SYRIEN // REPORTAGE – Efter Assad-regimets fald for fem måneder siden er Damaskus’ unge delte i deres syn på Syriens fremtid. En generation, der aldrig har kendt til stabilitet og frihed, møder det nye syriske styre med både håb og skepsis.
DAMASKUS – Det er fem måneder siden, Assad-regimet faldt og Hayat Tahrir al-Sham (HTS) greb magten. Den militante, islamistiske organisation blev af mange betragtet som en terrorgruppe, men står i dag i spidsen for Syriens regering.
Ud over færre mænd i militæruniformer og nedlagte checkpoints i gadebilledet er forandringerne svære at få øje på for nogle. Andre unge muligheder frem for begrænsninger.
”Syrien er et land fuldt af mange forskellige slags mennesker, men jeg tror, at der er langt mere, som forener end splitter os,” siger tandlægestuderende Saad Kweider. Langt væk fra universitetets campus ligger 15-årige Majd Al-Abboud og 18-årige Abdu Rahmans fremtidsforhåbninger begravet i en svær virkelighed.
”Pengesituationen har været dårlig, så længe jeg husker. HTS-styret har vist sig at være lige så elendigt som det, vi havde før,” fortæller Majd Al-Abboud, mens han finder endnu en cigaret frem.
Uvisheden er fælles for dem alle. En generation, der aldrig har kendt stabilitet, balancerer mellem håb og resignation, mellem tro på forandring og frygten for gentagelse. Fremtiden er som horisonten over byen: synlig, men sløret af støv.
En generation fanget mellem fortid og fremtid
Dybt inde i Damaskus ligger Souk Al-Hamidiyeh, en by i byen. Det er en bazar, som lever sit eget liv. Et sted, hvis udbud kun begrænses af fantasien. Et marked, hvor råben overdøver snakken, hvor løben kun stoppes af menneskemængden, og hvor dufte, smagstilbud og hilsener gennemstrømmer luften.
Hvis der findes ét sted i denne oldgamle by, hvor man kan vejre den syriske folkestemning, er det her.
Inde i labyrinten af småboder står 22-årige Yusuf Hrefani. Med små hvide lapper i hænderne prøver han at kapre købere til sine parfumer. Yusuf Hrefani har placeret sig i midten af det hele. Rundt om ham udspiller et virvar af lyde og bevægelser sig, mens han selv roligt deler menneskestrømmen op.
Men livet som parfumesælger er ikke nemt.
Det vigtigste, der er sket, er, at jeg ikke skal i hæren. Det er jeg lykkelig for. Men ellers er intet forandret
”Jeg arbejder 12 timer om dagen, men det er jo ikke, fordi jeg kan lide mit job. Jeg bliver nødt til det. Allerhelst vil jeg bare ud af landet som mine brødre, men jeg bliver nødt til at blive her. Mine forældre har brug for hjælpen,” fortæller han.
I Souk Al-Hamidiyeh mærkes Assads fald for mange ikke som andet end en svag ændring i vindretningen. Sikkerhedsstyrkerne er stadig meget synlige i gadebilledet. Nu repræsenterer de bare HTS.
En egentlig forbedring i livskvalitet kan unge som Yusuf Hrefani stadig se langt efter.
”Det vigtigste, der er sket, er, at jeg ikke skal i hæren. Det er jeg lykkelig for. Men ellers er intet forandret. Den nye regering har lovet en masse, men der er ikke blevet leveret. Især vores økonomiske situation er svær,” siger gadesælgeren, som har lært sig selv engelsk med sin telefon.
I bazaren fortsætter han sin jagt på de pengesedler, som er altafgørende for hans families overlevelse. Sedler, som stadig bærer billedet af en flygtet tyran som et øje, der stadig forsøger at kontrollere sin befolkning. Et billede på den konstante usikkerhed, der følger med at være ung i Syrien også i dag.
Mange håber på en ny fremtid for sit hjemland. Lige så mange drømmer om at bevæge sig uden for dets grænser.
De unge ser forskelligt på Syriens fremtid
På en befærdet gade i Damaskus myldrer børn ind og ud mellem bilerne. En dreng svinger en svamp med sæbevand over en bilrude, der skrabes ren. Chaufføren rækker ham 1.000 syriske pund. Det svarer til cirka 50 øre.
I en butik sidder 15-årige Majd Al-Abboud med en cigaret i hånden. Han tæller dollars, men de er ikke hans egne. Han er valutaveksler og arbejder 13 timer om dagen for fem dollars.
For mange børn er skolen erstattet med arbejde. Alle må bidrage. Store som små.
”Min far forlod os for fem år siden, så vi søskende må hjælpe vores mor med at få det til at løbe rundt. Det er vi nødt til,” fortæller Majd Al-Abboud.
Døren går op. En mand træder ind. ”Yallah Habibi,” griner Majd Al-Abboud og udveksler håndtegn. Bag smilet gemmer sig en anden historie. Han måtte gå ud af skolen, da han var 11. Han savner stadig den tid. ”Jeg ville hellere være sammen med mine klassekammerater end at stå her. Drømmene har jeg for længst vinket farvel til,” siger han med et skævt smil.
Det er fem måneder siden, Assad-regimet faldt, men for Majd Al-Abboud har det ikke ændret noget.
”Det er det samme styre med et nyt navn,” mener han.
Lidt uden for Damaskus, i bydelen Zamalka, sidder 18-årige Abdu Rahman på en plastikstol. Der er ikke kommet biler forbi i timevis, og det er problematisk for den unge mand, som lever af at vaske biler.
”Mine venner kigger forbi af og til. Så går tiden hurtigere,” fortæller han.
Han gik ud af skolen som 15-årig og arbejder nu det meste af døgnet – ligesom Majd Al-Abboud.
Men hans syn på det nye styre er mere positivt: ”Før blev jeg stoppet uden grund. I dag må jeg bevæge mig frit og kan sige, hvad jeg vil,” forklarer Abdu Rahman.
I det indre Damaskus’ gamle bydel summer restauranter, barer og caféer af liv. Bag en turkis dør i en lille gyde ligger en af områdets mest hippe caféer. Her bølger shisha-røgen i luften, der lugter af aromatisk arabisk kaffe og lyder af politiske samtaler.
Her sidder veninderne Maria Ammash og Alma Baz. De er begge i midten af tyverne og universitetsuddannede.
”Jeg vil starte min egen virksomhed. Der er en frihed under det nye styre, som jeg ikke følte under Bashar al-Assad,” fortæller Alma Baz.
Men selvom de oplever mere åbenhed, er fremtiden stadig usikker.
”Det er uvisheden, der er det sværeste. Mange af sikkerhedsstyrkerne kommer fra Idlib, hvor man ser anderledes på kvinder. Jeg kunne godt frygte, at det bliver tvunget, at vi skal bære hijab,” siger hun.
Maria Ammash deler hendes tvivl.
”Jeg frygter, det nye styre er ligesom det gamle. Når lederen ikke taler til folket og begynder at kræve tilladelser til alt, så lugter det af noget, vi kender alt for godt,” fortæller hun.
De to veninder rejser sig. De skal videre med deres frivillige arbejde i organisationen Atlantic Humanitarian Relief, hvor de viser unge med syriske rødder rundt i et marked i hjertet af Damaskus.
”Nu lever jeg i en drøm”
Ved Fakultetet for Medier på byens universitet står en studerende, som adskiller sig fra mængden.
En mand, som smiler til tilværelsen. Ahmad Bakir er 35 år og har levet et liv, som, ikke bare på alderen, adskiller ham fra hans medstuderende.
Der var ingen fremtid under Assad. Han dikterede, hvad der måtte siges, og hvem der måtte ansættes. Der var ingen frihed. Men nu, nu lever jeg i en drøm
Den journaliststuderende, der har med små nuancer af gråt i skægget, droppede ved borgerkrigens udbrud sine studier og sluttede sig til organisationen De Hvide Hjelme. Den hedder også ”The Syrian Civil Defence” og er en frivillig hjælpeorganisation, som gennem borgerkrigen spillede en vigtigt rolle i at redde og sikre civiles overlevelse.
Han ser nu mod en fremtid, der er helt forskellig fra den, han kendte i 2011, da borgerkrigen brød ud.
”Der var ingen fremtid under Assad. Han dikterede, hvad der måtte siges, og hvem der måtte ansættes. Der var ingen frihed. Men nu, nu lever jeg i en drøm,” fortæller han med mundvige, der ikke kan strækkes længere opad.
Den tandlægestuderende Saad Kweider har også tiltro til det nye styre.
Når journalister som os bevæger sig rundt på universitetet, følger to sæt ekstra øjne og ører med
”Det her handler om landets frihed. Jeg har ingen frygt for vores fremtid, for det vil aldrig blive værre, end det var under det gamle regime,” siger han.
Når journalister som os bevæger sig rundt på universitetet, følger to sæt ekstra øjne og ører med.
”Fri journalistik er friheden til at beskrive den lille mands lidelser. Det er en vigtig del af Syriens fremtid,” siger Bakir. Han mener ikke, at kontrollerende sikkerhedsvagter står i modsætning til en fri journalistik. ”De Hvide Hjelme løber i mit blod, og jeg drømmer om at blive pressemedarbejder i organisationen. Det er min store drøm som journalist.”
For ham, som for flere andre på Damaskus Universitet, er fremtiden lys. Friheden til at kunne udtrykke sig. Friheden til at kunne skrive og fortælle. Og friheden til at være et politisk menneske er for dem et tegn på et nyt Syrien.
Så længe det sker inden for rimelighedens grænser. Så længe spørgsmålene ikke bliver for politiske.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og