KONCERT // ANMELDELSE – Med sit velartikulerede violinspil kommer Mutters kraftfulde tag på instrumentet fuldt og helt til udtryk og når helt ud til instrumentets yderste grænser. Det aftvinger en intuitiv beundring for hendes forståelse af netop denne violins fuldtonende potentiale, når den lægges i hendes klang- og rumbevidste hænder og intellekt.
Selv efter fem årtiers solistkarriere overrasker Anne-Sophie Mutter igen og igen med nye fortolkninger af musiklitteraturens storværker, selv om hun har haft dem i hænderne gennem nu flere decennier.
Ved denne uges totalt udsolgte torsdagskoncert slog det mig pludselig, hvor uforfærdet, intakt og bundærligt et musikerskab hun vitterlig står for efter snart et halvt århundrede i den absolutte verdenselite. Af hendes kunst bliver man hurtigt bevidst om, hvor sjældent det egentlig er at opleve et sådant mesterskab, og det især når hun fremfører et værk, der for hende selv har været karrierens afgørende prøvesten og krumtap: Beethovens D-dur Violinkoncert, op. 61, fra 1806.
Når man hertil lægger, at Mutters Stradivarius, som de fleste af violinmagerens mesterinstrumenter, nærmest er en næsten uoverstigelig spilleteknisk udfordring at få til både at ånde frit og rent i hver eneste frasering, og hvor blot en brøkdel af en millimeters fingerplacering afgørende kan fejlfarve toneklangen, ja, så vokser respekten for hendes musikerskab sig endnu større og rækker langt ud over den blotte og bare beundring af hendes dybt personlige spil og indlevelse i musikken.
Man får her det indtryk, at koncertens musikalske grænseegne kun kan opnås på netop denne Stradivarius og i Mutters hænder
Med sit velartikulerede violinspil kommer Mutters kraftfulde tag på instrumentet fuldt og helt til udtryk og når helt ud til instrumentets yderste grænser. Det aftvinger en intuitiv beundring for hendes forståelse af netop denne violins fuldtonende potentiale, når den lægges i hendes klang- og rumbevidste hænder og intellekt.
Hos Mutter står vi over for en transformerende tingsliggørelse af noderækkerne, der står tilbage i luften som akustisk-fysiske geometriske former og figurer. Det skyldes måske især hendes glasklare intonation, de krystalklare triller og en mageløs, bredspektret klangdifferentiering, der rækker fra det hvæsende og spruttende til det allermest tyste og udtyndede sarte.
Man får her det indtryk, at koncertens musikalske grænseegne kun kan opnås på netop denne Stradivarius og i Mutters hænder, og at Beethovens koncert, frem for nogen anden, sidder hende i kroppen helt og fuldstændigt. Det er ikke kun den styrke, hvormed hun gennemfører de mest krævende passager, men lige så meget det økonomiserende overskud, hvormed hun spiller sig gennem værkets store udladninger, der aftvinger en enorm og umiddelbar beundring. Salen var da også med hende fra først til sidst, og det ikke blot i næsegrus beundring, men i en oprigtig, stille og dybtfølt deltagelse.
Fabio Luisi førte orkestret koncist og stringent gennem koncertens tre satser, men måske undertiden også med lidt for markante ansatser i især messing- og træblæsere, når de blev sat over for Mutters uhyre fintfølende indsatser, hvor hun formulerer de mange oktavspring, som var det de mest naturlige og tætteste nabotoner.
En storslået rejseafslutning
Efter et kort soloekstranummer kom vi med pausen frem til torsdagskoncertens anden og sidste del i form af en både indfølt og dynamisk udførelse af Johannes Brahms’ store Symfoni nr. 2, op. 73, fra 1877. Den blev komponeret under et af hans faste landlige sommerophold ved bredden af Wörthersee i Østrig.
Denne symfoni har for undertegnede egentlig altid stået som Brahms’ pendant til Beethovens Pastorale-symfoni. Med sin imødekommende og lyse symfoniske tone føles det da også, som om Brahms her inviterer tilhøreren på en naturvandring i landskabet, gennem især de mange gennemsigtige og fint figurerende passager i træblæserne.
Luisis flydende og flyvende hænder formede disse landlige billeder
Den landlige, harmoniske ro underbygges yderligere i andensatsens indadvendte refleksion, hvor især cellogruppen taler klart og anførende, mens den understøttes af messingblæsernes nærmest korale klangbund, inden symfonien opløses i en mellemspilsagtig tredje sats, hvor gækken nu slås løs med folkloristiske temaer, som var det en spillemandsgruppe, der drog forbi den vandrende i naturlandskabet.
Denne dansante sats opløses igen i en sidste sats, der munder ud i en fejende finale, hvor alt i orkestret kommer i spil og udfolder sig med en livskraftig optimisme, der ellers sjældent ses magen til i Brahms’ univers.
Her blev der redegjort for alt i Fabio Luisis direktion, hvor hans flydende og flyvende hænder formede disse landlige billeder og samtidig klargjorde for orkestret og os, hvor mange fine og veludførte instrumentale detaljer symfonien vitterlig er bygget op af. Men mest var det måske den præcision, hvormed overgangene blev udført, som for alvor fik os til at følge med på denne landlige vandring helt fra begyndelsen til enden. En storslået rejseafslutning på en torsdagaften i novembermørket.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og