MODERNE MÆND & MASKULINITET // KRONIK – Går moderne mænd rundt med en fortrængt overgrebsimpuls, fantaserer de om voldtægt, og misunder de Harvey Weinstein? Det synes forfatteren Kim Leine at påstå i en omdiskuteret podcast. Antropolog Christian Groes afviser påstanden og peger på mænds selvransagelse og medansvar for en mere tryg kønskultur og måde at være mand på. Når vi taler om fantasier, må vi fastholde en klar skelnen mellem abstrakte dominansfantasier, udlevede SM-fantasier baseret på samtykke og endeligt helt konkrete overgrebsimpulser.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der har været en del furore i kølvandet på Martin Krasniks dybe og ærlige samtale sidste uge med forfatter Kim Leine i Weekendavisens podcast Avistid. Her taler Leine bl.a. om “kussesult” og sine tanker om at være en moderne mand i en verden efter #metoo.
Det er en længere snak, der går tæt på mænds inderste følelser og mørke fantasier, og som bl.a. kommer ind på maskulinitet, overgreb, kunst og grænser.
Podcasten tager afsæt i en opera, som Leine har skrevet manuskript til og er ikke knyttet til den verserende debat om kvinders tryghed og udsathed efter mordet på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Det er afgørende at skelne mellem overgreb og kussesult som to størrelser, der hører til i hver deres diametralt modsatte lag: overgreb og samtykkesex
Derfor skal man ikke af dén grund gå for hårdt til de to mænds samtale, selvom timingen mildest talt er akavet. Med stor respekt for Leine tror jeg ikke, WA skulle have bragt den – en vurdering Leine i øvrigt selv gav udtryk for i denne uge. Det vender jeg tilbage til.
Men nu er podcasten ude, og det portræt, som samtalen tegner af den moderne mand, kan ikke stå uimodsagt. Især ikke i en tid, hvor kvindedrab og mænds ansvar for kvinders tryghed fylder i vores bevidsthed.
Det gælder også Leines udsagn om, at den moderne mand misunder Harvey Weinstein og andre overgrebsmænd, fordi de tager kvinder med magt. Eller når han siger, ”Jeg kender godt den følelse af at være ligeglad med, om jeg kommer i fængsel, bare jeg kan få kusse”.
Jeg kan se på Facebook, at flere undrer sig eller er forfærdede over udtalelserne i podcasten. Det forstår jeg godt. Særligt undrer det, når Leine tilsyneladende hævder, at voldtægtsimpulser er noget, de fleste mænd har, men at det er mænds impulskontrol, der hindrer dem i at begå overgreb.
Jeg er uenig i Leines diagnose af den moderne mand og kan ikke komme i tanker om forskning, der bakker påstanden op.
Kulturen former de fleste af os på en måde, så den impuls slet ikke opstår. Impulsen skal ikke ”bare”kontrolleres. Den er allerede under kontrol hos de fleste mænd. Socialiseringen i kulturen – skolegang, opdragelse, samfundsnormer – sørger for, at den er en undtagelse.
Myten om den driftstyrede urmand skaber en unødig og ubegrundet angst og legitimerer ”den ustyrlige mand”. Mænd har overgrebsfantasier, hævder Leine. Ja, og det har kvinder også
Men kønskulturen skal forbedres markant, så kvinder kan være trygge i nattelivet, i parforhold og i den frie flirt, uden frygt for undtagelsen. Dele af kulturen hindrer overgreb, mens andre dele af vores kultur baner vejen. Alle mænd formes måske af kønskulturens destruktive sider, nogle mere end andre.
Men myten om den driftstyrede urmand skaber en unødig og ubegrundet angst og legitimerer ”den ustyrlige mand”. Mænd har overgrebsfantasier, hævder Leine. Ja, og det har kvinder også. Men skal vi tale om de fantasier, må vi skelne skarpt mellem en abstrakt overgrebsfantasi uden et konkret kvindeligt (eller mandligt) objekt, den udlevede fantasi om overgreb baseret på samtykke (f.eks. rollespil, kink, SM) og endeligt helt konkrete overgrebsimpulser.
Lyst ja – overgrebsimpuls nej
Der er flere grunde til, at udtalelserne i podcasten ikke kan stå uimodsagt: For det første er der simpelthen ikke nogen forskning, der underbygger, at mænd, som mænd er flest, har en voldtægtsimpuls eller en biologisk overgrebstrang på nær måske en spekulativ evolutionsteori.
For det andet er timingen for samtalen helt skæv, nu hvor kønsdebatten i øvrigt handler om kvinders sikkerhed i nattelivet.
Hvis kvinder får den opfattelse, at alle mænd de møder i byen har en impuls til at begå overgreb, er vi kommet på afveje. Det budskab er hverken korrekt eller brugbart.
For det tredje er det problematisk, når samtalen kæder overgrebsfantasier og -impulser sammen med en såkaldt kussesult. Vi kan tale om kussesult eller – piksult for den sags skyld – som et behov for at få dækket en seksuel lyst. Det er ikke noget at skamme sig over, så længe sulten bliver stillet med samtykke, og uden at nogen kommer til skade.
Ubehaget stiger, når Leine forklarer, at kussesulten ikke kun handler om at drømme sig til uopnåelige kvinder og seksuel tilfredsstillelse. Det handler også om overgrebsfantasier. Konkrete overgrebsfantasier. At følge mandens urinstinkter
Derfor er det afgørende at skelne mellem overgreb og kussesult som to størrelser, der hører til i hver deres diametralt modsatte lag: overgreb og samtykkesex.
Der findes ingen naturgiven forbindelse mellem de to. Overgrebsimpulsen optræder ganske enkelt ikke som mulighed hos de fleste mænd. Kussesult jo, overgrebsimpuls nej.
Operafiguren Pan
Podcasten tager afsæt i Leines manus til operaen Pan, der bygger på Knut Hamsuns klassiker af samme navn. I Leines version træder Pan ind i den urbane verden, som er bygget på kultur snarere end på mandens naturtilstand. Idet han indtræder i kulturen, splittes han i to: Jægeren/forføreren Glahn, den privilegerede hetero-mand, der kan få de kvinder, han vil have, og hans modsætning Vermand, der ikke har adgang til de kvinder, han begærer.
Afstanden til kvinden som sexobjekt giver Vermand en voldsom kussesult. I samtalen om kussesult bliver Krasnik og Leine enge om, at mænd, første gang de møder en kvinde, altid tænker på, hvordan det er at have sex med hende, og forestiller sig, hvordan hun ser ud nøgen.
Mange mænd vil bare ikke stå ved det, siger Leine. Det er noget af en generalisering.
”Jeg ved ikke, om kvinder er klar over, at mænd har det sådan”, siger Leine. ”Er det et problem?” spørger Krasnik. ”Kun hvis man ikke kan styre sine impulser”, svarer Leine.
Videre i operaens handling: Glahn forfører kvinder og bruger dem. Vermand har ingen adgang, så han kan kun fantasere. Stykket ender med, at Vermand får tilbudt at skyde Glahn, så han kan overtage hans identitet og få opfyldt sin drøm om selv at være forføreren. Han skyder Glahn uden tøven. Så langt så godt.
Det er normalt enten nogle abstrakte følelser eller en del af et tydeligt aftalt spil baseret på samtykke, som det f.eks. ses i SM-miljøet. Det er ikke reelle impulser
Men ubehaget stiger, når Leine forklarer, at kussesulten ikke kun handler om at drømme sig til uopnåelige kvinder og seksuel tilfredsstillelse. Det handler også om overgrebsfantasier. Konkrete overgrebsfantasier. At følge mandens urinstinkter.
Samtalen fik mig til at tænke på nogle grundteser og nye retninger for, hvordan vi måske kan forstå koblingen mellem fantasier, køn, overgreb, mandehierarkier og ansvar.
Tese 1 – fantasier er fine og tanken er fri
Alle mennesker (m/k/m.fl.) har fantasier, og tanken er fri, heldigvis.
Vi skal ikke have et tankepoliti, og særligt litteraturen og kunsten kan udtrykke det, som kulturens tabuer lægger låg på.
Der er både kvinder og mænd, som har dominans-fantasier. Men det er normalt enten nogle abstrakte følelser eller en del af et tydeligt aftalt spil baseret på samtykke, som det f.eks. ses i SM-miljøet. Det er ikke reelle impulser.
Tese 2 – mænd tænder ikke på overgreb
Når Leine siger, at han kan have lyst til at udfolde sine fantasier uden frygt for fængsel, må det vel forstås som et overgreb mod en kvindes vilje. Det lyder unægtelig, som om han mener, alle mænd i dag har det sådan. Og her mener jeg, han er landet det forkerte sted i sin dom over den moderne mand.
Det er selvfølgelig meget ærligt sagt og godt at bringe et stort tabu til torvs. Men det må ikke få kvinder til at tro, at det er en helt normal tankegang hos mænd, moderne eller ej.
Ganske enkelt fordi grænsen for de fleste mænds vedkommende går et andet sted.
De fleste mænd finder – grundmenneskeligt – tanken om overgreb afskyelig og ikke det mindste ophidsende i en forestillet eller konkret fysisk sammenhæng
Jeg tror groft sagt, at man må skelne mellem: a. den abstrakte overgrebsfantasi (i et æstetisk eller diffust frirum for tankermylderet), b. den udlevede fantasi om dominans – med samtykke og c. forestillingen om faktisk at begå overgreb, men afholde sig fra det af frygt for fængsel eller på grund af impulskontrol, som i Leines tilfælde.
Jeg kan ikke se det anderledes, end at WA-samtalen endte i kategori c. – og det siger jeg med den største respekt for, at mændene turde tale om det og med respekt for ideen om impulskontrol som et fundament for civilisationen.
Men jeg vil hævde, at de fleste voksne mænd er socialiseret til ikke at nå til et punkt, hvor de overhovedet har den impuls at udleve fantasien (mod en kvindes vilje). Jeg vil også påstå, at de fleste mænd – grundmenneskeligt – finder tanken om overgreb afskyelig og ikke det mindste ophidsende i en forestillet eller konkret fysisk sammenhæng.
Tese 3 – misundelse og popularitet
Leine mener, at mange mænd hemmeligt misunder Harvey Weinstein, der som bekendt begik utallige overgreb og misbrugte sin magt. Det er jeg ret sikker på, at han har misforstået.
Mange mænd misunder derimod de mænd, der med respekt og samtykke finder sammen med, har sex med eller er i forhold til kvinder, uden at begå overgreb og uden at misbruge deres magt for at komme dertil.
Det gælder i særlig grad de mænd, der er mindre populære, at de misunder de populære, for ja, der findes et uretfærdigt hierarki mellem mænd, der er mere eller mindre attraktive, og som har mere eller mindre succes med at finde kvinder at være sammen med.
Men det hierarki har ikke kun med økonomi at gøre eller status, magt eller dannelse, det handler også om det, som sociologen Catherine Hakim kalder erotisk kapital. Mænd har den også i større eller mindre grad.
Der findes ikke en indgroet impuls i kvinder, der kalder på overgreb, og at kvinder har fantasier, kan aldrig undskylde mænds impulser
Jeg er overbevist om, at de mænd, der finder en respektfuld måde at navigere i mandehierarkiet, udgør flertallet, uanset mængden af erotisk eller anden kapital.
De mandlige undtagelser ender ofte i aggression og kvindehad, som på mange måder minder om de mænd, man i USA kalder incels. Det vil sige mænd, der lever i ufrivilligt cølibat, fordi de kvinder, de begærer, ikke vil have dem.
Deres reaktion er vrede mod de uopnåelige kvinder (såkaldte Stacys) eller mod de mænd, i incel-terminologi Chads, der er populære blandt Stacys.
I Leines operaterminologi er incel-figuren Vermand, der hader Glahn og har overgrebsfantasier om kvinderne. Han hylder derfor mænd, der tager kvinder med magt (som Weinstein), ligesom incels hylder mænd, som tager den uopnåelige kvindes liv som del af en bizar maskulin hævn. Helt konkret eksemplificeret ved f.eks. incel-terroristerne Elliot Rodger og Alek Minassians kvindedrab i USA og Canada.
Tese 4 – drifter og voldtægtsfantasier
Jamen, kvinder har også voldtægtsfantasier, hører jeg nogen sige. Ja, det er velkendt i seksualitetsforskningen, at en del kvinder har haft en voldtægtsfantasi i løbet af deres liv.
Men som studierne tydeligt viser (det burde give sig selv), har de fantasier intet at gøre med den faktiske mulighed for at blive tvunget til sex. Der findes ikke en indgroet impuls i kvinder, der kalder på overgreb, og at kvinder har fantasier, kan aldrig undskylde mænds impulser.
Enkelte kvinder har desuden en fantasi om at udleve en form for underkastelse, dominans eller overgreb, f.eks. som del af et rollespil eller en leg, men det er i de tilfælde altid tænkt i en situation af trygge rammer, med ”safe words” og stor opmærksomhed på velbefindende, nydelse og samtykke. Og det er ikke en fantasi, de kvinder skal skamme sig over, og aldrig en fantasi, der kan undskylde mænds grænseoverskridelser.
Det er ikke tilfældigt, når studier viser, at et af de rum med størst opmærksomhed på samtykke er SM-miljøer. Af den grund er der meget strenge sanktioner mod personer, der ikke overholder samtykkereglen i de miljøer, og der går ofte en nøje screening forud for, at personer optages i klubber der dyrker dominanslegen.
Mænd må tage ansvar for at stoppe sig selv og andre, når som helst den maskuline dominans dukker op. For der er stadig alt for mange undtagelser, når hver fjerde kvinde i Danmark har oplevet partnervold
Etnografen Stacy Newmahr beskriver i bogen Playing on the Edge, hvordan personer i det panseksuelle SM-miljø i San Francisco tager kraftigt afstand fra film og porno, der portrætterer SM uden samtykke, mens de er fans af Anaïs Nin, Catherine M og Os historie af Pauline Réage.
Sidstnævnte litteratur leger med grænsen mellem samtykke og overgreb, men læses ind i et fantasiunivers indrammet af stor følsomhed, hvor kvinden er et handlende subjekt, eller – når hun er et objekt – er det som en del af kvindens eget tankespind. Desuden er bøgerne skrevet af kvinder og oprinder dermed ikke i et mandligt blik eller impuls.
Det mest problematiske i samtalen er som sagt, at overgrebsimpulsen præsenteres som en mandlig norm, a la ”sådan er mænd jo”. Jeg vil påstå, at den tankegang langt fra er en norm, og jeg tvivler på, at det kun er civilisationens begrænsninger eller frygten for straf, der afholder mænd fra at begå overgreb.
Der findes, som den franske filosof Georges Bataille skrev, et iboende menneskeligt ubehag ved at begå overgreb og drab. Det er enhver kulturs fundament. Ikke impulskontrol eller frygten for fængsel. Lysten til at overskride andres grænser er en undtagelse, uanset hvad undtagelsens årsag er.
Vi kan tale om, hvordan tabu og fantasier håndteres, men jeg tror ikke, den bedste måde er at tale om dem som individuelle impulser eller biologiske drifter. Bataille pegede på kunsten og den erotiske leg som de eneste arenaer, hvor de allermest voldsomme og mørke fantasier kunne udfoldes, uden at mennesker ødelægger sig selv og hinanden. Men udfoldelsen af fantasien er drevet og betinget af bevidsthed om, at man ser overskridelse som et grundlæggende tabu.
Tese 5 – opgøret med giftig maskulinitet
Hvis vi i stedet for impulser taler om maskulin dominans, som er en kulturel tillært måde at se kvinder som objekter for seksuelt begær, ejerskab eller kontrol, kan mænd spille en langt større rolle i opgøret med giftige kønsnormer, end de gør i dag.
Nogle mænd udøver dominans mere end andre, men alle kan tage ansvar for at ændre kønskulturen, ændre sig selv og gribe ind overfor andre mænd. Og vi må blive bedre til at forstå de måder at være mand på, der udtrykker sig som alternativer til maskulin dominans, og som jeg har kaldt ligestillede eller filogyne maskuliniter.
Leine erkender da også selv, at han efter en vis skepsis overfor #metoo i dag bakker op om bevægelsen. Men hans svar på Krasniks spørgsmål om, hvad vi mænd kan gøre nu, er skuffende: ”Vi gemmer os og ser, hvad der sker”.
Mænd skal ikke nøjes med at gemme sig og se, hvad der sker. Eller styre deres impulser. De skal deltage i opgøret
Selvom de færreste mænd har de impulser, som han nævner, kan vi stadigvæk bidrage til at ændre på de strukturer, der gør, at kvinder er langt mere utrygge i nattelivet, i højere grad end mænd udskammes for deres påklædning, seksualitet og udseende, og at de langt oftere udsættes for kønsbaserede overgreb og vold, som ganske ofte udspringer af jalousi, ejerskabsfølelse og kvindehad.
Det er også mænds kollektive ansvar at sikre, at kvinder kommer godt hjem fra byen, uden at de skal være utrygge eller overskride deres grænser. Det betyder, at mænd må tage ansvar for at stoppe sig selv og andre, når som helst den maskuline dominans dukker op. For der er stadig alt for mange undtagelser, når hver fjerde kvinde i Danmark har oplevet partnervold, og hver tredje mand i USA ville begå overgreb, hvis ikke det fik konsekvenser.
Tese 6 – mænd skal ikke gemme sig
Både når det gælder overgreb, frygt og fantasier, er det er langt mere skamfuldt for en kvinde at tale frit, fordi skammen rammer mænd og kvinder skævt.
Jeg vil påstå, at der ligger et kolossalt låg på, hvad kvinder oplever, de kan ytre uden stigmatisering og uden at føle sig sårbare.
#metoo-bevægelsen har vist, hvor svært det er for kvinder at dele overgrebserfaringer, og hvor meget det fortrænges i vores ellers ’frigjorte samfund’.
Mænd kan spille en større rolle ved at lytte uden at beklikke kvinders udsagn
Det krævede en massiv bevægelse af kollektivt mod, åbenhed og tabubrud, som hashtagget #metoo repræsenterede, før kvinder følte sig trygge nok til at fortælle deres historier.
Det gjorde desværre nogle mænd utrygge, da kvinder fandt trygheden og talte frit uden skam og låg på. Også her kan mænd spille en større rolle ved at lytte uden at beklikke kvinders udsagn.
Mænd skal ikke nøjes med at gemme sig og se, hvad der sker eller styre deres impulser. De skal deltage i opgøret. Gøre kvinder frie. Som Bakunin skrev: ”Jeg er først for alvor fri, når alle andre mennesker, mænd som kvinder, er lige så frie som jeg”.
Tese 7 – der er ingen ‘pris for selvkontrol’
Den moderne mand må lytte til #metoo-erfaringerne og se indad, og det tror jeg, mange mænd har gjort de senere år, åbenbart og heldigvis også Leine: ‘Hvor er jeg gået for langt, hvornår har jeg misbrugt min magt som mand eller overordnet, har jeg gjort nok for, at kvinder kan være trygge, har jeg sagt fra overfor andre mænd, hvad kan jeg gøre bedre fremover, og hvordan kan mænd tage kollektivt ansvar?’
Ikke at Leine siger alt det, men mon ikke også han erkender nødvendigheden, når røgen har lagt sig? Den moderne mand har ikke en indbygget lyst til at forgribe sig på kvinder, i desperation eller afmagt, eller fortvivlelse. Og slet ikke som en generaliseret biologisk drift, selvom nogle evolutionsteorier måske vil påstå noget andet.
Og man bliver ikke en bedre mand af at udbrede sig om sin evne til ikke at forfølge visse impulser eller ved at stråle i sin egen selvkontrol.
Moderne mænd kan, ligesom kvinder, have fantasier om dominans, ikke som en konkret biologisk drift, der skal stoppes. Fantasi er ikke det samme som en konkret drift overfor et objekt. Den må foregå i hovedet som en film eller en novelle, ikke som en kropslig trang, der skal tøjles.
Endelig kan vi mænd tale om, hvordan vi sikrer, at kvinder føler sig trygge, så de flirtende blikke kan få frit spil i de rigtige rum med respekt for grænser
Moderne mænd skal ikke have en pris for ”bedst selvkontrollerede overgrebsmand”. Ligesom Os historie ikke fører til voldtægt, og krimier ikke fører til drab, må fantasier ikke knyttes til driften, uden at objektet for den tillægges en bestemmende rolle og dermed forbliver et subjekt.
Desværre var det, som om det kvindelige subjekt forsvandt fra nævnte podcast. Måske kom ordene forkert ud, måske byggede samtalen på en misforståelse.
Om ikke andet, åbnede samtalen måske og i bedste fald for et nyt kapitel om mænds kollektive ansvar og grænsehåndtering, i fantasien og i fysiske møder mellem køn. Og måske kan samtalen om, hvorfor nogle mænd begår overgreb, og andre ikke gør, og hvordan det forhindres, føre os et bedre sted hen. Det er naturligvis relevante spørgsmål at stille i en #metoo-tid.
Når Leine slutter interviewet med at sige, at #metoo har fået mænd til at holde op med at kigge på kvinder, slå blikket ned og gemme sig i en form for nervøs neurose, tror jeg ikke, det er den rigtige reaktion. Det handler ikke om at gemme sig, men om at tale om de svære emner uden at skabe panik og sprede generaliserende myter – og på kvinders betingelser.
Og endelig kan vi mænd tale om, hvordan vi sikrer, at kvinder føler sig trygge, så de flirtende blikke kan få frit spil i de rigtige rum med respekt for grænser og for regel nr. 1 om gensidigt samtykke.
RETTELSE: Teksten er blevet justeret efter publicering. Ordlyden er ændret tre steder, så meningen står klarere. Dette er gjort efter skribentens ønske.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
