Annegrethe Rasmussen: Kaosledelse i verdens førende supermagt

af i Bøger/USA

BØGER // ANMELDELSE – At læse ‘A Warning’, den nye anonyme bog om Trump skrevet fra maskinrummet i Det Hvide Hus, føles som et mareridt, man drømmer igen og igen, eller som et kollaps i slowmotion, skriver Annegrethe Rasmussen. Helhedsindtrykket er (igen) en præsident, der er ude af stand til at læse et brief eller et notat; som ikke forstår, hvad lovgivning er, som er i gang med at destruere ikke blot USA’s sikkerhed, men hele den vestlige verden indefra.

WASHINGTON D.C. – Hvis man er interesseret i det cirkus, som går under betegnelsen amerikansk politik, og ikke har læst biblen om Trumps præsidentskab – bogen over alle bøger, Bob Woodwards moppedreng på over 400 sider, Fear, der minutiøst gennemgår Trumps præsidentskab fra før, det begyndte – men foretrækker en hurtigere læst version, som ikke har optakten og valgkampen med, men fokuserer mere snævert på Det Hvide Hus og på præsidentens meritter, ja, så kan den nyeste udgivelse fra Washington, En Advarsel (A Warning) anbefales.

Den 259 sider lange bog er skrevet af den samme anonyme forfatter, der sidste år i september udgav en særdeles omtalt artikel i New York Times, en såkaldt op-ed, altså en debatartikel, som i malende, dystre vendinger advarede nationen om den fare, der lurede mod supermagten indefra. Altså fra selve epicentret i Det Hvide Hus – fra præsidenten.

Modstandsbevægelsen indefra

Debatartiklen, der bar titlen I Am Part of the Resistance Inside the Trump Administration, fortalte om en hemmelig gruppe, en slags modstandsbevægelse, der arbejdede under cover for Trump for at beskytte nationen mod hans luner og uberegnelige indfald.

Forfatteren understregede dengang, at der ikke er tale om dén modstandsbevægelse, der i daglig tale kaldes for ”The Resistance” på venstrefløjen, og som i dag driver store dele af det demokratiske partis base mod venstre.

Den gruppe, som ”Anonymous” tilhører, og som i bogen benævnes ”The Steady State”, er af en anden kaliber. Det er en gruppe højtstående mennesker i og omkring Det Hvide Hus, hvilke gerne så dele af præsidentens politik gennemført – især den del, der rent faktisk er republikansk politik – men som ikke stoler på præsidentens dømmekraft, og som er forfærdede over hans opførsel og mentale evner.

Det eneste, præsidenten er interesseret i, hedder det i både debatartiklen og den nye bog, er sig selv. Sin person, sin popularitet, sin mediedækning og muligvis sin familie

De samme pointer gentages i den nye bog, der understreger, at Trump simpelthen ikke er republikaner eller konservativ i ordets normale amerikanske forstand. Han bakker ikke om USA som et åbent og liberalt demokrati, hedder det.

Han er ikke det mindste optaget af at fremme det moralske narrativ, som i dag oftest forbindes med skikkelser som Ronald Reagan og John McCain: Kampen for de borgerlige frihedsrettigheder, for demokrati og menneskerettigheder, hvor USA skulle gå forrest og være ”the shining city on the Hill” – det sted, hvor forfulgte mennesker kunne samle sig og komme i sikkerhed.

En mand med én og kun én dagsorden: sig selv

Trump er modstander af frihandel, og han er i det hele taget komplet uinteresseret i den del af det konservative Amerika, som handler om civic duties, dannelse, godgørenhed, familiepolitik, ære og respekt for konservative dyder, der eksempelvis dyrkes i det amerikanske militær, hvor pligten til at ”tjene sit fædreland” dominerer.

Det eneste, præsidenten er interesseret i, hedder det i både debatartiklen og den nye bog, er sig selv. Sin person, sin popularitet, sin mediedækning og muligvis sin familie, men ikke på anden måde, end at familien afspejler varemærket Trump, og at det smitter positivt af på Trumps eget brand, hvis hans familie klarer sig godt.

Derudover er, som bogen citerer en ”senior presidential advisor” for at sige, ”en tredjedel af hans ideer direkte ubegavede, en anden tredjedel umulige at implementere og den sidste tredjedel bare ulovlige”.

Men, kan man indvende, det ved man jo godt, hvis man følger blot en lille smule med i medierne. Og i Bob Woodwards bog var der også rigeligt med eksempler på, at Trump ikke ved noget om lovgivningsprocessen og er ligeglad med, om det, han foreslår, måtte være ulovligt eller umuligt at gennemføre.

Ingen viden om lovgivning eller politisk proces

A Warning giver en lang række andre og nyere (begrædelige) eksempler på enten ubegavede eller umulige idéer, Trump har foreslået, som fx at bevæbne alle USA’s folkeskolelærere.

Men som forfatteren tørt bemærker, er ikke alle af præsidentens forslag nødvendigvis ondskabsfulde; de afspejler, at han simpelthen ikke ved, hvad føderal lovgivning er for en størrelse. Derfor bliver han da også med jævne mellemrum rasende, når hans rådgivere må skuffe ham ved at sige, at det kun er de folkevalgte, der kan beslutte.

Men det er selvsagt en af de store forskelle på at være chef for en privat (familieejet) virksomhed og så at være præsident, hvor det er Kongressen, som bevilger pengene.

Anonymous skriver fx, at Trump adskillige gange i irritation har ønsket at lukke for bevillinger til at hjælpe lande i Afrika eller Sydøstasien, bekæmpe udbrud af dødelige epidemier eller fremme amerikanske økonomiske interesser. ”Hvorfor helvede bruger vi dog alle de penge”, lyder det efterfulgt af en besked om at smække pengekassen i.

Medarbejderne forklarer, at det kun er Kongressen, som kan trække bevillinger tilbage, og at det også – apropos de igangværende rigsretshøringer – er ulovligt at tilbageholde bevillinger, som Kongressen har vedtaget, fx til Ukraine, for at bruge dem som elementer i en forhandling.

Andre eksempler på decideret ulovlige ordrer fra Trump, er beskeder om eksempelvis at købe noget på statens regning, fx en militærordre fra en bestemt leverandør. Igen er der regler om offentlig udbud, som en præsident ikke kan sidde overhørig, og som han ”kun vrantent har måttet acceptere”.

Hvad med at sende indvandrere til Gitmo?

Et af de mest chokerende eksempler på en idé, der er både vanvittig og ulovlig, var Trumps forslag om, at man måske kunne kalde immigranter for en ”national sikkerhedstrussel” ved f.eks. at kalde potentielle indvandrere til USA for ”enemy combatants”.

Det er den betegnelse, Bush-regeringen endte med at anvende om de fængslede i Guantánamo Bay, fordi man dengang skulle bruge et begreb, der retfærdiggjorde, at mennesker sad fængslet i årevis uden rettergang, hvilket den daværende regering mente, man kunne, hvis de tilfangetagne var at regne som en slags soldater. Og at de følgelig var spærret inde grundet deres deltagelse i en krig mod USA som en del af ”krigen mod terror”.

Hvis betegnelsen om ”enemy combatants” kunne klistres på immigranterne, kunne man så ikke anbringe dem i Gitmo, skriver Anonymous, at Trump siger. Uheldigvis undslipper idéen Det Hvide Hus’ fire vægge og når over til Udenrigsministeriet – The State Department.  Are you fucking kidding me – udbryder en udmattet karrierediplomat, mens en anden bare erklærer tanken for ”completely batshit”.

Putin er den, flest taler om, men præsidenten er også fan af Brasiliens nyvalgte leder, Bolsonaro, den saudiarabiske kronprins MBS (uanset mordet på journalist Jamal Khashoggi) og har erklæret Kim Jong-un for en ”elskelig person”

Embedsværket får forklaret præsidenten, at det er umuligt at sende flere tusinde mennesker med båd til Cuba hver dag. Og at det også er meget dyrt.

”Trump blev tit overbevist om, at noget var en dårlig idé, hvis det var for dyrt”, bemærker forfatteren, som også konkluderer, at ideen udover at være ineffektiv, umulig at udføre og dyr også havde et andet og mere grundlæggende problem:

Forslaget var outright illegal. “Migrants seeking shelter in the United States are not ”enemy combatants”. They are not engaged in hostilities against the US on behalf of foreign states or terrorist groups”.

Bogens forfatter bruger også en del plads på at begræde, at Trump så åbenlyst er en fan af både diktatorer og autokrater – de såkaldte strong men, som han beundrer. Putin er den, flest taler om, men præsidenten er også fan af Brasiliens nyvalgte leder, Bolsonaro, den saudiarabiske kronprins MBS (uanset mordet på journalist Jamal Khashoggi) og har erklæret Kim Jong-un for en ”elskelig person” stik imod det verdenssyn, som amerikanske præsidenter normalt ligger indenfor, hvor USA er den supermagt, som i hvert fald på papiret, har holdt fanen højt for individets frihed.

Så langt, så trist.

”Jeg tog fejl – Trump kan ikke styres af sine rådgivere”

Forfatteren er fortsat ansat i Det Hvide Hus eller omegn, og den eneste forskel er, at vedkommende er blevet endnu mere frustreret, og begrundelsen for at skrive bogen er, at det amerikanske folk, vælgerne, skal have en chance for at vide, hvem det er de genvælger eller netop afviser til november næste år, skriver han/hun.

Det, der har fremkaldt mest interesse i de amerikanske medier, er en påstand om, at store dele af Trumps regering overvejede en decideret masseudvandring sidste år

En ting har dog ændret sig. Forfatteren mener ikke længere, at inderkredsen rundt om Trump kan beskytte landet mod ham, som det hed i debatartiklen fra sidste år:

”My original thesis in the New York Times was dead wrong. Americans should not expect that his advisers can fix the situation. We cannot. … We thought the situation was manageable. We were dead wrong. If 2017 marked the rise of a lose cabal of pragmatists in the Trump administration – a “Steady State” – 2018 marked the start of its demise”, konkluderer forfatteren, der også siger, at “unelected bureaucrats and cabinet appointees were never going to steer Donald Trump in the right direction in the long run or refine his malignant management style”.

Som en ansat på et plejehjem eller i en børnehave

De ansatte er altså ikke i stand til at holde stand mod præsidentens mere eller mindre vanvittige luner. I stedet er staben konstant på vagt, hele tiden nervøse og opfatter sig selv som babysitters på et plejehjem, og den eneste forskel er, at du ikke ville finde din senile onkel med bukserne nede om hælene, mens han løber forvildet rundt ude i haven, hver eneste dag, som forfatteren skriver – ”men det gør Trump”.

Intet er med andre ord normalt, og svaret på, hvorfor Anonymous skriver nu, er som skrevet kort sagt, at læserne (dvs. vælgerne) bliver nødt til at lytte til bogens opfordring: Vågn op ved valget til næste år.

Problemet med den tilgang er dog åbenlyst, at en sådan bog næppe flytter så meget som en eneste stemme.

Hvis man i forvejen er skeptisk indstillet over for Donald Trump og hans meritter, forsyner de amerikanske medier i forvejen det kritiske publikum med daglige smagsprøver på præsidentens uforudsigelighed og egomani. Og hvis man tværtimod er fan af ham, ville man næppe bruge en halv dag på at læse en bog, hvor forfatteren ikke har mod og mandshjerte til at stå ved sine synspunkter i offentligheden.

Hvem er ”Anonymous”?

Frygten for at blive afsløret – omend forfatteren skriver, at vedkommende ”ikke er fremmed for at stå frem på et tidspunkt” – gør også bogen til en mere fersk omgang end eksempelvis Woodwards bog, hvor mange af de optrædende har både navn og titel hæftet på sig. Men vi ved, at forfatteren kalder sig for ”advisor for the President”, og at vedkommende har børn (med mindre det bevidst er en sløring – bogen er tilegnet forfatterens børn).

Det bedste bud på forfatterens identitet, der fortsat fylder i diskussionerne omkring Washingtons middagsborde p.t., må være Kellyanne Conway, der ellers er præsidentens absolut dygtigste PR-kvinde på især TV

Og jeg vil mene, at det bedste bud på forfatterens identitet, der fortsat fylder i diskussionerne omkring Washingtons middagsborde p.t., må være Kellyanne Conway, der ellers er præsidentens absolut dygtigste PR-kvinde på især TV – og som i øvrigt nævnes på s. 82 og 196-97 ved navn. Hendes ægtefælle, den republikanske stjernejurist George Conway, der tager prisen som den skarpeste kritiker af præsidenten fra republikansk hold på Twitter, nævnes også.

Grunden til, at jeg gætter på Conway, er, at stilen i bogen matcher Twitter-kontoen i sprog, og fordi der over mange sider er lagt et fermt røgslør ud, hvor henvisninger til klassisk dannelse – latinske og græske metaforer og historiske analogier fylder pænt op.

Det er en taktik, som man snildt kunne mistænke både hr. og fru. Conway for – ikke fordi mange af Trumps rådgivere ikke har deres universitetseksaminer bag sig, og der er fortsat et par stykker med Ivy League-baggrund – men fordi selve fremgangsmåden minder om George Conways normale argumentationsstil.

Derudover er det noget af det eneste, der ville kunne forklare, hvordan ægteskabet kan holde sammen, når manden leder bevægelsen af ”Never Trumpers” i partiet, mens hustruen forsvarer præsidenten med næb og kløer. Senest erklærede han sig enig i en journalist, som kaldte hende en ”enabler” for ”en kriminel præsident” – altså en, der gør det muligt for Trump at være præsident:

 

Hvordan det kan lade sig gøre, diskuteres igen og igen og igen i Washingtons politiske kulisser, men hvis det er Kellyanne Conway, der er Anonymous, kunne det være en slags forklaring (tesen luftes p.t. af mange andre end mig på George Conways Twitter-profil).

Masseopsigelse fra regeringen

Nuvel, hvad er så de mest opsigtsvækkende dele af bogen?

Det, der har fremkaldt mest interesse i de amerikanske medier, er en påstand om, at store dele af Trumps regering overvejede en decideret masseudvandring sidste år.

Efter at staben i længere tid havde holdt hemmelige møder om præsidenten og fortalt hinanden om de frustrationer, de hver især nærede, og det kaos, de kun lige akkurat kunne holde fra døren, blev der lagt planer om en kollektiv opsigelse, siger bogen.

Men den blev ikke til noget. Det ville have været for farligt og for destabiliserende for USA og ryste amerikanernes allerede vaklende tiltro til regeringen, hedder det, så ”the Steady State”, som forfatteren kalder netværket i og uden for Trump-regeringen, besluttede sig for at blive, omend forfatteren herefter opremser den stadige strøm af navne på ministre, seniorrådgivere og stabschefer, der forsvandt i et tempo, som aldrig er set før i Det Hvide Hus nogensinde.

Betegnelsen om ”the Steady State” – altså den stabile og stabiliserende del af centraladministrationen og regeringen, herunder de mange ministerier, agenturer, styrelser og udvalg, som er en del af embedsapparatet – er bogens forsøg på at lancere et andet begreb end det, som Trumps støtter normalt kalder for ”the Deep State”.

Minikriser blev meget hurtigt normen”, fortæller Anonymous, der giver et levende billede af et arbejde, hvor alle ansatte hopper rundt fra tue til tue, fordi de bogstaveligt talt aldrig aner, hvad præsidenten nu har fundet på

Påstanden om en ”Deep State” er, at der findes et hemmeligt netværk, der styrer USA’s regeringer, og som sætter sig igennem bag om ryggen på de folkevalgte. Begrebet bygger på en antagelse om en art konspiration med centrum i Pentagon og efterretningstjenesterne, som via anbragte nøglepersoner og diskret lobbyvirksomhed sørger for, at ingen forandringer kan komme igennem systemet.

The Deep State er ikke fuldstændig sammenfaldende med Trumps ”swamp” – altså den sump, der skulle drænes fra Washington, og som var en fast del af Trumps retorik under valgkampen i 2016, men det er tæt på.

Med i konspirationen om the Deep State er også samtlige amerikanske toneangivende medier, som Trump nu helt rutinemæssigt kalder for ”fake news” – og det inkluderer ofte også konservative såkaldte mainstream-medier, som Wall Street Journal, hvis ledere ellers er mere venlige over for Trump end gennemsnittet, men hvis journalistiske stab rutinemæssigt præsterer afslørende artikler med basis i jævnlige lækager fra Det Hvide Hus selv.

’Prøv med en side, nej en pointe – nej hellere et billede’

Der er også nogle underholdende afsnit i starten af bogen i kategorien ”Trump kan ikke læse en tekst” – noget, der især chokerede efterretningstjenesterne i 2017, da det efter få uger med den nye præsident gik op for dem, at den daglige præsidentielle sikkerhedsbriefing var på vej på historiens mødding.

Først blev den erstattet af et ugentligt møde, så fik staben i det nationale sikkerhedsråd – hvis opgave det i årtier har været at sammenskrive indberetningerne fra alle 16 efterretningstjenester plus især trusselsbillederne fra resten af verden til den præsident, der nu engang sidder i Det Hvide Hus – besked om, at briefingerne ikke skulle være lange, men særdeles korte, helst under tre afsnit. Dernæst kom meldingen om, at det var bedst med PowerPoints frem for ord.

Den sidste melding, bogen beskriver, er, at PowerPoints heller ikke duede. Det var bedst, hvis briefingen kom som lysbilleder – og helst ikke med tre pointer, men blot én, der helst skal gentages ”virkelig mange gange” og helst skal indeholde termer om ”vindere og tabere”, som præsidenten har en forkærlighed at beskrive verden som delt op i.

En målløs NSC-ansat udbryder: ”Det er da løgn?”, men det er det så ikke. ”Minikriser blev meget hurtigt normen”, fortæller Anonymous, der giver et levende billede af et arbejde, hvor alle ansatte hopper rundt fra tue til tue, fordi de bogstaveligt talt aldrig aner, hvad præsidenten nu har fundet på.

Sindssygeparagraffen – § 25 – blev diskuteret

En tredje læseværdig episode, som forfatteren gennemgår, har tidligere været lækket til de amerikanske medier. Nemlig en krise i regeringen, hvor ledende ministre overvejede at fjerne Trump med henvisning til det, der populært kaldes for ”sindssygeparagraffen” – altså den 25. forfatningstilføjelse, paragraf 4, som siger, at vicepræsidenten kan overtage jobbet som præsident, hvis præsidenten ikke er i stand til at varetage jobbet.

Whenever the Vice President and a majority of either the principal officers of the executive departments or of such other body as Congress may by law provide, transmit to the President pro tempore of the Senate and the Speaker of the House of Representatives their written declaration that the President is unable to discharge the powers and duties of his office, the Vice President shall immediately assume the powers and duties of the office as Acting President.

Forfatteren påstår, at vicepræsident Mike Pence var klar til at tage topjobbet, hvis et flertal i regeringen og Senatet havde besluttet sig for, at Trump ikke var kapabel til at udføre sit arbejde, men at idéen blev opgivet igen, fordi de, som diskuterede det, endte med at konkludere, at præsidentens støtter og Trump selv ville have pisket en stemning op, der kunne ende med farlige eller ligefrem revolutionære tilstande i landet.

Sidste udkald er valget i 2020

Endelig er forfatteren kort inde på i slutningen, hvad der ville være sket, hvis Trump, og ikke Bush, havde været præsident efter 9/11.

Fortsættelse følger – må man antage – ikke mindst når identiteten på forfatteren kommer frem. For det gør den på et tidspunkt

Det er ikke en rar tanke, skriver forfatteren, som minder om, at Trump og amerikanerne har været usædvanligt heldige, at der ikke har været et terrorangreb eller en dyb udenrigspolitisk krise at tackle, mens han har været ved magten.

Så heldig har man næppe lov at være en gang til, mener forfatteren. Og derfor er det i sidste øjeblik, at den amerikanske vælger må handle ved stemmeurnerne 3. november 2020, hvis katastrofen skal afværges. Fortsættelse følger – må man antage – ikke mindst når identiteten på forfatteren kommer frem. For det gør den på et tidspunkt.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Denne artikel er syndikeret efter aftale med KommunikationsForum.


Topfoto: Creative Commons.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Bøger