KIERKEGAARD // ESSAY – Forfatter Jacques Berg begyndte under pandemien en pligtlæsning af Søren Kierkegaards samlede værker i 20 bind, der altid bare har stået i reolen. Læsningen blev hurtigt til et mere personligt anliggende, der drev forfatteren til at genoverveje nogle (ikke-) valg og (ikke-) beslutninger. Var der tilstrækkelig alvor og ansvar i hans tilværelse? I bogen Fordoblelsen – eller når Kierkegaard bliver alvor indkredser han i 20 korte essays Kierkegaards grundtanker. Her er det kapitlet om angst. Covid, klimakrisen, globalisering, vold og terrorisme, skilsmisse, arbejdsløshed, smittefare, bumser og naboens hund: Hvad stiller man op med angsten?
Der har vi den så. Angsten i mig, ved mig. Min angst. Jeg, angsten. Angsten som mig.
Angsten forankret i mit legeme, min ånd og min sjæl. Medfødt og almenmenneskelig. Min andel af menneskehedens indbyggede, uafvendelige grundudstyr.
Alt liv, men navnlig livet, ligger siden tidernes morgen svøbt i angst.
Angsten, ikke for noget, eller i så fald for angsten eller for intet, det vil sige for alt det allerede værende og alt det kommende, det der lurer forude – og derinde.
Men også angsten for at skulle leve op til at være et frit menneske – blive sig selv, som det hedder.
Samtidig med, at angsten ikke kan fjernes, kan den nemlig heller ikke undværes
Det er jo hundesvært og så belastende, især på grund af ansvaret – det som man selv og ingen anden skal påtage sig. Ansvaret for at alting skal gå godt, få indhold og varighed, en vis bonitet, og ikke bare brase sammen over hovedet på én; eller henleves uberørt, af lutter vane.
Den angst skal efter Søren Kierkegaard tilskrives Skyld. Den menneskeligt nedarvede skyld (eller gæld), der stammer fra begyndelsernes begyndelse, fra historiens første ulydige mennesker, der brød Guds forbud og fortærede deres uskyld, så den fra et rødt æble blev en ufordøjelig viden om det at være menneske. En uafrystelig selvbevidsthed. Faldet.
Den skyld eller Synden gik videre som en kainsmærket arv til os alle: Vi kan ikke vride os fra den, ikke benægte den, ikke glemme den – kun ignorere den, se til den anden side.
Men så ser vi også bort fra os selv, vender blikket udad i stedet for indad, mod de vigende horisonter, den muntre glemsomhed, mod det ”æstetiske” – et indbildt (og indbildsk) liv.
Vi flagrer blot.
Som menneske-individer har vi noget ved os, der konstituerer os og samtidig skræmmer livet, ikke af os, men til os. Angsten – og bevidstheden om den – er det, der gør mennesker af os. Eller muligheden for at blive til mennesker, hvis vi ikke skal tage munden for fuld. Angst som fangst!
Samtidig med, at angsten ikke kan fjernes, kan den nemlig heller ikke undværes.
Vi kunne ikke være menneske uden den angst – det findes ikke
Vi skal leve med den, ja et menneskes liv er at udrulle sig i og fra angsten. Vi skal se den i øjnene. Men også trodse den, sætte os op mod den, det vil sige slås med os selv. Det er vejen, den eneste og svære. Først da kan vi træde i eksistens, være andet og mere end dyr eller planter.
Angsten og mennesket hænger sammen i en uoverstigelig modsætning, på livets kampplads foregår opgøret, for enhver, for os alle. Inde i os allesammen. Eller indvortes, som han siger.
Livet kan gå med det, hele livet. Først til sidst vedgår vi angsten, den satans følgesvend, først til allersidst vil vi, og kan vi, bevidst ”gøre noget ved den”. Finde modgiften. Ane freden, i bedste fald.
Angsten således begrebet er ikke til fals. Vi kunne ikke være menneske uden den angst – det findes ikke. Blot er det hverken en sygdom, selv ikke til døden (altså til livet) eller en misvækst, en hæmsko, noget anormalt; snarere en udfordring, et udspil, noget, vi skal tage stilling til. En dynamik. Tikkeren der gør bomben.
En usynlig sparringpartner, der forlader ringen sammen med os. Svedende, forslået – og opløftet.
Ved at erkende angsten indgår vi i et dialektisk opgør, der foregår i vores eget sind, dybest nede, ved roden. Min angst skal møde modstand, ikke kues, men forstås, inddæmmes og bestemmes som drivkraften i min tilværelse.
Eksistentiel i hver mands og hver kvindes åndelige udstyr. Kald den mental brist eller tjekket tankesæt, indlevelsesevne, livskilde, energi, drivmiddel
Hvis det lykkes mig i årenes løb, har jeg vundet frihed til at vælge resten af vejen. Det kommer vi til, det vil sige Troens Vovestykke. Eller Springet, som han kalder det.
Hvilket ikke betyder, at de ikke-springende, materialisterne, tvivlerne (med eller uden tvivlsbekendelse) og de ligeglade, alle dem, der vil se hans angstbegreb som selvpinerens ækle ideologi – og måske selv mener at leve livet uden angst – uden videre kan affejes.
Nogle finder angsten lammende, uden bevægelse – den er modliv. Hvortil kan svares: Kun hvis man ikke selv bevæger sig ind i den, hen mod den, tager den på sig, gør angsten til en medspiller.
Men hvad enten vi tager angsten alvorligt og møder udfordringen efter spillets regler (som for Søren Kierkegaard er den evige strid i retning af evigheden), eller vi som freudianerne taler om neurasteni og angstneuroser, tunge sindets knuder, som en psykoanalyse kan helbrede eller dæmpe til noget tåleligt, hvad enten vi kalder angsten for depression, stress, bipolaritet eller skizofreni og bekæmper den pharmakonisk eller med narko, alkohol eller bare med hyperaktive dage, med ”samtale”, er angsten for Søren Kierkegaard til stede som enhvers lod.
Uden angst, intet liv – og omvendt.
Således vil mit liv under alle omstændigheder have været syltet ind i angst, den fundamentale, paradoksalt livgivende angst. Der fra bremseklods kan ende som pilen fra den sitrende buestreng.
Mit liv med angsten ender, må håbes, med et ansigt-til-ansigt møde mellem den og mig, der endelig sætter mig over for mit sande jeg. Lader mig ane – og heles.
Dårlig mave og stress, vrede og aggressivitet er den løbende oversættelse af vores vedvarende frygt for alt og intet
Angsten som en medskygge, rodsaften, forlægget tilbage i historien, arret, byrden og befrugtningen. Eksistentiel i hver mands og hver kvindes åndelige udstyr. Kald den mental brist eller tjekket tankesæt, indlevelsesevne, livskilde, energi, drivmiddel. Sandheden eller betingelsen.
Det er sådan, jeg har læst Søren Kierkegaards tanker om Angesten. Det er muligvis helt ved siden af, enøjet fattet, firkantet fremstillet – men altså det, der tog plads i mig, og som alene derfor bliver berettiget her.
Hvis han mente noget andet, er der ikke noget at gøre ved det. Det er for sent. Jeg har bare ikke været i stand til at forstå ham.
Jeg skriver det her lige ud af hovedet, lige på og hårdt, det om angsten – med al den bagvedliggende læsning i fri dressur, galopperende gennem baghovedet. Ængstelig for at fejle, selvfølgelig. Men nu føles banen ryddet. I min egenskab af ”hiin (tilfældige) Enkelte” har angsten som ovenfor beskrevet lejret sig i hovedet – og det skulle ud, lige nu.
For jeg kan jo slet ikke komme mig over, at noget så ondt og nedbrydende som angst kan være en nødvendighed, ja en uundværlig del af mit indre, og alligevel skal anfægtes, for ikke at sige mødes med brask og bram – for at der i sidste ende kan anes en mulighed for at tage angsten i hoved og røv og derved endelig blive mit hele og sande jeg.
Hvad det så end betyder – og hvad man egentlig skal med det. Det er jo nærmest utroligt.
Oven på den klamamse for løst styretøj kan vi så forsøge at se problemet fra en anden side: Folk i almindelighed, og ikke kun i vores tid, er ustandselig bange for et eller andet, for ikke at sige bange for ”det alt sammen”. Bange i almindelighed – altid ængstelige.
Lige nu er det mest jordens udpining, globaliseringen, vold og terrorisme plus andre sager på verdensplaneten og derfor lige om hjørnet, der martrer os.
Eller hvad med den gensidige afskrækkelse fra den kolde krigs tid, terrorbalancen (et ord, der i sig selv burde få os til at ryste af skræk), som vi nu har levet med i trekvart århundrede, og som lige så længe har lagt en grundtone i det moderne menneske og samfund. Vi går rundt og er bange for det store brag. Vi forsøger at glemme det, men truslen er der – og den er reel – ellers virkede den ikke. Kald det systemisk angst.
Svampeknolden ude i horisonten.
Træk selv vejret, mens du endnu kan. Ind og ud, ind og ud, ind og ud
På det private plan er der skilsmisse, sygdom, arbejdsløshed og naboens hund, der hyler panisk den halve nat. Eller morderisk trafik, dårlige karakterer, bumser og irritation over at være irriteret. Dårlig mave og stress, vrede og aggressivitet er den løbende oversættelse af vores vedvarende frygt for alt og intet.
Det er ”angstens nye ansigter” (Cecilie Lind). Som kollegaen Peter Laugesen kaster sideblik på, når han taler om digteren som ”en flygtning fra et sted, der endnu ikke findes”. Foruroligende, den slags.
Foruden lige nu covid i lange baner, selvsagt. Smittefare for hvert skridt, hvert knus, blokeret vejrtrækning forude, motorlunge, kanyler, fravær. Kvælning. Kroppe i hospitalssenge bliver vendt og drejet som sandsække. Bind for mund og sind.
Her tilmed som anslag til det hele, til resten af kaos. Sammenbrud, vejsving og ny begyndelse.
Den universelle og den individuelle hverdags forskellige frygtkilder er mere end nok til at gøre os småtossede af rædsel – men det værste er, at de samtidig graver i selve angsten, i urmulden, får den op til overfladen, hvor den gør livet endnu tungere for os. Navnlig mere ubegribeligt.
Derfor render vi til de hvidkitlede livreddere, mediterer eller bliver veganere, et eller andet i den stil skal ende med at hejse os op fra den mørke kælder, ende med at gøre tilværelsen mindre stram og snæver, mere lovende, forsonet med forsoningen.
Træk selv vejret, mens du endnu kan. Ind og ud, ind og ud, ind og ud.
I grunden er vi ikke alene født med den angst, men født i den: når det indre moderhav er skyllet ud, og vi begynder glideturen ud gennem en snæver kanal, hvor vores endnu bruskede hovedskal klemmes sammen og vi alene af den grund skriger (og mor skriger), er der al mulig grund til at være dødsensangste.
Søren Kierkegaards angst hverken kan eller skal ”behandles”, den skal gennemleves og gøres til en samlever
Måske er det lige der, at den fysiologiske angst omdannes til den eksistentielle.
Når vi begynder at få spiren til eksistens, så småningom. Når vi efter ni lange måneder i fløjlsmørket er på vej mod lyset og de andre, mod Næsten som nogen siger. Mod mulighederne.
Edvard Munchs maleri ”Skriget” (1893) udtrykker angstbølger som dem Nietzsche, Sartre og flere andre filosoffer tog op efter Søren Kierkegaard.
De gav deres version af et menneske, der har frihed til at vælge, en både dragende og frygtindgydende frihed: har man endelig set sig selv som fri, kan man blive overvældet af angst.
Munchs skrigende kvinde ude på broen holder sig for ørerne, hun er bange for at høre sin egen angst (er hun malerens forlovede, hende der uforsætligt skød ham i hånden – ligesom Verlaine Rimbaud?)
Medmindre det er et stille skrig – og som sådan endnu værre.
Søren Kierkegaard skriver om den angst, der er i Mozarts Don Juan – den er hans energi, ikke en reflekteret angst, men en substantiel angst: Don Juans Liv er ikke Fortvivlelse, men det er Sandselighedens hele Magt, der fødes i Angest, og Don Juan selv er denne Angest, men denne Angest er netop den dæmoniske Livslyst”.
Hans ”Begrebet Angest” har som undertitel: ”En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden”. Forfatteren understreger, at han ”afhandler Begrebet Angest psychologisk saaledes, at det har Dogmet om Arvesynden in mente og for Øie”.
Søren Kierkegaards angst hverken kan eller skal ”behandles”, den skal gennemleves og gøres til en samlever. Mod døden, til døden, for døden. Ind i evigheden.
Hvor det bliver svært, er når Søren Kierkegaard forklarer ”angsten for det gode”. Jeg har endnu ikke fattet meningen og kan derfor kun gengive, hvad han kalder ”det dæmoniske”, en særlig form for ufrihed: ”Evigheden vil man ikke tænke alvorligen, men er angest for den, og Angesten hitter paa hundrede Udflugter. Dog dette er netop det Dæmoniske”.
Et andet sted: ”Jeg har en Angest for dette Høie: i strengere Forstand at lide for Læren, at være ”Efterfølgeren”, hvorimod jeg ikke skjuler, at det er Christendommens Fordring (…) Men jeg har en Angest”.
Hvordan skal vi arme syndsarvinger dog komme ud af kniben, vende angsten til mulighed og muligheden til valg, finde retningen midt i vejkrydset
Hvis man er ”i det Onde”, siger han, ”bliver Angesten for det gode”. Det har logisk stringens – men er det egentlig til at fatte?
Vores gode, gamle Himmelstrup lægger vægt på, at angsten kun ”udbreder sig overfor et menneskes indre”. Han taler om en ”dyb Angstdisposition”, hvor ”hele Skabningen ligger i Angst – som Menneskeheden – og længes efter forløsning”.
Søren Kierkegaards angstbegreb udtrykker, at mennesket er bestemt til noget højere – i egenskab af menneske; det er gennem angstens smerte, at vi fornemmer en højere sammenhæng, en uforklarlig ”Dragelse”. Således er angsten skæringspunktet mellem de to verdener, vi bærer i os: den naturbestemte og den åndsbestemte.
Vi kan vælge at betræde ”et høiere frihedens rige” eller forblive i den naturbundne tilværelse. De to danner ”Angstens vejkryds”.
Angsten som det dyriske, der fører os til at vælge det menneskelige. Det menneskelige selv. Mig og mit.
Således er angsten hos Søren Kierkegaard ”Syndens Angest i Mulighedens Tilstand” og ”Frihedens Forhold til Skylden er Angest, fordi Friheden og Skylden endnu er Mulighed”.
Grillefængeri kalder han det, når mennesket ikke vil være det bevidste og ansvarsfulde vælgende individ, men fortaber friheden ved at blive i det dæmoniske, for ”Syndens Trældom er et ufrit Forhold til det Onde, men det Dæmoniske er et ufrit Forhold til det Gode”.
Det dæmoniske er ”det Indholdsløse, det Kjedsommelige”; men ”Alt har Betydning”, når en krise indtræder. Som lige nu.
Hvordan skal vi arme syndsarvinger dog komme ud af kniben, vende angsten til mulighed og muligheden til valg, finde retningen midt i vejkrydset?
I al fald: ”Saasnart Psychologien er færdig med Angesten, bliver den at aflevere til Dogmatiken”.
Det gør vi så. Vi skal jo videre.
Om “Fordoblelsen – eller når Kierkegaard bliver alvor” af Jacques Berg
“Fordoblelsen – eller når Kierkegaard bliver alvor” begynder som en pligtlæsning under pandemien af de tyve bind samlede værker, der altid bare har stået i reolen.
Men filosoffens tekster bliver hurtigt et mere personligt anliggende, hans lidenskabelige engagement driver forfatteren til at genoverveje nogle valg og beslutninger (eller ikke-valg og ikke-beslutninger) tilbage i tiden. Var der tilstrækkelig alvor og ansvar i hans tilværelse?
I tyve små kapitler indkredses nationalmonumentet Kierkegaards grundtanker under en personlig vinkel – og bogen sniger sig ikke uden om troen. Mod bedre viden, mod al fornuft, ja egentlig absurd er “springet” jo – kan man, tør man tage det?
Den “religiøse eksistentialist” Kierkegaard sammenholdes med franske tænkere og forfattere – Montaigne, Rimbaud, Sartre, Carrère og flere, og et kapitel handler om, hvorfor han først sent blev oversat i Frankrig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
