”Gør du dig selv til offer eller bliver du kriger?”

af i Bøger/Kultur

PORTRÆTINTERVIEW – I sin nye bog ’Skyggebokser’ viser journalist og forfatter Sara Maria Glanowski  os et Amerika, der slås mod sine dunkle sider. Det gør hun ikke via abstrakte analyser, men gennem konkrete fortællinger om mennesker på kanten, som hun har fulgt tæt i årevis. Deres kamp mod opvækst, racisme, voldelig ekstremisme, fattigdom og ensomhed bærer på den fandenivoldske og inspirerende stædighed, der er emblematisk for forestillingen om den amerikanske drøm. Det har ikke været en nem bog at skrive, og hun er selv blevet forandret som menneske undervejs, fortæller hun i et interview med Annegrethe Rasmussen.

Den danske journalist Sara Maria Glanowski havde ikke planlagt, at hun skulle blive boende i New York – eller bruge så mange år på at skrive en bog. Men nu har både hun og hendes danske mand fået et Green Card, så hun igen kan skrive for amerikanske medier, hvilket er lidt af en bedrift i disse Trump-tider, hvor hverken visum, opholds- eller arbejdstilladelser hænger på træerne.

Og efter at have færdiggjort en mastergrad ved Columbia University i amerikansk politik og fortællende og undersøgende journalistik for seks år siden og derefter arbejdet for både amerikanske, danske, arabiske og kinesiske medier, har hun besluttet sig for at blive i New York – i et godt stykke tid endnu i hvert fald.

Det forstår man godt, efter at have læst Sara Maria Glanowkis nye bog, ’Skyggebokser’, der udkom i august hos Gyldendal.

Bogen holder et forstørrelsesglas over nogle af de vigtigste konflikter i det amerikanske samfund – som køn, race, ulighed, vold og ekstremisme – ved i tre fascinerende, dokumentariske fortællinger at udrulle nogle amerikaneres liv og skæbne; alle mennesker, som forfatteren selv har mødt.

Jeg har brugt langt over 2000 timer i Gleason’s Gym og fulgt mine hovedpersoner på bagsædet af patruljevogne, gennem retssale, ind i fængsler, boet med dem, rejst med dem og siddet i mørke baglokaler og set dem spytte blod og tandstumper ud. I de perioder, hvor jeg følger dem tæt, sætter jeg alt andet i mit liv på pause

Men til forskel fra den sædvanlige journalistiske artikel, hvor skribenten typisk møder hovedpersonen en eller måske et par gange, har Glanowski faktisk fulgt de mennesker, hun skriver om tæt gennem flere år.

Journalisten har sat sig i deres sted, boet sammen med dem, rejst med dem, besøgt dem i fængsler og fået blå øjne og blodnæser af dem. I bokseringen altså.

For bogens mest inciterende og rørende første tredjedel udspiller sig i og rundt om verdens måske mest berømte bokseklub, Gleason’s Gym i Brooklyn, New York, hvor den danske journalist selv bogstaveligt talt kæmper sig ind – uden at vide det store om boksning og helt uden praktisk erfaring i ringen.

–  Det er ikke alle forundt at komme ind i den amerikanske kvindebokseverden, men det gør du i din nye bogs første del, der bærer overskriften, ”Ringrust”. Hvordan fandt du overhovedet på at søge ind i det univers?

”Jeg hørte om Gleason’s Gym tilfældigt og blev nysgerrig. Og så var jeg et sted i mit liv, hvor jeg følte mig lidt lost.”

Alicia ”Slick” Ashley er en af hovedpersonerne i det første kapitel i bogen.

”Jeg havde en drøm om at blive i New York og skrive for amerikanske magasiner, men jeg vidste ikke, om jeg kunne få endnu et amerikansk arbejdsvisum. Det er nemt nok at være i USA og skrive hjem til danske medier, men at få lov til at arbejde for amerikanske medier er et andet game.”

”Samtidig var jeg lige blevet 35 år og ville gerne have et barn og en familie, men min kæreste kunne ikke overskue at blive far i nogen nær fremtid, og jeg følte mig nok mere sårbar, end jeg havde lyst til at indrømme. Så lidt paradoksalt kastede jeg mig ud i en ung mands sport på et tidspunkt, hvor jeg var trængt op i en krog af mit køn og min alder.”

I Skyggebokser skriver Sara Maria Glanowski om sit første møde med Gleason’s Gym, hvor hun selv begynder at træne – og til sidst debuterer som fighter i ringen for real og foran flere hundrede mennesker:

”Jeg havde en boblende fornemmelse af at åbne døren til en hemmelig verden, hvor byen stadig havde rynker. Hvor man brugte spytspande, og et blåt øje var et adelsmærke. Hvor der herskede andre regler og hierarkier end udenfor. Og hvor alt kunne ske på et splitsekund, så livet stod tydeligere frem i al sin ynde, brutalitet og skrøbelighed.”

”Et stykke levende Amerika, der foldede sig ud midt i Dumbo med fortællinger om storhed og fald, håb og knuste drømme.”

Boksesporten er en af de mest maskuline arenaer, der findes, men for første gang i Gleason’s historie er alle de regerende verdensmestre kvinder, og klubben huser nu nogle af verdens førende kvindelige boksere

Hun beskriver klubben som et mausoleum over en anden æra, da Amerika husede de største boksere i den mytologiske sværvægtsklasse, og hvor legender som Joe Frazier, Mike Tyson og Muhammad Ali trænede i Gleason’s; et sted, der stinker af ”mug, surt læder og noget, jeg senere ville genkende som frygtferomoner – lugten af frygt.”

Boksesporten er en af de mest maskuline arenaer, der findes, men for første gang i Gleason’s historie er alle de regerende verdensmestre kvinder, og klubben huser nu nogle af verdens førende kvindelige boksere.

I fortællingen ”Ringrust” følger vi to af dem: Alicia ”Slick” Ashley og Heather ”The Heat” Hardy, den første er femdobbelt verdensmester og den ældste champion i boksehistorien, en 49-årig kvinde, der dominerer en ung mands sport, men kan mærke alderen gnave. Den anden er klubbens ubesejrede boksehåb på vej mod sin første VM-kamp og en markant stemme for kvinders plads i ringen.

I bogens anden store fortælling, ”Sort Forår”, er Sara Maria Glanowski i hælene på Jose LaSalle, den nu kendte cop watcher fra Bronx, som i dag har nærmest kultstatus i New Yorks afroamerikanske kvarterer, fordi han hver dag går ud med sit videokamera for at dokumentere politiets overgreb mod især unge sorte mænd. Glanowski har også fulgt byens betjente og talt med dem om det ulovlige kvotesystem, der presser dem til aggressivt at jagte bøder for småting i fattige sorte kvarterer, og den farlige kultur af ”os mod dem”, det skaber mellem politi og minoriteter i Amerika.

Jose LaSalle fra ‘the Copwatch Patrol Unit’ har nærmest kultstatus i visse kredse grundet sin årelange indsats for at dokumentere politivold med sit kamera. I maj 2019 vandt han en retssag mod New York City, der måtte punge ud med 900,000 dollar.

I tredje og sidste fortælling med titlen, ”Forræder” følger forfatteren en afhoppet White Power-ekstremist med en ultravoldelig og racistisk fortid. Glanowski møder ham blot to uger efter, han er blevet prøveløsladt efter 12 års fængsel, og følger hans kamp for at begynde forfra.

Men hvem er man bag de nazistiske tatoveringer, når broderskabet og ens magt og status forsvinder? Som læser kommer man helt ind under huden af hadet, paranoiaen og den ofte udsigtsløse kamp, det er at gøre sig fri af sin fortid.

Hvem er man bag de nazistiske tatoveringer, når broderskabet og ens magt og status forsvinder? Det spørgsmål stiller man sig som læser af Skyggebokser efter Sara Maria Glanowskis møde med Henry – en afhoppet White Power-ekstremist med en ultravoldelig og racistisk fortid.

Og det er i det hele taget et eksistentielt tema, der løber igennem hele bogen: Mennesker, der kæmper med deres liv og med sig selv.

”Boksning spejler det menneskelige grundvilkår: Du er alene i ringen. I en kamp, der går indtil døden, og den egentlig modstander, du møder mellem tovene, er dig selv,” siger Sara Maria Glanowski.

–  Du siger i forordet – igen med en boksereference – at det er ”fight night” i Amerika. Hvad mener du med det?

”At Amerika i de her år har en kamp med sig selv om nationens identitet. Om hvad Amerika er, og hvem Amerika er for. Jeg flyttede til New York i 2012 og landede i USA på et tidspunkt, hvor nationen netop tog livtag med sine dybe grundkonflikter, blandt andet racismen – den arvesynd, der har hjemsøgt landet, siden de første slaver ankom til Jamestown, Virginia for 400 år siden.”

”På gaden i New York spirede en kamp mod politivold og ligeværdigt medborgerskab for sorte amerikanere, længe før den bredte sig til resten af landet under banneret Black Lives Matter. Det blev den første kamp, jeg fulgte,” siger hun.

”USA er en nation skabt af bevægelser og modbevægelser og på sin vis altid i kamp, men de senere år er alle dæmonerne kommet frem i lyset. Lige nu ser vi eksempelvis for alvor problemerne med hvid nationalisme og hjemlig terrorisme, som USA aldrig har formået at tage endeligt livtag med.”

Heathers stemme er helt svag og sløret, fordi hun er så afkræftet, men gennem dampen hvisker hun til mig, at alt det lort, du har oplevet gennem livet, alt det, der har trådt på dig, kan du enten bruge som undskyldning eller som brændstof. ’Gør du dig selv til offer eller bliver du kriger?’, spørger hun mig

– Har det været hårdt at skrive bogen?

”Den måde, jeg arbejder på, er uhyre tidskrævende og omstændelig, og der er virkelig meget udramatisk tid, hvor man bare hænger ud.”

”Et af mine forbilleder, den amerikanske nonfiktion-forfatter Gay Talese, kalder det the fine art of hanging out, og nogle gange famler man sig frem i mørke, men lige pludselig står man med noget materiale mellem hænderne, som er magisk og får virkeligheden til at overgå fiktionen” begynder hun og uddyber:

”Jeg brugte omkring tre måneder på at overtale Jose LaSalle til at tage mig med på sine patruljer rundt i byens fattige sorte kvarterer, for da jeg mødte ham, var han blot en enmandshær, der sagde, at han helst ikke knyttede sig til nogen, slet ikke hvide mennesker. Man slider bogstaveligt talt sine skosåler op, fordi man traver rundt i nogle andres fodspor, indånder deres luft og ser verden med deres øjne. Amerikanerne kalder det shoe-leather reporting”.

”Jeg har brugt langt over 2000 timer i Gleason’s Gym og fulgt mine hovedpersoner på bagsædet af patruljevogne, gennem retssale, ind i fængsler, boet med dem, rejst med dem og siddet i mørke baglokaler og set dem spytte blod og tandstumper ud. I de perioder, hvor jeg følger dem tæt, sætter jeg alt andet i mit liv på pause. Det er en livsstil at skrive på den måde” siger hun og tilføjer:

”Det er også en bog, der har formet mig, mens jeg skrev den. Først og fremmest er bogen et anderledes portræt af USA i kamp og forandring, men ’Skyggebokser’ handler lige så meget om den kamp, det er at være menneske. Om at blive til. I ringen og udenfor. Og om ensomhed og jagten på at finde et fællesskab og en familie – uanset om den familie så er en bande af racistiske skinhead-brødre, andre cop watchers, der filmer politiet på gaden, eller – som det var for mit eget vedkommende – et fællesskab af hårdtslående kvinder i en brutal og nådesløs sport.”

I dag står det klart, at USA langt fra kan tage det globale herredømme for givet i fremtiden, og nærmest symbolsk forsvandt de store stjerner fra ringen med Mike Tyson som den sidste,  da det amerikanske århundrede nærmede sig sin afslutning

På et tidspunkt ligger Glanowski sammen med Heather ”The Heat” Hardy  i en sauna, fordi Hardy skal svede, så hun kan tabe vægt før en afgørende kamp:

”Heathers stemme er helt svag og sløret, fordi hun er så afkræftet, men gennem dampen hvisker hun til mig, at alt det lort, du har oplevet gennem livet, alt det, der har trådt på dig, kan du enten bruge som undskyldning eller som brændstof. ’Gør du dig selv til offer eller bliver du kriger?’, spørger hun mig.

”Det er egentlig et grundtema for alle hovedpersonerne i Skyggebokser. Den handler om underhundene. Dem, der kæmper på trods og mod alle odds,” siger Glanowski.

Sara Maria Glanowski er journalist og forfatter med fast base i New York, hvor hun de seneste syv år har dækket USA for både danske, amerikanske, arabiske og kinesiske medier. Hun er uddannet journalist og har desuden en mastergrad i amerikansk politik og fortællende, analytisk og undersøgende journalistik fra Columbia University. Tidligere har hun været ansat på Politiken, DR og TV 2. Skyggebokser er hendes første bog.

– Det kan jeg virkelig godt sætte mig ind i. Måske er det en af grundene til, at jeg læste bogen færdig, udover at den er virkelig godt skrevet, for jeg læser ellers næsten ingen bøger for tiden. Men jeg var også overrasket over, hvor godt boksemetaforen beskriver USA, vil jeg så sige. Det er tæt på den perfekte allegori.

”Man kan faktisk fortælle store dele af Amerikas historie gennem boksning. I det 20. århundrede, som også er kendt som det amerikanske århundrede, fordi USA dominerede politisk, økonomisk, militært og teknologisk, sad Amerika på de store stjerner i den mytologiske sværvægtsklasse: Jack Dempsey, Jack Johnson, Joe Louis, Rocky Marciano, George Foreman, Joe Frazier, Muhammad Ali, Mike Tyson. VM-bæltet var udadtil symbol på USA’s globale overherredømme, men i dag står det klart, at USA langt fra kan tage den rolle for givet i fremtiden, og nærmest symbolsk forsvandt de store stjerner fra ringen med Mike Tyson som den sidste,  da det amerikanske århundrede nærmede sig sin afslutning,” siger hun.

Samtidig har USA indadtil kæmpet store slag om landets identitet i ringen.

”På skift gennem USA’s historie har jøderne, irerne, italienerne, afroamerikanerne og latinamerikanerne domineret sporten, alt efter hvem der kæmpede mest for at overleve uden for ringen. Og når to mænd trådte ind gennem tovene var det en kamp om at blive accepteret som fuldbyrdet amerikaner.”

”Nogle af landets første boksekampe fandt sted i Sydstaterne længe før borgerkrigen, hvor hvide plantageejere fornøjede sig med at lade deres slaver kæmpe mod hinanden, ofte til døden, og gennem det 20. århundrede har Amerika især debatteret sine raceproblemer i ringen,” siger hun.

”En af mine egne yndlingsboksere, den første sorte sværvægtsmester, Jack Johnson, førte sig frem med guldtænder, pels og et harem af hvide damer på et tidspunkt, hvor en sort mand kunne blive lynchet for at kaste et forkert blik på en hvid kvinde.”

“Allerede i 1908 drev han gæk med det racistiske, hvide Amerika ved at slå deres helt i gulvet i en grad, så kameraholdene blev standset for at forhindre ydmygelsen i at se en sort mand blive verdensmester og hovere over en slagen hvid bokser.”

New York er også en hård by at bo i, den æder af dig, og du bliver selv en lille smule hård af at bo i den. Jeg tror, byen har sin tid, i hvert fald for mig. Jeg kan ikke forestille mig at blive gammel i New York, men lige nu passer den perfekt til det sted, jeg er i livet

”I dag er det så kvinderne, der kæmper for en plads i ringen, og det er interessant, at alle klubbens regerende verdensmestre er kvinder på et tidspunkt, hvor kvinderne også vinder frem i andre maskuline arenaer i nationen. Under midtvejsvalget i 2018 blev rekordmange kvinder jo for eksempel valgt til Kongressen,” siger Sara Maria Glanowski, som netop nu er i Danmark for at lancere Skyggebokser, der er blevet rost i adskillige anmeldelser allerede.

Men så skal hun ’hjem’ til New York og skrive for amerikanske magasiner igen. Og hun skal også finde ud af, hvad hendes næste bog skal handle om.

Adspurgt er hun imidlertid ikke sikker på, at hun slår sig ned i New York for evigt:

”Jeg vild med den nerve, byen har, den giver mig energi, fordi den konstant er i bevægelse, og jeg kan blive ved med at gå på opdagelse og finde verdener, jeg ikke anede eksisterede.”

”Men New York er også en hård by at bo i, den æder af dig, og du bliver selv en lille smule hård af at bo i den. Jeg tror, byen har sin tid, i hvert fald for mig. Jeg kan ikke forestille mig at blive gammel i New York, men lige nu passer den perfekt til det sted, jeg er i livet.”


Sara Maria Glanowski: ”Skyggebokser – Fortællinger fra Kanten af New York”, 236 sider, Gyldendal, 299, 95 kr.


Billeder fra bogen og forfatteren.


Læs flere artikler af Annegrethe Rasmussen her.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Bøger