ANTISEMITISME // KOMMENTAR – Samuel Kaltoft har boet i Israel siden 2010. Han forlod Danmark, fordi han følte, det blev vanskeligere og vanskeligere at være i fred med sin jødiske identitet. Her skriver han om den antisemitisme, han oplevede i Danmark, og som var medvirkende til, at han flyttede.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg vil give et svar på to spørgsmål, som jeg har modtaget en del de sidste par uger:
1. Hvorfor jeg flyttede til Israel (eller Palæstina).
2. Hvorfor jeg ikke kommer tilbage til Danmark, med tanke på alt, hvad der sker for tiden.
Spørgsmålene har været stillet både af folk med en negativ tilgang til min tilstedeværelse her og folk, der spørger af ren bekymring. Mit svar vil være det samme.
Jeg har boet i Israel/Palæstina (kært barn har mange navne) siden 2010. Jeg havde flere grunde til at flytte herned, og jeg var ikke afklaret i forhold til, om det ville være midlertidigt eller permanent. På daværende tidspunkt var jeg både zionist og langt mere religiøs, end det er tilfældet nu.
I starten ville jeg ikke skjule min identitet, da jeg har et princip om, at man i et liberalt og demokratisk samfund ikke skal presses til at skjule, hvem man er
Jeg flyttede herned af flere årsager, pga. min zionisme, mit ønske om at være en del af et jødisk majoritetssamfund, af religiøse årsager, pga. mine studier, men især pga. den oplevelse med antisemitisme, jeg havde i Danmark.
Som religiøs jøde har du flere markører, der er nemme at spotte, bl.a. kippahen (kalotten) og tzitzit (skuesnore). I starten ville jeg ikke skjule min identitet, da jeg har et princip om, at man i et liberalt og demokratisk samfund ikke skal presses til at skjule, hvem man er.
Jeg deltog i demonstrationer for muslimske kvinders ret til at bære tørklæder uden at blive antastet for det, demonstrationer for homoseksuelles ret til at leve, som de føler det, og så videre. Jeg insisterede på, at den ret også skulle gives mig, som jøde.
Oplevelser med antisemitisme
Jeg fik rigtig mange negative reaktioner. Folk, der råbte ad mig, ting, der blev smidt efter mig, og to fysiske overfald. Jeg kan huske demonstrationerne i slutningen af 2009 og starten af 2010 for palæstinenserne. Jeg husker især én “pro-palæstinensisk” demonstration, der blev foretaget lige ved siden af en “pro-freds”-demonstration på Rådhuspladsen, hvor der både var israelske og palæstinensiske flag. Den “pro-palæstinensiske” demonstration bød på tilråb som “Hamas Hamas, Jews to the gas!” og lignende.
Jeg vil understrege, at jeg ikke kun havde negative oplevelser. Min frisør, en palæstinenser, var fuldt ud klar over, at jeg var jøde, og havde absolut ingen problemer med det. Den muslimske assistent på universitetet hjalp mig flere gange med at omarrangere eksamener, der faldt på dage, hvor jeg ikke kunne deltage pga. mine religiøse forbehold, ikke fordi hun blev bedt om det, men fordi hun sympatiserede og havde empati for mig og min situation.
Jeg arbejdede omgivet af flere muslimer, inklusive palæstinensere, som aldrig udtrykte had til mig, på trods af at jeg var jøde. Det her er ikke et forsøg på at hævde, at alle palæstinensere er jødehadere, tværtimod.
De mest ydmygende oplevelser, jeg havde, var fra danskere. Politibetjenten, der mente, at jeg selv havde provokeret til det ene overfald på mig, fordi jeg gik med kippah. En dansker, der, ud af det blå, følte det nødvendigt højlydt at spørge “hvad rimer på jødesovs?”, grinende foran en stor skare mennesker.
“Velmenende” humanister, der belærte mig om, at jeg, som jøde, ikke skulle forvente medlidenhed på grund af, hvad der skete i Palæstina, selvom jeg på det tidspunkt boede i Danmark, som dansk statsborger, endda efter de insisterede på, at muslimer kollektivt ikke kunne stilles til ansvar for, hvad Al-Qaeda og andre islamistiske grupper gjorde (hvilket jeg er fuldt ud enig i).
Jeg måtte væk. Det var ikke et spørgsmål, jeg måtte væk. De andre ting, jeg nævnte, zionismen, religionen, studierne, gjorde, at jeg valgte Israel. Men de var ikke årsagen til, at jeg ville væk fra Danmark.
Spurgt om hvorfor jeg ikke tager familien væk herfra til et mere sikkert sted, bliver jeg nødt til at spørge: Hvorhen?
Mine oplevelser er ikke enestående. De fleste jøder i Danmark har lignende oplevelser. Og det er kun blevet værre.
Jeg har siden fået familie, en vidunderlig kone og to skønne drenge, som begge er på autismespektret. De taler kun hebraisk. Min kone har to andre børn fra et tidligere ægteskab, som hun aldrig ville efterlade.
Spurgt om hvorfor jeg ikke tager familien væk herfra til et mere sikkert sted, bliver jeg nødt til at spørge: Hvorhen? Til Danmark? Hvor vi skal frygte at tale med vores børn på gaden, fordi hvis den forkerte person hører vores hebraisk, risikerer vi at blive svinet til eller det, der er værre? England? Belgien? Frankrig? Spanien? Jeg har dansk statsborgerskab, og vi ville muligvis kunne tage til Danmark eller et andet land, inden for EU, i hvert fald i en periode, men hvor sikre ville vi virkelig være?
Det mest ironiske ved alt dette er, at de, der hævder at gøre mest for palæstinenserne, ofte – ikke altid, men ofte – er dem, der gør mest skade. Ikke kun ved at give et dårligt billede af den pro-palæstinensiske bevægelse, men også ved at gøre det så usikkert for jøder, at de samme jøder vælger at flytte til Israel. For hvorfor skulle de blive i et land, hvor de ikke kan føle sig sikre, hvor de bliver nødt til at skjule sig?
Jeg har ikke overskud til at svare alle dem, der spørger, enkeltvis. Det er ikke alle, jeg har lyst til at svare. Så her er mit svar til dem, der ikke har modtaget det personligt.
Læs Osama Al-Habahbehs artikel om antisemitisme og islamofobi i Danmark her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
