Argentina er igen ramt af økonomisk krise og politisk usikkerhed

af i Finans/Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

ARGENTINA // ANALYSE – Den argentinske valgkamp blev for alvor skudt i gang ved de såkaldte primærvalg 12. august, og det ser ud til, at den nuværende præsident, Mauricio Macri, får store problemer med at blive genvalgt. Landet er i uføre, og millioner af argentinere forsøger at overleve på et eksistensminimum, skriver Thomas Christiansen fra sin udsigtspost i den brasilianske storby Sao Paulo.

SAO PAULO – Den argentinske oppositions præsidentkandidat, Alberto Fernández, der stiller op med den tidligere præsident Christina Kirchner som vicepræsidentkandidat, fik knapt 48 pct. af stemmerne mod Mauricio Macris godt 32 pct. Resultatet var en overraskelse, da meningsmålinger havde forudset, at der kun ville være en mindre forskel mellem de to kandidater.

Resultatet af primærvalget slog øjeblikkeligt igennem på de finansielle markeder. Mandag 13. august faldt kursen på den argentinske peso med 17 pct. i forhold til den amerikanske dollar, og det primære argentinske aktieindeks faldt med 37 pct.

Ifølge den argentinske statslige statistik betyder denne udvikling, at cirka en tredjedel af befolkningen i de 31 største byer levede under den officielle fattigdomsgrænse ved udgangen af 2018

Det komplicerede argentinske valgsystem betyder dog, at ikke alt er afgjort endnu. Efter primærvalget frasorteres kandidater, som fik mindre end 1,5 pct. af stemmerne, og det egentlige valg afholdes først 27. oktober. Det er endda muligt, at der skal afholdes en anden valgrunde 24. november mellem de to førende kandidater. Dette sker, hvis vinderen ikke enten har fået mindst 45 pct. af stemmerne eller har fået mindst 40 pct. af stemmerne og mindst 10 procentpoint flere stemmer end nummer 2.

Primærvalget gav derfor kun en indikation af, hvordan det vil gå til det egentlige valg. Fernández store valgsejr i primærvalget betyder dog, at der skal ske et stort stemmeskred i den næste tid, for at Macri kan genvinde præsidentposten. Med kun to måneder til det egentlige valg, ser det vanskeligt ud.

Fattigdom er en åben flanke

Det har imidlertid ikke forhindret Macri i at forsøge at ændre stemningen. Han reagerede på valgnederlaget ved at indføre en række tiltag, som skal forsøge at få flere fra især arbejder- og middelklassen til at stemme på ham til oktober.

Tiltagene omfatter blandt andet afskaffelse af moms på basisfødevarer, en 20 pct. forhøjelse af bundfradraget for de socialt mest udsatte, en forhøjelse på 100 kroner pr. barn i ”børnepenge” til arbejdsløse og folk på det uofficielle arbejdsmarked, en forhøjelse på 40 pct. af stipendier til studerende, og en bonus på 600 kroner til 400.000 offentligt ansatte.

Alt i alt betyder det, at i 2019 er cirka halvdelen af den argentinske arbejdsstyrke udenfor det officielle arbejdsmarked

Derudover vil Macri forhøje minimumslønnen med 30 pct. som svar på, at inflationen har reduceret denne til 1300 kroner pr. måned. Der i disse år millioner af argentinere, som forsøger at overleve på et eksistensminimum, og det er givetvis en væsentlig årsag til Macris lave popularitet.

Disse tiltag viser, at Macri han har indset, at den dårlige økonomi og ikke mindst den store fattigdom er en åben flanke. Om tiltagene er tilstrækkelige til at flytte de nødvendige stemmer inden valget 27. oktober er imidlertid tvivlsomt.

Argentinerne kan og vil givetvis med rette stille spørgsmål ved, om tiltagene er midlertidige, eller om de reelt er et tegn på en ny politik. Macri er desuden udfordret på, at hans tiltag sandsynligvis vil føre til et større underskud på statsbudgettet end det, som er aftalt med Den Internationale Valutafond (IMF).

Springbræt til politik

Da Macri blev valgt som præsident i 2015, havde han en flersidet erfaring bag sig. Han stammer fra en velhavende familie, hvor hans far grundlagde Grupo Macri, der er en af Argentinas største virksomheder med aktiviteter blandt andet indenfor bygge-, bil-, fødevare- og landbrugssektorerne.

Mauricio Macri blev for alvor kendt i Argentina, da han i perioden fra 1995 til 2008 var præsident for fodboldklubben Boca Juniors, hvilket han brugte som springbræt til en politisk karriere. Første skridt var at blive borgmester i Buenos Aires i 2007 og efterfølgende blev han valgt til præsident i 2015.

Argentina havde på det tidspunkt været regeret i 12 år af ægteparret Nestor og Christina Kirchner, som begge tilhørte venstrefløjen i Peronistpartiet. Nestor Kirchner opnåede en vis succes med at komme ud af den dybe økonomiske krise som landet befandt sig i omkring år 2000. Derimod var især den seneste valgperiode under Christina Kirchner præget af økonomisk tilbagegang og ikke mindst en række korruptionsskandaler, der rakte helt op til selve præsidenten.

I 2015 stillede Mauricio Macri op på en politisk platform, der omfattede en mere liberal økonomisk politik end der var blevet ført under Nestor og Christina Kirchner, bekæmpelse af fattigdom, og ikke mindst kampen mod korruption.

Valget blev uhyre tæt. Christina Kirchner kunne ikke stille op til genvalg efter to præsidentperioder, og Peronistpartiet stillede derfor med Daniel Scioli som kandidat. I første runde fik han flest stemmer, men ikke nok til at undgå valgrunde nummer to, hvor Macri vandt med 51,3 pct. af stemmerne mod Sciolis 48,7 pct.

På trods af at Macri stillede op på et program om økonomiske reformer og reduktion af fattigdom er den argentinske økonomi blev støt forværret siden 2015, og Macri har således ikke været i stand til at overholde en række af sine centrale valgløfter.

Flere arbejder uofficielt

Arbejdsløsheden er fordoblet fra knapt 6 pct. til godt 10 pct., men mere alvorligt er det, at andelen af argentinere, der arbejder i det uformelle og sorte arbejdsmarked, er steget fra 30 til 40 pct. Alt i alt betyder det, at i 2019 er cirka halvdelen af den argentinske arbejdsstyrke udenfor det officielle arbejdsmarked.

I den samme periode er den årlige inflation steget fra 14 til 55 pct., hvilket har udhulet lønninger og overførselsindkomster. Samtidig er der sket en deregulering af priserne indenfor for eksempel transport og energi, hvilket yderligere har forværret forholdene for den fattige del af befolkningen.

Ifølge den argentinske statslige statistik betyder denne udvikling, at cirka en tredjedel af befolkningen i de 31 største byer levede under den officielle fattigdomsgrænse ved udgangen af 2018. Det er cirka det samme niveau, som da Macri trådte til i 2015, og hans løfter om at reducere fattigdommen er derfor ikke blevet indfriet.

Ikke overraskende er Argentinas dårlige økonomi og den omfattende fattigdom i centrum for Alberto Fernández og Christina Kirchners kampagne frem mod valget i oktober.

Det politiske program omfatter en genforhandling af den aftale, Macri-regeringen har indgået med Den Internationale Valutafond (IMF) om et lån på gigantiske 57 milliarder dollar (383 mia.kr.). Alberto Fernández meddelte efter primærvalget ud, at en genforhandling med IMF er en nødvendighed, da Argentina ikke har mulighed for at opfylde betalingsbetingelserne.

Da Christina Kirchner er valgt til senatet, har hendes parlamentariske immunitet indtil nu holdt hende ude af fængslet

Macri har tilsyneladende også indset at aftalen med IMF er et politisk problem. I sidste uge fyrede han således sin økonomiminister Nicolás Dujovne, der for mange argentinere symboliserede den kontroversielle aftale med IMF.

En andet vigtigt punkt på Alberto Fernández program er at af lave en dekobling mellem priserne på forbrugsgoder som vand, gas og el og kursen på amerikanske dollar. Formålet med dette tiltag er at begrænse inflation og undgå yderligere forværringer af vilkårene for den fattigere del af befolkningen.

Opposition under anklage

Mens økonomien er Macris akilleshæl, har oppositionen også sine problemer at kæmpe med. Korruptionsskandalerne, der begyndte at rulle under Christina Kirchners præsidentperiode, er fortsat, og hun er i øjeblikket anklaget i adskillige sager.

Dertil kommer, at hun siden 2017 har en varetægtsfængsling hængende over hovedet, som en udløber af attentatet mod det jødiske kulturcenter AIMA i Buenos Aires i juli 1994, da 85 mennesker omkom og 300 blev såret (Se fakta om AMIA-sagen nederst i artiklen). Da Christina Kirchner er valgt til senatet har hendes parlamentariske immunitet indtil nu holdt hende ude af fængslet.

Christina Kirchner er samtidig en person, som deler vandene kraftigt i Argentina. På den ene side har hun en ret stor trofast base på cirka en tredjedel af vælgerkorpset. På den anden side er der også en stor gruppe, der ser på hende med mistro.

Dette gælder både i befolkningen som sådan, men også internt i Peronistpartiet, hvis politiske spektrum er ganske stort. Hvis Christina Kirchner havde stillet op som præsidentkandidat, var det således muligt, at der også ville være en eller flere alternative præsidentkandidater fra Peronistpartiet.

Her to måneder før valget 27. oktober tyder meget derfor på, at Alberto Fernández bliver indsat som præsident 10. december

Opstillingen af den mere midtsøgende Alberto Fernández var derfor en måde både at samle Peronistpartiet på, og samtidig overkomme den udbredte modstand mod Christina Kirchner i befolkningen. Hendes position som vicepræsidentkandidat forventes så at sikre, at Alberto Fernández nyder godt at Christina Kirchners store politiske base.

Også andre politiske spillere

Selvom det er Macri, Fernández og Kirchner, der løber med de største overskrifter, er der også andre spillere på banen. Primærvalget frasorterede fire kandidater til præsidentvalget, som ikke opnåede de nødvendige 1,5 pct. af stemmerne, mens fire andre kandidater overlevede udskilningsløbet. Her klarede kandidaten for det centrumorienterede Consenso Federal – Roberto Lavagna – sig bedst med godt 8 pct. af stemmerne.

I et interview med den spanske avis El Pais umiddelbart før valget argumenterede Lavagna for, at der burde være plads i det politiske spektrum mellem Macri og Fernández/Kirchner. I interviewet sagde Lavagna, at hans mål var at undgå to faldgruber. På den ene side hvad han så som Christina Kirchners inflationsskabende forøgelse af forbruget uden investeringer i den private sektor. På den anden side hvad han så som Macris forbrugsbegrænsende neoliberale politik, som havde sat økonomien i stå og ikke havde tiltrukket udenlandske investeringer.

Selvom Lavagna kan trække på sit ry, hvor han som økonomiminister under Nestor Kirchner var medvirkende til at få Argentina ud af den dybe krise i starten af 2000-tallet, ser det ikke ud til at være tilstrækkeligt til for alvor at gøre sig gældende i præsidentvalgkampen.

Her to måneder før valget 27. oktober tyder meget derfor på, at Alberto Fernández bliver indsat som præsident 10. december. Det er endda sandsynligt, at han opnår tilstrækkeligt med stemmer 27. oktober til at undgå en anden valgrunde. Hvordan det fremtidige forhold bliver mellem ham og Christina Kirchner, inklusiv spørgsmålet om hvem der reelt bestemmer den politiske retning, er derimod et mere åbent spørgsmål.


Fakta om Amia-attentatet i Buenos Aires 18. juli 1994

85 mennesker omkom ved et bombeattentatet 18. juli 1994 mod AMIA – Den Israelitiske Hjælpeorganisation i Argentina. 25 år senere er sagen fortsat ikke opklaret, og den trækker lange spor i argentinsk politik.

I 2001-2004 blev der gennemført en retssag mod 22 anklagede, hvoraf de fleste havde tilknytning til politiet i Buenos Aires. Alle anklagede blev frikendt med den begrundelse, at anklagemyndigheden og undersøgelsesdommeren havde forsøgt at forfalske beviser og dække over de egentlige skyldige.

I 2006 flyttede fokus sig for alvor, da Argentina officielt anklagede den iranske regering for at stå bag attentatet og udstedte en international arrestordre på otte iranske statsborgere og en libaneser tilknyttet Hizbollah. Iran nægtede kendskab til sagen, og de eftersøgte personer blev aldrig udleveret til Argentina, på trods af at Christina Kirchner flere gange tog sagen op i FN.

I 2013 tog sagen en ny drejning, da den argentinske regering under Christina Kirchner offentliggjorde, at der var indgået en aftale mellem Argentina og Iran. Aftalen omfattede udveksling af atomteknologi mellem landene, øget argentinsk eksport af hvede til Iran, samt nedsættelse af en ”sandhedskommision” om AMIA-attentatet. Aftalen, der aldrig blev ratificeret i Argentina, skabte stor furore. Det omfattede blandt andet, at sagens daværende undersøgelsesdommer, Alberto Nisman, i januar 2015 anklagede Christina Kirchners regering for at forsøge at lægge låg på sagen og skjule, at Iran stod bag attentatet.

Nisman blev indkaldt til at forklare sig i Kongressen. Dagen før han skulle vidne, blev han imidlertid fundet død i sin lejlighed, og det er endnu uafklaret, om der var tale om et selvmord eller et mord.

Hermed var sagen ikke slut. Endnu en retssag løb af stablen mellem 2015 og 2019, hvor i alt 13 personer var anklaget for deres rolle i den første retssag. Den mest prominente person på anklagebænken var den tidligere præsident Carlos Menem, under hvis styre attentatet var blevet gennemført. Denne retssag fik sit foreløbige slutpunkt i februar 2019, hvor blandt andet undersøgelsesdommeren fra den første retssag og en tidligere chef for efterretningstjenesten blev idømt straffe for at have dækket over de egentlige skyldige. Sagen er imidlertid ikke endeligt afsluttet, da de dømte har mulighed for at appellere dommen.

Den annoncerede men ikke effektuerede varetægtsfængsling af Christina Kirchner skyldes, at anklagemyndigheden mener, at hun har dækket over de formodede iranske gerningsmænd.


Topfoto: Pixabay.

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School
PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science
Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net

Seneste artikler om Finans