
ESSAY – Det starter sådan set allerede på vej over Storebælt. Eller faktisk på Hovedbanen, for ikke at sige i min baggård. Det starter nemlig allerede, da jeg kort skrår igennem gården på vej op i lejligheden fra min ankomst til KBH H og min afrejse fra samme sted en time senere.
Da jeg går forbi cykelskuret, fanger noget mit øje og jeg vender mig og ser nærmere efter.
Ganske rigtigt. Noget er galt. Min cykel mangler et hjul. Det er så uventet og umuligt, at jeg må se nærmere efter. Det mangler fandeme et hjul på morfars gamle cykel. Ethjulet står den rovmyrdet tilbage på sin grønne forgaffel. Mit arvestykke. Cyklen, jeg har kendt, siden jeg var barn, og som min mor fik gennemrestaureret og sat i stand efter min morfars død. Julegavecyklen. Den flaskegrønne, den med det lette friløb og den røde sløjfe om styret. Det er langt ude.
Gården, som godt nok er stor, er også alleroftest hermetisk lukket. Er det en beboer som har scoret mit hjul? Hvorfor scorer nogen overhovedet et 45 år gammelt og pænt rustent cykelhjul?
Jeg ved det godt, men ved omvendt ikke, hvad jeg ellers skal stille op med min krænkede territorialfølelse, min topspændte krop og mit vulkanske raseri
Det gør mig absolut morderisk. Med stort M. Rasende sprutter jeg hele gården rundt og ser desperat alle cykelhjul efter, som om tyven ville være dum nok til at sætte det bøffede hjul på sin cykel med det samme, og derefter prompte parkere den i naboskuret. Jeg ved det godt, men ved omvendt ikke, hvad jeg ellers skal stille op med min krænkede territorialfølelse, min topspændte krop og mit vulkanske raseri. Men man ved aldrig, tænker jeg, piskende rundt i alle den store gårds afkroge. Måske har tyven været dum nok til at sætte det på med det samme. Et par unge fyre er ved at flytte deres hejs i en lejet trailer med tag. Det ligner en hesteboks. Latterlige hipstersvin, tænker jeg og skuler ondt til dem.
”Luk døren efter jer,” brøler jeg. ”Der er tyve i gården”.
Bagefter tror jeg, det er dem.
Jeg tror, det er alle. ALLE. Jeg kan ikke tåle, at mit territorium bliver krænket – og der er jo ingen som brugsstjæler et 45 år gammelt rustent hjul fra en lukket gård. Det er en hater. No doubt.
Et menneske som vil mig det ondt. Jeg er ikke et sekund i tvivl. Tilbage i lejligheden formaner jeg min bror om at holde døre og vinduer godt lukkede og fortæller ham, hvor han kan finde våbenskabet med mit jagtgevær (som om!). Jeg finder mig ikke i det. Det gør jeg ikke. Det var sådan, det var.
Jeg er pissesur
Eller rettere, det var sådan, det startede. Og det blev ikke bedre på vejen op ad lorte-Istedgade, forbi horder af bulgarske tyveknægte godt blandede med opsvulmede gadeludere, underfrankerede turister og stenede vrag med selvdøde lam-i-olie væltende ud af ørerne.
For at sige det rent ud, er jeg allerede ’godt vranten’, inden jeg rammer vogn 71, som skal fragte mig til mit skriveeksil lidt udenfor Viborg.
Også selv om den første tanke, som falder mig ind, mens gadedøren smækker bag mig, er, at det vitterligt er en dårlig forretning at hade hele verden, mest af alt fordi hele verden kan mønstre en hadefuld karmisk tilbagebetaling som langt overgår den værste kaskade af ulykke, man selv overhovedet er i stand til at forestille sig. Og alligevel er jeg rasende. Selv om jeg ved, det intet nytter. Jeg er pissesur.
Aldrig har jeg set så mange grimme mennesker i hele mit liv. De er formidabelt grimme. Sidemanden, tidligt sammensunken med en slags Kindle-gevækst stikkende ud mellem brystkassen og den ene arm. En gebummerligt sørgelig type med tunge ulykkelige, udstående øjne over tyndt, tjavset leverpostejsfarvet hår og alt for tunge øjenløg. Nej, ikke ’låg’ – Fucking LØG.
Jeg elsker alle mennesker
Overfor ham, ved vinduet, en undersætsig kretiner i en børne-Supermantrøje og ved siden af ham, overfor mig, den skinbarlige Mester Midtjylland: Alt for lille hoved på en lang hals, en knortet og smal, skinnende rød næse, som ender i en lille, sært rund spids over en millimetertynd, blegt blodfattig antydning af det, der kaldes læber på mennesker.
Høj og tynd med bredere hofter end skuldre, men til gengæld med et enormt ur og en Hugo Boss-trøje så man rigtig kan se den anglende finmand under stangtøjsklæderne. Hver gang jeg går på toilettet, stinker der af surt kvindekøn, og jeg forbander mine næste ad helvede til hele bundtet, til jeg ser ud ad vinduet og opdager, at det bumlende lortetog kører over broen til Fyn.
Og så bliver jeg pludselig ked af det. Jeg hader alle mennesker. Men jeg elsker dem også.
Og fordi jeg elsker dem først, kan det desværre kun betyde en ting. Jeg er ved at udvikle mig til misantrop – en menneskeforagter.
Puh, det er ikke godt. Men jeg bryder mig sgu ikke om dem. Basta. Jeg er stadig pissesur.
Alt ved dem fylder mig med væmmelse, deres smasken chips, deres læsen underlødige Bilka-krimier. Hvis jeg nogensinde får sådan en læser, bare én, vil jeg brænde alt, hvad jeg nogensinde har skrevet
Fyren på sædegruppen overfor, på den anden side af mellemgangen, ringer kvækkende en eller anden op, og spørger om han kan blive hentet i Aalborg på den anden side af i morgen, når stenaldertoget får skrumlet sig langt nok op på den jyske tundra. Måden, han siger det på, er helt igennem frastødende; krævende, hæmmet, og alligevel storladent. Han vil have den røde løber rullet ud, siger han. Det er formentlig hans mor, han taler med. Eller hans kone. Måske den lokale taxa.
Fuck, hvor har vi været alt, alt for gode ved de afskyelige svinebønder, herovre vest fra.
Alt ved dem fylder mig med væmmelse, deres smasken chips, deres læsen underlødige Bilka-krimier. Hvis jeg nogensinde får sådan en læser, bare én, vil jeg brænde alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, svovler min indre dialog ondt, mens jeg glor uforsonligt på dem gennem mine røgfarvede solbriller.
Frem for alt er de grimme. Jeg tror danfodme hele Jylland ser sådan ud. En frygtelig og tragikomisk tanke falder mig ind. Måske er det her de rigtige danskere? Så tror da fanden det går så dårligt.
Kan man overhovedet tale om deres bovine volakudtræk som andet end en bevidst sabotage af det danske sprog? En intentionel kulturel afvikling? Næppe
Så tror da fanden, Venstre får så mange stemmer. Med et står det klart for mig, hvorfor 99 procent af alle verdensborgere jeg har mødt på min færd – og det er slet ikke så få – altid ser lige vantro ud, når jeg fortæller, hvor jeg er fra. Lige forbløffede har utallige i tidens løb stillet mig det samme vantro spørgsmål: ”Du er da ikke dansker, vel. Det kan du ikke være. Det ligner du ikke”. Men det er jeg. Også når jeg ikke vil være ved det. Også på dage som i dag.
Hvis de tobenede ting, som sidder omkring mig, godt nok i menneskeham, men ligeså lidt menneskelige som de sæder vi sidder på, virkeligt er danske, er de med sikkerhed ikke danske på samme måde, som jeg er. Det er en anden art. Det lyder vildt, men sådan virker det.
Vi har absolut intet til fælles andet end sproget, og så knapt nok det. Kan man overhovedet tale om deres bovine volakudtræk som andet end en bevidst sabotage af det danske sprog? En intentionel kulturel afvikling? Næppe.
Men den snak tager vi en anden gang. Summa summarum est: De skulle i gabestok hele bundtet og deres parceller, gårde og stinkende aflukker jævnes med jorden. Vi har brug for en krystalnat. Nu.
Jeg har ondt i hovedet
AAARGH! Puh, jeg har helt ondt i hovedet. Det er ikke let at være så rasende på verden, og i øvrigt er den ligeglad, verden, langtfra en tandløs tiger, men et dovent og glubsk dyr med langt større potentiale til at bide igen end man på nogen måde er i stand til at forestille sig. Så meget ved jeg, og har netop tænkt det for anden gang af samme årsag. Jeg tager en dyb indånding og tæller til 10, mens jeg ser rundt igen.
Når alt kommer til alt, kan man jo ikke gøre for, hvordan man ser ud, og det er tarveligt at dømme folk på deres udseende. Det er også forkert.
De er så fucking kloge og fine og søde. Sådan helt herlige mennesker. Sande spiritualister og verdensborgere
Den nydansk-udseende fyr er vågnet og stirrer ud på markerne med et årvågent blik. Han minder mig lidt om mine kunstnervenner fra Istanbul. De er så fucking kloge og fine og søde. Sådan helt herlige mennesker. Sande spiritualister og verdensborgere.
Dem kan man lære noget af. De to andre i sædegruppen ser såmænd også helt fornuftige ud ved nærmere eftersyn. Jeg ser på deres opslåede bøger. Det er ret fedt de læser, egentlig. At de overhovedet læser. Og endda begge to på engelsk. Måske er der et helt nyt marked her, kværner min indre forfatterspekulant. De er trods alt tættere på Tyskland herovre.
Jeg sms’er min belastende unge X: ”Er det dig der er kommet til at låne mit cykelhjul, dit ynkelige lille fede møgskræv?”
Det sidste skriver jeg selvfølgelig ikke, for jeg ved, det er hende. Hun kom til at ringe mig op sent lørdag nat og aflevere en ordentlig vognladning gammelt puds på min telefonsvarer, ung, fuld og ulykkelig over ikke at kunne få sin vilje med mig.
Dybest set har jeg intet, absolut intet imod jyder, hverken mere eller mindre end imod enhver anden næste, hvem han, eller hun, så end måtte være.
På den anden side har jeg det lidt med Jylland, som jeg har det med Christiania. Det er et skønt område, og det skal helt klart findes. Også selv om der bor masser af fjolser. Også selv om deres humor er væsentlig anderledes, med en hel del mindre selvironi.
På den anden side… Well, der er under alle omstændigheder visse ting, man bare ikke kan sige her, og slet ikke til en togkontrollør. Alligevel kan jeg ikke holde min kæft: ”Hvad så Svend? Skal du have på klumpen, eller har du fået orm?”
Illustration: CreativeCommons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.