ÆLDRE // KOMMENTAR – “En morgen fik hun et iskoldt bad af hjemmeplejen. “Det er så ubehageligt, Maria, det gør ondt på kroppen,” sagde hun stille, da vi talte om det i bilen. Ja, det gør sgu ondt på en gammel mager krop at blive vasket i koldt vand fra hanen.” Maria Pedersen skriver om ældre og den omsorg, vi yder – eller ikke yder – dem med udgangspunkt i sin egen mors oplevelser.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I går hentede jeg min mor for at køre hende til hendes nye vidunderlige sted, Bryggergården på Vesterbro. Hun vil ikke være der, men det kommer. Personalet er skønt.
Min mor havde intet rent tøj. Vaskemaskinen var stoppet og kunne ikke åbnes, fordi den er fyldt med gamle bleer
Vi efterlod et hjem i kaos, der stank af snavs og pis, hvor både køkken og toilet var en sundhedsrisiko, og hvor hjemmeplejen kom 3-5 gange hver dag.
Hvad med de ældre, der ingen pårørende har?
I flere uger var der lukket for det varme vand, fordi en regning blev betalt for sent, og min mor, som er tidligere bogholder, smed i skam rykkerne hen i et hjørne. Ingen har hjulpet hende med at kigge post. Nu er regningen for længst betalt, men leverandøren havde ikke ulejliget sig med at genetablere det varme vand.
Min mor havde intet rent tøj. Vaskemaskinen var stoppet og kunne ikke åbnes, fordi den er fyldt med gamle bleer. Det har vist nok varet i ugevis, og jeg har været væk i næsten 2 måneder. Køkkenvasken var stoppet, og det er den stadig. Ny mad er stablet oven i den gamle. TV’et var ikke sat til. Ingen havde ulejliget sig med at hjælpe hende.
Min mor har også gået hvileløst rundt på havnen, hvor hun flere gange er faldet, har slået sig, brækket et håndled, smadret briller flere gange og været ved at falde i vandet.
Jeg ved ikke, hvem jeg skal være vred på, for enkeltvis har de jo været søde, dem jeg har haft kontakt med gennem tiden
12 – TOLV – gange på 2 uger blev jeg ringet op af hjemmeplejen om en telefonoplader, som ikke virkede. “Køb en ny,” sagde jeg. “Det er ikke vores arbejde, det skal de pårørende gøre,” svarede de. Jeg tænker på dem, der ingen pårørende har.
En morgen fik hun et iskoldt bad af hjemmeplejen. “Det er så ubehageligt, Maria, det gør ondt på kroppen,” sagde hun stille, da vi talte om det i bilen. Ja, det gør sgu ondt på en gammel mager krop at blive vasket i koldt vand fra hanen.
Der var også søde mennesker
Jeg ved ikke, hvem jeg skal være vred på, for enkeltvis har de jo været søde, dem jeg har haft kontakt med gennem tiden.
Jeg nævner ikke kommunens navn, for en anden virkelighed er også, at vi mødte en kæmpe velvilje og omsorg, da vi for 3 år siden bad om og fik hjælp. Især fra en virkelig god demensvejleder, en sød og kompetent visitation, en yderst tålmodig vicevært og et godt og ordentligt boligselskab, der på ingen tid skaffede os en bolig, da korthuset væltede.
“Din mor vil jo ikke have vores hjælp,” sagde den ret skrappe assistent, som ikke havde tid til at sidde hos min mor et par minutter, inden hun skulle smide tøjet
En helt vildt forstående dame fra borgerservice har også trøstet og lagt øre til mine udfald over besværet med først NemID og så MitID utallige gange.
Det er et kapitel for sig, når ens nærmeste mister forstanden og ikke har lavet fremtidstestamente. Jeg skriver personligt tak til de få udvalgte.
Forråelsen
Men så er der også de andre oplevelser.
Som da det lød: “Jeg er bare i kundeservice” fra den unge og helt klart nye medarbejder fra energidistributøren, som ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp, da de truede med at tage det varme vand. Hvad de så også gjorde.
“Din mor vil jo ikke have vores hjælp,” sagde den ret skrappe assistent, som ikke havde tid til at sidde hos min mor et par minutter, inden hun skulle smide tøjet.
“Jeg er jo bare vikar,” har jeg også hørt igen og igen. Og her vil jeg lige indskyde, at hvis du er vikar i pleje- og omsorgsbranchen, så er det, fordi du har valgt det, fordi du selv vil råde over din tid og bestemme, hvornår du vil arbejde.
Nogen må for pokker have bemærket stanken af pis og bukserne, der var så snavsede, at de kunne stå selv
Det har jeg stor respekt for, men når man sælger sin arbejdskraft dyrere og med indbygget fleksibilitet, så burde man også lige gøre sig en lille smule umage og tage sig selv alvorligt ved at tage ansvar for de sagesløse ældre mennesker, som man er sat til at drage omsorg for.
Jeg har i de seneste 3 år set en forråelse, der flyder ud af alle åbninger, og systemet tillader det. Men det enkelte menneske har også et kæmpe ansvar – et ansvar, som ulykkeligt få har været sig bevidste om i mødet med min mor.
På det seneste havde hun daglige besøg fra hjemmeplejen, og hun var i dagcenter for ældre flere gange om ugen. Nogen må for pokker have bemærket stanken af pis og bukserne, der var så snavsede, at de kunne stå selv. Nogen kunne måske have hjulpet hende med at pakke de nye sandaler ud, så hun ikke skulle gå og falde.
Jeg synes, at rigtig mange bør skamme sig. Det er skammeligt, at man ikke tænker, at “her gir vi den en ekstra skalle, for konen selv er tilsyneladende helt væk, og de pårørende bor 80 km væk.”
Håbet
Det gør vi så ikke mere. Nu bor vi lige rundt om hjørnet fra det plejecenter, der er proppet med venlige omsorgspersoner og med personale, der tålmodigt og kærligt favnede min mors skepsis, og som havde købt en fin lyserød blomst til velkomst.
De sidste år har jeg flere gange ønsket for min mor, at hun fik den fred, som hun grædende bad om, når hun sagde, at hun ville dø, hvilket kunne ske 3-4 gange dagligt.
At se min mors glæde, da hun duftede til sin nye shampoo og fik opfrisket, hvordan man bruger balsam, var det hele værd
I dag på plejehjemmet brændte jeg mig næsten, da jeg åbnede det varme vand. Så nu kan jeg love min mor, at hun fra nu af kan bade lige så længe, hun vil, i et dejligt varmt bad på et dejligt rent badeværelse.
Jeg håber for min mor og for mig selv, at vi får nogle gode år i København, hvor vi kan cykle sammen i min ladcykel og drikke en øl i Nyhavn – og hvor jeg for første gang i mit liv vil deltage i banko på et plejehjem. De sidste dage er pengene fløjet ud af mine lommer til nyt tøj, toiletting, udlejningsbiler og alt muligt småt og stort, der skal til for at flytte.
At se min mors glæde, da hun duftede til sin nye shampoo og fik opfrisket, hvordan man bruger balsam, var det hele værd. Jeg havde også købt en del slik til hende i forventning om, at der så også var lidt til besøgende. Hun nåede at spise rub og stub.
Slutrengøring
Nu mangler jeg at tømme hele hendes gamle hjem og gøre det rent. Mest af alt har jeg lyst til at lade lortet ligge. Lade som om hun ikke har pårørende og lade kommunen stå med projektet og regningen.
Den sender de naturligvis videre til min mor. Men hun har ingen penge. Hun har altid sagt, at jeg skal sige nej til at vedgå arv og gæld.
Jeg foreslog kommunen, at vi mødes i min mors hus, og tog mødet der “on location”. Så kunne de samtidig som ledelse få en forståelse af, hvad det er, min mor har levet i. “Dét bliver der ikke tale om,” sagde Connie fra kommunen
Sluttelig skete det dette: Jeg sendte en besked til kommunen og takkede personligt de tre, der har været ordentlige.
Så fik jeg er fint brev tilbage fra en leder, der sagde, at den rigtige leder ville være retur mandag, og at jeg ville blive kontaktet.
Det blev jeg også via et hemmeligt nummer med et tilbud om at komme forbi til et møde og få deres udlægning af sagen. Jeg svarede, at jeg meget gerne ville drøfte det med dem, og at jeg ville foreslå, at vi mødes i min mors hus, og tog mødet der “on location”. Så kunne de samtidig som ledelse få en forståelse af, hvad det er, min mor har levet i.
“Dét bliver der ikke tale om,” sagde Connie fra kommunen. Hvorpå jeg så sagde, at jeg har rigeligt at gøre med at rydde op i den bunke, min mor har efterladt, og derfor ikke kører ned for et et møde.
Læs mere om ældre og deres vilkår i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her