ARGENTINA // ANALYSE – Argentinas vicepræsident Cristina Kirchner lægger nu offentligt arm med præsident Alberto Fernández. Første omgang endte nærmest uafgjort, hvilket i sig selv er en svækkelse af præsidenten. Forløbet viste også, at alliancen mellem de to er skrøbelig, og at det er uklart, hvem der egentlig bestemmer. Samtidig er Argentina hårdt ramt af covid19-pandemien – både sundhedsmæssigt og økonomisk – og en statsbankerot lurer igen i horisonten.
SÃO PAULO – Alliancen mellem Argentinas præsident Alberto Fernández og hans vicepræsident Cristina Kirchner – som begge kommer fra Peronistpartiet – knager nu alvorligt i fugerne i fuld offentlighed. Den direkte anledning var Peronistpartiets nederlag den 12. september i de såkaldte primærvalg, der fungerer som optakt til det egentlige parlamentsvalg i november.
Primærvalgene har til formål at sortere de mindste partier fra inden det egentlige valg, så der er ingen umiddelbare parlamentariske konsekvenser af primærvalgene. Til gengæld giver de som regel et godt fingerpeg om, hvordan det senere kommer til at gå ved det egentlige valg.
Oppositionen vandt stort
Da resultaterne kom ind den 12. september, viste det sig, at i år vandt oppositionen stort. Koalitionen ”Juntos por el Cambio” – ”Sammen om forandring” – fik således flest stemmer i 15 af Argentinas 23 provinser samt i Buenos Aires by, som er et selvstændigt føderalt distrikt.
Det var desuden vigtigt, at oppositionen vandt i Buenos Aires-provinsen, som dels er den mest folkerige provins, og dels er et område, hvor Peronistpartiet normalt står stærkt. Regeringens støttepartier, som er samlet i koalitionen ”Frente de Todos” – ”Samlet front” – vandt kun i 7 provinser, mens sejren i de to sidste provinser gik til mindre regionale partier.
Resultatet på landsplan blev, at ”Juntos por el Cambio”, som i 2019 støttede tidligere præsident Mauricio Macri, fik cirka 40 procent af stemmerne, mens ”Frente de Todos” kun fik cirka 30 procent af stemmerne. Ved det tilsvarende primærvalg i 2019 vandt ”Juntos por el Cambio” kun i Córdoba-provinsen og i Buenos Aires by, mens ”Frente de Todos” vandt i de øvrige 22 provinser. Resultatet i år var derfor et nederlag for ”Frente de Todos”, som var til at få øje på.
Det egentligt valg i november omfatter halvdelen af Deputerkammeret og en tredjedel af Senatet. Hvis resultatet fra primærvalget holder, vil Peronistpartiet miste den nuværende kontrol med begge kamre. Alberto Fernández er ganske vist først på valg i 2023, så på præsidentposten sker der ingen forandring i år.
Men hvis resultatet fra primærvalget gentager sig til november, vil regeringen få vanskeligt ved at gennemføre sin politik i de næste to år. Meget er derfor på spil, og det fik magtkampen mellem Kirchner og Fernández til at bryde ud i lys lue.
Politisk konflikt mellem Fernández og Kirchner
På overfladen drejer uenigheden sig om, hvem der har skylden for valgnederlaget. Men nedenunder dette er der en større politisk konflikt mellem præsidenten og vicepræsidenten.
Konflikten blev synlig, da tre ministre og to højtstående politisk udpegede embedsmænd stillede deres mandat til rådighed for Alberto Fernández efter nederlaget i primærvalget. Det drejede sig i alle fem tilfælde om personer, som er loyale mod Cristina Kirchner, og målet var formodentlig at fremprovokere en større omorganisering af regeringen.
Alberto Fernández svarede i første omgang ved ikke at acceptere opsigelserne samt ved at skrive på Twitter, at tidspunktet ikke var til at skabe interne konflikter. Det bragte Cristina Kirchner åbent på banen.
Hendes reaktion var, at hun publicerede et åbent brev på sin hjemmeside, som formelt set var rettet til den argentinske befolkning. I realiteten var det dog nok primært skrevet til Alberto Fernández. Og hun lagde ikke fingrene imellem.
Jeg foreslår ikke noget vildt eller radikalt. Tværtimod! Jeg gør blot dét, som i konteksten af en global pandemi, sker overalt i verden – fra USA over Europa og i vores egen region: Staten begrænser de tragiske konsekvenser af pandemien
Cristina Kirchner
For det første skrev hun, at hun på mange møder med Alberto Fernández i de seneste to år havde sagt, at regeringen gennemførte en fejlagtig finanspolitik. Ifølge Kirchner havde det en negativ påvirkning på økonomien og dermed på samfundet som helhed, og hun forudså, at det ville få valgmæssige konsekvenser. Resultatet blev, fortsatte hun, ganske rigtigt et valgnederlag uden fortilfælde for Peronistpartiet.
For det andet forklarede hun, at hun to dage efter valget havde haft et møde med Fernández, hvor hun havde opfordret ham til at relancere sin regering. Hun foreslog specifikt, at Fernández udskiftede sin kabinetschef Santiago Cafiero.
For det tredje opfordrede hun Fernández til at sætte sig sammen med sin økonomiminister og rette op på, hvad Kirchner så som en fejlslagen politik. Hendes anke var, at regeringen på trods af den økonomiske krise ikke førte en tilstrækkelig offensiv finanspolitik. Hun opfordrede i den sammenhæng til, at regeringen øgede statens underskud, så det kom på linje med budgettet for 2021.
”Jeg”, skrev Kirchner, ”foreslår ikke noget vildt eller radikalt. Tværtimod! Jeg gør blot dét, som i konteksten af en global pandemi, sker overalt i verden – fra USA over Europa og i vores egen region: Staten begrænser de tragiske konsekvenser af pandemien.”
En mindre ministerrokade
Alberto Fernández kunne åbenbart ikke sidde den bredside overhørig og mandagen efter præsenterede han en ministerrokade. Cristina Kirchner havde fået sin vilje om at få fyret kabinetschefen. Han blev dog ikke udsat for en total degradering, idet han overtog posten som udenrigsminister.
Ny på posten som kabinetschef blev Tucuman-provinsens hidtidige guvernør Juan Manzur, hvilket Kirchner også havde foreslået i sit åbne brev. Manzur var sundhedsminister, da Kirchner var præsident, men de er ikke længere politiske allierede. I den store sammenhæng var det vigtigste for Kirchner nok at komme af med den tidligere kabinetschef Cafiero.
Et andet notabelt offer i regeringsrokaden blev Fernández’ pressetalsmand, Juan Pablo Biondi. Han sagde officielt selv op, men måske blev han i realiteten fyret. Christina Kirchner havde i sit åbne brev beskyldt ham for – måske – ”off the record” at lække oplysninger til pressen, som stillede Kirchner i et dårligt lys. Den nye pressetalsmand blev Juan Ross, som har en længere karriere indenfor politisk kommunikation og administration.
Den ene krise har afløst den anden siden årtusindeskiftet, og der er ikke nogen nemme veje ud af problemerne. De centrale problemer er en stagnerende økonomi, en enorm statsgæld, høj arbejdsløshed, stigende fattigdom og høj inflation
Til gengæld blev økonomiminister Martín Guzmán siddende, selvom Cristina Kirchner havde udtrykt utilfredshed med regeringens økonomiske politik. Kirchner havde imidlertid på forhånd ringet til Guzmán for at sige, at hun ikke havde opfordret Fernández til at fyre ham. Der blev også skiftet ud på yderligere et par ministerposter, men alt i alt var det en mindre rokade.
Kampen mellem Fernández og Kirchner endte dermed nærmest uafgjort. Kirchner fik fyret to af Fernández nærmeste medarbejdere, men Fernández holdt fast i sin økonomiminister og dermed nok også den hidtidige økonomiske politik.
Økonomisk krise i covid-tid
Det er ikke nogen nyhed, at økonomien er et af de helt centrale emner i argentinsk politik. Den ene krise har afløst den anden siden årtusindeskiftet, og der er ikke nogen nemme veje ud af problemerne. De centrale problemer er en stagnerende økonomi, en enorm statsgæld, høj arbejdsløshed, stigende fattigdom og høj inflation.
Det viser sig blandt andet ved, at bruttonationalproduktet per indbygger i faste priser har vist en jævnt faldende tendens siden 2012, selvom der har været enkelte år med fremgang ind imellem. Det fremgår af den seneste rapport om ”World Economic Outlook” fra den Internationale Valutafond (IMF) fra april 2021. IMF’s fremskrivninger giver heller ikke meget håb om en snarlig forbedring af situationen.
Rapporten viser, at den i forvejen vanskelige situation fik yderligere et hak i den forkerte retning i 2020 på grund af covid19-pandemien. Den førte til en reduktion i bruttonationalproduktet på 10 procent, og sendte bruttonationalproduktet pr. indbygger i faste priser ned på det laveste niveau siden 2005.
Cristina Kirchner og venstrefløjen i Peronistpartiet argumenterer for, at man skal afhjælpe krisen ved at staten øger sit underskud og skaber gang i økonomien på den måde. Statens gæld er i imidlertid i forvejen gigantisk.
Gældsforhandling med IMF
På den korte bane er det især et lån, som den tidligere regering under Mauricio Macri optog hos IMF i 2018, som spøger. Lånet var i sin tid en del af en større økonomisk plan, hvor lånet – sammen med en liberalisering af økonomien – skulle skabe et økonomisk klima, som var favorabelt for udenlandske investeringer. Det skulle så sætte gang i økonomien.
Investeringerne materialiserede sig imidlertid aldrig, og da Fernández overtog regeringsmagten i 2019, arvede han dermed den enorme gæld men uden kompensation i form af investeringer. Nu skal staten betale svimlende 46 milliarder amerikanske dollar – svarende til næsten 300 milliarder danske kroner – tilbage til IMF frem til 2024.
Sagen er penibel for begge parter. For Argentina fordi man risikerer en statsbankerot. For IMF fordi det er det største lån, organisationen nogensinde har ydet
Fernández sagde allerede i valgkampen i 2019, at gælden ikke var bæredygtig, det vil sige, at Argentina ikke har mulighed for at betale alle pengene tilbage. Ifølge Fernández ville det derfor være nødvendigt at lave en genforhandling, som afskrev en del af gælden. Det var før covid19-pandemien! Siden er situationen kun blevet værre.
Regeringen og IMF har forhandlet lige siden regeringen trådte til, men der er endnu ikke kommet konkrete resultater ud af forhandlingerne. Sagen er penibel for begge parter. For Argentina fordi man risikerer en statsbankerot. For IMF fordi det er det største lån, organisationen nogensinde har ydet, som nu risikerer ikke at blive betalt tilbage.
IMF’s prestige på spil
Ved siden at det økonomiske tab så ser det heller ikke godt ud for IMF, at lånet og den tilhørende økonomiske pakke, som fonden aftalte med Mauricio Macri, ikke løste Argentinas strukturelle problemer. Det vil være et prestigetab for fonden, hvis dens politik og største lån nogensinde blot efterlader landet endnu mere forgældet, end det var i forvejen.
IMF holder da også tungen lige i munden i forhold til den politiske situation i landet. På en pressebriefing den 16. september – midt under den politiske krise i Argentina – blev IMF’s talsmand Gerry Rice spurgt til, hvad den politiske krise betød for forhandlingerne med Argentina.
Her er ordet ”inklusiv” vigtigt, da IMF’s programmer ofte beskyldes for at efterlade den fattigere del af befolkningen i problemer
Det spørgsmål gled Rice af på ved at sige, at IMF ikke kommenterer på aktuelle politiske situationer eller spekulerer i, hvad der kan ske. ”Men”, fortsatte Rice, ”vi fortsætter med at arbejde med de argentinske myndigheder for at uddybe de tekniske diskussioner om et IMF-støttet program, som vedvarende kan løse Argentinas makroøkonomiske ubalancer og sætte retningen for en bæredygtig og inklusiv vækst”. Her er ordet ”inklusiv” vigtigt, da IMF’s programmer ofte beskyldes for at efterlade den fattigere del af befolkningen i problemer.
Hvis regeringen og IMF ikke kan blive enige om en aftale, venter en ny statsbankerot sandsynligvis. Den seneste fulde bankerot fandt sted i 2001. Som sent som i maj 2020 var der dog en delvis statsbankerot, da regeringen undlod at afdrage på en gæld på 65 milliarder amerikanske dollar til private investorer.
Den situation endte med, at de private kreditorer, anført af den amerikanske investeringsfond BlackRock, accepterede en nedskrivning af gælden med 45 procent. Der er således mange penge ude at svømme for alle involverede parter.
Covid19 ramte hårdt
Hele dette forløb sker med covid19-pandemien i baggrunden, som har forværret den i forvejen vanskelige økonomiske situation. Som nævnt faldt bruttonationalproduktet med 10 procent i 2020, og sammen med en stigende inflation har det sendt millioner af argentinere ud i yderligere fattigdom.
Argentina har også været relativt hårdt ramt på det sundhedsmæssige område, som tilfældet også er for flere andre lande i Sydamerika. Peru topper således Worldometers statistik med 5.944 covid19-dødsfald pr. million indbyggere. Det er 13 gange flere end i Danmark. Yderligere 4 sydamerikanske lande ligger i top-15 på listen over dødsfald pr. million indbyggere: Brasilien (9), Argentina (11), Colombia (12) og Paraguay (15).
Landets grænser har været lukket, og i Buenos Aires kunne den del af befolkningen, som ikke udførte kritisk arbejde, i en periode kun bevæge sig udenfor deres hjem 4 gange om ugen. Når man skulle ud, krævede det en forudgående registrering hos politiet
Sundhedsmæssigt går det dog bedre nu i Argentina end længe. Landet er godt på vej ud af tredje bølge, som toppede i juni. På det tidspunkt registrerede man godt 600 dødsfald om dagen, men det tal er nu nede på 60. Samtidig er antallet af vaccinerede støt stigende. Lige knapt halvdelen af befolkningen er færdigvaccinerede, mens yderligere 17 procent er delvist vaccinerede viser tal fra Our World in Data.
Det har ført til, at regeringen nu gradvist åbner for de ellers meget strenge restriktioner, som har været indført. Der har været forbud mod både intra- og interprovinsielle rejser, landets grænser har været lukket, og i Buenos Aires kunne den del af befolkningen, som ikke udførte kritisk arbejde, i en periode kun bevæge sig udenfor deres hjem 4 gange om ugen. Når man skulle ud, krævede det en forudgående registrering hos politiet, hvor man skulle oplyse, hvornår man skulle hvorfra og hvortil.
Nu er normaliteten gradvist ved at indfinde sig igen. Det seneste skridt er, at landegrænsen til Brasilien ved Iguazu-vandfaldene netop er blevet genåbnet efter at have været lukket siden marts 2020.
Valget kan gå begge veje
Da Alberto Fernández’ regering overtog magten i 2019 stod den overfor en vanskelig opgave. Det ville aldrig være nemt at svare på, hvordan man skulle finde balancen mellem at betale af på – eller genforhandle – statsgælden og i tilknytning hertil, hvordan og hvor meget man i mellemtiden skulle holde hånden under den fattigste del af befolkningen. Den opgave blev ikke nemmere af, at regeringen er en koalition mellem forskellige dele af det ideologisk set vidt forgrenede Peronistparti.
Opgaven blev selvsagt endnu vanskeligere, da covid19-pandemien kom oven i. Dertil kom, at det fra start var uklart om det egentlig var Alberto Fernández eller Cristina Kirchner, som reelt var i førersædet.
Hvis Martín Guzmán og Alberto Fernández opnår en god aftale med IMF inden valget, kan det være et stærkt kort i valgkampen mod det parti, som optog det store lån
Den seneste tids uro er derfor ikke en egentlig overraskelse. Hvem der i sidste ende kommer ud som sejrherre i Peronistpartiet, kommer givetvis i høj grad til at afhænge af, om regeringen kan tilbageerobre noget af det tabte og få et i det mindste acceptabelt valgresultat til november.
På den ene side siger man i Argentina, at Peronistpartiet aldrig taber et valg, hvis dets forskellige fraktioner står sammen. Det ved Kirchner og Fernández selvfølgelig godt, så de har en fælles interesse i at fremstå samlet. Spørgsmålet er, om de kan det i de næste seks uger, eller om det allerede er for sent?
På den anden side så ledes oppositionen i ”Juntos por el Cambio” af tidligere præsident Mauricio Macri, hvis politik fra 2015 til 2019 ikke skaffede den lovede økonomiske vækst. Til gengæld efterlod han staten en ny kæmpegæld til IMF. Hvis Martín Guzmán og Alberto Fernández opnår en god aftale med IMF inden valget, kan det være et stærkt kort i valgkampen mod det parti, som optog det store lån. Hvordan valget falder ud til november, er derfor fortsat et åbent spørgsmål.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
