KUNST // ANMELDELSE – Anne Marie Carl-Nielsen peger med sin feminine kunstneriske forestillingsevne uhindret på det mulige, det utopiske og mere præcist, den ikke-patriarkalske maskulinitet, skriver Dorte Jelstrup i denne anmeldelse af en mesterligt kurateret udstilling på Glyptoteket.
Det er en meget tankevækkende og oplevelsesrig udstilling af værker skabt af den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), som kan beses i denne sæson på Glyptoteket i København.
Udstillingen er mesterligt kurateret af postdoc-stipendiat og kurator Emilie Boe Bierlich, der med en stor og detaljemættet viden om Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre i selve udstillingsopbygningen formår at anlægge en skarpt skåret vifte af fortolkningsmæssige perspektiver på Anne Marie Carl-Nielsens arbejder. Kunstnerens værker løftes for os som betragtere op som de på én gang sansemæssige, tredimensionelle, taktile og skulpturelt tekstlige narrativer og beretninger om drømte idealiteter, de er.
Med Emilie Boe Bierlichs tilrettelæggelse af udstillingen præsenteres vi med andre ord for en fornem og begavet kuratorisk tænkning sekunderet af en også materielt præget fornemmelse for den samlede righoldige kompleksitet, som Anne Marie Carl-Nielsens værker udgør.
For det ville bestemt være reduktivt at formindske Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske indsats til en blot håndens sondering af et på lange stræk overvejende naturalistisk præget kunstnerisk projekt, der på det repræsentationelle niveau først og fremmest holder sig på den åndløse, jævne jords banehalvdel.
Tværtimod er Anne Marie Carl-Nielsen som billedkunstner også at opfatte som en kunstnerisk erobrer, der i sit skulpturelle virke – trods dets ofte umiddelbart taknemmeligt genkendelige og populært naturalistisk orienterede formsprog – søger efter narrativt set nye og uinddæmmede områder, der, når hun er bedst, gestaltes og præsenteres skulpturelt som meningsmæssigt fortættede beretninger og pejlinger af imaginative idealiteter.
Vi kan sige, at den ved første øjekast temmelig usofistikerede naturalisme for Anne Marie Carl-Nielsen i hendes bedste arbejder bliver et springbræt til et andet og større projekt
Anne Marie Carl-Nielsen er slet og ret en billedkunstner, der ikke stiller sig tilfreds med skabelsen af kunstværket som en frembringelse af en perceptuel lighed med den repræsenterede genstand. For Anne Marie Carl-Nielsen er kunstværket til syvende og sidst også symbolsk – hverken portrætlighed eller anden optisk lighed er et endegyldigt mål i sig selv.
Vi kan sige, at den ved første øjekast temmelig usofistikerede naturalisme for Anne Marie Carl-Nielsen i hendes bedste arbejder bliver et springbræt til et andet og større projekt – det projekt, der handler om at sætte en kvindens subjektivitet igennem som en kunstnerens subjektivitet i en stedvis parallel modelleren sig ind på en ideal maskulinitet, der både spejler, men også potentielt set, om ikke andet i en drøm eller i en anden mulig verden, åbner op for en konstituering af denne kvindelige kunstnersubjektivitet som en også erotisk begærende subjektivitet.
Dronningen på havet
Allerede ved blikkets indledende møde med værket Dronning Dagmar, 1911-13, som er placeret i det første egentlige udstillingsrum, bliver det klart for én som beskuer, at Anne Marie Carl-Nielsen søger at overskride portrætligheden og gribe frem mod skabelsen af en skulptur, der vil mere end naturalismen.
Den portrætterede dronning Dagmar er af Anne Marie Carl-Nielsen placeret stående i en båd, der er nedsunket i havets bølger. Hun holder sin højre hånd op over sin pande i en spejdende bevægelse – hun er den person, der har forladt den hjemlige, traditionelt kvindelige sfære og i en emancipatorisk gestus er steget til havs og sejler afsted, fri i havets feminine element og nu, som en anden eventyrer, står erekt med blikket rettet mod fjerne mål, horisonter og nye imaginative landområder, klar til udforskning.
Selvfølgelig er denne skulptur ikke blot en repræsentation af dronning Dagmar. Den er i lige så høj grad symbolsk at opfatte som et selvportræt og en vision om den kvindelige kunstner generelt, der som et suverænt selv sætter sin egen kunstneriske praksis og ved denne i selve kunstværket indtager eller kobler til nye hidtil uopdagede semantiske områder, verdener af ideer og universer af drøm og fantasi. Den er en fra Anne Marie Carl-Niselsens side første kunstneriske indkredsning af en egen subjektivitetens position, omend skjult og i forklædning af en anden kvinde, nemlig dronning Dagmar.
Hesten og to maskuliniteter
Fra denne forsøgsvise og metaforiske bestemmelse af den kvindelige billedhuggers jeg og praksis bringes man som betragter igennem en række dyrefremstillinger fra Anne Marie Carl-Nielsens hånd. Det synes som om, at disse skulpturelle afbildninger af forskellige dyr alle udgør forord til Anne Marie Carl-Nielsens egentlige tredimensionelle mission relateret til det animalske, udtrykt som den plastiske manifestation af hesten, der enten direkte eller referentielt for Anne Marie Carl-Nielsen invariant knytter sig til det maskuline.
Man kan lade sig begejstre over, at Anne Marie Carl-Nielsen tog livtag med en fremstilling af den store rytterstatue af Christian 9. grundet det forhold, at fremstillinger af store rytterstatuer i perioden ellers var forbeholdt mandlige kunstnere og ikke udgjorde opgaver, som kvindelige kunstnere kunne få del i.
Det er imidlertid en stor styrke ved udstillingen på Glyptoteket, at man ikke bliver præsenteret for en kæmpestor rytterstatue af Christian 9. For man må bemærke, at kunstnerisk set udgør Anne Marie Carl-Nielsens udgave af rytterstatuen af Christian 9. ingen positiv nydannelse. Den præsenterer sig kunstnerisk konservativt som en celebrerende hyldest til en royal patriark – og det er der mildt sagt ingen grund til at glæde sig over.
Meget interessant har kurator i stedet valgt at placere en stor hest uden rytter skabt af Anne Marie Carl-Nielsen som den centrale animalske gestaltning i det andet egentlige udstillingsrum. Dette kuratoriske træk åbner op for en værdimaksimerende, fortolkningsmæssig refleksion over hesten som et tvetydigt, hvis ikke ligefrem et spaltet eller todelt tegn for det maskuline.
På den anden side er hesten, når den præsenterer sig isoleret og helt alene, ved dens morfologiske skønhed og forførende elegance at opfatte som et tegn for det dyriske par excellence, hvor det dyriske videre som bekendt udgør et kunsthistorisk veletableret tegn for drifter og seksualitet
På den ene side har vi Christian 9. oven på hesten. Den dominante, mandlige hersker, der ikke en gang er valgt på demokratisk vis af befolkningen eller på anden vis har gjort sig fortjent, meritokratisk set, til embedet. Et spor fra enevælden klæber sig historisk til denne figur på hesten, som ligeledes, udtrykt som et tegn for det hierarkiske, er emblematisk for også repressive kønsforhold, hvor kvinden altid er underordnet manden. Og tilmed formuleret af Anne Marie Carl-Nielsen i et tilbageskuende formsprog, der uden refleksion bekræfter traditionens mørke skyggesider.
På den anden side er hesten, når den præsenterer sig isoleret og helt alene, ved dens morfologiske skønhed og forførende elegance at opfatte som et tegn for det dyriske par excellence, hvor det dyriske videre som bekendt udgør et kunsthistorisk veletableret tegn for drifter og seksualitet.
Den store og i udstillingen centralt placerede hest uden rytter sættes på denne vis for én som betragter som også den maskuline erotisk ladede og imaginative begærspol for den kvindelige skulptør Anne Marie Carl-Nielsen. Hesten emmer af dyrisk sanselighed og taktilitet. Hesten er metaforisk en drøm om manden som en æggende genstand rundet af den feminine underbevidsthed. En genstand, som Anne Marie Carl-Nielsen frembringer som en eventyrlig fantasi i en skulpturel sublimeringsakt, en indirekte plastisk begærsakt.
Som tegn i Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre spalter hesten sig således i en tvetydig dobbelthed, forstået som to parallelle henvisninger til to distinkte og essentielt forskellige maskuliniteter – den patriarkalske magtmæssighed og den erotiske længselsgenstand for det feminine subjekt.
Nøgen og sårbar
Afvigelsen fra en morfologisk opfattelse af det maskuline som udelukkende dominant patriarkalsk, markeret af hesten uden rytter, skærpes og accentueres af Anne Marie Carl-Nielsen i hendes fremmodelleren af en maskulinitet, der, nøgen og sårbar, er blotlagt for den kvindelige billedhuggers feminine blik, optisk prægede begærsforestillinger og omfavnende agens.
I et skulpturelt udkast til et monument fra 1926 over faldne danske soldater i første verdenskrig har Anne Marie Carl-Nielsen fremstillet en ung, nøgen mand, der ligger ned med hovedet hvilende bagover og lukkede øjne. En påklædt, ung kvinde bøjer sig over ham på en sådan vis, at hun læner sin pande mod hans højre skulder, mens hun samtidigt favner ham ved at holde sin højre hånd om hans bøjede ben.
Umiddelbart er dette skulpturelle udkast at afkode som en gestaltning af den unge fortvivlede mor, der i sorg over tabet af sin søn, soldaten, bøjer sig over ham i en sidste omsluttende kærlighedsakt, mens han udånder i døden.
Imidlertid hæver også dette skulpturelle udkast sig op over en snæver repræsentationel realisme for at folde sig ud som en langt rigere æstetisk og meningsmæssig kompleksitet. Her frembydes den unge, nøgne mands kropslige skønhed for blikket samtidigt med, at den påklædte kvinde udspaltes fra moderskikkelsen og træder i karakter som en selvstændig kvindelig, handlingsmæssig subjektivitet løsrevet fra en traditionalisering.
Han er af en anden verden, konkret markeret ved hans død – han er drøm, fantasi og digterværk, en figur rundet af ideernes rige, hvor den feminine kunstneriske forestillingsevne uhindret kan pege på det mulige, det utopiske og mere præcist, den ikke-patriarkalske maskulinitet, der kan være, kunne være, eller som kan vise sig i en fremtid, i det kommende
Denne kvinde kan ikke blot lade sit blik glide ned over den unge, nøgne mand opfattet som en skøn form, men er tillige dén, der agentivt holder om ham, omslynger ham og kærtegner ham. Hvem er denne kvinde mere specifikt? Ligesom Anne Marie Carl-Nielsen synes at være til stede i skulpturen af dronning Dagmar, er det nærliggende at se det skulpturelle udkast som et skjult selvportræt i samklang med en anden skikkelse. Den kvindelige agent er Anne Marie Carl-Nielsen selv, der i det nævnte værk, og via dette symbolsk i sin skulpturelle praksis, sætter sig som et frit, agerende feminint subjekt i en omvenden af historisk gængse kønsmæssige handlemønstre og begærsforhold.
Den nøgne, unge mand udgør til gengæld en aftegning af en idealitet. Han er af en anden verden, konkret markeret ved hans død – han er drøm, fantasi og digterværk, en figur rundet af ideernes rige, hvor den feminine kunstneriske forestillingsevne uhindret kan pege på det mulige, det utopiske og mere præcist, den ikke-patriarkalske maskulinitet, der kan være, kunne være, eller som kan vise sig i en fremtid, i det kommende.
Kvinden, havhesten og ekstasen
Kvinden som fri, agentiv subjektivitet møder vi atter i værket Pige på havhest, ca. 1928, som udgør et fint, lille og meget interessant relief, hvor en ung kvinde af Anne Marie Carl-Nielsen er placeret siddende på en hest mærket af havet, udtrykt som en hybrid bestående af komponenter fra hesten, som vi kender den fra landjorden, og bestanddele indhentet fra et fantastisk havvæsen.
Denne havhest er i vild og ekstatisk bevægelse. Den slår med sin fiskehale, der munder ud i en stor halefinne, som hviler mod relieffets højre billedkant, ligesom den har både bugfinne og rygfinne. Fortil har den to ben med store hestehove, og den både løber i vild galop og svømmer samtidigt fermt og med stor kraft gennem havets bølger med den kvindelige rytter på sin ryg.
Hendes hår er udslået og løftes af vinden i farten, og i hendes højre hånd holder hun et sværd op over hovedet. Med den venstre hånd griber hun i havhestens manke – dén havhest, der med åben mund giver sig hen i både den dynamiske sprint og interaktionen med ryttersken.
Havhesten udgør en gestaltning af det maskuline helt på det feminine subjekts præmisser – havhesten er givet af hendes bevidsthed, forestillingsverden og symbolsk feminine element
At Pige på havhest af Anne Marie Carl-Nielsen er skabt som en billedmæssig pejling i gips af en imaginativ og erotisk vision om et ekstatisk, seksuelt møde mellem kvinden og manden, er hævet over enhver tvivl.
Hesten som tegn for den erotisk prægede maskuline genstand for det feminine jeg er i Pige på havhest endvidere som et semantisk konstrukt trukket over på den feminine banehalvdel ved indkorporeringen i selve hesten af dét havets element, der associerer til det feminine. Havhesten udgør en gestaltning af det maskuline helt på det feminine subjekts præmisser – havhesten er givet af hendes bevidsthed, forestillingsverden og symbolsk feminine element.
Det er temmelig godt gjort og set af Anne Marie Carl-Nielsen på denne vis at bøje tegnet for det maskuline, hesten fra landjorden, over mod en de-patriakalsk og ny, utopisk maskulinitet, som i sin anatomi indlemmer symbolsk feminine byggestene. Vi kan sige, at med sin havhest afgifter Anne Marie Carl-Nielsen traditionens stereotype, toksiske maskulinitet og peger videre frem mod en helt anden og ny maskulinitet, der harmonisk kan interagere i en ekstatisk kærlighedsakt med det feminine, emanciperede subjekt.
At ryttersken på havhestens ryg tillige benægter kvindens traditionsgivne rolle som passiv og domestisk tjenerinde, understreger Anne Marie Carl-Nielsen ved at give hende sværdet i hånden. Selvfølgelig er sværdet et oplagt tegn for det falliske, men i den visuelle, horisontale parallelitet med kvindens udstrakte hår i relieffet, bliver sværdet også et optisk ekko af hendes frit udslåede hår, udtrykt som et tegn for feminin styrke. Det falliske ved sværdet relativeres og trækkes herved i en anden meningsmæssig retning ved præcist det formelle forhold til kvindens hår.
Kunstnerisk modalitet
Er kvinden på havhesten atter at aflæse som et selvportræt af Anne Marie Carl-Nielsen i forklædning? Spiller Anne Marie Carl-Nielsen performativt kvinden på havhesten i relieffet? Eller er kvinden på havhesten dén kvinde, som Anne Marie Carl-Nielsen kunne have været, i fald givne societale normer for adfærd kønnene i mellem var anderledes, mere frie og mindre restriktive for kvinden?
Måske er kvinden på havhesten Anne Marie Carl-Nielsens drøm, gravet frem fra hendes righoldige underbevidsthed i den skabende proces, om et frisat eget jeg i en eventyrlig, anden verden, hvor kvinden og manden er ligeværdige størrelser, symmetrisk interagerende og hver især begærende subjekter med sæt af ønskeforestillinger, der societalt set tilskrives lige stor værdi.
Som sådan sætter Anne Marie Carl-Nielsen med Pige på havhest først og fremmest en frigørende og drømt, mulig realitet i værk – og ved den kunstneriske aftegning af en sådan anden, mulig verden overskrider Anne Marie Carl-Nielsen ultimativt den jordbundne naturalisme.
I Pige på havhest gestaltes en mulig verden, hvor kvinden frit sætter sit eget handlingsmæssige spillerum i et nydelsesfuldt, beruset, erotisk elektriserende, orgiastisk og opløftet møde med manden, der begærende vil hende så meget, at han integrerende indlemmer elementer af hende i sin egen krop
For så vidt kan man sige, at hun ved dette som skabende kunstner også bliver en filosof, der fremtænker en kunstnerisk modalitet, forstået som et billedmæssigt eller skulpturelt bud på, hvordan en anden, mulig verden end den, vi kender, kan se ud og være indrettet og opbygget.
I Pige på havhest gestaltes en mulig verden, hvor kvinden frit sætter sit eget handlingsmæssige spillerum i et nydelsesfuldt, beruset, erotisk elektriserende, orgiastisk og opløftet møde med manden, der begærende vil hende så meget, at han integrerende indlemmer elementer af hende i sin egen krop. En sådan vision om en anden mulig verden er en vision, som kun den kvindelige skabende kunstner kan formgive optisk.
Havfruen og sorgen
I et af de mest overbevisende værker på udstillingen, nemlig skulpturen Havfrue fra 1920, genfinder vi Anne Marie Carl-Nielsens interesse for kunstnerisk at arbejde med referencer til havet udtrykt som et feminint element. I Havfrue møder vi som beskuere en figurativ hybrid mellem en ung kvinde og fisken.
Anne Marie Carl-Nielsens havfrue har vidt åbne øjne, hendes lange, udslåede hår er tilbagestrøget af det vand, hun er steget op ad, og hendes mund er tillige åben, som om hun gisper efter vejret. Hun rækker sine arme bagud, og med hænderne støtter hun sin havfruekrop ved at lade dem hvile på den flade, hun sidder på. Hendes bryster er blottede, og hele hendes samlede havfruekrop er nøgen i al dens forførende skønhed. Fra livet og nedefter har hun en kæmpe fiskehale med en kraftfuld og smukt udfoldet, dekorativt formgivet halefinne, som var den et kunstfærdigt ciseleret smykke.
Også med værket Havfrue distancerer Anne Marie Carl-Nielsen sig fra naturalismen – de vidt åbne øjne og den åbne, gispende mund angiver symbolistisk prægede former, som fortolkningsmæssigt er at opfatte som narrativt berettende tegn for en indre, emotionel og stærkt tyngende sorgtilstand. Havfruen er ude af sig selv, hun er ude af sit rette element, havet, og bag sig, fornemmer vi, har hun tilendebragt en lang og udmattende svømmetur, der har drænet hende for kræfter. Nu er hun på land, og her støtter og holder hun sig oppe ved egen kraft, alene og så godt hun kan.
Havfrue er først og fremmest et tegn for depression, melankoli og hjertesorg – Anne Marie Carl-Nielsens knuste og blødende hjerte blotlægges ekspressivt og med en gennemborende, psykologiserende nerve for betragteren i Havfrue
Inddrages en biografisk orienteret interpretativ tilgang til Havfrue, er det åbenlyst, at Anne Marie Carl-Nielsens Havfrue udgør et selvportræt. Skulpturen er skabt i efterdønningerne af en smertefuld separation fra komponisten Carl Nielsen; en separation, som parret søgte om i 1919.
Havfrue udgør det første værk, som Anne Marie Carl-Nielsen skaber efter separationen, og den feminine subjektivitet, som havfruen aftegner, er uomtvisteligt Anne Marie Carl-Nielsens egen. De vidt åbne øjne og den gispende mund indstifter ekspressive egenskaber. Her udtrykkes Anne Marie Carl-Nielsens dybe, indre fortvivlelse og kuldslåede følelse af svigt; men også affektive tilstande af lammende melankoli og bedøvende depression.
I værket Black Sun skriver Julia Kristeva: “… My depression points to my not knowing how to lose…”. Netop en sådan manglende viden om, hvordan dét at lide tab lader sig tilgå, og også og ikke mindst, en sådan manglende viden om, hvordan tab overkommes og tilbagelægges, er Havfrue også en skulpturel beretning om.
Havfruen er sat ud oven på adskillelsen fra den elskede i et for hende fremmed element, luften, der konnoterer manglende tilhørsforhold og en tilstand af at være ladt helt alene. Og hun ved ikke, hvordan hun overkommer tabet. Havfrue er først og fremmest et tegn for depression, melankoli og hjertesorg – Anne Marie Carl-Nielsens knuste og blødende hjerte blotlægges ekspressivt og med en gennemborende, psykologiserende nerve for betragteren i Havfrue.
I Black Sun fortsætter Julia Kristeva: “… -I have perhaps been unable to find a valid compensation for the loss?” Og netop den mulige kompensation for tabet af den elskede peger Anne Marie Carl-Nielsen også på i Havfrue ved hendes formgivning af havfruens fiskehale med dens kunstfærdigt udfoldede halefinne, det næsten ciselerede smykke som refererer til kunsten, den feminine kreativitet og den kunstnerisk sproglige opbyggelse af symbolsk mening – størrelser, der for den skabende kunstner udgør kompenserende elementer, som kan ophæve tabets døs af melankoli og depression.
Anne Marie Carl-Nielsens overkommelse af tabet går med andre ord gennem hendes egen skabelse af Havfrue, der også kommer til at stå som markør af en ny, autonom feminin subjektivitet, fri fra en også belastende tilknytning til dén elskede, der alligevel ikke er til stede længere – en autonom feminin subjektivitet, der atter tilvejebringes gennem den kunstneriske skabelse.
En musisk og erotisk maskulinitet
Krystallisationen af dén maskulinitet, der kan siges at udgøre den erotiske længselsgenstand for det feminine subjekt, sætter Anne Marie Carl-Nielsen endeligt og fuldgyldigt igennem ved skabelsen af originalmodellen til monumentet over Carl Nielsen, Musikkens Genius, 1937-1939, der, i lighed med Havfrue, fremstår som et af de mest væsentlige værker på udstillingen.
Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen genoptog deres samliv oven på separationen, og efter Carl Nielsens død fik Anne Marie Carl-Nielsen til opgave at udføre et mindesmærke for Carl Nielsen. Ligesom Havfrue er Musikkens Genius på denne vis også et værk, der er rundet af et tab, her det tab, som døden forårsager.
Denne maskulinitet lader sig mest præcist definere under henvisning til musikken som kunstart, og den giver sig først og fremmest til kende i form af en fintmærkende musikalsk sensibilitet
Afstanden til en udelukkende naturalistisk impuls er atter klar i Musikkens Genius. Anne Marie Carl-Nielsen intenderer tydeligt en afvigelse fra en portrætlighed i hendes fremstilling af monumentet over Carl Nielsen. Sigtet er i stedet kunstnerisk at konnektere til en maskulin poetisk idealitet i gestaltningen – en maskulinitet, der essentielt, kan vi tilføje, igen er af en ganske anden slags end den gængse dominant patriarkalske. Denne maskulinitet lader sig mest præcist definere under henvisning til musikken som kunstart, og den giver sig først og fremmest til kende i form af en fintmærkende musikalsk sensibilitet.
I originalmodellen til Musikkens Genius møder vi en ung nøgen mand siddende på en hest i opadstræbende bevægelse. Han vender sin overkrop ud mod betragteren og holder sin højre arm bøjet og op mod ansigtet. I sin højre hånd holder han en fløjte tæt på sine læber. Hans venstre arm er blot let bøjet, og hans venstre hånd hviler på hestens bagparti.
Som bekendt er Anne Marie Carl-Nielsens umiddelbare motiviske forlæg for Musikkens Genius en forestilling om den fløjtespillende Pan, der sidder på ryggen af den vingeløse hest Pegasus – en forestilling, som Anne Marie Carl-Nielsen associerer med Carl Nielsen som et menneske optændt af musikken.
At nævnte associative forbindelse i sig selv skulle udmønte sig i, at Musikkens Genius som skulptur er at aflæse som et repræsentationelt portræt af Carl Nielsen, er imidlertid meget tvivlsomt. Forbindelsen mellem Carl Nielsen og den skulpturelt gestaltede fløjtespillende Pan er netop tværtom også præcist højest associativ og ikke repræsentationel.
En overstrømmende skøn, blid og sødmefyldt maskulinitet
Den unge nøgne fløjtespillende mand på den dynamiske hest har Anne Marie Carl-Nielsen skabt som en smuk form, der som netop skøn byder sig til for beskuerens blik. Og som en skulptur rundet af det tab, døden indstifter, kan skabelsen af Musikkens Genius opfattet som en symbolsk sproglighed måske tillige udgøre den tabs-kompenserende aktivitet, der på den ene eller den anden vis sætter tabet som en integrerbar størrelse i de sidste år af Anne Marie Carl-Nielsens liv.
Med den unge nøgne fløjtespillende mand på den dyriske og erotisk henvisende opadstræbende hest udgør Musikkens Genius en tredimensionel beretning om den ultimative drøm om en æggende, forførende og overstrømmende skøn, blid, sødmefyldt og henført maskulinitet i en anden mulig verden. Musikkens Genius er en den feminine indbildningskrafts morfologiske fremtænkning af en kunstnerisk modalitet, et skulpturelt drømme- og længselsbillede udtrykt som en vision om en anden, mulig verden, hvor den fremherskende maskulinitet også er en begærspol for den feminine subjektivitet, som frisættes som også dén subjektivitet, der kan afbilde manden i kunstneriske fantasmer.
Som sidstnævnte er Musikkens Genius også et opgør med den maskulinistisk prægede traditionens kunsthistorie, hvor manden er skaber og kvinden den, der afbildes. Med Musikkens Genius etablerer Anne Marie Carl-Nielsen sig ikke som blot et fuldt og autonomt skulpturelt subjekt – dét, hun opnår i Havfrue – hun etablerer sig i en yderligere skulpturel bevægelse som det formgivende subjekt, for hvem manden er en Anden.
Musikkens Genius er en den feminine indbildningskrafts morfologiske fremtænkning af en kunstnerisk modalitet, et skulpturelt drømme- og længselsbillede udtrykt som en vision om en anden, mulig verden, hvor den fremherskende maskulinitet også er en begærspol for den feminine subjektivitet, som frisættes som også dén subjektivitet, der kan afbilde manden i kunstneriske fantasmer
Både ved aftegningen af en traditionsafvigende, non-dominant, anti-patriarkalsk, musisk, poetisk og erotisk maskulinitet og ved funderingen af en feminin skabende kunstnersubjektivitet, der sætter manden som genstand for afbildning og skulpturel gestaltning, manifesterer Anne Marie Carl-Nielsen sig som en uomgængelig og vigtig kunstner i dansk kunsthistorie.
Udstillingen på Glyptoteket gør om noget dette klart, og det toppunkt i Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre, som Musikkens Genius udgør, understreger det nævnte med stor tydelighed. Derfor er udstillingen på Glyptoteket en væsentlig kuratorisk bedrift og en rent ud sagt øjenåbnende præsentation af Anne Marie Carl-Nielsens dybt interessante indsats som skabende kunstner.
Bogudgivelse og nye fortolkninger
Den kompleksitet, som Anne Marie Carl-Nielsens værker samlet set konstituerer, foldes ydermere flot ud i en bog, som Glyptoteket og Strandberg Publishing har udgivet som en ledsagende publikation til udstillingen. Bogen er redigeret af Anna Manly, Emilie Boe Bierlich og Glyptoteket, og den rummer et fint funklende sæt af for så vidt ret forskelligartede fortolkningsmæssige fremskrivninger af en varietet af aspekter i Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre.
I sit essay i denne bog betoner Emilie Boe Bierlich den signifikante rolle, som køn bør spille i forhold til receptionen af Anne Marie Carl-Nielsens værker. Alene ved dette åbner Emilie Boe Bierlich op for en ny og righoldig både forskningsmæssig og fortolkningsmæssig tilgang til Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre. Det er i sig selv absolut rosværdigt, for der er ingen tvivl om, at sættes kønnet i spil som en central forskningsmæssig og interpretativ kategori i relation til Anne Marie Carl-Nielsens værker, banes vejen for en mere tilbundsgående refleksion over dels Anne Marie Carl-Nielsens enkelte værker og dels hendes betydning i dansk kunsthistorie.
Det er i sig selv absolut rosværdigt, for der er ingen tvivl om, at sættes kønnet i spil som en central forskningsmæssig og interpretativ kategori i relation til Anne Marie Carl-Nielsens værker, banes vejen for en mere tilbundsgående refleksion over dels Anne Marie Carl-Nielsens enkelte værker og dels hendes betydning i dansk kunsthistorie
Emilie Boe Bierlichs mere specifikke grundtese, der går på, at Anne Marie Carl-Nielsen i sit kunstnerskab satte en frigørelse igennem qua en strategi, hvor en jordbunden naturtilknytning og naturalisme udgjorde det camouflerende skjold bag hvilket, Anne Marie Carl-Nielsen kunne udfolde en egentlig kunstnerisk styrke og ad den vej tage livtag med en maskulin kunsttradition, er også intellektuelt præcis i sammenhængen. Denne grundtese inviterer ydermere til flere fremtidige fremskrivninger af nærtolkninger af enkeltværker fra Anne Marie Carl-Nielsens hånd.
I et også meget spændende essay overvejer Peter Nørgaard Larsen vitalismen som interpretativ indgang til Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre, ligesom han giver begavede bud på, hvorledes en vægtning af vitalismen kan udfoldes i konkrete detaljemættede tolkninger. Særligt overbevisende i sammenhængen er også Peter Nørgaard Larsens betoning af, at vitalismen for Anne Marie Carl-Nielsen udgør et punkt, der åbner op for kunstneriske sonderinger af det animalske, dyrene og deres drifter.
I sit ligeledes meget interessante essay i bogen reflekterer Mathias Kryger blandt andet over vitalismen og dennes betydning i forhold til Anne Marie Carl-Nielsens skulptur Uffe fra 1932. Mathias Kryger går direkte i kødet på den ekstremt kritisable og alt for tætte og vanvittig uhyggelige forbindelse, der kan siges at være mellem vitalismens dyrkelse af styrke, sundhed samt skønhed og fascismen med dens afskyelige racehygiejniske principper: Vitalismen som fuld kunstnerisk impuls leder lige lukt ind i fascismens modbydelige mørke. Og det har Mathias Kryger selvfølgelig ret i. I sit bidrag til bogen kommer Mathias Kryger blandt andet også omkring en queer-præget tolkning af Havfrue, og denne queer-orienterede interpretative indfaldsvinkel er afgjort vedkommende, velgørende og vigtig i sammenhængen.
Den dekolonialistiske vinkel er oplagt i relation til Anne Marie Carl-Nielsens værker med tanke på i al fald tre nøgleværker for en udfoldelse af en sådan vinkel, nemlig Blåskæg, 1905, Typhon, 1903-1905, og Fløjtespiller, ca. 1929-31
Bogen rummer tillige en række andre fortrinlige bidrag, herunder også mere kunstneriske af billedkunstneren og forfatteren Amalie Smith samt billedhuggerne Kirsten Justesen og Elisabeth Toubro. Alt i alt er publikationen en kalejdoskopisk samling af forskellige indstillinger og tilgange, der samlet set breder Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre ud på vidt forskellige måder i en grundlæggende opfattelse af, at fortolkningen af kunst er at anse for at være en fortløbende og pluralistisk proces.
Den eneste oplagte mangel i forhold til mangefoldet af anlagte perspektiver i henseende til en flerfacetteret forståelse af Anne Marie Carl-Nielsens oeuvre er fraværet af en dekolonialistisk fortolkningsmæssig tilgang. Den dekolonialistiske vinkel er oplagt i relation til Anne Marie Carl-Nielsens værker med tanke på i al fald tre nøgleværker for en udfoldelse af en sådan vinkel, nemlig Blåskæg, 1905, Typhon, 1903-1905, og Fløjtespiller, ca. 1929-31. Ét fokus blandt adskillige kunne centrere sig om forholdet mellem den altid undertrykkende og uacceptable racegørelse på den ene side og i bedste fald tvetydige og ambivalente begærsrelationer på den anden side eller i værste fald begærsrelationer præget af også fordomme, der ligger inderst inde i bevidsthedens mere dunkle mentale rum og om hvilke, man ikke kan sige andet end, at de er egentligt racistiske.
I publikationen gives der ydermere en lang række fotografiske gengivelser, ligesom den er godt forsynet med blandt andet en kunstnerbiografi samt en liste over de viste værker på udstillingen på Glyptoteket. I dens helhed udgør publikationen en fin og nuanceret bogudgivelse, der udgør et fortræffeligt supplement til selve udstillingen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
