H.C. ANDERSEN // ESSAY – 150 år efter H.C. Andersens død kaster hans eventyr stadig lange skygger ind i vores tid. I dette essay dykker Tony Søndergaard Andersen og Steen Beck ned i det dystre anti-eventyr Skyggen – en fortælling der taler ind i vores tid, hvor homo economicus sætter den normalpolitiske dagsorden, alt imens humanistisk orienterede sjæle reduceret til mærkelige subkulturelle væsener famler efter et dannelsesmæssigt ståsted, som kan komme tilstede i tiden.
H.C. Andersen døde d. 4. august 1875, altså i år for 150 år siden. Heldigvis er hans eventyr og historier stadig spillevende, og de har et på mange måder godt liv i børnehaver, i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Derefter ligger de hos mange voksne et sted i kroppen og ulmer, indtil man en dag igen læser dem for sine børn og selv erkender noget nyt via gensynet.
I anledning af 150-årsjubilæet og egentlig bare fordi Andersen er en fantastisk forfatter, anlægger vi de følgende lørdage en voksensynsvinkel på fire Andersen-eventyr. Vi skifter mellem kendte og mindre kendte eventyr, og i dette essay har vi fokus på Skyggen, et dystert og mærkværdigt anti-eventyr, der viser os en Andersen, som var klar over svaghederne i den romantiske tænkning, men samtidig gruede for en fremtid, hvor løgn, bedrag og penge regerer. Vil du høre flere eksistensfilosofiske analyser af Andersens eventyr, henviser vi til vores podcastserie Ind i sjælen – ud i verden.
Den lærde mand og de varme lande
Skyggen handler om en lærd mand, hvis skygge løsriver sig og til sidst får ham slået ihjel, og det er et af H.C. Andersens mærkeligste, mest foruroligende og berømte tekster. I sammenligning med de fleste andre Andersen-eventyr er Skyggen dunkelt og visse steder nærmest uigennemtrængeligt, så lad os gennemgå fortællingen og se, om vi kan få hoved og hale på den.
Det hele bliver mystisk og ladet med uhygge, da den skygge, som den lærde mand kaster på genbohuset, en aften løsriver sig fra ham og bliver et selvstændigt handlende væsen
En lærd mand er draget til de varme lande, hvor solen brænder hele dagen. Heden gør, at han må opholde sig indendørs, og kun om aftenen bevæger han sig ud på altanen. Det er selvfølgelig smart at lade et drama om en skygges løsrivelse foregå i syden, for der skal sol til, for at en skygge kan blive tydelig og alt efter solens placering på himlen være lang eller kort.
Den lærde mand er en romantisk skønånd, som er optaget af det gode, det sande og det smukke, og han fremstår som en ovenud dannet herre. Han virker også en smule ensom, som han sidder mutters alene på sit kammer og kigger på folkelivet, som udfolder sig på gaden under ham.
Som den nørdede bogorm, han er, har han læst mange bøger og tænkt meget over livet og menneskene, men det ser ikke ud til, at han har gjort sig de store erfaringer med mennesker, endsige kvinder. Det er som om han tror, at man bliver dannet af at tilegne sig andres tanker og selv forholde sig afventende til livets tumult. Og dét selv om han godt kan se, at der er noget, som er vigtigt at undersøge i huset overfor, hvor der er en altan og en smuk ung kvinde, der vander blomster.
Den løsrevne skygge
Så begynder handlingen at tage fart. Det hele bliver mystisk og ladet med uhygge, da den skygge, som den lærde mand kaster på genbohuset, en aften løsriver sig fra ham og bliver et selvstændigt handlende væsen. I spøg beder han sin skygge, som pga. aftenen og solens placering er blevet lang og strækker sig over på genbohusets altan, om at spionere lidt for ham i huset.
Men man skal passe på, hvad man ønsker, for da den lærde mand går ind på sit værelse og trækker gardinet for, går skyggen – som har løsrevet sig fra manden – ind af den halvåbne altandør hos den smukke genbo. Det går nok an at opfatte denne centrale scene, hvor adskillelsen af mand og skygge finder sted, på den måde, at skyggen virkeliggør den lærde mands ønske om at vide alt ved at bevæge sig ind i det hus, som kan afsløre de allerdybeste sandheder om tilværelsen.
Skyggen vender ikke tilbage, og den lærde mand må rejse hjem med uforrettet sag og uden skygge. Heldigvis vokser en ny frem, mens han i sin hjemlige isolation fortsætter sit arbejde med at skrive om alt det gode og smukke. Der går flere år, og så tager historien en dramatisk drejning. En aften opsøges den lærde mand af et magert væsen med diamantringe og fint, sort tøj.
Det er den skygge, som han efterlod i de varme lande, og den er ikke uden viden om, at den lærde mand er gået i stå og faktisk ikke er kommet en millimeter nærmere sit livsmål. ”De forstår Dem ikke på verden”, siger den ikke uden en vis sans for den lærde mands inderste problem, som vel nok kan siges at være hans noget blodløse illusion om, at man kan læse sig til tilværelsens mening.
Den lærde mand er selvfølgelig ovenud interesseret i at vide, hvad det så var, skyggen oplevede i genbohuset mange år forinden. Han holder sig i al sin forventning ikke tilbage for at bruge en smule nedslidte romantiske fraser om det, han håber skyggen så: ”Var det som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje Bjerge?”
Men her kan han godt tro om igen. Skyggen påstår, at den har mødt poesien, den dejligste af alle, som den siger. Men hvad det nærmere betyder, er den ikke i stand til at sige noget sammenhængende om, og læseren bliver hurtigt klar over, at sandhed og poesi, alt det den lærde mand lever for, ikke interesserer skyggen en døjt.
Ret skal dog være ret, for skyggen fortæller også, at den faktisk kun nåede frem til poesiens forgemakker og altså ikke helt ind i det inderste rum. Det er noget af en kold afvaskning, skyggen her giver den lærde mand. Det er, som om den siger: ”Jeg fandt noget, men det er nok noget helt andet, end du tror”.
Skyggens egen udvikling er siden begivenhederne i syden gået i en diametralt modsat retning af den lærde mands, for den bader sig nærmest i succes. Den er i de forløbne år blevet endog meget formuende, og den praler på nyrig og slet ikke dannet facon over sine diamantsmykker og sin kostbare beklædning, som den har fået råd til at erhverve sig. Den inkarnerer plat materialisme, snu kapitalistisk berigelsesmentalitet og en pralende overfladiskhed, og det er rigeligt til at give den livsmening.
I modsætning til den lærde mand er den i besiddelse af en bemærkelsesværdig vitalitet og en handlekraft: Den vil giftes, hvilket oversat til moderne sprog betyder, at den vil have kvinder og erotik, dvs. alt det, den lærde mand kun har kunnet tale om i floromvundne vendinger og på behørig afstand. Og mens den lærde mand bare taler om menneskene uden egentlig at kende dem, bringer skyggen sig i nærkontakt med dem og aflurer dem deres inderste hemmeligheder, som den efterfølgende udnytter til at afpresse og berige sig.
I det verdensbillede er der ikke plads til høje dannelsesidealer, for skyggen er helt på det rene med, at menneskene er nogle upålidelige og hykleriske størrelser: ”Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde, mageløse børn; – jeg så”, sagde skyggen, ”hvad ingen Mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne vilde vide, ondt hos naboen”. Skyggen har med andre ord gennemskuet menneskenes illusioner og idealer, for de skjuler dunkelt begær og egoistiske ønsker – fjernt fra det skønmaleri af et liv, den lærde mand maler.
Skyggens konklusion er klar: ”Det er i Grunden en nedrig Verden”, og det kan det kloge menneske, der kender en helt anden sandhed end den lærde mand, lige så godt bruge. Eller formuleret i nutidens lingo: Skyggen er handlekompetent, men overhovedet ikke dannet, og den lærde mand er dannet, men savner aldeles handlekompetence. Er der ikke nogen Gud, nogen universel orden og etik, er alting tilladt. Det er i dette univers, som Fjodor Dostojevskij også beskrev i Forbrydelse og straf og Brødrene Karamazov, at skyggen boltrer sig som en fisk i vandet.
Skyggens tidsalder
Skyggen forsvinder igen ud af den lærde mands liv, og han fortsætter sin eksistentielle nedtur, for ingen gider at læse hans lærde skrifter om det sande og det gode og det skønne. Det er, som om kulturen har forandret sig i en retning, som vi uden tøven kan identificere som skyggens tidsalder. En kynisk realisme uden plads til andre drømme end drømmen om rigdom og glimmer har holdt sit indtog, og der er ikke længere nogen idealer at forankre menneskelivet i, hvilket alt sammen reducerer den lærde mand til noget af en anakronisme.
Så opsøger skyggen igen den lærde mand, og her sætter den sit endelige stød ind. Skyggen inviterer ham med på en rejse, hvor han skal agere skyggens skygge. Der er i sandhed vendt op og ned på (magt)forholdet mellem de to, men helt urimeligt er det egentlig ikke, for den lærde mand er endt som noget af en skygge af sig selv. Nedbrudt og fortabt som han er, takker han ja til invitationen til at rejse sydpå med skyggen, hvis skygge han altså nu skal være.
Det mærkelige og uhyggelige eventyr bevæger sig herefter ind på en ny bane, hvor Andersen eksplicit udnytter en af de allerstørste eventyrklicheer, nemlig den optimistiske fortælling om ungersvenden, der til sidst får prinsessen og det halve kongerige. I Skyggen, som må kandidere til prisen som det mest konsekvente anti-eventyr, der nogensinde er skrevet, vendes der imidlertid op og ned på eventyrets lykkelige slutning, for her er det den gennem usympatiske skygge, der på et kurhotel møder en prinsesse og til sidst får kongeriget.
Prinsessen er fascineret af skyggen, hvis manipulationer og løgne hun ikke gennemskuer, og den lærde mand beslutter sig – i en heroisk kamp for den sandhed, han jo hylder i sine skrifter – for at bruge sine sidste kræfter på trods alt at afsløre skyggen som den skygge, den er.
Men skyggen er som sædvanlig foran, og den manipulerer prinsessen til at tro, at det hun tror er skyggens skygge, altså den lærde mand, er bimlende skør, og at det bedste er at slå ham ihjel i en slags medlidenhedsdrab. Og sådan bliver det, og så er der bryllup mellem skyggen og prinsessen, og folket råber hurra for de to. Den sidste sætning lyder kort og kontant: ”Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af”.
Smukke illusioner og grimme sandheder
Få årtier efter at Andersen skrev Skyggen, begyndte den tyske filosof Friedrich Nietzsche at skrive om menneskehedens og kristendommens store selvbedrag. Han skrev om en slavemoral, der havde afløst herremoralen, og om det had til sandheden, der lå til grund for kristendommens etik.
”Gud er død”, sagde Nietzsche, og hermed mente han ikke kun, at den moderne naturvidenskab har reduceret kristendommens metafysik til illusion og ønskedrøm, men også at mennesket må finde nye dannelsesidealer med udgangspunkt i en herremoral, hvor man ikke trøster sig med illusionsprægede forestillinger om det skønne og det gode, men tager udgangspunkt i viljen til magt og et opgør med etikkens tendens til at indhylle mennesket i handlingslammelse. Mennesket skaber selv sine værdier, mente Nietzsche, så egentlig er der ikke noget at lede efter omme bag fremtrædelsesformernes slør.
Skyggen kan læses som en kompromisløs historie om idealismens og romantikkens sammenbrud i en tidsalder, hvor nye idealismeskeptiske erkendelser og forståelser pibler frem. Her fremstår den dannede skønånd som lidt af et sludrechatol, der påkalder sig idealer, som ikke længere har nogen gang på jorden. Hos Andersen er det dog ikke som hos Nietzsche et kreativt og værdiskabende overmenneske, der rejser sig på ruinerne af de gamle idealers sammenbrud.
Det gør derimod en manipulatorisk og rent ud sagt modbydelig personage, en opportunist, en snylter, en bedrager, som lukrerer på menneskenes tab af sans for det smukke, det gode og det sande og bruger sproget til at manipulere og bedrage med. Skyggen er repræsentant for en ny og moderne tid, som opportunistisk og med masser af tidssvarende kompetencer, som man siger, navigerer i en af-fortryllet verden, hvor grimme sandheder har afløst smukke illusioner, og hvor sort hurtigt kan lyves hvidt, og dét med fatale, for ikke at sige dødelige, konsekvenser
Et par konklusioner
Georg Brandes holdt sig ikke tilbage for at kalde Skyggen for et af de største mesterværker i litteraturen, og vi er tilbøjelige til at give ham ret. Anti-eventyret om den lærde mand og hans skygge tematiserer et mentalitetshistorisk skifte fra en tidlig-borgerlig dannelseskultur fuld af højromantik og ideale forestillinger til en modernitet, hvor pengemagten buldrer og det kloge menneske hurtigst muligt lærer at tjene mange penge og omsætte sin frihed til at udnytte andre mennesker.
Igen viser Andersen sin forunderlige evne til at give os billeder og figurer, som taler durk ind i vores nutid: For lever ikke også vi i en tid, hvor homo economicus sætter den normalpolitiske dagsorden, alt imens humanistisk orienterede sjæle reduceret til mærkelige subkulturelle væsener famler efter et dannelsesmæssigt ståsted, som kan komme tilstede i tiden? To eksistentielle konklusioner og en lille kommentar til Skyggens placering i eventyrdigterens samlede værk trænger sig i dette perspektiv på.
Den første konklusion er, at det er godt at læse, studere og blive rigtig klog, men det er også godt at forbinde ens egen dannelsesprojekt med erfaringer i forhold til andre mennesker og et effektivt handlerepertoire. Den lærde mand kunne måske have undgået skyggens flugt, hvis han havde blandet sig lidt mere i andre menneskers liv. Sorry to say, men kom han ikke til at ligge (ved skyggens fødder), som han selv havde redt? I den forstand er historiens morale, at skygger, der frigør sig for herefter at virkeliggøre jegets største mareridt, kun kan slippe løs, når den, de frigør sig fra, er gået i stå i sin egen udvikling som menneske.
Den anden konklusion er, at vi godt kan grine lidt af højromantikkens og idealismens forestillinger om den ideelle virkelighed, som viser sig bagved og hinsides dagligdagens trummerum. Men grinet bør hurtigt stivne, for vi skal være opmærksom på, at en verden, hvor penge, skrupelløst begær og kynisk adfærd er legitim, hurtigt kan blive meget grim og uden rettesnore, der angiver ædle mål. Hinsides illusionerne er der måske ikke andet end løgn, manipulation og nihilistisk tomhed, som smarte plattenslagere kan lukrere på.
Den lille afsluttende kommentar angår den placering, Skyggen indtager i H.C. Andersens forfatterskab. Når man læser Skyggen, kan man få en fornemmelse af, at Andersen her holder dommedag over højromantikkens illusioner, og at det ville være logisk, hvis hans forfatterskab tog en ny drejning. Dette er imidlertid ikke tilfældet, og få år efter Skyggen skrev han fx Klokken, hvor det, der fremstår som den lærde mands illusioner og bragesnak om den friske skov, poesiens hellige kirke og den stjerneklare himmel bliver selve forløsningen for den fattige dreng og kongesønnen, der søger den guddommelige klokke i naturen.
Så H.C. Andersen fortsatte med at udforske forholdet mellem grimme sandheder og smukke idealer uden at give sig en tøddel i forhold til at anerkende tilværelsens mærkværdige blanding af noget meget stort og smukt og meget nedrigt og stygt. Og måske efterlod han endda en plads til sig selv i Skyggen, for man skal ikke glemme, at hverken den lærde mand eller skyggen nåede helt ind i poesiens kammer – og er det ikke som om eventyrdigteren hermed også siger, at der er mere at sige om det skønne, det gode og det sande end modstillingen af en handlingslammet skønånd og en handlingsparat slyngel kan fortælle?
I næste og sidste afsnit af vores serie tager vi fra hylden med mindre kendte Andersen-eventyr, og her skal vi møde misundelsens knap så sympatiske, men måske meget menneskelige ansigt i Skarnbassen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og