada. Det aner jeg ikke, hvor er henne nu. Jeg tror, at Wingårdh, Freddy, havde papirerne. Men han har ikke udnyttet dem. Det var meget forfaldent. Og det lå på vejen op til Alhambra. Og var til salg. Og så tænkte jeg, det ville være morsomt at have et slot. Det kostede ingen verdens ting. Med nogle reparaturer kunne man ha’ haft et vidunderligt slot dernede i Spanien. Den skønneste del af Spanien, så det købte jeg.
Og vi rejste hjem, og jeg blev skilt fra Freddy. Så havde jeg fuldstændigt glemt det.
Nu har jeg et sommerhus på Hiddensee. Og ikke engang sommerhus her. Ku’ jeg bare sælge det, ku’ jeg sagtens købe et hus her.

Frede:
Ja tænk, om det kunne blive solgt?

Asta:
Forstår De… Danmark skal først anerkende Østtyskland som selvstændig stat. Og så længe de ikke har gjort det, så er alle danskeres ejendomme og formuer beslaglagt i Østtyskland.
Jeg havde det så dejligt på Hiddensee. Der var jeg sommetider 4 måneder.
Jeg var der maj, juni, juli…. 15. maj tog jeg tit dertil. Så tog jeg hjem igen til min fødselsdag i september. Og dér lærte jeg roller, og når jeg tog hjem, sku jeg på turné. Jeg fortryder slet ikke, jeg har haft købt det, fordi selvom pengene er tabt, så var de også tabt, hvis jeg ikke havde købt det. Jeg har været der i 9 somre og haft det vidunderligt.
Der var så meget sundhed, og så meget lykke har jeg haft der. Jeg var så lykkelig i det hus.

Frede:
Ja, det er snart det sted, De har været mest glad for at være? Det er på Hiddensee?

Asta:
Ja, ja. Jeg vil ikke tænke på, at jeg har mistet det, fordi jeg har haft 9 dejlige år der.
Jeg vil ikke gå og være ked af det.

Frede:
Det kan jo heller ikke nytte noget.

Asta:
Herregud, jeg savner jo ikke noget. Jeg har både min lejlighed, min varme og mine klæder. Og jeg kan se et par venner engang imellem. Selvom jeg ikke har penge nok til så ofte, som jeg gerne ville … Det er det eneste, jeg savner. For jeg har altid haft meget selskabelighed. Men det har jeg ikke råd til mere.

Fortællingen om Asta og Frede er desuden udgivet som podcast på DR, der kan høres her.

Om hundrede år

Anna Elisabeth Jessens romandebut Om hundrede år er netop udkommet på forlaget Rosinante. Bogen er en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver i hundrede korte nedslag fra 1914-2014. Et tidsbillede med grumme skæbner og det usagtes evne til både at forme og forkludre livet for en familie.