MUSIK // ANMELDELSE – Med forførende vellyd og et sublimt ensemble fortolkede den engelske legende Robert Plant udødelig folklore, Led Zeppelin, Neil Young og Gillian Welch. Det skete med charme og en musikalsk trancefremkaldende magtdemonstration.
Et douce, blåt lys på scenen. På bagtæppet silhuet af en tyr med halvt bortvendt, bøjet hoved. Senere følger projektioner af sorte palisadehegn, konturer af vajende flag, nøgne træer i en endeløs skov. Al bevægelse ind mod centrum. Pulserende og rytmisk som musikken. En ulv, hvis åsyn toner frem og hviskes ud igen i changerende mønstre, indtil den atter dukker op og udviskes igen.
Tilbage til starten og tyren: En ouverture sætter ind, musikerne finder deres pladser. Til sidst ankommer Robert Plant. Hele salen klapper og hujer, flere publikum rejser sig spontant fra sæderne.
Ouverturen viser sig at være “The Very Day I’m Gone”, skrevet eller nok rettere konceptualiseret af folk/bluegrass sangerinden Addie Graham, født i Kentucky i 1890. Plant og ensemblets sangerinde Suzi Dian sætter ind med en af mange duetter, med nærmest telepatisk timede harmoniske fraseringer.
Robert Plant tog publikum tilbage til 1200-tallet
Derefter følger “The Cuckoo”, en anden traditionel sang, hvis egentlige ophav er svært at spore, da den i tidernes morgen er vandret fra lejrbål til overlevering, op gennem rækker af generationer. Således kendes denne sang også under titlen “Summer Canon” og har sit udspring helt tilbage til Wessex i det 13. århundrede.
Derefter får vi med “Four Sticks” et Zeppelin-nummer. Helt i aftenens ånd er det arrangeret og fortolket ind i den mytiske og messende atmosfære, som hersker denne aften. Vi føres i trance til en fortryllet skov med fortællinger, ånder og ceremonier fra en tabt tid.
I venstre side sidder guitaristen Tony Kelsey og fremmaner lyde, som næsten transcenderer hvad man forbinder med en elektrisk guitar. Ren alkymi. Under en passage spiller Kelsey toner fra en frygisk skala. På enkelte af numrene skifter han til mandolin. Der er keltisk og gælisk sjæl på spil både hos ham og kollegaen Matt Worley, som er placeret bagerst midt på scenen.
Worley spiller skiftevis banjo, klassisk guitar, barytonguitar og den skønt klingende latinamerikanske cuatro (også et strengeinstrument). Han synger også leadvokal på nummeret “Soul of a Man”. Et drevent, svedende southern blues track, som han leverer overbevisende med naturfødt bluesstemme. Cuatro, banjo og mandolin står centralt i lydbilledet hele vejen, og deres klange er så sprøde og fyldige, at det er en fryd for øret.
Bag et stort trommesæt med et arsenal af percussions sidder Oli Jefferson. Ved sin side har han en cellist (ikke fast mand i Saving Grace), og de to lægger en sikker bund. I de heftigste forløb spilles der fortissimo med tonsende trommer. Sangene lander dog hver gang elegant – og vokalerne lykkes med at trække epilogerne ud og ned i et følsomt kontrolleret diminuendo, hvor hver eneste hvisket konsonant kan høres, og luften står mættet og dirrende efter sidst intonerede stavelse.
Åndemaner, sirene og den fortryllede skov
Robert Plants vokal er denne aften akkurat så smuk og singulær i tonalitet, som man kunne håbe. Under numrene er han opslugt i trance. Som en shaman. I de korte pauser mellem sangene er han uformel, den britiske humor titter frem, og der er plads til lune vittigheder i et 1968-retrospekt. Som lidt inde i koncerten da han funderer: “I’ve been here before…at the youth club! People were all lying on the floor. I thought, well, that must be a Danish thing, right? We worked hard from the stage, but they just stayed on the floor!”.
Som femte sang får vi aftenens eneste sang skrevet af Plant selv, nemlig “Down by the Sea” fra det solide album Fate of Nations (1993). På samme album optræder storhittet “29 Palms”.
Senere går rejsen omkring Gillian Welch med “Orphan Girl” og Neil Youngs “For the Turnstile”. Begge i smukke fortolkninger, dybt inde i tranceskoven med Plant og Suzi Dian som åndemaner og sirene.
Fortolkningen af Gillian Welch demonstrerer tydeligt, at Plant både skuer bagud og frem, idet Welch tilhører en generation yngre end hans egen. Men snarere end årgang er årsagen nærmere, at hendes sange har samme dybde og mytologiske følelsesstrenge som de tidløse folkeviser, Plant så dedikeret dyrker og holder i live.
For de fleste hænger navnene Plant/Page formentlig uløseligt sammen med det legendariske orkester Led Zeppelin (1968-1980). Et band som pionerede eksperimenterende og suverænt på en bund af blues, rock, orientalske elementer og britisk folklore. Led Zeppelin står i dag fortsat som en af rockens knejsende monolitter.
Guitaristen Jimmy Page skrev langt hovedparten af musikken. Robert Plant stod for lyrikken. Han var dengang som nu dybt inspireret af mytologi, spiritualitet og Tolkiens fabler. Efter Zeppelins opløsning fortsatte Plant solo, og han har udgivet elleve soloalbum siden 1980. Plant og Page er fortsat gode venner og har kollaboreret ved flere lejligheder efter Zeppelin-æraen. Både live og på fælles albums.
I den sidste tredjedel af aftenens forestilling daler numrenes kvalitet en anelse. Her tillader jeg mig at savne et par andre sange, som kunne have passet smukt ind. Det havde været fantastisk at høre et par af Plants duetter med Alison Krauss, og Suzi Dian kunne godt have udfyldt rollen, da hun næsten – og dog kun næsten – har samme format som Krauss. Plant kunne eksempelvis have valgt den geniale “Polly Come Home” fra mesterværket Raising Sand (2007). Eller Townes Van Zandts sjælfulde komposition “Nothin’”, som Plant/Krauss fortolker dybt originalt på samme album.
Stairway to Heaven?
Og så det nærmest uundgåelige spørgsmål: Fik vi mon Led Zeppelins nok mest ikoniske sang nogensinde? Den udødelige klassiker? Et nummer som sammen med “Smoke On The Water” er decideret forbudt – med glimt i øjet – for guitarister at spille i en pæn andel af instrumentforretninger verden over. Et nummer som epitomiserer alt det som Plant kan med sin sjæl og stemme – alt det, som gør akkurat hans stemme unik. Selv for folk som ikke dyrker Led Zeppelin.
Svaret er nej, vi fik ikke det nummer. Vi behøvede det heller ikke, for Plant & Co. havde sammensat en konceptuelt virkeligt smuk sætliste, og selv ikke den sidste tredjedel ændrer den kendsgerning.
For som encore fik vi Zeppelin-klassikeren “Gallows Pole”. Suverænt arrangeret og fremført. Faktisk er også det nummer en ældgammel folkesang, kendt under mange titler og først indspillet i 1939 af Lead Belly som “The Gallis Pole”. Men det er en helt anden historie, og cadeau til Led Zeppelin for at annektere og fortolke den sang mesterligt.
Efter knap halvanden times fortryllende musik stod ensemblet skulder ved skulder og bukkede ideligt til stående bifald fra publikum. Perfektionismen blev slutteligt sluppet, da vi fik den godmodige feel-good a cappella “Goodnight”. Kelsey slog en forkert startakkord an på guitaren. Plant og de andre grinede. Den skulle lige en enkelt tone op. Så ramtes tonen, ned med guitaren, og ensemblet rundede af i rundkreds ved samme mikrofon.
Tak til Robert Plant & Saving Grace for en magisk aften. En fortryllende rejse ind i skoven til de sprødeste toner. Tak for ånderne, Tolkiens sagn og figurer, shamanrytmerne, trancen – og folkevisernes fortællinger hinsides tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og