TEATER // ANMELDELSE – Arven på Det Kongelige Teater er som et timeglas, hvor sandet er den otte timer lange homofortælling. Hvert sandkort, hvert ord er et bombardement ind i grundfølelserne: At elske, hade, grine, græde og at miste. Når det er bedst, er sandkornene forgyldte og tegner et skæbnefællesskab, som er bagage og følgesvend for alle homoseksuelle mænd.
”Man kan lige så godt begynde med Helenes brev til hendes søster.” Sådan lyder første linje i E.M. Forsters roman Howards End.
I åbningsscenen i Matthew Lopez’ teaterstykke Arven er 10 unge, homoseksuelle mænd på skrivekursus i New York. Året er cirka 2016. De ligger på gulvet, sidder på bænke, står op. De skriver i notesbøger eller på bærbare computere, alt imens de taler om, hvor svært det er at skrive en historie.
Her dukker deres ældre lærer, Morgan, op – Edward Morgan Forster spillet af Jens Jørn Spottag. Han gennemgår klassiske værker og opfordrer de unge til at kigge i deres hjerter og fortælle deres historier. Replikkerne skifter, så der tales både i første person ental og tredje person ental – distance og nærvær på samme tid.
Jeg er sjældent blevet spurgt af så mange, om de skulle gå ind at se ‘Arven’. Om det er de otte timer værd? Om man ikke falder i søvn? Om det ikke kun er for homoer?
Jeg, anmelderen, havde inden forestillingen lovet mig selv, at jeg ikke ville tage noter under det næsten otte timers lange stykke. Til Arven var planen: Vær til stede, sug til dig og nyd. Så må hukommelsen, fornemmelsen og følelserne efterfølgende udgøre anmeldelsen.
Faktisk synes jeg, det er en uvane, som jeg eller normalt benytter mig af. Men det er også modsætningsfyldt at sidde i teatersalen og tage noter velvidende, at ens koncentration mod scene, skuespillere og ord, ja mod alt det, man egentlig er der for, forsvinder, mens man skriver kragetæer i mørket, ofte til stor irritation for de nærmeste publikummer.
Only Connect
”Man kan jo lige så godt begynde med Tonys sms’er til Eric”.
De 13 skuespillere i Arven er med til at give et mangfoldigt gay-udtryk. Flere af spillerne har flere roller. Helt centrale er det unge par Eric Glass (Emil Blak Olsen) og Toby Darling (Alvin Olid Bursøe). Eric er jurist. Sød, betænksom, anstændig, nærværende og vennernes ven. Tony er modsætningen. Smart i replikken, egoistisk og med succes som forfatter, selvom hans roman, der nu skal dramatiseres, vistnok bygger på benægtelser og løgne fra hans egen fortid. De bor i en stor lejelejlighed på mondæne Upper West Side.
I samme ejendomskompleks bor det noget ældre homoægtepar. Sympatiske og opmærksomme Walter (Jens Jørn Spottag), der er gift med ejendomsspekulanten og republikaneren Henry (Morten Kirkskov).
Walter og Henry oplevede HIV og AIDS på tætteste hold i New York, da de var unge. Walter som aktivisten. Henry, som den homoseksuelle, der nærmest tog afstand fra den nye sygdom, som havde han været heteroseksuel. Eric, Toby og deres venner repræsenterer generationen efter AIDS.
Slutningen af sidste århundrede, hvor HIV blev til AIDS, som igen blev til mange, mange dødsfald, møder nutiden med – på nogle måder – mere sorgløse homoseksuelle, der kan blive gift og få børn og møde partnere på app’en Grindr fremfor i parker og på offentlige toiletter. Det hele står på skuldrene af begrebet ’only connect’. Nøglebudskabet fra Howards End om at forbinde hjerne, hjerte og passion. Og forbinde mennesker.
Jeg, anmelderen, ser Arven sammen med min kæreste gennem 27 år, snart 28 år – lidt mindre, hvis man trækker de tre måneder fra, hvor vi ikke var sammen i 1998. ”Ej, har I været sammen SÅ længe!”, siger folk altid, som om bøsser ikke kan være det. Som om kun hetero’er kan være det.
Men når vi sidder der i Skuespilhuset og ser Arven, tænker jeg, at der godt nok er sket meget. At Rasmus og Ole på mange måder er Walter og Henry. At sidde her og være de gamle er smukt, som i åbningen af anden del, hvor Jens Jørn Spottag som Morgans genfærd møder trækkerdrengen Leo (Jonathan Bergholdt) på stranden. Leo er knust, fordi Toby kun vil udnytte ham seksuelt. Her siger Morgan til Leo: Den eneste måde at komme sig over hjertesorger er at risikere mere.
Jeg tænker, at noget af det, vi giver videre, er troen på, at homoforhold kan vare længere. Men vi giver også en gay-verden videre, hvor man ikke på samme måde skal have dødsangst hver gang kondomet springer, når man har sex.
Dette århundredes ’Engle i Amerika’
Arven er som nævnt skrevet af den amerikansk dramatiker Matthew Lopez. Stykket der havde premiere i London i 2018, og har vundet mange af teaterverdenens største priser, er et stykke, der nærmest i alle lande sælges som ”en forestilling om generationen og arven efter AIDS-epidemien”.
Som også nævnt er Lopez kraftigt inspireret af E. M. Forster, og Howards End er dramatikerens yndlingsbog.
Arven er af mange set som sammensmeltning af Forsters roman fra 1910 og Tony Kushners prisbelønnede millenniumværk, Engle i Amerika om AIDS i 1980’ernes USA. Skuespillet der tog verdenen med storm, da det blev til en TV-serie med blandt andre Al Pacino og Meryl Streep i hovedrollerne.
En stjerne, to gennembrud og et teaterhomoøjeblik
Som i Howards End spiller et hus på landet – udenfor New York – en central rolle. I en af forestillingens mange smukke og intense scener fortæller Walter Eric om huset. Om hvilken nærmest åndelig betydning, stedet havde for ham i 1980’erne, hvor Walter – mod Henrys vilje – tog sig af venner fra New York, der var smittet med AIDS. Jens Jørn Spottag spiller så indtrængende, ærligt og hudløst, at de første kuldegysninger og tårer i øjenkrogen titter frem. Spottag er en teaterstjerne.
Når jeg sidder foran computeren og skal fremkalde Arven, føles opgaven uendelig – og utømmelig.
Som den liderlighed og sex, som den smukke, overklassedreng Adam (alter ego til trækkerdrengen, Leo, begge spillet af Jonathan Bergholdt) fortæller om. Hans besøg på en saunaklub i Prag, hvor han uhæmmet bliver kneppet af 15 forskellige mænd.
Om at han aldrig har følt sig mere levende og aldrig har haft så intens sex og fået så vilde orgasmer. For øjeblikket efter at bryde sammen, da han indser faren for at falde ned i afgrunden – den afgrund, som altid har været fatal for bøsser. I dobbeltrollen som Leo og Adam får Jonathan Bergholdt sit store teatergennembrud.
Hvad er det for en arv, den homoseksuelle mand og det homoseksuelle samfund bærer med sig? Hvad er relationen til alt det, som ligger omkring: Familie, race, kvinder, naboer, politik og kunst
Fortællingen flyver afsted – som de 8 timer i øvrigt. Matthew Lopez har proppet stykket med historier, latterfremkaldende episoder, litterære og kulturelle referencer, tårepressende øjeblikke. Alt det, som gør et liv. Alt det, som gør mange liv. Lige indtil liv ikke er liv mere.
Lopez tør også stoppe op og gå ud af plottet, væk fra E. M. Forster og Howards End, rydde gulvet og starte dét, man kunne kalde en diskussionsklub. Et debatindlæg på teaterscenen. Som når de unge med Morgans beskedne, men dog klogt iagttagende deltagelse diskuterer den homoseksuelle kultur i dag kontra tidligere.
Her er vi ved stykkets kerne: Hvad er det for en arv, den homoseksuelle mand og det homoseksuelle samfund bærer med sig? Hvad er relationen til alt det, som ligger omkring: Familie, race, kvinder, naboer, politik og kunst.
Det er diskussionen om kampen for homorettigheder i slut 1960’erne, da New York var centrum for optøjerne på Christopher Street med kampe mod politiet på og udenfor baren, The Stonewall Inn. Da ”samfundet” så endelig viste en vis form for accept, kom HIV og AIDS og stigmatiserede endnu engang bøsserne og fyldte en hel generation af homoseksuelle mænd med skam.
AIDS blev kaldt for bøssepest og bøssekræft. I kontrast til i dag, vor tid, hvor Morgan lidt ironisk spørger, om alle de unge skal giftes, om de alle skal have børn? Men det er også en debat om et miljø, der er rykket fra organisationer og barer til internet og apps, så der ikke længere findes en samlet homokultur, en samlet kamp, men mange forskellige kampe. Og stiller spørgsmålet, hvordan man overhovedet kan have forbilleder, når alle i generationen før er døde eller levede i skabet som på E.M. Forsters tid?
Som i mange af stykkets scener er det Eric, der i sidste ende samler trådene og skærer igennem de mange meninger ved at opfordre til at ære fortiden, men leve fuldt ud i nuet.
E. M. Forster får i øvrigt på puklen, fordi han ikke selv turde udgive sin åbenlyst homoseksuelle roman Maurice, mens han levede.
Eric spilles af Emil Blak Olsen, og dette, der ellers udpræget er en ensembleforestilling, er Eric Arvens ubetingede hovedrolle, midtpunkt og katalysator. Eric er på alle tænkelige måder forestillingens midtpunkt. I den rolle er Emil Blak Olsen vist det, man på amerikansk kalder outstanding.
Det er længe siden, jeg har set en så enestående scenisk præstation. Emil Blak Olsen spiller rollen som Eric med nærmest naturalistisk præcision
Det er længe siden, jeg har set en så enestående scenisk præstation. Emil Blak Olsen spiller rollen med nærmest naturalistisk præcision og med overskud til flirt, humor og finesser hentet i skuespilkunstens inderste skuffer. Her er i den grad tale om et gennembrud.
Eric er også i centrum, da den ellers minimalistiske scenografi åbner sig mod slutningen af første del. Vi er ved huset nord for New York. Stedet, hvor Walter tog sig af de AIDS-syge. Bagscenen er fyldt med hvide t-shirts, der hænger ned fra loftet, belyst i pink, og herfra kommer seks unge mænd gående ud mod Eric, som de krammer for derefter at kramme en af de andre karakterer.
Hvad man ikke umiddelbart får at vide eller kan se (men som man kan læse i programmet) er, at de seks er nulevende HIV-positive homoseksuelle. Scenen, der slutter første del, er et ekstremt rørende og smukt teaterhomoøjeblik.
Pauserne
I denne forbindelse kan pauserne forstås på flere måder. Man kan se hele Arven på en lørdag (hvilket er, hvad vi gjorde) eller i flere dele over to hverdage. På lørdage er der fem pauser: Fire korte og en lang spisepause.
Pauserne er også der, man hænger ud og møder folk. Ingen, vi møder, er på noget tidspunkt mættet af teater. I spisepausen kan man gå ud i byen eller spise på Skuespilhusets restaurant, der meget passende hedder Replik.
Vi møder Niels Henning Krag Jensby og hans mand i den ene pause. Egentlig lidt overvældende, da det er første gang, han ser Arven i sin helhed, og fordi det er Niels Henning Krag Jensby, der har oversat stykket. Og wow, for en præstation og en oversættelse!
Niels Henning Krag Jensby debuterede i 2016 med romanen Techno, som han modtog BogForums Debutantpris for.
Niels Henning Krag Jensby har ramt tonen, humoren, alvoren, fortiden og nuet – og har ramt pauserne, som tit er det vigtige på teater
Dette mammutværk af en oversættelse sidder lige i skabet, hvis man ellers kan bruge det udtryk om en homoforestilling. Niels Henning Krag Jensby har ramt tonen, humoren, alvoren, fortiden og nuet – og har ramt pauserne, som tit er det vigtige på teater, men som selvfølgelig også ligger i hænderne på instruktøren Thomas Bendixen, der i min optik har lavet sin hidtil bedste iscenesættelse.
Alt det overflødige er pillet fra, så det rene og ærlige står tilbage. Det spiller godt sammen med scenografien af Palle Steen Christensen, der er så minimalistisk og uprætentiøs, at ordene fremstår vigtigere og stærkere, end hvis iscenesættelse og scenografi havde larmet.
Tak til Niels Henning Krag Jensby – næste gang vil vi gerne se en tekst af dig selv på scenen.
Vi vil leve
Fortælleteknisk bruger Matthew Lopez, det gamle teatertrick med at lade karaktererne tale i både jegform og i fortælleform. Ligesom frasen ”her kunne XX have sagt det-og-det, men siger dit-og-dat.” Begge greb er med til at åbne fortællingen, så publikum bliver præsenteret for mere end én mulig dramaturgisk vej at gå for karaktererne.
I den form vælter Matthew Lopez’ ideer ud på scenen. Det fortsætter i del 2, om end forestillingen får et andet tempo, og oplevelsen af plotgentagelser indfinder sig. Men det uagtet er Arven gribende fra åbningsscene til sidste replik.
Jeg har sjældent været i teatret, hvor jeg ikke på et tidspunkt har fået tankemylder om noget helt andet, end det, der foregik på scenen. Men jeg har sjældent været i et teaterrum, hvor scene, sal, publikum og skuespillere smeltede så symbiotisk sammen, som tilfældet var her. Tak til alle 13 skuespillere, hvis energi, spilleglæde og overskud fyldte rummet.
Minoriteternes arv har altid været en anden end flertallets… I en tid, hvor nye konservative kræfter vinder frem, kan vi blive nødt til at kæmpe igen
Arven er som at stå overfor en person, der tænker, mens han taler – og det næste øjeblik som at tale med en person, der tænker og svarer indsigtsfuldt og velovervejet. Samlet giver det et perfekt miks. Det er modigt, og der er hele tiden noget på spil. Og så er det som om, stykket ikke vil sættes i bås, ligesom homoverdenen sjældent vil.
Arven er som en nervestreng med bøssernes DNA, der belyser problemstillinger, som jeg og mange andre homoseksuelle dagligt kæmper med, ganske enkelt kun fordi vi er mænd, som elsker mænd. I det større perspektiv er selve arvens betydning til debat. Hvad giver tidligere generationer videre, og hvordan forvalter den nye generation den arv? Og hvem er overhovedet så heldige at stå i testamentet?
Minoriteternes arv har altid været en anden end flertallets. De homoseksuelle fik ikke rettigheder, de kæmpede for dem. I en tid, hvor nye konservative kræfter vinder frem, kan vi blive nødt til at kæmpe igen. Og her kan vi lade os inspirere af vores forgængere.
Dobbeltrollen Adam og Leo er forestillingens tydeligste eksempel. De ligner hinanden, men har forskellig baggrund. Overklassemanden Adam håndterer lettere AIDS-epidemien end den hjemløse, sexarbejder Leo. De to sætter – med et moderne begreb – fokus på intersektionalitet, magtstrukturer og privilegier styret af køn, klasse, etnicitet og seksualitet. Er den homoseksuelle kultur ved at blive indskrænket og gentrificeret i takt med, at homoer kan blive gift, få børn osv. Mister den homoseksuelle identitet på bekostning af majoritetssamfundets accept?
Spørgsmålene vælter frem, så lad os hoppe til slutscenen, hvor vi er tilbage ved E.M. Foster, der fortæller, hvordan den homoseksuelle arv skal forvaltes, set i lyset af dem, der er gået før os:
“Vi vil gøre, hvad de ikke kunne. Vi vil leve.”
P.S.
Jeg er sjældent blevet spurgt af så mange, om de skulle gå ind at se Arven. Om det er de otte timer værd? Om man ikke falder i søvn? Om det ikke kun er for homoer?
Jeg har svaret: ”Det er fantastisk, ikke et sekund for langt, homo ja, men klart seværdigt for alle.”
Jeg kunne også havde svaret: ”Det er jeg da ligeglad med. Hvis du alligevel bare går tilbage til din ejerbolig, som du har tjent 8 millioner på de seneste ti år, samtidig med, at der i 2021 døde 650.000 mennesker med AIDS-relaterede sygdomme, fordi de ikke har råd til medicinsk behandling. Hvis det er med den på, så bliv væk.”
Når det er bedst, er sandkornene forgyldte og tegner det skæbnefællesskab, som er bagage og følgesvend for alle homoseksuelle mænd
”Altså, hvis du er en eller anden form for magtelite, der synes det er smart at se ’homo-stykket alle taler om’, men når du så står på stadion med gutterne næste weekend, så råber du alligevel ”bøsserøvstackling”. Så hej, hej. Bliv væk”.
”Eller, hvis du er sådan en ung bøssetype, der kun vil kaldes queer, bor i en forældrekøbslejlighed på indre Nørrebro, og som kun gider at tale med dit eget spejlbillede, eller med folk, som kan skubbe din egen fede røv fremad på karrierebanen. Hvis det er med den på, så bliv væk.”
”Du behøver heller ikke komme, hvis din eneste grund er din egen dårlige samvittighed. Over at du aldrig støttede din søn i teenageårene. Og over, at du vist engang sagde, at det var meget piget ikke at ville med til FCKs kampe i Parken. Find et andet sted at pleje din dårlige samvittighed.”
Alt det kunne jeg havde skrevet. Men hvad kan man egentlig forlange og forvente af et teaterstykke? Eller af et publikum? Så jeg endte med at skrive:
Arven på Det Kongelige Teater er som et timeglas, hvor sandet er den otte timer lange homofortælling. Hvert et sandkorn, hvert et ord er et bombardement ind i grundfølelserne: At elske, hade, grine, græde og at miste. Når det er bedst, er sandkornene forgyldte og tegner det skæbnefællesskab, som er bagage og følgesvend for alle homoseksuelle mænd.
Læs Ole Blegvads brevveksling med skuespilchef Morten Kirkskov om ‘Arven’ her:
Arven: Vi græd til de første prøver
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
